Sankt Maximilian Maria Kolbe – kærligheden i Auschwitz

Den 14. august mindes Kirken den hellige Maximilian Maria Kolbe, den polske franciskanerpræst, der frivilligt gik i døden i Auschwitz for at redde en familiefar. Hans sidste offer er blevet stående som et af det 20. århundredes stærkeste kristne vidnesbyrd: Selv dér, hvor mennesket blev reduceret til et nummer, kunne kærligheden stadig være fri.

Auschwitz var bygget på forestillingen om, at et menneskes værdi kunne ophæves. Navnet kunne erstattes af et nummer, kroppen kunne udnyttes, værdigheden kunne trampes ned, og livet kunne afsluttes efter et systems beslutning. Midt i denne verden trådte en fange en sommerdag i 1941 frem fra geleddet og tilbød sit eget liv for en anden. Fangen hed Maximilian Maria Kolbe. Han var katolsk præst og franciskaner, og den mand, han reddede, kendte han ikke. Det er først i lyset af hele Kolbes liv, at denne handling bliver forståelig. For hans offer i Auschwitz opstod ikke pludseligt. Det var afslutningen på et liv, hvor han igen og igen havde øvet sig i at give sig selv.

De to kroner

Maximilian Kolbe blev født som Rajmund Kolbe den 8. januar 1894 i Zduńska Wola i det daværende russiskkontrollerede Polen. Ifølge den fortælling, hans mor senere gav videre, oplevede han som dreng et syn af Jomfru Maria. Hun viste ham to kroner: en hvid, som stod for renhed, og en rød, som stod for martyriet. Hun spurgte, hvilken han ønskede, og Rajmund svarede, at han ønskede dem begge. Fortællingen om de to kroner kom siden til at stå som en næsten foruroligende præcis sammenfatning af hans liv. Som ung trådte han ind hos konventualfranciskanerne, tog navnet Maximilian og blev senere præst. Hans spiritualitet blev stærkt præget af hengivelsen til Jomfru Maria, som for ham aldrig var et mål i sig selv, men vejen til en stadig dybere overgivelse til Kristus.

I 1917 grundlagde han Militia Immaculatae – Den Uplettedes Milits – med ønsket om at føre mennesker til Kristus gennem Maria. Kolbe var samtidig en usædvanligt moderne ordensmand. Han forstod tidligt, hvilken betydning massekommunikation kunne få, og han så trykpresse, aviser og ny teknik som redskaber for evangelisering. I Niepokalanów uden for Warszawa var han med til at opbygge et stort franciskansk center med omfattende udgivelsesvirksomhed, og i 1930 rejste han til Japan, hvor han grundlagde et kloster og missionsarbejde i Nagasaki. Han var derfor langt mere end den præst, eftertiden først og fremmest kender fra Auschwitz. Han var missionær, redaktør, organisator og franciskaner med en stærk overbevisning om, at hele livet skulle stilles til rådighed for Gud.

Denne del af hans historie er vigtig, fordi hans død ellers let bliver reduceret til én heroisk handling. Kolbe havde gennem årtier forsøgt at forme sit liv omkring tanken om, at mennesket modtager sit liv som en gave og derfor også kan give af sig selv. Martyriet i Auschwitz var frygteligt og ekstraordinært, men den indre bevægelse, der førte frem til det, hører til selve det kristne liv: langsomt at flytte tyngdepunktet fra, hvad jeg selv ønsker, til hvad Gud kalder mig til, og hvad jeg kan gøre for et andet menneske. Det store offer på appelpladsen blev muligt, fordi utallige mindre valg var gået forud.

Fange nummer 16670

Efter den tyske invasion af Polen i september 1939 blev Niepokalanów ramt af besættelsen. Klosteret gav husly til flygtninge, blandt dem mange jøder, og Kolbe fortsatte sit religiøse og journalistiske arbejde under stadig vanskeligere forhold. I februar 1941 blev han arresteret af Gestapo. Efter et ophold i Pawiak-fængslet i Warszawa blev han den 28. maj deporteret til Auschwitz. Her ophørte han i nazisternes system med at være pater Maximilian Maria Kolbe. Han blev fange nummer 16670. Det var ikke tilfældigt, at lejrsystemet erstattede navnet med et nummer. Auschwitz var ikke alene indrettet til at dræbe mennesker; det var også et system, der skulle fratage dem deres identitet, værdighed og oplevelse af at være personer.

Kolbe blev sat til hårdt arbejde og udsat for brutal behandling, men medfanger fortalte siden, hvordan han fortsatte sin præstelige tjeneste under de ekstreme forhold. Han bad med andre, trøstede dem og forsøgte at fastholde håbet i en verden, hvor håbløsheden var en del af selve undertrykkelsen. I en lejr, hvor et stykke brød kunne betyde forskellen mellem liv og død, fik selv små handlinger til fordel for et andet menneske en vægt, som er vanskelig at forestille sig uden for lejren. Kolbes helgenhistorie handler derfor ikke kun om den dag, hvor han tilbød sit liv. Hellighed formes sjældent først i det øjeblik, alle siden husker. Den vokser gennem de valg, ingen ser. Kolbe kunne træde frem den dag i 1941, fordi han allerede havde lært at betragte sit liv som noget, der kunne gives.

»Min kone! Mine børn!«

I slutningen af juli 1941 forsvandt en fange fra Kolbes blok. Som repressalie udvalgte lejrledelsen ti mænd, der skulle dø af sult. Blandt de udvalgte var den polske soldat og familiefar Franciszek Gajowniczek. Da han forstod, hvad der skulle ske, råbte han fortvivlet om sin kone og sine børn. Maximilian Kolbe stod i rækken sammen med de andre fanger. Så trådte han frem. At forlade sin plads i geleddet var i sig selv livsfarligt, men Kolbe gik hen imod den tyske officer og bad om at få lov til at tage Gajowniczeks plads. Han forklarede, at han var katolsk præst, at han var ældre end den dødsdømte mand, og at denne havde kone og børn. Mod al forventning accepterede lejrledelsen byttet. Gajowniczek vendte tilbage til rækken, mens Kolbe gik sammen med de øvrige dødsdømte mod sultbunkeren.

Det er svært at læse denne beretning uden at høre ordene fra Johannesevangeliet: »Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner« (Joh 15,13). Men Kolbes handling går på en måde endnu længere ind i ordenes betydning, for Franciszek Gajowniczek var ikke hans ven i almindelig forstand. Kolbe kendte ham ikke personligt. Han så et menneske, som var blevet udvalgt til døden, hørte hans fortvivlelse over hustruen og børnene og besluttede at tage hans plads. Den kristne kærlighed bliver her konkret på en måde, der næsten er vanskelig at rumme. Den anden behøver ikke først at tilhøre familien, vennekredsen eller fællesskabet. Det er tilstrækkeligt, at han er et menneske, hvis liv har værdi.

Bøn i sultbunkeren

De ti dødsdømte blev lukket inde i en celle uden mad og vand. Normalt blev sultbunkeren fyldt af fortvivlelse, råb og langsom fysisk nedbrydning, men vidnesbyrd fra Auschwitz fortæller, at der fra cellen med Kolbe lød bøn og salmesang. Han bad sammen med de andre og forsøgte at ledsage dem gennem de sidste dage. En efter en døde de. Efter omkring to uger var Kolbe stadig i live sammen med nogle få andre. Lejrledelsen ønskede cellen tømt, og den 14. august 1941 blev de sidste overlevende dræbt med indsprøjtninger af karbolsyre. Maximilian Maria Kolbe var 47 år gammel. Hans lig blev efterfølgende brændt i krematoriet.

Datoen har en særlig klang i lyset af Kolbes dybe marianske spiritualitet. Han døde den 14. august, dagen før Kirken den 15. august fejrer Jomfru Marias optagelse i Himlen. Drengen, der ifølge den gamle fortælling havde sagt ja til både den hvide krone for renheden og den røde for martyriet, døde således på tærsklen til en af Kirkens største Mariafester. Men forbindelsen må ikke få os til at forskønne hans død. Der var intet smukt ved sultbunkeren. Auschwitz var et sted for systematisk brutalitet, og Kolbe blev myrdet. Det kristne håb består ikke i at gøre lidelsen smuk eller døden mindre frygtelig. Det består i troen på, at ondskaben, selv dér hvor den synes at have fået al magt, ikke nødvendigvis får det sidste ord over mennesket.

Nazisterne havde næsten fuldstændig fysisk magt over Kolbe. De bestemte, hvor han måtte opholde sig, hvad han skulle arbejde med, om han fik mad, hvordan han skulle behandles og til sidst tidspunktet for hans død. Men midt i denne næsten totale magt viste der sig en frihed, som lejrsystemet ikke kunne kontrollere. Beslutningen om at træde frem fra rækken tilhørte Kolbe selv. Han kunne ikke bestemme, om han skulle leve eller dø, men han kunne bestemme, hvad han ville gøre med det liv, der endnu var hans. Det er en af de stærkeste sider ved hans historie: I et system, der var skabt for at gøre mennesker magtesløse, foretog han en handling, som ingen vagt kunne tvinge frem og ingen kommando kunne ophæve.

En martyr for kærligheden

Maximilian Kolbe blev saligkåret af pave Paul VI i 1971 og helgenkåret af pave Johannes Paul II den 10. oktober 1982. Ved kanoniseringen blev hans død forstået som et martyrium, og Johannes Paul II betegnede ham som en martyr for kærligheden. Det var betydningsfuldt, fordi Kolbe ikke døde efter den klassiske model, hvor en kristen bliver stillet over for kravet om at fornægte Kristus og vælger døden frem for frafaldet. Han blev arresteret og fængslet under nazisternes terror og døde, fordi han frivilligt gav sit liv for et andet menneske. Hans martyrium viser dermed, at troskab mod Kristus også kan nå sit yderste udtryk gennem den kærlighed, som er villig til at sætte sig selv til side for den anden.

Blandt de mennesker, der var til stede på Peterspladsen ved helgenkåringen i 1982, var Franciszek Gajowniczek. Manden, der skulle have været død i sultbunkeren i sommeren 1941, stod mere end 40 år senere i Rom og oplevede, at præsten, som havde taget hans plads, blev erklæret helgen. Gajowniczek havde overlevet Auschwitz og krigen og levede helt frem til 1995. Hans fortsatte liv blev dermed et synligt vidnesbyrd om, hvad Kolbes offer konkret betød. Det var ikke en symbolsk handling. Et menneske fik lov til at leve, fordi et andet menneske valgte at dø i hans sted.

Et menneske kan stadig vælge

Det er let at beundre Maximilian Kolbe på næsten 85 års afstand. Vanskeligere er det at lade hans liv stille krav til vores eget. De færreste mennesker kommer til at stå over for et valg mellem deres eget liv og et andet menneskes, og kristendommen kræver ikke, at vi opsøger lidelsen eller dyrker offeret for offerets egen skyld. Alligevel findes den bevægelse, som bar Kolbe frem mod hans sidste handling, også i det almindelige kristne liv. Den viser sig i viljen til at give sin tid, selv om man helst ville beholde den selv; i modet til at beskytte den svage, selv om det har en pris; i tilgivelsen, der ikke føles fortjent; i ansvaret for den, der ikke kan gengælde det; og i beslutningen om at blive hos et andet menneske, hvor det ville være lettere at gå sin vej. Det store offer begynder ikke med heltemod, men med den daglige øvelse i ikke altid at sætte sig selv først.

Helgenernes handlinger kan blive så store, at vi kommer til at placere dem på en piedestal, hvor de kan beundres uden længere at forstyrre os. Kolbes liv peger i den modsatte retning. Hans sidste offer begyndte længe før Auschwitz – i bønnen, ordenslivet, arbejdet, missionen, hengivelsen til Maria og de utallige daglige valg, hvor han forsøgte at stille sit liv til rådighed for Gud. Den 14. august mindes Kirken derfor ikke alene en mand, der døde i Auschwitz. Den mindes et menneske, som viste, at selv et totalitært system ikke fuldstændigt kan eje mennesket. Vagterne kunne tage Kolbes navn og give ham nummer 16670. De kunne tage hans franciskanerdragt, hans frihed, hans mad og til sidst hans liv. De kunne ikke tvinge ham til at hade, og de kunne ikke forhindre ham i at elske.

I en lejr bygget på forestillingen om, at nogle mennesker ikke længere havde nogen værdi, gjorde Maximilian Maria Kolbe det modsatte synligt. Han kunne ikke standse Auschwitz, befri fangerne eller besejre nazismen. Han kunne redde ét menneske. På appelpladsen trådte han frem, fordi han havde hørt en far råbe om sin kone og sine børn, og han gav det eneste, han på det tidspunkt endnu kunne give: sit eget liv. Auschwitz skulle vise, at magten kunne bestemme alt over et menneske. Kolbe viste, at der fandtes en grænse. Selv dér kunne et menneske elske. Og så længe kærligheden endnu kunne vælges, havde ondskaben ikke vundet alt.

-karn