Den katolske kirke efter Det Andet Vatikankoncil

arnkilde.dk bringer et fyldigt sammendrag af Paul Berniers tekst Den katolske Kirke efter koncilet. I tilknytning hertil bringer vi en tekst af præst Lars Messerschmidt (se nedenfor), som forholder sig til Berniers analyse og efterlyser en dybere bibelsk forståelse af Kirken, præsteembedet og eukaristien.

Paul Bernier undersøger udviklingen i Den Katolske Kirke efter Det Andet Vatikankoncil.

Hvad skete der med Den Katolske Kirke i årtierne efter Det Andet Vatikankoncil? I essayet The Post-Conciliar Catholic Church beskriver Paul Bernier de teologiske, liturgiske og kirkelige forandringer, som fulgte efter koncilet, og de problemer, der fortsat præger Kirken. arnkilde.dk bringer her et fyldigt sammendrag af teksten.

Om sammendraget

arnkilde.dk bringer her et omfattende sammendrag af Paul Berniers tekst The Post-Conciliar Catholic Church. Dokumentet er ophavsretligt beskyttet og ligger bag betalingsmur, og vi kan derfor ikke offentliggøre teksten i dens fulde ordlyd. Sammendraget gengiver forfatterens væsentligste synspunkter, argumenter og konklusioner, men kan ikke erstatte læsningen af originalen. Hele dokumentet kan købes for 1 dollar på https://www.academia.edu/

Fyldigt sammendrag af The Post-Conciliar Catholic Church

Paul Berniers tekst er ikke en samlet fremstilling af hele Den Katolske Kirkes udvikling efter Det Andet Vatikankoncil. Den er snarere et undervisningskapitel om, hvordan kirkens forståelse af lægfolket, præsteembedet og diakonatet ændrede sig efter koncilet. Samtidig forsøger Bernier at forklare, hvorfor den forventede kirkelige fornyelse blev ledsaget af uro, præstemangel, teologiske konflikter og svækket tillid til hierarkiet. Teksten er skrevet omkring 2014-2015, og dens talmateriale skal derfor læses som et historisk øjebliksbillede.

Koncilet og den kulturelle revolution

Bernier begynder med den optimisme, der prægede koncilet og årene umiddelbart efter. Liturgien blev fornyet, lægfolket fik større synlighed, og mange oplevede udviklingen som en ny udgydelse af Helligånden. Denne kirkelige fornyelse faldt imidlertid sammen med en omfattende kulturel og politisk omvæltning, som ingen ifølge Bernier havde forudset rækkevidden af.

Han bruger 1968 som det afgørende skæringspunkt. Studenteroprøret i Frankrig, arbejderstrejkerne, protesterne mod autoritære regeringer, Pragforåret, den amerikanske borgerrettighedskamp, Vietnamkrigen og ungdommens oprør mod traditionelle normer skabte en ny kulturel situation. I USA blev uroen forstærket af mordene på John F. Kennedy, Martin Luther King og Robert Kennedy samt af voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi.

Bernier forbinder også perioden med hippiebevægelsen, Woodstock, narkotikakulturen, seksuel frigørelse og en voksende mistillid til enhver form for autoritet. Han vurderer, at arven fra 1968 førte til større individualisme, moralsk relativisme og en varig ændring af synet på ægteskab, seksualitet, abort og homoseksuelle forhold. Det er tydeligt, at han betragter en stor del af denne kulturelle udvikling kritisk.

Hans vigtige pointe er, at kirkens indre forandringer ikke kan forstås uafhængigt af denne samfundsmæssige omvæltning. Det, der skete efter koncilet, skyldtes ikke alene koncilets beslutninger. Kirken blev samtidig ramt af en kulturel revolution, som svækkede respekten for institutioner og autoriteter overalt i samfundet.

Opgøret med den kirkelige autoritet

Den nye generation af katolikker var bedre uddannet end tidligere generationer. De betragtede sig ikke længere som en passiv menighed, der blot skulle bede, betale og adlyde. De ønskede overbevisende begrundelser for kirkens lære og følte sig berettigede til selv at deltage i den teologiske og moralske vurdering.

Bernier ser modtagelsen af Paul VI’s encyklika Humanae vitae fra 1968 som det tydeligste eksempel. Encyklikaens afvisning af kunstig prævention blev ignoreret af store dele af lægfolket i Nordamerika og Europa og kritiseret af en række teologer. For Bernier markerede dette et brud med den tidligere katolske lydighedskultur.

Rom reagerede på udviklingen med en stærkere kontrol af den teologiske undervisning og den kirkelige disciplin. Under Johannes Paul II og Benedikt XVI blev teologer irettesat eller frataget retten til at undervise, mens seminarier og ordenssamfund blev undersøgt for afvigelser fra kirkens lære. Bernier fremstiller denne udvikling som et forsøg på at standse en bølge af dissent og bevare den læremæssige enhed.

Han mener dog ikke, at al teologisk uenighed blot udsprang af tidsåndens relativisme. En del af uenigheden skyldtes, at koncilet selv havde indført en anden teologisk arbejdsform end den skolastiske og juridiske tænkning, der havde domineret før koncilet. Konflikten stod således også mellem forskellige måder at forstå og formulere den katolske tradition på.

Kampen om fortolkningen af koncilet

Bernier behandler derefter den store strid om, hvordan Det Andet Vatikankoncil skal fortolkes. På den ene side stod den såkaldte Bolognaskole omkring Giuseppe Alberigo. Denne skole betragtede koncilet som en historisk begivenhed, der havde ændret kirkens retning, sprog og selvforståelse. Koncilet kunne ifølge denne opfattelse ikke reduceres til sine enkelte dokumenter; selve begivenheden og den nye måde at føre kirkelig samtale på havde betydning.

På den anden side stod blandt andre Agostino Marchetto og kardinal Camillo Ruini. De advarede mod at fremstille koncilet som et brud med kirkens tidligere lære og kritiserede forestillingen om, at der efter koncilet skulle være opstået en helt ny form for katolsk tro. Denne retning lagde vægt på kontinuiteten mellem koncilet og den foregående tradition.

Benedikt XVI forsøgte i 2005 at formulere en mellemposition gennem begrebet ”reformens hermeneutik”. Kirken er den samme før og efter koncilet, men en virkelig reform kan indebære ændringer, nye betoning­er og endda brud med bestemte historiske ordninger.

Bernier står selv nærmere dem, der betragter koncilet som en virkelig begivenhed og et vendepunkt. Han afviser dog, at dette nødvendigvis betyder et brud med den katolske tro. Koncilet blev ifølge ham ikke indkaldt for blot at gentage, hvad Kirken allerede havde sagt. Helligånden førte Kirken i en ny retning, fordi tiden krævede nye svar og en ny måde at udtrykke troen på.

Misbrugsskandalen og hierarkiets tab af autoritet

Efter de teologiske konflikter behandler Bernier de seksuelle overgreb og biskoppernes håndtering af dem. Han ser offentliggørelsen af overgrebene, især efter Boston Globes undersøgelser i 2002, som en afgørende årsag til, at biskopperne mistede moralsk troværdighed.

Vreden skyldtes ikke alene, at præster havde begået overgreb, men også at biskopper gennem mange år havde skjult sagerne, flyttet præster og undladt at beskytte ofrene. De efterfølgende erstatningssager kostede amerikanske bispedømmer milliarder af dollars og førte enkelte bispedømmer ud i konkurs.

Denne krise gjorde præstegerningen mindre attraktiv og forstærkede problemerne med faldende præstekald. Samtidig sad mange ældre præster med en oplevelse af, at de ikke blev afløst, mens en del af de yngre præster, som faktisk trådte ind i tjenesten, havde en anderledes og ofte mere konservativ teologisk og liturgisk orientering.

Lægfolkets tidsalder

Tekstens teologiske hovedafsnit handler om lægfolkets nye plads i Kirken. Bernier fremhæver opbygningen af konstitutionen Lumen gentium. I de første udkast blev hierarkiet behandlet før lægfolket, hvilket svarede til den traditionelle pyramide: paven øverst, derefter biskopper og præster og til sidst lægfolket.

I den endelige tekst blev kapitlet om ”Guds folk” placeret før kapitlet om hierarkiet. For Bernier er denne disposition i sig selv en teologisk erklæring. Alle døbte tilhører først det samme Guds folk. Før der skelnes mellem paver, biskopper, præster, ordensfolk og lægfolk, må det slås fast, at alle har samme værdighed, samme kald til hellighed og et fælles ansvar for Kirkens liv.

Hierarkiet eksisterer dermed for at tjene det samlede Guds folk. Embedsbærerne står ikke uden for eller over Kirken som en særskilt åndelig klasse. De befinder sig inden for det døbte fællesskab og har fået en særlig opgave til gavn for dette fællesskab.

Bernier lægger stor vægt på læren om det almindelige præstedømme. Alle døbte har del i Kristi præstedømme. Lægfolkets tjeneste som lektorer, ministranter og kommunionsuddelere er derfor ikke blot en nødløsning, der skyldes manglen på præster. Den udspringer af dåben og af lægfolkets egen værdighed og sendelse.

Det almindelige præstedømme omfatter også en profetisk og en kongelig opgave. Lægfolket skal vidne om evangeliet i familie, arbejde og samfund. Gennem troens sans – sensus fidei – kan de være med til at erkende, hvordan troen skal leves og formidles. Deres kongelige opgave består i at arbejde for, at samfundslivet indrettes i overensstemmelse med evangeliet og kirkens sociallære.

Dette adskiller sig ifølge Bernier fra den ældre forestilling om Katolsk Aktion, hvor lægfolkets apostolat blev betragtet som en deltagelse i hierarkiets apostolat. I koncilets teologi modtager lægfolket ikke først sin sendelse fra præsten eller biskoppen. Sendelsen kommer fra Gud gennem dåben og Helligåndens gaver.

En kirke forstået ”nedefra”

Bernier støtter sig her især til Karl Rahner og Edward Schillebeeckx. Schillebeeckx kritiserer den rent hierarkiske kirkemodel, hvor myndigheden løber ned gennem en kommandokæde fra paven til lægfolket. Han mener, at denne model skylder middelalderlig filosofi mere end evangeliet.

I stedet taler Schillebeeckx om en ekklesiologi ”nedefra”. Kirken er først det konkrete fællesskab af troende, hvori Helligånden virker. Den teologiske sandhed findes ikke alene i de hierarkiske afgørelser, men også i de troendes liv, erfaring og fælles trosbevidsthed. Lægfolket kan derfor i bestemte situationer udøve en korrigerende og reformerende funktion over for hierarkiet.

Rahner understreger på samme måde, at embede og Helligånd ikke er identiske. En person kan have et kirkeligt embede uden, at Helligåndens virke bliver synligt i hans liv, mens mennesker uden embede kan være stærkt præget af Ånden. Embedets legitimitet er ikke tilstrækkelig til at gøre det troværdigt; det må også bære åndelig frugt.

Bernier følger denne tankegang langt. Kirkefællesskabet eksisterer teologisk før de særlige embeder. Ordinationen giver en særlig tjeneste inden for Guds folk, men den skaber ikke en højere klasse af kristne. Kirken bør derfor ikke defineres ud fra sine præster og biskopper alene.

De kirkelige basisfællesskaber

Denne ekklesiologi blev efter koncilet konkretiseret i de kirkelige basisfællesskaber, især i Latinamerika, Afrika og Asien. Fællesskaberne opstod ofte i områder med meget få præster. Lægfolk samledes lokalt for at læse Bibelen, bede og forbinde evangeliet med deres daglige liv.

Bernier understreger, at disse grupper ikke blot var endnu en bevægelse inden for Kirken. De repræsenterede en anden måde at være kirke på. De bestod ofte af fattige og marginaliserede mennesker, som gennem fællesskabet lærte at tage ansvar for deres tro og deres samfund.

Skriften fik en central plads, fordi eukaristien kun sjældent kunne fejres i områder uden fastboende præst. Bibelen blev læst i direkte forbindelse med fattigdom, undertrykkelse og politiske forhold. Det førte mange af fællesskaberne i retning af befrielsesteologien og en mere aktiv kamp for social retfærdighed. Af samme grund blev nogle af dem mødt med mistanke både fra de politiske myndigheder og fra dele af hierarkiet.

Bernier vurderer disse fællesskaber positivt. De udviklede lægfolkets lederskab, forbandt Skriften med livet og gav fattige mennesker en stemme. Han erkender samtidig, at forsøgene på at overføre modellen til velstående vestlige menigheder kun har haft begrænset succes. Modellen synes især at få kraft, hvor mennesker oplever fattigdom, marginalisering eller magtesløshed.

De forsvindende præster

Den anden store udvikling efter koncilet er faldet i antallet af præster. Det samlede antal præster i verden ændrede sig ifølge de tal, Bernier anvender, ikke voldsomt mellem 1970 og 2013. Men verdens katolske befolkning blev næsten fordoblet i samme periode. Der blev derfor langt flere katolikker for hver præst.

Samtidig skete der en geografisk forskydning. Antallet af præster voksede i dele af Afrika og Asien, mens det faldt kraftigt i Europa og Nordamerika. I USA blev præstetallet næsten halveret. Menigheder blev sammenlagt eller lukket, og stadig flere sogne stod uden en fastboende præst. Vestlige bispedømmer begyndte at hente præster fra Polen, Afrika og Asien for at opretholde den eksisterende sognestruktur.

Bernier nævner flere mulige årsager: individualisme, materialisme, ændrede familieforhold, en svækket kirkelig identitet og utilfredshed med udviklingen efter koncilet. Han tillægger dog kravet om præstecølibat en særlig betydning. Han citerer undersøgelser, som hævder, at muligheden for gifte præster kunne føre til en stærk vækst i antallet af præstekandidater.

Her stiller Bernier problemet skarpt op: Skal Kirken fastholde kravet om et mandligt og ugift præsteskab, selv hvis det betyder, at stadig flere katolske fællesskaber må undvære eukaristien? Eller skal hensynet til menighedernes adgang til sakramenterne føre til ændringer i reglerne for præsteordination?

Han frygter, at fastholdelsen af den nuværende ordning kan gøre Kirken mindre eukaristisk. Hvis katolske menigheder i praksis må leve uden en regelmæssig messe, bevæger Kirken sig efter hans opfattelse mod en form for protestantisering, hvor ordets gudstjeneste og lægmandsledede fællesskaber erstatter den regelmæssige fejring af eukaristien.

Genindførelsen af det permanente diakonat

Bernier betragter genindførelsen af det permanente diakonat som en af de positive følger af koncilet. I den vestlige kirke havde diakonatet gennem omkring tusind år hovedsagelig været et overgangstrin på vejen til præstevielsen. Lumen gentium åbnede for, at diakonatet igen kunne være et selvstændigt og varigt embede.

Koncilet slog fast, at ordinationens sakramente har tre grader: diakon, præst og biskop. Biskoppen har ordinationens fylde, præsten deler i biskoppens tjeneste, og diakonen ordineres til tjenesten for ordet, liturgien og kærlighedens gerninger.

Diakoner kan blandt andet forkynde, døbe, uddele kommunionen, forrette ved vielser og begravelser, lede bøn og arbejde med social og karitativ tjeneste. Gifte mænd kan ordineres som permanente diakoner, selv om en gift diakon normalt ikke kan gifte sig igen, hvis hustruen dør.

Bernier peger dog på, at diakonens særlige identitet stadig er uklar. Præster kan udføre alle de opgaver, der tillægges diakonen, og lægfolk kan udføre flere af dem. Det er derfor vanskeligt præcist at forklare, hvad der adskiller diakonen fra både præsten og den ikke-ordinerede kirkelige medarbejder.

Han finder det også bemærkelsesværdigt, at det permanente diakonat især er vokset i Nordamerika og Europa. Der er langt færre diakoner i Afrika og Asien, selv om genindførelsen oprindelig blandt andet blev begrundet med behovene i missionsområderne. Ordningen afhænger i høj grad af de enkelte biskopper, og diakonerne er meget forskelligt integreret i bispedømmernes og menighedernes ledelse.

En ændret forståelse af de ordinerede embeder

Koncilet ændrede ifølge Bernier også forståelsen af biskoppen og præsten. Biskoppen er ikke blot pavens lokale repræsentant eller ”filialbestyrer”. Han er gennem sin ordination indsat til at videreføre Kristi frelsende gerning og har ordinationens fylde.

Præsten skal heller ikke først og fremmest defineres ved sin magt til at konsekrere eukaristien og meddele syndsforladelse. Han får del i Kristi trefoldige tjeneste som lærer, præst og hyrde. Han skal forkynde, lede og hellige det kristne fællesskab. Hans ret til at lede eukaristien udspringer af dette bredere ansvar for menighedens liv.

Bernier forsøger hermed at flytte forståelsen af embedet fra sakral magt til kirkelig tjeneste. Ordinationen giver en virkelig sakramental myndighed, men denne myndighed eksisterer for fællesskabets skyld og kan ikke forstås løsrevet fra Guds folk.

Berniers samlede konklusion

Bernier beskriver tiden efter koncilet som en blanding af virkelig fornyelse og alvorlig krise. Koncilet genfandt en bibelsk og oldkirkelig forståelse af Kirken som Guds folk og Kristi legeme. Det gav lægfolket en stærkere bevidsthed om deres værdighed og ansvar, åbnede for nye tjenester og genindførte det permanente diakonat.

Samtidig mistede præsteembedet sin tidligere selvfølgelige kulturelle autoritet. Mange præster og ordensfolk forlod deres tjeneste, antallet af nye kald faldt, og store dele af lægfolket holdt op med automatisk at følge hierarkiets moralske anvisninger. Misbrugsskandalerne forstærkede mistilliden, mens uenigheden om koncilets rette fortolkning skabte en vedvarende spænding mellem reform og genoprettelse.

Bernier mener, at Kirkens svar ikke kan være en simpel tilbagevenden til den førkonciliære orden. Den må tage konsekvensen af sin egen lære om Guds folk, lægfolkets dåbskald og fællesskabets ret til eukaristien. Han efterlyser en mere horisontal kirkelig struktur, større anerkendelse af lægfolkets ansvar og en villighed til at overveje ændringer i præsteembedets disciplinære ordninger.

Tekstens teologiske placering

Bernier skriver tydeligt fra en reformorienteret efterkonciliær position. Han læser koncilet gennem teologer som Rahner, Schillebeeckx, Metz, O’Malley og Gaillardetz. Han er kritisk over for en stærkt centraliseret og hierarkisk kirkeforståelse og mere åben over for gifte præster og en kirkelig udvikling ”nedefra”.

Teksten er ikke et neutralt historisk overblik. Bernier foretager selv teologiske valg. Han lægger stor vægt på Lumen gentiums tale om Guds folk, det almindelige præstedømme og sensus fidei, mens embedets apostolske karakter, den hierarkiske kommunion og præstens særlige repræsentation af Kristus behandles mindre udførligt.

Bibelen optræder flere steder, især i forbindelse med Guds folk, Kristi legeme, det almindelige præstedømme og basisfællesskabernes skriftlæsning. Der er dog kun meget lidt egentlig bibelsk eksegese. Skriften fungerer hovedsagelig som støtte for en ekklesiologi, der udfoldes gennem koncilet, Rahner og Schillebeeckx. Hvis man søger en dybtgående bibelsk undersøgelse af Kirken, apostolatet, præsteembedet og den sakramentale myndighed, vil man derfor med rette opleve en mangel.

Titlen lover også mere, end teksten leverer. Den ekstraordinære messe, liturgireformen og de traditionelle katolikkers reaktion behandles næsten ikke. Hovedemnet er i virkeligheden udviklingen i de kirkelige tjenester efter koncilet. Fremstillingen er desuden stærkt præget af USA og den vestlige verden, hvilket Bernier selv erkender. Flere statistikker er nu forældede, og mindst én talangivelse om amerikanske menigheder forekommer fejlagtig.

Den mest præcise sammenfatning af Berniers budskab er denne: Koncilet ændrede forståelsen af Kirken fra en institution centreret om hierarkiet til et Guds folk, hvor alle døbte har værdighed og ansvar. Kirken har imidlertid endnu ikke tilpasset sine embeder og strukturer fuldt ud til denne nye selvforståelse, og præstemanglen gør denne uafsluttede udvikling stadig mere synlig.

-karn

Læs også:

Eukaristiens teologi og den tridentinske messe