Eukaristiens teologi og den tridentinske messe

arnkilde.dk bringer et fyldigt sammendrag af Paul Berniers tekst Den katolske Kirke efter koncilet (læs nedenfor). I tilknytning hertil bringer vi denne tekst af præst Lars Messerschmidt, som forholder sig til Berniers analyse og efterlyser en dybere bibelsk forståelse af Kirken, præsteembedet og eukaristien.

Sammendrag: Eukaristiens teologi og den tridentinske messe

Teksten undersøger eukaristiens teologi med særligt henblik på forskellen mellem den tridentinske messe og den liturgi, der blev indført efter Det Andet Vatikankoncil. Forfatterens hovedsynspunkt er, at messen først og fremmest skal forstås ud fra Det Nye Testamente og Kristi egen indstiftelse. Kirkelig tradition og liturgiske ritualer har værdi, men må vurderes og om nødvendigt korrigeres i lyset af Bibelen.

Ifølge teksten udviklede messen sig gennem det andet årtusind i retning af en liturgisk handling, hvor opmærksomheden især blev rettet mod konsekrationen og Kristi nærvær under brødets skikkelse. Elevationen af hostien, opbevaringen af sakramentet i tabernaklet og sakramentsandagterne fik stor betydning, mens lægfolk efterhånden sjældent gik til kommunion. Tilbedelsen af Kristus i sakramentet blev dermed for mange vigtigere end selve messen som den nye pagts fest- og bryllupsmåltid. Forfatteren afviser ikke tilbedelsen af Kristus i tabernaklet, men advarer imod, at denne fromhedsform bliver en erstatning for deltagelsen i eukaristien.

Kirken samles om den opstandne Kristus

Det Nye Testamente fremstiller ifølge teksten eukaristien som et centralt udtryk for Kristi fortsatte nærvær i Kirken. Kristus er nærværende gennem undervisningen, sakramenterne og de troendes fællesskab. Når menigheden samles til messe, bliver den himmelske liturgi nærværende på jorden. De troende træder ind i det himmelske Jerusalem sammen med englene, helgenerne og de afdøde, sådan som det beskrives i Hebræerbrevet.

Kirken er Guds nye folk og samtidig en fortsættelse af Israel. De døbte og firmede har del i Kristi præstedømme og udgør et kongerige af præster. Teksten skelner derfor mellem Kristi enestående præstedømme og de ordinerede præsters tjeneste. De ordinerede er presbytere – ældste og tjenere – som repræsenterer Kristus og leder menigheden, men Kristus selv er messens egentlige præst, vært og brudgom.

Brødunderet bruges som billede på denne forståelse. Jesus er den, der skænker maden, mens disciplene tjener fællesskabet. På samme måde er det under messen Kristus selv, der giver de troende sit legeme og blod. Celebranten handler i hans tjeneste og på menighedens vegne.

Den nye pagts fest- og offermåltid

Messen er den nye pagts påskemåltid. Jesu befaling om at gøre dette til hans ihukommelse betyder ikke blot, at menigheden skal huske en fortidig begivenhed. I den bibelske og jødiske betydning af ihukommelsen bliver Kristi død, opstandelse og offer gjort nærværende. Hver gang de troende spiser brødet og drikker af bægeret, forkynder de Herrens død med forventning om hans genkomst.

Kristus er både det slagtede påskelam og den præst, der frembærer offeret. Ved den sidste nadver gjorde han sit legeme og blod til det offer, der blev fuldbyrdet på korset. Messen gentager ikke Golgata som en ny ofring, men gør Kristi evige offer nærværende og forener Kirken med hans hengivelse til Faderen. Offeret kommer samtidig til udtryk ved, at Kristus giver sig selv som åndelig føde til sine brødre og søstre. Messen er således både offer og kærlighedsmåltid.

Eukaristien bygger Kirken op som Kristi legeme. Når de troende modtager hans legeme og blod, forener Helligånden dem med Kristus og med hinanden. Det er denne tanke, der sammenfattes i titlen på pave Johannes Paul II’s rundskrivelse Ecclesia de Eucharistia: Kirken kommer fra eukaristien.

Kristus er nærværende på flere måder

Teksten understreger, at Kristi virkelige nærvær i messen ikke er begrænset til det konsekrerede brød og den konsekrerede vin. Han er også nærværende i den forsamlede menighed, i celebrantens og diakonens tjeneste, i forkyndelsen af Guds ord, i den eukaristiske bøn og i kommunionen. Beretningen om disciplene på vejen til Emmaus fremhæves som en grundmodel: Kristus forklarer Skrifterne og giver sig til kende ved brødets brydelse.

Forfatteren hævder, at Kristus ikke er mere eller mindre nærværende i disse forskellige former. Der er tale om det samme virkelige nærvær, men under forskellige former. En ensidig koncentration om konsekrationen kan derfor skjule messens karakter af et samlet møde mellem Kristus og hans kirke.

Vurderingen af de to messeformer

Liturgireformen efter Det Andet Vatikankoncil beskrives som et forsøg på at genfinde denne bibelske forståelse. I den nye liturgi åbnes messen ved celebrantens hilsen til menigheden, som dermed fremtræder som et officielt forsamlet kirkeligt fællesskab. Ordets liturgi har fået en tydeligere plads, flere bibeltekster læses, og de bibelske salmer er vendt tilbage som vekselsang.

Frembærelsen af brød og vin forstås som forberedelse af måltidet frem for som en selvstændig offerhandling. De eukaristiske bønner bedes højt, så menigheden kan høre dem og deltage. De indeholder bønner om, at Helligånden både må forvandle brødet og vinen til Kristi legeme og blod og samle de kommunikerende til Kristi ene legeme.

Forfatteren lægger stor vægt på kommunion under både brødets og vinens skikkelse. Kristus indstiftede nadveren med ordene om både at spise og drikke, og de troende bør derfor normalt have mulighed for at modtage kommunionen under begge skikkelser. Hostierne til menighedens kommunion bør desuden konsekreres i den messe, hvor de modtages, så forbindelsen mellem offermåltidet og kommunionen bliver synlig.

Den tridentinske messe kritiseres for ikke i samme grad at lade menigheden fremtræde som et samlet måltidsfællesskab. Den eukaristiske bøn bedes stille, Ordets liturgi fylder mindre, og kommunionen for menigheden er ikke indbygget i ritualet på samme tydelige måde. Forfatteren mener derfor, at en generel tilbagevenden til den gamle ritus vil stride imod den bibelske forståelse af eukaristien.

Reformen er endnu ikke fuldført

Teksten retter imidlertid også kritik mod den måde, den nye liturgi fejres på. Et nyt ritual sikrer ikke i sig selv en rigtig forståelse af messen. Usikkerhed om kropsholdninger, forskellige individuelle vaner og manglende fælles svar kan få liturgien til at fremstå som en samling private andagter frem for en fælles kirkelig handling. Oplæsninger og bønner bliver desuden ofte fremført uden egentlig kommunikation med menigheden.

Forfatterens afsluttende pointe er, at Kirken fortsat har brug for en dybere tilegnelse af eukaristiens teologi. Messen skal fejres som mødet mellem den opstandne Kristus og hans forsamlede kirke, som Ordets og bordets gudstjeneste, som den nye pagts offer og som det måltid, hvor Kristus giver sig selv til sit folk. Diskussionen om den tridentinske messe kan derfor ikke afgøres alene ud fra æstetik, følelser eller historisk tradition. Det afgørende må være, om liturgien tydeligt udtrykker den eukaristi, som Kristus indstiftede, og som Det Nye Testamente vidner om.

-karn

Læs også: