Hvorfor fejrer vi domkirkens konsekration?

En kirke består af sten og murværk, men dens egentlige betydning findes i det liv, der udfolder sig omkring alteret

I weekenden fejrer Sankt Ansgars Domkirke årsdagen for sin konsekration med blandt andet vigilie­messe lørdag aften. I landets øvrige katolske menigheder markeres festen mandag. Søndag er samtidig bededag for bispedømmets børne- og ungdomsarbejde. Det er to fejringer med en fælles tanke: Kirken har fået et hjem, og troen skal gives videre til dem, der skal fylde det efter os.

Hvorfor fejre en bygning?

At fejre årsdagen for en kirkes konsekration kan umiddelbart forekomme mærkeligt. Kirken er jo først og fremmest Guds folk og ikke de bygninger, hvor de troende samles. Det Nye Testamente gør det klart, at Gud ikke lader sig indeslutte i huse bygget af menneskehånd, og Paulus skriver til menigheden i Korinth: »Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?« Peters Første Brev kalder de troende »levende sten«, der bygges op til et åndeligt hus. Alligevel har kristne fra de første århundreder viet bestemte steder til bøn, sakramenter og fejring af eukaristien.

En konsekreret kirke er taget ud af den almindelige brug og varigt overgivet til Gud. Her skal evangeliet forkyndes, børn og voksne døbes, syndere modtage tilgivelse, ægtefolk aflægge deres løfte, og de døde bæres frem i håbet om opstandelsen. Frem for alt skal messen fejres, og Kristi legeme og blod gives til de troende. Kirkehuset er således mere end en praktisk ramme omkring menighedens aktiviteter. Det er et helligt sted, fordi Gud her møder sit folk gennem ordet og sakramenterne.

Årsdagen er heller ikke en gentagelse af konsekrationen. Kirken blev viet én gang, og denne indvielse gælder varigt. Festen kan sammenlignes med en dåbsdag eller en bryllupsdag. Handlingen udføres ikke på ny, men dens betydning bæres frem i erindringen og taksigelsen. Menigheden mindes, hvad kirken blev bygget og indviet til, og dermed også hvad den selv er kaldet til.

Domkirken tilhører hele bispedømmet

Sankt Ansgars Kirke i Bredgade er både sognekirke for den lokale menighed og domkirke for hele Københavns katolske bispedømme, som omfatter Danmark, Færøerne og Grønland. Ordet katedral kommer af det latinske cathedra, biskoppens sæde. Dette sæde er tegn på biskoppens opgave som lærer, hyrde og vogter af Kirkens enhed. Domkirken er stedet, hvor den lokale kirke omkring sin biskop træder synligt frem som én.

Derfor angår årsdagen for domkirkens konsekration alle bispedømmets katolikker. Den enkelte menighed er aldrig en selvstændig ø. Alteret i sognekirken og alteret i domkirken tilhører den samme Kirke, og ved begge altre fejres den samme eukaristi. Den geografiske afstand mellem Bredgade, Bornholm, Nordjylland, Færøerne og Grønland ændrer ikke dette fællesskab.

I selve domkirken fejres årsdagen som en højtidelighed, fordi det er denne bestemte kirkes egen indvielsesfest. I bispedømmets øvrige kirker har dagen rang af fest. Når den almindelige søndagsliturgi har forrang i menighederne, får domkirkefesten sin plads på en anden dag, i år mandag. I domkirken indledes fejringen allerede med vigilie­messen lørdag aften. Forskellen i kalender og liturgisk rang ændrer ikke ved festens fælles anliggende: Hele bispedømmet takker for sin hovedkirke og det kirkelige fællesskab, den repræsenterer.

Fra gesandtskabskapel til domkirke

Sankt Ansgars Kirkes historie giver festen en særlig vægt. Den nuværende kirke blev opført i 1841–1842 efter tegninger af arkitekten Gustav Friedrich Hetsch og taget i brug på allehelgensdag den 1. november 1842. På dette tidspunkt havde katolikker endnu ikke fuld religionsfrihed i Danmark. Opførelsen kunne lade sig gøre, fordi stedet var knyttet til det østrigske gesandtskab. Først med Grundloven i 1849 fik katolikker og andre trossamfund frihed til åbent at organisere deres kirkelige liv.

Den højtidelige konsekration fandt sted den 8. september 1865, tusind år efter Sankt Ansgars død. Sankt Ansgar, der døde i 865, havde som missionær bragt evangeliet til Norden og blev siden kendt som Nordens apostel. Konsekrationen knyttede dermed den genopståede katolske menighed i Danmark til den kristne historie, som rakte langt tilbage før reformationen. Da det katolske bispedømme København blev oprettet i 1953, blev Sankt Ansgars Kirke domkirke i fuld kirkeretlig betydning.

Kirken i Bredgade fortæller dermed en historie om en tro, der overlevede gennem små og udsatte fællesskaber. Den er ikke stor sammenlignet med landets gamle middelalderkirker, og dens facade gør ikke meget væsen af sig i gadebilledet. Bag murene har generationer knælet, bedt og modtaget sakramenterne. Her er børn blevet døbt, konvertitter optaget i Kirken, præster viet, ægtefolk blevet forenet, og afdøde anbefalet til Guds barmhjertighed. Årsdagen samler alle disse menneskeliv i én taksigelse.

Hvad sker der ved en konsekration?

Konsekrationen af en kirke er en af den latinske liturgis rigeste handlinger. Biskoppen leder fejringen, hvor kirkerummet og især alteret vies til Gud. Alteret salves med den hellige krisma, den vellugtende olie, der også anvendes ved dåb, firmelse og præstevielse. Salvelsen viser, at alteret tilhører Kristus, hvis navn betyder den salvede. På dette alter skal hans ene offer gøres sakramentalt nærværende i eukaristien.

Kirkens vægge salves sædvanligvis på tolv steder som en erindring om apostlene, hvis vidnesbyrd Kirken er bygget på. Stederne markeres ofte med indvielseskors og lys, som tændes på årsdagen. Der brændes røgelse på alteret, fordi Kirkens bøn stiger mod Gud, og fordi alteret er et tegn på Kristus. Derefter dækkes og smykkes alteret, kirkens lys tændes, og messen fejres. I mange kirker nedlægges relikvier af helgener under alteret som tegn på forbindelsen mellem Kristi offer og de mennesker, der gav deres liv i troen på ham.

Det er alteret, snarere end murene, der er kirkebygningens egentlige midtpunkt. Her samles menigheden, og herfra modtager den Kristus som livets brød. Døbefonten, prædikestolen, tabernaklet, skriftestolen, billederne og lysene har hver deres betydning, men alt i kirkerummet fører frem mod det mysterium, der fejres ved alteret.

En kirke kan overleve uden at leve

Man kan restaurere et tag, rense et kalkmaleri og pudse kirkens sølv. Det er vanskeligere at bevare den levende tro, som huset blev bygget for. Hvis evangeliet ikke længere forkyndes, hvis børn ikke lærer at bede, og hvis eukaristien bliver fremmed for næste generation, kan bygningen stå tilbage som et smukt minde om en tro, der engang levede.

Konsekrationsfesten rummer derfor også en ransagelse. Er vores kirker fortsat steder, hvor mennesker lærer Kristus at kende? Bliver den fremmede modtaget, den ensomme set og den søgende taget alvorligt? Er menigheden et fællesskab, hvor troen kan vokse, eller er den blevet en kreds, som først og fremmest værner om sine vaner? Et indviet kirkerum forpligter de mennesker, der træder ind i det. De levende sten må selv lade sig forme og føje sammen.

Her møder festen for domkirkens konsekration søndagens bededag for bispedømmets børne- og ungdomsarbejde. Domkirken fortæller, at troen er blevet modtaget gennem generationer. Bededagen minder os om, at den ikke må ende hos os.

Børnene hører allerede til

Børn og unge omtales ofte som Kirkens fremtid. Det er sandt, men kun halvdelen af sandheden. De er allerede en del af Kirken. Det døbte barn er ikke en kommende kristen, som først senere får sin plads i menigheden. Barnet er indlemmet i Kristus og hører hjemme ved døbefonten, alteret og i menighedens bøn. Unge skal heller ikke betragtes som en reserve, der en dag kan overtage de voksnes opgaver. De har allerede et trosliv, gaver og et ansvar, som menigheden må give plads til.

Børne- og ungdomsarbejde består heller ikke alene i undervisning frem mod første kommunion og firmelse. Børn lærer troen ved at se voksne bede, modtage sakramenterne, hjælpe andre og tale naturligt om Gud. De mærker hurtigt, om messen har betydning for deres forældre, og om menigheden oprigtigt glæder sig over deres tilstedeværelse. De hører også tavsheden, når troen aldrig nævnes derhjemme, og de opdager, hvis de voksne forventer, at børnene skal holde fast ved noget, de selv har sluppet.

Bededagen lægger ansvaret hos hele bispedømmet. Arbejdet kan ikke bæres af enkelte præster, kateketer eller familier med særligt overskud. Der er brug for mennesker, som vil undervise, lede ministranter, arrangere lejre, synge med børnene, lytte til de unge og give dem tid. Det kræver lokaler, økonomi og uddannelse af frivillige. Først og fremmest kræver det voksne, hvis egen tro er levende nok til at blive delt.

De levende sten skal bære huset videre

Når indvielseslysene tændes i domkirken, fortæller de om mere end en højtidelig dag i 1865. De fortæller, at Kristus fortsat vil oplyse sin Kirke. Når menigheden samles omkring det konsekrerede alter, bliver det synligt, at kirkehuset stadig tjener det formål, det blev viet til: at føre mennesker sammen med Gud og med hinanden.

Når børnene og de unge samme søndag bæres frem i bispedømmets forbøn, bliver forbindelsen tydelig. Det er dem, der en dag skal tænde lysene, synge liturgien, bringe deres egne børn til døbefonten og tage ansvar for de menigheder, vi overlader til dem. Den opgave begynder ikke i en fjern fremtid. Den begynder nu, mens de står iblandt os og ser, hvordan vi selv lever den tro, vi ønsker at give videre.

Vi fejrer domkirkens konsekration, fordi Gud har givet sit folk et hjem og bispedømmet et synligt midtpunkt. Vi beder for børnene og de unge, fordi intet kirkehus kan leve af sin historie alene. Murene bærer sporene af dem, der gik forud. Dørene skal stå åbne for dem, der kommer efter.

-karn