Når vennerne forsvinder

Shakespeare, Timon fra Athen og den moderne ensomhed

Hvem er vores venner, når vi ikke længere har noget at tilbyde? I Shakespeares mørke drama Timon fra Athen møder vi en mand, der mister både sin formue og sine illusioner. Stykket er flere hundrede år gammelt, men taler med overraskende styrke ind i en tid præget af netværk, synlighed og skrøbelige relationer.

Nogle af Shakespeares mest berømte værker handler om konger, magt og kærlighed. Men blandt hans mørkeste og mindst spillede stykker findes et drama, som måske taler mere direkte til vor tid end mange af de kendte klassikere: Timon fra Athen.

Stykket fortæller historien om den rige og gavmilde Timon. Han åbner sit hjem for venner, kunstnere, politikere og bekendte. Han låner penge ud, betaler andres gæld og holder store fester. Omkring ham samler der sig en kreds af mennesker, som beundrer ham, roser ham og nyder godt af hans generøsitet.

Men da pengene slipper op, sker der noget. De mennesker, som kaldte sig hans venner, vender sig bort. Ingen vil hjælpe ham. Ingen vil betale tilbage. Ingen vil stå ved hans side. Timon opdager, at meget af det, han troede var venskab, i virkeligheden var afhængighed, interesse og smiger.

Skuffelsen bliver så dyb, at han forlader byen og trækker sig ud i ensomheden. Her udvikler han et næsten grænseløst menneskehad. Han mister troen på samfundet, på fællesskabet og til sidst næsten på mennesket selv.

Det er en brutal fortælling. Og måske netop derfor virker den så moderne.

Relationer eller netværk?

For også i dag lever mange mennesker i et landskab af forbindelser, netværk og relationer, hvor det ikke altid er let at se forskel på ægte venskab og gensidig nytte. Sociale medier har gjort det muligt at samle hundreder eller tusinder af kontakter omkring sig. Men samtidig oplever mange en voksende ensomhed. Man kan være synlig uden at være kendt. Man kan være omgivet af mennesker uden at være virkelig forbundet med dem.

Timon lever naturligvis ikke i en digital verden. Men hans erfaring er genkendelig. Han opdager, at mennesker gerne samles omkring succes, indflydelse og ressourcer. Langt vanskeligere er det at finde dem, som bliver stående, når noget går i stykker.

På den måde handler stykket ikke først og fremmest om penge. Det handler om relationernes sandhed.

Skuffelsens pris

Shakespeare er heller ikke naiv. Han fremstiller ikke Timon som et uskyldigt offer. Timon har selv været med til at skabe illusionen. Han har troet, at gavmildhed automatisk skaber kærlighed. Han har forsøgt at købe nærhed gennem generøsitet. Hans tragedie består ikke kun i, at andre svigter ham. Den består også i, at han aldrig helt forstod, hvad et menneskeligt fællesskab er. Det gør stykket endnu mere interessant i dag.

For vores samtid er præget af en stærk længsel efter anerkendelse. Mange mennesker bruger enorme kræfter på at blive set, hørt og bekræftet. Men anerkendelse er ikke det samme som kærlighed. Opmærksomhed er ikke det samme som venskab. Følgere er ikke det samme som fællesskab. Der findes en særlig moderne form for skuffelse, som opstår, når mennesker opdager denne forskel.

Samtidig rummer Timon fra Athen en anden indsigt. Stykket viser, hvor farligt det er at lade skuffelsen udvikle sig til foragt. Timon går fra blind tillid til blindt menneskehad. Han mister evnen til at skelne mellem de falske venner og de få mennesker, som faktisk er loyale. Selv den trofaste forvalter Flavius, som bliver hos ham, kan næsten ikke trænge igennem hans bitterhed. Her bliver Shakespeare næsten profetisk.

Mere end menneskehad

For også i vor tid ser man mennesker, som efter svigt, skuffelser eller politiske konflikter mister tilliden til hele grupper, institutioner eller samfund. Når skuffelsen bliver total, bliver menneskesynet ofte også hårdere. Man holder op med at tro på fællesskabet. Det er stykkets vigtigste advarsel.

Den kristne tradition har altid haft et realistisk syn på mennesket. Mennesker kan svigte. Mennesker kan være grådige, utaknemmelige og egoistiske. Men kristendommen ender ikke i Timons konklusion. Hvor Timon mister troen på mennesket, fastholder kristendommen, at mennesket trods sin svaghed stadig er skabt i Guds billede.

Derfor bliver Timon fra Athen også interessant set fra en kristen synsvinkel. Stykket beskriver med stor præcision erfaringen af svigt. Men det viser samtidig, hvad der sker, når bitterheden får det sidste ord.

Stykket stadig taler til moderne mennesker. Ikke fordi vi alle er som Timon, men fordi vi genkender fristelsen. Fristelsen til at tro, at relationer kan købes. Fristelsen til at måle mennesker efter deres nytte. Og fristelsen til at vende verden ryggen, når den viser sig mindre trofast, end vi havde håbet.

Shakespeare giver ingen let løsning. Men han stiller et spørgsmål, som stadig er værd at overveje: Hvem er vores venner, når vi ikke længere har noget at tilbyde?

Stykket regnes i dag for et af Shakespeares mest nådesløse værker om rigdom, venskab, svigt og menneskelig ensomhed. Mange litteraturforskere ser det som en skarp satire over penge, social status og relationer bygget på interesse frem for loyalitet.

Redaktionel note:

Timon fra Athen er oversat til dansk og foreligger i udgaver baseret på Edvard Lembckes klassiske Shakespeare-oversættelse, senere bearbejdet af Erik H. Madsen. Stykket hører til blandt Shakespeares mindre kendte værker, men regnes af mange for et af hans mest skarpe og moderne dramaer om venskab, rigdom, svigt og menneskelig ensomhed.

Inspirationen til denne artikel kommer blandt andet fra Douglas Murrays foredrag The Life and Legacy of Roger Scruton. Selvom artiklen tager udgangspunkt i Shakespeares Timon fra Athen, har Murrays refleksioner over venskab, loyalitet, kultur og menneskelig karakter været en væsentlig inspirationskilde for de temaer, der behandles her.

Se video: The Life and Legacy of Roger Scruton