Langfredag er en kærlighedserklæring

Langfredag er ikke blot fortællingen om lidelse og død, men om en kærlighed, der ikke trækker sig tilbage. Den er hverken begyndelsen på kristendommen eller dens afslutning, men dens centrum – det sted, hvor kærligheden viser, hvor langt den er villig til at gå, idet Gud i Jesu liv og død træder ind i menneskets virkelighed for at møde mennesket dér, hvor det er mest sårbart.

Gud træder ind i menneskets virkelighed

Alt begynder med, at Gud sender sin søn, ikke som en idé eller en moral, men som et menneske. Hvis mennesket skal nås, må Gud ikke blot tale til det, men træde ind i dets virkelighed – ikke som en fjern magt, men som et barn, der fødes ind i verden.

Jomfrufødslen peger derfor på noget afgørende: dette liv udspringer ikke af menneskets egen kraft, men af Guds gave. Begyndelsen ligger ikke i det, vi kan kontrollere, men i det, vi må modtage, og at moderen er uden synd understreger, at denne begyndelse ikke er præget af brud, men af en åbenhed, hvor Gud kan træde ind.

Samtidig handler Gud ikke uden mennesket. Derfor står også Josef i fortællingen – en mand, der ikke forstår det hele, men som vælger at blive, tage ansvar og bære det, der er lagt i hans hænder. Dermed begynder kærligheden ikke kun med det, Gud gør, men også med det menneske, der siger ja.

Nærhed, ikke afstand

Da Jesus Kristus træder frem, sker det ikke med afstand, men med nærhed. Han lader sig døbe, ikke fordi han selv har brug for det, men fordi han stiller sig dér, hvor mennesket står, og går ind i vores vilkår uden forbehold.

Miraklerne følger som tegn på, hvad Gud vil, ikke for at dominere, men for at genoprette: det, der er brudt, samles, det syge helbredes, og det udelukkede får sin plads tilbage. På den måde bliver de glimt af verden, som den var tænkt fra begyndelsen.

Omkring sig samler han tolv mennesker, ikke fordi de er de stærkeste, men fordi Gud begynder på ny gennem relationer frem for systemer. De er mennesker, der må lære kærlighedens vej indefra, med alt hvad det indebærer af tvivl, svaghed og trofasthed.

Kærligheden bliver konkret

Ved den sidste nadver samles det hele i en handling, hvor brød og vin – det mest almindelige, man kan forestille sig – bliver bærere af noget langt større. Han knytter dem til sig selv og giver ikke blot noget, men sig selv: “Dette er mit legeme… dette er mit blod.” Dermed bliver kærligheden konkret og noget, der kan modtages.

Herfra fører vejen videre mod ydmygelsen, ikke som en tilfældighed, men som en konsekvens af, at kærligheden virkelig vil nå mennesket. Derfor må den også nå dets mørkeste steder – svigtet, hånen og ensomheden – alt det, vi helst vil skjule, men ikke kan undslippe.

Korset – kærlighed uden afstand

Korset bliver dermed ikke blot et tegn på lidelse, men det sted, hvor Gud ikke længere kan tænkes som fjern. Her er der ingen afstand tilbage, ingen beskyttelse og intet, der holdes tilbage.

Døden bliver heller ikke en afslutning, men en grænse, som kærligheden overskrider. Hvis døden er det yderste, mennesket møder, må Gud også gå derind – ikke for at forklare den, men for at være i den, så mennesket aldrig står dér alene.

En kærlighed, der taler i dag

Langfredag er derfor ikke først og fremmest en fortælling om smerte, men en kærlighedserklæring, ikke udtrykt i ord alene, men levet helt igennem. Det er en kærlighed, der ikke måles i følelser, men i villigheden til at give sig selv.

For det moderne menneske peger det i en anden retning end vores egne idealer, hvor værdi ofte måles i styrke, succes og kontrol. Her ligger værdien i stedet i det faktum, at mennesket er værd at elske – også dér, hvor det ikke lykkes.

Man kan tro på Jesus Kristus som Guds søn, eller man kan stå udenfor troen, men fortællingen bliver stående og stiller os over for det samme: hvor langt rækker kærligheden?

Jesu død på korset er Guds åbenbaring af sin kærlighed til mennesket.

-karn