Sekulariseret menneskeværd

Kan den kristne arv leve videre uden troen på Gud?

Afkristningen har ikke fjernet forestillingen om menneskets ukrænkelige værdi. Store dele af det kristne menneskesyn lever videre i menneskerettighederne og det moderne demokrati. Grundlaget har dog forandret sig. Menneskets værdighed forbindes nu ofte med frihed, selvbestemmelse og evnen til at forme sit eget liv.

En arv, der overlevede troen

Afkristningen af de vestlige samfund betyder ikke, at alt, hvad kristendommen har præget, forsvinder på én gang. Kirkerne kan blive tommere, kendskabet til Bibelen svagere og troen mere privat, mens forestillinger formet gennem århundreder lever videre i samfundets love, sprog og samvittighed. Det gælder ikke mindst overbevisningen om, at ethvert menneske har en værdi, som staten og flertallet skal respektere.

Det moderne menneske tænker sjældent på denne overbevisning som kristen. Menneskeværd, lighed og omsorg for de svage bliver opfattet som selvindlysende værdier, der tilhører ethvert oplyst samfund. De har da også andre historiske kilder, blandt andet den antikke filosofi, naturretten og oplysningstiden. Alligevel er det vanskeligt at forstå det vestlige menneskesyn uden kristendommens lange påvirkning. Troen på, at alle mennesker er skabt i Guds billede, har gennem århundreder udfordret forestillingen om, at magt, slægt, køn, rigdom eller social position afgør et menneskes værdi.

Kirken har langtfra altid levet op til dette menneskesyn. Kristne samfund har kendt både undertrykkelse, vold og forskelsbehandling. Det ændrer ikke ved, at troen rummede en målestok, som også kirken selv kunne dømmes efter. Slaven og herren stod over for den samme Gud. Den fattige havde en værdighed, som rigdommen ikke kunne købe. Det forladte barn, den syge og den fremmede kunne ikke uden videre afskrives som overflødige. I evangeliet identificerer Kristus sig ligefrem med den sultne, den fremmede, den syge og den fængslede.

Da den kristne tro begyndte at miste sin selvfølgelige plads i Vesten, forsvandt disse forestillinger ikke. De blev ført videre i en ny form gennem demokratiet, menneskerettighederne og tanken om det enkelte menneskes frihed. Man kan derfor tale om et sekulariseret menneskeværd: et menneskesyn, der fortsat bærer tydelige spor af kristendommen, selv om forbindelsen til Gud er blevet svag eller helt er forsvundet.

Fra skabning til selvbestemmelse

Det kristne menneskeværd begynder med, at mennesket er skabt. Det har ikke frembragt sig selv og har heller ikke selv bestemt sin værdi. Før et menneske kan tænke, vælge, arbejde, tro eller gøre sig nyttigt, er det set og villet af Gud. Livet er modtaget som en gave, og værdigheden følger med livet.

I det sekulariserede samfund flyttes tyngdepunktet. Mennesket forstås først og fremmest som et frit individ med ret til at bestemme over sin egen tilværelse. Det skal selv kunne vælge uddannelse, arbejde, samlivsform, tro og livsførelse. Ingen myndighed, familie eller religiøs institution skal uden tungtvejende grund bestemme over den enkelte. Denne vægt på frihed har beskyttet mennesker mod megen tvang og undertrykkelse. Den er en værdifuld del af den moderne samfundsorden.

Forandringen ligger i, at selvbestemmelsen gradvis bliver mere end en rettighed. Den kommer til at stå som selve kendetegnet på et værdigt liv. Det gode menneskeliv bliver det selvvalgte liv, hvor den enkelte har kontrol over sin krop, sin identitet og sin fremtid. Afhængighed kan da opleves som et tab af værdighed, fordi mennesket ikke længere lever op til tidens ideal om at kunne klare og definere sig selv.

Her viser afkristningens betydning sig. Det sekulariserede menneskeværd fastholder ordene om lighed og ukrænkelighed, mens dets grundlag knyttes tættere til egenskaber, som mennesker besidder i forskellig grad. Nogle kan tænke klart, udtrykke deres vilje og tage vare på sig selv. Andre kan ikke. Hvis værdigheden forbindes for stærkt med selvbestemmelse, bliver den svagest hos dem, der har mest brug for, at den bliver fastholdt.

Den svage sætter værdigheden på prøve

Et samfunds menneskesyn viser sig tydeligst i mødet med den, som ikke kan yde noget til gengæld. Den raske, veluddannede og velformulerede kan som regel selv kræve sin ret. Det ufødte barn har ingen offentlig stemme. Den svært handicappede kan være helt afhængig af andres omsorg. Mennesket med fremskreden demens kan have mistet både sprog og genkendelse. Den døende kan ikke længere kontrollere sin krop og kan begynde at betragte sig selv som en byrde.

Det sekulariserede samfund vil fortsat sige, at disse mennesker har værdi. Det skal tages alvorligt. Mange ikke-troende forsvarer de svage med stor overbevisning og omsorg, ligesom kristne kan svigte dem. Forskellen handler ikke først om den enkeltes godhed. Den handler om begrundelsen for, at værdigheden består, når næsten alt det, som samtiden værdsætter, er forsvundet.

Den kristne tro svarer, at menneskets værdi ikke bliver mindre med tabet af evner. Den demente er fortsat et helt menneske, også når han ikke længere genkender sine børn. Det handicappede barn har samme værdighed som den stærke og begavede. Den døende mister ikke sin menneskelighed, fordi han må have hjælp til alt. Værdigheden afhænger hverken af selvbevidsthed, nytte eller livskvalitet. Den kommer fra Gud og kan derfor heller ikke trækkes tilbage af mennesker.

Denne overbevisning kan ikke nøjes med at være en smuk sætning. Hvis den svages liv er ukrænkeligt, følger der et ansvar med. Familien, kirken og samfundet må bruge tid, omsorg og penge på det menneske, der ikke kan klare sig selv. Den alvorligt syge skal have lindring og nærvær. Forældrene til et handicappet barn skal ikke efterlades alene. Den gamle må mærke, at hans fortsatte liv ikke bliver betragtet som en udgift, andre helst ville være fri for. Forsvaret for livet mister sin troværdighed, hvis det ikke ledsages af viljen til at bære en del af dets byrder.

Også synderen bevarer sit menneskeværd

Forskellen viser sig også i synet på den skyldige. Det moderne samfund taler om tolerance og rummelighed, men den offentlige fordømmelse kan være nådesløs. Et menneske reduceres let til sin værste handling, sin forbrydelse eller et gammelt udsagn. Navnet forsvinder, og tilbage står betegnelsen: løgneren, misbrugeren, morderen eller den dømte. Den, som har krænket andres værdighed, risikerer selv at blive betragtet som uden værdi.

Kristendommen tager skylden alvorligt. Den skyldige skal stå til ansvar, og offerets lidelse må aldrig gøres mindre for at skabe en letkøbt forsoning. Alligevel er mennesket større end sin værste handling. Muligheden for anger, omvendelse og tilgivelse betyder, at ingen behøver at ende som den, han var i sit mørkeste øjeblik. Selv forbryderen er skabt i Guds billede.

Det er en krævende tanke. Den kalder det onde ved navn og fastholder samtidig den skyldiges menneskelighed. Kristus døde også for synderen. Hvis nåden kun gjaldt de anstændige og vellykkede, ville den være en belønning og ikke nåde.

Kan arven bære sig selv?

Et sekulært menneskeværd kan begrundes filosofisk. Man kan henvise til menneskets fornuft, vores fælles sårbarhed, gensidige forpligtelser og de rettigheder, vi har vedtaget at beskytte. Et samfund behøver ikke bestå af kristne for at behandle mennesker anstændigt. Afkristning fører heller ikke automatisk til umenneskelighed.

Alligevel står et afgørende spørgsmål tilbage. Kan forestillingen om menneskets ubetingede og ukrænkelige værdi bevares gennem generationer, hvis mennesket ikke længere opfattes som skabt, villet og ansvarligt over for noget større end sig selv? Rettigheder kan skrives ind i love, og stærke institutioner kan beskytte dem. Det er nødvendigt og godt. Love kan dog ændres, og flertal kan flytte grænserne for, hvem der omfattes af beskyttelsen. Det sker sjældent ved, at man åbent erklærer bestemte mennesker værdiløse. Det sker gennem nye vurderinger af livskvalitet, ønskethed, belastning og omkostninger.

Det sekulariserede menneskeværd lever endnu af en forestilling om, at ethvert menneske er mere end sine egenskaber og sin nytte. Det er her, forbindelsen til kristendommen stadig kan anes. Samfundet bruger ordet ukrænkeligt, som om menneskets værdi kommer fra et sted, ingen politisk magt råder over. Samtidig bliver det stadig vanskeligere at sige, hvorfra denne værdi kommer.

Den kristne tro giver et klart svar. Mennesket tilhører Gud, før det tilhører staten, arbejdsmarkedet, familien eller sig selv. Derfor har det ufødte barn, den syge, den demente, den døende og den skyldige en værdighed, som andre ikke kan tildele eller tage tilbage. Den afhænger ikke af, hvad mennesket kan. Den hviler på, hvem mennesket er.

Afkristningen har endnu ikke udslettet det kristne menneskesyn. Den har gjort dets grundlag mindre synligt. Vesten lever fortsat på meget af den moralske arv, kristendommen har været med til at forme. Det åbne spørgsmål er, hvor længe frugterne kan bevares, hvis rødderne tørrer ud.

-karn