25 år efter 9/11: Hævnen må ikke få det sidste ord

I dag mindes verden terrorangrebene, der kostede næsten 3.000 mennesker livet og forandrede historiens gang.

Terroren den 11. september 2001 var en forbrydelse mod menneskelivet og freden. Den katolske tro fastholder samfundets ret til at forsvare sig, men stiller samtidig grænser for magtanvendelsen og advarer mod at lade sorgen vokse til had.

En dag, der stadig lever

De fleste, som var voksne den 11. september 2001, husker, hvor de befandt sig, da billederne fra New York begyndte at fylde fjernsynsskærmene. To kaprede passagerfly ramte World Trade Centers tårne. Et tredje fly ramte Pentagon, og et fjerde styrtede ned i Pennsylvania, efter at passagerer forsøgte at overmande flykaprerne. Inden dagen var omme, var næsten 3.000 mennesker blevet dræbt. Kontoransatte, rengøringsfolk, flypassagerer, politifolk, brandfolk og forbipasserende mistede livet i et angreb planlagt for at skabe størst mulig død, frygt og forvirring.

Et kvart århundrede er gået, men billederne har ikke mistet deres kraft. De brændende tårne blev symbolet på en ny og mere utryg verden. Terror kunne ramme midt i en almindelig arbejdsdag og gøre mennesker på vej til kontoret eller siddende i et fly til brikker i et politisk og religiøst projekt. Her begynder den katolske vurdering: Ethvert menneske er skabt i Guds billede og ejer en værdighed, som ingen sag, stat eller religion kan tage fra det.

Ondskaben skal kaldes ved navn

Terrorangrebene kan ikke undskyldes med amerikansk udenrigspolitik, social uretfærdighed eller konflikterne i Mellemøsten. Historiske og politiske forhold kan hjælpe os med at forstå, hvordan ekstremistiske bevægelser opstår. De kan aldrig gøre det moralsk tilladeligt at kapre civile fly og dræbe uskyldige mennesker.

Bevidst drab på uskyldige er en alvorlig synd. Terrorisme rammer en hel befolkning gennem frygten og gør almindelige mennesker til våben i en kamp, de ikke selv har valgt. Et politisk eller religiøst mål kan aldrig gøre en ond handling god. Gud kan ikke æres gennem mord på hans skabninger.

Dagen efter angrebene kaldte pave Johannes Paul II dem en frygtelig krænkelse af menneskets værdighed og en forbrydelse mod freden. Det var ikke alene et angreb på amerikanske bygninger og myndigheder. Det var et angreb på skellet mellem kamp og forbrydelse, mellem soldaten og den civile, mellem politisk modstand og planlagt massemord.

Retten til at forsvare de uskyldige

Kristendommen kræver ikke, at et land passivt ser til, mens dets borgere bliver angrebet. Staten har ret og pligt til at beskytte befolkningen, forhindre nye terrorangreb og stille de skyldige til ansvar. Denne opgave kan i yderste fald kræve magtanvendelse. Kirkens tale om fred betyder ikke, at politi, militær og myndigheder skal opgive forsvaret af uskyldige.

Retten til forsvar er heller ikke en blankocheck. Den Katolske Kirkes Katekismus opstiller strenge betingelser for militær magtanvendelse. Skaden skal være alvorlig og sikker, andre muligheder skal være udtømte, der skal være en reel mulighed for at nå målet, og anvendelsen af våben må ikke skabe større onder end dem, den skal standse. Civile må aldrig gøres til mål. Fanger bevarer deres menneskelige værdighed, og tortur bliver ikke tilladt, fordi den udføres i sikkerhedens navn.

Krigen i Afghanistan og invasionen af Irak kan ikke samles under én moralsk vurdering. Afghanistan husede al-Qaeda og organisationens ledelse og havde dermed en direkte forbindelse til angrebene. Irak stod ikke bag 9/11, og Vatikanet advarede kraftigt mod invasionen i 2003. Krigen blev alligevel føjet ind i den brede fortælling om kampen mod terror. Hver konflikt må bedømmes for sig. Frygt og vrede giver ikke i sig selv en stat ret til at gå i krig.

Islam er ikke gerningsmanden

Terroristerne begrundede deres handlinger religiøst. Det må tages alvorligt. Religiøse forestillinger kan forvrænges, så vold fremstilles som lydighed mod Gud, og selvmordere loves en plads i paradis. Ingen ærlig samtale om 9/11 kan se bort fra den islamistiske ideologi, der lå bag angrebene.

Det betyder ikke, at alle muslimer bærer skyld. Kollektiv skyld er uforenelig med det kristne menneskesyn. Et menneske skal bedømmes på sine egne ord og handlinger, ikke på sit navn, sin hudfarve eller sin religion. En muslimsk familie i København eller New York bliver ikke ansvarlig for al-Qaedas forbrydelser, fordi terroristerne brugte ord fra islam.

Kampen mod islamistisk terror må føres klart og beslutsomt, uden at den bliver en kamp mod muslimer som mennesker. Ideologien skal benævnes, og skylden skal placeres hos dem, der faktisk bærer den.

Tilgivelse er ikke glemsel

Det vanskeligste kristne ord i mødet med 9/11 er tilgivelse. Det kan lyde anstødeligt over for mennesker, der mistede en ægtefælle, et barn eller en forælder. Ingen udenforstående har ret til at kræve hurtig forsoning af et menneske, hvis liv blev knust den dag. Sorg har sin egen tid, og såret kan følge et menneske resten af livet.

Kristen tilgivelse betyder ikke, at forbrydelsen gøres mindre, eller at straf og ansvar forsvinder. En domstol kan dømme en terrorist, mens offeret forsøger at frigøre sig fra hadet. Samfundet kan beskytte sig og samtidig afvise hævnen som politisk drivkraft. Tilgivelsen siger ikke, at det onde var ligegyldigt. Den nægter at give det onde herredømme over den såredes liv.

Kristus bad for dem, der korsfæstede ham. Det gjorde ikke deres handling mindre ond. At bede for gerningsmændene er heller ikke at ligestille dem med ofrene. Det er at overlade den endelige dom til Gud og bede om, at selv et menneske, der har gjort sig skyldigt i frygtelige forbrydelser, må omvende sig.

De løb ind, mens andre flygtede

9/11 huskes gennem billederne af flyene, ilden og de sammenstyrtende tårne. Dagen rummer også en anden fortælling. Mens tusinder forsøgte at komme ud, løb brandfolk, politifolk, præster og redningsarbejdere ind. De kendte ikke de mennesker, de forsøgte at redde. De spurgte ikke efter deres tro, hudfarve eller politiske holdning.

Blandt dem var den katolske franciskanerpræst Mychal Judge, der var feltpræst for New Yorks brandvæsen. Han bad over døde og sårede og gik ind i det nordlige tårn sammen med redningsmandskabet. Her blev han dræbt, da det sydlige tårn styrtede sammen.

Modsætningen kunne næppe være større. Terroristen ofrer andre mennesker for sin sag. Redningsmanden risikerer sit eget liv for et menneske, han ikke kender. Terroristen gør mennesket til et middel. Redningsmanden ser et medmenneske, hvis liv er værd at redde.

Et kvart århundrede senere

I dag bør vi mindes den 11. september med sorg og bøn. Vi må huske de dræbte og deres familier, ære dem, der satte livet på spil, og fastholde samfundets ret til at beskytte sine borgere. Vi må også undersøge den vold, de fængslinger og de krige, som fulgte, uden at lade frygten afgøre, hvad der er sandt og retfærdigt.

Ofrene må ikke reduceres til begrundelser for senere politiske beslutninger. De var mennesker med navne, familier, arbejde og håb om en morgendag. Den bedste måde at ære dem på er at forsvare den menneskelige værdighed, som terroristerne forsøgte at udslette.

Et kvart århundrede efter angrebene står den samme moralske opgave tilbage. Terroren skal bekæmpes, de uskyldige skal beskyttes, og de skyldige skal stilles til ansvar. Men også under kampen skal vi bevare blikket for mennesket. Gør vi ikke det, får terroren endnu en sejr. Hævnen må ikke få det sidste ord.

-karn