Ikke en færdig tro, men en vandring sammen

Danmarks Unge Katolikker danner rammen om en fælles trosvandring, hvor fællesskab og engagement går hånd i hånd.

VIDEO: Se og lyt til videosamtale med sekretariatsleder Martin Riis Ottosen-Støtt fra Danmarks Unge Katolikker (DUK)

Danmarks Unge Katolikker er ikke et fællesskab, man får – men et fællesskab, man skaber. Sekretariatsleder Martin Riis Ottosen-Støtt peger på engagement, tro og tilhørsforhold som nøglen i en tid, hvor både kirke og foreningsliv er under pres.

Sammendrag af videointerview med Martin Riis Ottosen-Støtt (DUK)

Martin Riis Ottosen-Støtt, sekretariatsleder i Danmarks Unge Katolikker (DUK), ser organisationen som mere end en forening. Formelt er den bundet af vedtægter og økonomi, men i praksis er den et fællesskab, der kun får værdi gennem de unges eget engagement. Man melder sig ikke ind og får noget foræret, understreger han – udbyttet afhænger af, hvad man selv lægger i det.

Martin er 46 år, gift og far, bosat i Roskilde, og han har været en del af det katolske ungdomsarbejde siden sine teenageår. I dag er det hans fuldtidsarbejde, men også et personligt anliggende. DUK har haft afgørende betydning i hans eget liv, både socialt og menneskeligt, og det er her, han har opbygget venskaber og mødt sin hustru.

Organisationen spiller ifølge ham en vigtig rolle i en kirkelig virkelighed, hvor troen ikke nødvendigvis bæres videre i familier og sogne. DUK fungerer som et supplement – et sted, hvor unge kan mødes på tværs og finde andre med samme spørgsmål og erfaringer. Det centrale er ikke færdige programmer eller løsninger, men muligheden for at indgå i et fællesskab, hvor tro og liv kan udvikles over tid.

Økonomisk er DUK primært finansieret gennem midler fra Dansk Ungdoms Fællesråd samt deltagerbetaling og støtte fra Bonifatiuswerk der Kinder. Midlerne går især til lejre, arrangementer og aktiviteter, og arbejdet er præget af løbende prioriteringer, hvor ikke alt kan realiseres.

Interviewet peger samtidig på en række udfordringer. Der er spændinger mellem forskellige måder at være katolik på, og Martin advarer mod at definere én rigtig form. I mødet med unge mener han, at en for stærk vægt på regler og pligter kan virke modsat hensigten. Troen må give mening og opleves som noget, der tiltrækker, ikke noget der påtvinges.

Han beskriver en personlig tro som noget, der vokser frem over tid og ikke kan standardiseres. En relation til Kristus handler ifølge ham om at erfare, at troen angår ens eget liv – ikke blot som lære, men som virkelighed. Derfor er det afgørende, at unge får mulighed for selv at opdage troens betydning, frem for at blive presset ind i eksisterende strukturer.

Manglen på en ungdomspræst nævnes som en konkret udfordring. Tidligere har en sådan funktion haft en samlende rolle, men i dag er ansvaret i højere grad spredt ud, hvilket gør det vanskeligere at fastholde en fælles retning.

Martin afviser samtidig tanken om, at en mindre kirke nødvendigvis er en stærkere kirke. Han ser det som problematisk at tale om “rigtige” og “forkerte” katolikker og fremhæver i stedet troen som en livslang vandring, hvor mennesker befinder sig forskellige steder.

Samtalen tegner et billede af en organisation, der arbejder i spændingsfeltet mellem tradition og fornyelse, og som forsøger at skabe meningsfulde fællesskaber i en tid, hvor både kirkeliv og foreningsliv er under pres. Kernen i DUK er ifølge Martin enkel: at unge opdager, at de ikke står alene.

-karn