Karmeliternes samtaler

Af Ole Lyngvåg

For tiden opsættes Poulencs opera Dialogues des Carmélites på Det Kongelige Teater.

Ved et tilfælde falder opsætningen af operaen sammen med, at Forlaget Ave Maria udgiver en dansk oversættelse af forlægget for Poulencs libretto: Et filmmanuskript af Georges Bernanos med den samme titel.

Georges Bernanos er nok mest kendt for sin roman En landsbypræsts dagbog, men Dialogues des Carmélites, hans sidste værk, kan betegnes som hans åndelige testamente, sådan som det er blevet det i en bog om Bernanos af den franske biskop og karmelit Guy Gaucher, der kalder filmmanuskriptet ”et sandt åndeligt testamente, ind i hvilket Bernanos øste alt, hvad der var i ham, og som ingen tvivl efterlader om dybden af hans åndelige liv”.

Hvad giver Bernanos os så i arv i dette åndelige testamente? Hvis man skal sige det kort, kan man sige, at han i filmmanuskriptet har givet kunstnerisk form til karmelitisk spiritualitet og genspejlet dens særegne friskhed.

Den historiske baggrund for Bernanos’ filmmanuskript er det martyrium, som 16 karmeliter fra byen Compiègne led i 1794 under den franske revolution. Disse 16 karmeliter blev helgenkåret i år 2024, og endnu en måde at beskrive Bernanos’ filmmanuskript på er netop, at det gennem karmeliternes samtaler og handlinger skildrer hellighed.

Bogen kan bestilles ved at skrive til Forlaget Ave Maria på e-mailadressen abballeby@outlook.dk

Georges Bernanos: Karmeliternes samtaler.
Forlaget Ave Maria. 209 sider. 200 kr.
Oversat af Vibeke Olesen Larsen.

Sammendrag

Karmeliternes samtaler er et dramatisk filmmanuskript af Georges Bernanos, baseret på den historiske skæbne for de 16 karmeliternonner fra Compiègne, som blev henrettet under den franske revolution den 17. juli 1794. Værket er ikke en historisk rekonstruktion, men en åndelig og eksistentiel fortolkning af begivenhederne.

Historien centrerer sig især om den unge adelsdatter Blanche de la Force. Hun fødes under dramatiske omstændigheder, hvor hendes mor dør kort efter fødslen. Allerede fra barndommen er Blanche præget af dyb angst og en skrøbelig natur. Hun oplever verden som truende og urolig, og i takt med at revolutionens stemning breder sig, vokser hendes indre uro.

For at finde fred og overvinde sin frygt beslutter Blanche at indtræde i Karmelklosteret i Compiègne og tager navnet Søster Blanche af Kristi Dødsangst. Hendes valg er både et kald og en flugt: hun søger et heroisk liv i hengivelse til Gud, men også et værn mod den verden, hun ikke kan bære.

I klosteret møder hun forskellige åndelige temperamenter. Den gamle priorinde, fru de Croissy, repræsenterer en streng og dyb spiritualitet, men hendes egen død bliver alt andet end fredfyldt. Hun dør i åndelig mørke og angst, hvilket ryster Blanche dybt og underminerer hendes forestilling om det “heroiske” klosterliv. Den unge og livsglade søster Constance står i kontrast hertil med sin barnlige tillid og næsten legende forhold til døden.

Efterhånden som revolutionens forfølgelser tiltager, opløses klostrene, og nonnerne arresteres. De nægter at aflægge ed til den revolutionære stat og vælger at forblive tro mod deres løfter. Til sidst dømmes de til døden.

I værkets klimaks føres nonnerne én efter én til skafottet, mens de synger. Blanche, som tidligere er flygtet i angst, vender i sidste øjeblik tilbage og slutter sig til sine søstre. Hun overvinder dermed den frygt, som hele hendes liv har været præget af. Hendes martyrium bliver ikke et udslag af naturlig tapperhed, men af nåde.

-karn