Søren Kierkegaard mellem lutherdom og den katolske tro

Midt i 1800-tallets danske statskirke stod Søren Kierkegaard som en stadig mere ensom og kompromisløs kritiker af den bekvemme kulturkristendom. Hans tænkning var dybt præget af lutherdommen, men rummer samtidig træk, som mange senere har opfattet som overraskende nært beslægtede med katolsk spiritualitet, kirkeforståelse og kristen alvor.

Der findes næppe nogen dansk tænker, som fortsat virker så urolig, udfordrende og samtidig så religiøst alvorlig som Søren Kierkegaard. Han bliver ofte placeret som “eksistentialismens fader”, men Kierkegaard var ikke først og fremmest filosof i moderne akademisk forstand. Han var en kristen tænker, der skrev med en næsten brændende optagethed af forholdet mellem mennesket og Gud. Hele hans forfatterskab kredser om spørgsmålet: Hvordan bliver et menneske virkelig kristent?

Netop derfor er spørgsmålet om Kierkegaards forhold til katolicismen interessant. For på mange områder står han dybt præget af luthersk kristendom — og samtidig så kritisk over for den etablerede protestantisme, at mange senere katolikker har følt en mærkelig åndelig slægtskab med ham.

Det indre menneske og den personlige omvendelse

Kierkegaards vigtigste anliggende var ikke systemer, institutioner eller kulturkristendom, men den enkelte sjæl foran Gud. Han opponerede mod den borgerlige kristendom i 1800-tallets Danmark, hvor næsten alle var døbt, medlemmer af statskirken og betragtede sig selv som kristne uden egentlig omvendelse eller efterfølgelse.

Her findes en overraskende lighed mellem Kierkegaard og store dele af katolsk spiritualitet. Også i den katolske tradition findes en stærk betoning af samvittigheden, angeren, helliggørelsen og den personlige efterfølgelse af Kristus. Når Kierkegaard skriver om “alvoren”, om nødvendigheden af at dø bort fra verden og om kristendommen som noget, der kræver hele mennesket, ligger han ofte tættere på katolske mystikere og asketer end på den behagelige danske folkekirkelighed, han kendte omkring sig.

Hans beundring for lidelsen, forsagelsen og martyriet har ligeledes klare paralleller til katolsk fromhed. Kierkegaard mente, at kristendommen var blevet gjort for komfortabel. Den sande kristne måtte være villig til at lide for sandheden. Det er tanker, man finder hos kirkefædre, munke og helgener gennem hele kirkens historie.

Kirken som noget mere end kultur

Kierkegaard var stærkt kritisk over for den danske statskirke, især i sine sidste år. Hans angreb på biskop Hans Lassen Martensen og “Christenheden” var ikke blot politiske. Han mente, at kristendommen var blevet opløst i kultur, national identitet og social respektabilitet.

På dette punkt ville han sandsynligvis også have haft vanskeligt ved meget af nutidens Folkekirke. Kierkegaard ville næppe have accepteret en kirke, der i høj grad fungerer som national kulturinstitution, ceremoniel ramme om livsbegivenheder og moralsk samtalepartner for samfundet. Han ville have spurgt: Hvor er kaldet til omvendelse? Hvor er korsets anstød? Hvor er talen om synd, dom, nåde og efterfølgelse?

Mange af hans tekster lyder næsten profetiske i mødet med moderne europæisk kristendom, hvor tro ofte reduceres til identitet, tradition eller værdifællesskab.

Ville Kierkegaard være blevet katolik?

Spørgsmålet har fascineret mange. Flere katolske tænkere har ment, at Kierkegaard bevægede sig i retning af katolicismen, uden nogensinde at tage skridtet fuldt ud.

Det er dog vigtigt ikke at gøre ham til noget, han ikke var. Kierkegaard forblev hele livet formelt lutheraner. Han havde også tydelige protestantiske træk: betoningen af den enkelte foran Gud, skepsis over for systemer og institutioner samt en dyb optagethed af nåden og troens paradoks.

Men samtidig findes der elementer hos ham, som peger i en mere katolsk retning. Han havde respekt for oldkirken, martyrerne, askesen og den historiske kristendom. Han var skeptisk over for den moderne protestantismes tilpasning til borgerligheden og rationalismen. Hans syn på kristen alvor og discipelskab harmonerer ofte dårligere med senere liberal protestantisme end med klassisk katolsk spiritualitet.

Hvis Kierkegaard var blevet ældre og havde oplevet udviklingen i europæisk protestantisme gennem slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, er det ikke usandsynligt, at han kunne være blevet draget mod katolicismen — eller i hvert fald mod en mere sakramental og historisk forståelse af Kirken.

Men sandsynligvis ville han også have haft vanskeligheder med katolicismen. Han ville næppe ukritisk have underordnet sig kirkelig autoritet eller accepteret enhver form for institutionel selvtilstrækkelighed. Kierkegaard var simpelthen for radikal i sin betoning af den personlige samvittighed og det eksistentielle valg.

Det mest sandsynlige er derfor måske ikke, at han var blevet en “typisk katolik”, men at han kunne være endt som en stærkt kirkelig, højkirkelig eller måske næsten oldkirkelig kristen skikkelse — med dyb respekt for tradition, liturgi og sakramenter, men stadig med en profetisk mistro til enhver kirkelig komfort.

Hvor ville Kierkegaard stå i opposition i dag?

På flere områder ville Kierkegaard sandsynligvis stå i skarp opposition til meget af nutidens lutherske teologi og Folkekirken.

For det første ville han sandsynligvis afvise idéen om, at kristendom primært handler om trivsel, fællesskab eller social etik. For Kierkegaard handler kristendom først og fremmest om forholdet til Kristus og menneskets frelse.

For det andet ville han sandsynligvis kritisere tendensen til at nedtone syndsbegrebet. Kierkegaard betragtede fortvivlelse og synd som dybt alvorlige realiteter i menneskelivet. En kirke, der næsten kun taler om accept og inklusion, ville han næppe have haft stor tillid til.

For det tredje ville han formentlig opponere mod idéen om kristendom som noget automatisk eller kulturelt givet. Hele hans forfatterskab er et angreb på forestillingen om, at man er kristen blot fordi man er født ind i et kristent samfund.

Endelig ville han sandsynligvis være skeptisk over for en kirke, der i høj grad søger samfundsmæssig accept og politisk relevans. Kierkegaard mente tværtimod, at sand kristendom nødvendigvis kommer i konflikt med verden.

Kierkegaards vedvarende udfordring

Kierkegaards styrke ligger måske netop i, at han ikke lader sig placere entydigt. Han er dybt præget af lutherdommen og samtidig en nådesløs kritiker af protestantismens forfladigelse. Han taler om nåden, men også om efterfølgelse, lidelse og hellighed med en alvor, der ofte virker mere beslægtet med klassisk katolsk spiritualitet end med moderne kulturprotestantisme.

Netop derfor udfordrer han fortsat både protestanter og katolikker. Han minder om, at kristendom ikke først og fremmest er kultur, identitet eller teori, men et konkret forhold mellem Gud og det enkelte menneske. Og måske er det derfor, han stadig virker så foruroligende aktuel: fordi hans spørgsmål om tro, sandhed og efterfølgelse stadig gennembryder moderne menneskers selvforståelse.

-karn