Jacob – apostlen der gik hele vejen

TEMA · HELGENER

Den hellige Jakob den Ældre var en af Jesu nærmeste disciple. Han oplevede Kristi herlighed på Forklarelsens Bjerg, vågede med Ham i Getsemane og blev den første af apostlene, der led martyrdøden. Hans liv fortæller, hvordan Kristus forvandler et almindeligt menneske til et vidne, der er villigt til at give alt.

Den 25. juli fejrer Den Katolske Kirke apostlen Sankt Jakob den Ældre. Han er kendt som pilgrimmenes skytshelgen og forbindes med den berømte pilgrimsvej til Santiago de Compostela. Men bag middelalderens valfarter og den ikoniske muslingeskal står et menneske af kød og blod, som blev kaldet af Jesus ved Genesaret Sø, formet gennem år med efterfølgelse og til sidst gav sit liv for evangeliet. Jakobs historie er ikke blot fortællingen om en stor helgen, men om den vej enhver kristen er kaldet til at vandre.

Fra Genesaret Sø til Kristi inderkreds

Jakob var søn af Zebedæus og Salome og arbejdede sammen med sin yngre bror Johannes som fisker ved Genesaret Sø. Familien synes at have levet under forhold, der var bedre end mange andre fiskeres, for evangelierne nævner, at de havde ansatte til at hjælpe i bådene. Intet tyder på, at Jakob havde forestillet sig et andet liv end det, han kendte. Fiskeriet var hans levevej, hans identitet og sandsynligvis også hans fremtid. Men en dag kom Jesus gående langs søbredden, kaldte de to brødre ved navn og bad dem følge sig. Evangelisten Markus beskriver begivenheden med næsten overvældende enkelhed: De forlod straks deres far, båden og garnene og fulgte Ham. Den korte sætning rummer hele discipelskabets mysterium. Der er ingen lange overvejelser, ingen krav om sikkerhed og ingen garanti for, hvad der venter. Kristi kald bliver besvaret med tillid.

Jakob var langt fra et færdigt menneske. Tværtimod viser evangelierne, at han var lidenskabelig, impulsiv og præget af et stærkt temperament. Jesus gav derfor ham og Johannes tilnavnet Boanerges – “Tordensønner”. Tilnavnet var ikke tilfældigt. Da en samaritansk landsby afviste Jesus, foreslog de to brødre straks, at ild skulle falde ned fra himlen og fortære dens indbyggere. De ønskede retfærdighed, men havde endnu ikke forstået den barmhjertighed, som stod i centrum for Jesu forkyndelse. Ved en anden lejlighed bad deres mor om, at hendes sønner måtte sidde ved Jesu højre og venstre side i Hans herlighed. Jakob og Johannes forestillede sig stadig Guds rige som et jordisk kongedømme, hvor de kunne få de højeste pladser. Jesus afviste ikke deres iver, men Han rensede deres forståelse. “Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” spurgte Han. De svarede ja uden helt at forstå, at bægeret ikke handlede om ære, men om lidelse, offer og trofasthed.

Alligevel var Jakob blandt de disciple, Jesus drog aller tættest ind til sig. Sammen med Peter og Johannes overværede han opvækkelsen af Jairus’ datter, hvor Kristus viste sin magt over døden. Han stod på Forklarelsens Bjerg, hvor Jesu guddommelige herlighed strålede frem mellem Moses og Elias, og hvor apostlene et kort øjeblik fik lov at skimte den herlighed, som ventede efter korsets vej. Den samme Jakob var også blandt de tre disciple, Jesus tog med ind i Getsemane Have natten før korsfæstelsen. Her oplevede han ikke længere den strålende herlighed, men den dybeste menneskelige smerte, da Kristus bad i angst og svedte blod. Jakob blev således vidne til både den guddommelige majestæt og den menneskelige lidelse. De to erfaringer kan ikke adskilles. Forklarelsen giver først sin fulde mening i lyset af korset, og korset kan kun forstås i lyset af opstandelsen.

Den første apostel, der gav sit liv

Efter Kristi opstandelse og Helligåndens komme pinsedag trådte Jakob frem som en af den unge kirkes ledende skikkelser i Jerusalem. Apostlenes Gerninger fortæller ikke meget om hans virksomhed, men netop tavsheden understreger, at apostlenes betydning ikke først og fremmest ligger i deres personlige bedrifter. De pegede alle videre mod Kristus. Omkring år 44 lod kong Herodes Agrippa I Jakob arrestere og henrette med sværd. Beretningen fylder blot én enkelt sætning: “Han lod Jakob, Johannes’ bror, henrette med sværd.” Alligevel rummer den et afgørende vendepunkt i kirkens historie. Jakob blev den første af de tolv apostle, der beseglede sit vidnesbyrd med sit blod.

Dermed blev Jesu tidligere spørgsmål fuldt ud besvaret. Kunne Jakob drikke det samme bæger som sin Mester? Ja, det kunne han. Ikke fordi han fra begyndelsen var stærk nok, men fordi Kristus havde forvandlet ham gennem årene. Den impulsive fisker, der ønskede ild over sine fjender, blev en apostel, som uden modstand tog imod martyrkronen. Hans liv viser, at hellighed ikke er et spørgsmål om temperament eller medfødte egenskaber. Gud kalder mennesker med deres styrker og svagheder og former dem gennem nåden. Jakob mistede ikke sin ildhu; den blev renset og rettet mod evangeliet.

Om Jakobs mission til Spanien fortæller Det Nye Testamente intet. Traditionen opstod først flere århundreder senere og blev især udbredt i middelalderen. Ifølge denne overlevering prædikede Jakob evangeliet på Den Iberiske Halvø, hvorefter hans jordiske rester efter martyrdøden blev ført tilbage og begravet i Galicien. I begyndelsen af det niende århundrede mente man at have fundet hans grav, og stedet udviklede sig hurtigt til Santiago de Compostela. Sammen med Rom og Jerusalem blev byen et af den kristne verdens tre store valfartsmål. Historikere diskuterer fortsat gravens autenticitet, men pilgrimsvejens betydning afhænger ikke alene af arkæologiske beviser. Gennem mere end tusind år har millioner af mennesker vandret mod Santiago i bøn, bod og taknemmelighed. For mange har rejsen været begyndelsen på en indre omvendelse.

Netop derfor er Jakob blevet pilgrimmenes skytshelgen. Hele hans eget liv var en vandring. Han begyndte som fisker ved Genesaret Sø, forlod sin trygge tilværelse, fulgte Kristus gennem Galilæa og Judæa, oplevede både herlighed og lidelse og nåede til sidst målet gennem martyrdøden. Hans historie minder os om, at den kristne tro ikke først og fremmest er en samling idéer eller moralske regler, men en vej, der må vandres dag for dag. Ingen bliver helgen på én dag. Hellighed vokser gennem trofasthed, omvendelse og villigheden til igen og igen at lade Kristus føre an.

Når tusinder hvert år vandrer ad Caminoen mod Santiago de Compostela, søger mange stilhed, mening eller en ny begyndelse. Men Jakobs egentlige arv er større end selve pilgrimsvejen. Han peger ikke mod sig selv, men mod Kristus. Han begyndte som en mand, der drømte om de fornemste pladser, men endte som en apostel, der uden tøven gav sit liv for sin Herre. Derfor står Sankt Jakob stadig som et af Kirkens stærkeste vidner om, at Gud ikke kalder de mest fuldkomne mennesker. Han kalder almindelige mennesker og gør dem, gennem nåden og den trofaste efterfølgelse, til helgener. Det er den arv, som har båret pilgrimme gennem århundreder, og som fortsat giver Sankt Jakobs liv en bemærkelsesværdig aktualitet.

-karn