Er protestantismen summen af alle kætterier?

Ordene står i den hellige Pius X’s katekismus. De er ægte, hårde og lette at misbruge.

Pius X blev helgenkåret i 1954. Det giver hans ord en særlig vægt for katolikker, men gør ikke enhver formulering fra hans pontifikat ufejlbarlig. Når hans katekismus kalder protestantismen »summen af alle kætterier«, må ordene læses med både historisk og teologisk præcision.

Et billede af pave Pius X ledsaget af et voldsomt citat cirkulerer på de sociale medier. Protestantismen eller »den reformerte religion« beskrives som summen af alle de kætterier, der gik forud for den, fulgte efter den eller endnu kunne opstå »til ødelæggelse for sjælene«. Ordene findes i punkt 129 i den religionshistoriske del af den store katekismus, som blev udgivet under Pius X i 1905.

Kildeangivelsen på citatbilledet er dog for enkel. Vi kender ingen bestemt tale eller samtale, hvor Pius X selv udtalte sætningen. Den står i en katekismus, som blev udgivet på hans foranledning og med hans autoritet. Den mest præcise gengivelse vil være: »I Pius X’s katekismus hedder det …« Det ændrer ikke formuleringens kirkehistoriske betydning, men skelner mellem et personligt paveord og en tekst, han lod udgive til undervisning i den katolske tro.

En pave, som Kirken erklærede for helgen

Giuseppe Melchiorre Sarto blev født i 1835 og valgt til pave i 1903. Han tog navnet Pius X og stod i spidsen for Kirken frem til sin død i 1914. Han huskes for sin enkle livsførelse, sin pastorale omsorg, sin indsats for den hyppige kommunion og sin kamp mod den teologiske modernisme. Pave Pius XII saligkårede ham i 1951 og helgenkårede ham den 29. maj 1954. Han var den første pave siden Pius V, som blev helgenkåret.

Helgenkåringen er relevant, når hans ord vurderes. Kirken fremholder Pius X som et menneske, der levede de kristne dyder på heroisk vis, og som nu er hos Gud. Katolikker kan påkalde hans forbøn og ære ham som helgen. Helgenkåringen betyder dog ikke, at enhver vurdering, formulering eller pastoral beslutning fra hans liv bliver ufejlbarlig. En helgen lever og taler i en bestemt historisk tid, og hans ord kan være præget af tidens konflikter og sprogbrug, uden at hans hellighed dermed drages i tvivl.

Denne skelnen er nødvendig, hvis helgenerne skal tages alvorligt som virkelige mennesker. Kirken erklærer ved en helgenkåring, at mennesket døde i Guds nåde og er værdigt til ære og efterfølgelse. Den erklærer ikke, at hele den pågældendes liv og alle hans ytringer var hævet over historien. Pius X’s hellighed giver god grund til at læse ham opmærksomt og undersøge, hvilken slags tekst vi har foran os, hvilken autoritet den har, og hvad ordene betyder.

Hvad mente katekismen?

Ordet kætteri har i almindelig sprogbrug fået karakter af et skældsord. I katolsk teologi har det en præcis betydning. Den Katolske Kirkes Katekismus beskriver kætteri som den vedholdende benægtelse eller tvivl efter dåben af en sandhed, der skal tros med guddommelig og katolsk tro. Der er tale om et brud med en del af den åbenbarede tro, som Kirken har modtaget og er forpligtet til at bevare.

Reformationen blev fra katolsk side betragtet som en række alvorlige brud med denne tro og med Kirkens synlige enhed. Reformatorerne afviste pavens myndighed og ændrede forståelsen af forholdet mellem Skriften og traditionen, retfærdiggørelsen, messeofferet, præsteembedet og sakramenterne. De reformatoriske bevægelser blev snart delt i flere retninger, som også var indbyrdes uenige om dåben, nadveren, embedet og den kirkelige myndighed. Denne opsplitning var for katolske teologer en følge af, at Kirkens fælles læreembede var blevet forkastet.

Når Pius X’s katekismus kalder protestantismen »summen af alle kætterier«, siger den ikke, at enhver protestant tror på samtlige vranglærer, Kirken gennem historien har fordømt. Formuleringen retter sig mod Reformationens grundlæggende brud med den kirkelige myndighed. Når det enkelte menneske eller det enkelte kirkesamfund bliver den endelige fortolker af Skriften, findes der ikke længere et fælles synligt læreembede, som med bindende myndighed kan afgøre stridigheder om troen. Gamle læremæssige brud kan da vende tilbage i nye former.

Bag de barske ord ligger et spørgsmål, som stadig består: Hvem har myndighed til at afgøre, hvad den kristne tro er? To modsatrettede læresætninger om dåben, eukaristien eller præsteembedet kan ikke være sande i samme betydning. Kirken kan ikke nøjes med at registrere uenigheden og kalde den mangfoldighed. Den må også kunne sige, hvilken tro Kristus gav apostlene, og hvordan denne tro er blevet bevaret og overleveret.

En anden tid og en virkelig strid

Pius X levede i en tid præget af stærke konfessionelle modsætninger. Protestantiske missionsbevægelser arbejdede blandt katolikker, religiøst tilhørsforhold havde politiske følger, og minderne om århundreders strid mellem katolikker og protestanter var langt stærkere end i dag. Katekismen skulle undervise katolikker og værne dem mod at forlade Kirken. Sproget afspejler en kamp om tro, tilhørsforhold og menneskers frelse.

Den historiske sammenhæng opløser ikke ordenes betydning. Pius X’s katekismus anså protestantismen for en alvorlig åndelig fare. Formuleringen »til ødelæggelse for sjælene« viser, at den kirkelige splittelse blev betragtet som langt mere end en uenighed mellem teologiske skoler. Sandheden om Kirken, sakramenterne og frelsen stod på spil.

Det ville være urigtigt at gøre den historiske afstand så stor, at teksten mister enhver betydning for nutiden. Det ville være lige så urigtigt at løsrive den fra sin tid og bruge den som et nutidigt slagord. Den katolske kirke fastholder, at Reformationen medførte alvorlige læremæssige brud og splittede den vestlige kristenhed. Kirkens syn på de mennesker, der i dag lever i protestantiske kirkesamfund, kan dog ikke sammenfattes med katekismens ene polemiske sætning.

Mennesket er mere end det kirkesamfund, det er født ind i

Det Andet Vatikankoncils dekret om økumenismen, Unitatis redintegratio, siger udtrykkeligt, at mennesker, som nu fødes i de adskilte kristne fællesskaber og dér kommer til tro på Kristus, ikke kan anklages for adskillelsens synd. De, som tror på Kristus og har modtaget en gyldig dåb, står i et virkeligt, om end ufuldkomment, fællesskab med Den Katolske Kirke. De anerkendes med rette som kristne brødre og søstre.

Koncilet peger på de kristne gaver, der findes uden for Den Katolske Kirkes synlige grænser: Guds skrevne ord, troen på Kristus, dåben, bønnen og Helligåndens virke. En protestant kan leve af en dyb tro, tage imod Guds nåde og bære tydelige kristne frugter. Det enkelte menneskes personlige tro, ansvar og forhold til Gud kan ikke udledes direkte af navnet på det kirkesamfund, vedkommende er født og døbt ind i.

Her er der mere på spil end en venligere tone. Det Andet Vatikankoncil gav en mere udviklet teologisk beskrivelse af de døbtes forbindelse med Kirken. Samtidig fastholdt koncilet, at Kristi kirke har en synlig skikkelse, en sakramental orden og et apostolsk embede. Den fulde kirkelige enhed omfatter fælles tro, fælles sakramenter og fællesskab med biskopperne og Peters efterfølger. Økumenik gør ikke læremæssige forskelle betydningsløse. Den søger den synlige enhed i den sandhed, som Kristus har åbenbaret.

Uenigheden er ikke forsvundet

Katolikker, lutheranere og reformerte kristne har fortsat forskellige opfattelser af Kirken, eukaristien og det kirkelige embede. Flere protestantiske traditioner bekender et virkeligt Kristusnærvær i nadveren, så det ville være forkert at hævde, at alle protestanter alene opfatter den som et symbol. Der består alligevel afgørende uenigheder om messeofferet, forvandlingen, præsteembedets sakramentale karakter og den apostolske succession. Der består også uenighed om pavens myndighed og forholdet mellem Skriften, traditionen og Kirkens læreembede.

Disse forskelle kan ikke fjernes med en fælles erklæring om, at alle tror på den samme Kristus. Troen på Kristus forbinder de døbte på en virkelig måde, men Kristus gav også Kirken sakramenter, embede og lære. Når kristne står adskilt ved Herrens bord og ikke kan fejre eukaristien sammen, bliver splittelsen synlig. Økumenisk høflighed kan ikke træde i stedet for den enhed, Kristus bad om.

En katolik har derfor ret til at sige, at Reformationen førte til alvorlige brud med den apostolske tro. Det bliver derimod både teologisk upræcist og menneskeligt uretfærdigt, hvis ordene fra Pius X’s katekismus bruges til at stemple den protestantiske nabo, ægtefælle eller præst. Kirken kan bedømme en lære og pege på dens følger. Dommen over det enkelte menneskes samvittighed tilhører Gud.

Når gamle citater bliver våben

Gamle pavecitater har fået nyt liv på de sociale medier. Et paveportræt, nogle dramatiske ord og dyster musik kan på få sekunder skabe en følelse af klarhed og kampvilje. Sammenhængen forsvinder, og citatet bliver et mærke, der viser, hvilken lejr man tilhører. Den slags billeder kan være faktuelt korrekte og alligevel føre læseren på afveje.

Pius X’s ord fortjener en bedre behandling. Hans katekismus minder os om, at læren betyder noget, og at kirkelig splittelse har åndelige følger. Hans helgenkåring minder os samtidig om, at han skal forstås som mere end ophavsmanden til nogle barske sætninger. Han var en hyrde, som ønskede at føre mennesker til Kristus, styrke deres deltagelse i sakramenterne og beskytte den tro, han havde fået betroet.

Det Andet Vatikankoncil ophævede ikke alvoren i spørgsmålet om sandhed og enhed. Koncilet lærte Kirken at tale mere fuldstændigt om de andre kristne og om de gaver, Gud har bevaret iblandt dem. Den katolske tro forsvares gennem et troværdigt liv, en redelig samtale og et klart vidnesbyrd. Hån og karikaturer tjener hverken sandheden eller den enhed, Kristus ønsker.

Pius X’s katekismus tilhører en bestemt kirkehistorisk tid, men stridens kerne er stadig uløst: Har Kristus stiftet en synlig kirke med myndighed til at bevare og fortolke den apostolske tro, eller har han overladt det til den enkelte kristne og det enkelte kirkesamfund at afgøre, hvad kristendommen er? Her står den afgørende uenighed fortsat. Den bør omtales åbent, alvorligt og med respekt for de mennesker, som gennem dåben allerede tilhører Kristus.

-karn