Den dom der vender tilbage

MANDAGSPRÆDIKEN – EN LÆGMANDS TANKER

Paulus vender blikket mod den, der dømmer.

Det er let at få øje på andre menneskers fejl og vanskeligere at se sine egne med samme skarphed. I Romerbrevet 2,1 advarer Paulus mod den dom, hvor vi gør os selv til målestok for et andet menneske.

»Derfor er du uden undskyldning, menneske, hvem du end er, som dømmer; for idet du dømmer en anden, fordømmer du dig selv, du, som dømmer, gør jo selv det samme.«
Romerbrevet 2,1

Det er en af de sætninger hos Paulus, der er vanskelig at komme udenom, fordi den er så let at forstå. Første kapitel af Romerbrevet tegner et mørkt billede af menneskets oprør mod Gud, og det er fristende at læse det på afstand: Sådan er de. Sådan ser verden ud. Så langt kan mennesker komme bort fra Gud. Så begynder kapitel 2, og Paulus vender sig mod den, der sidder og nikker genkendende til beskrivelsen af de andre: »Derfor er du uden undskyldning, menneske, hvem du end er, som dømmer.«

Pludselig handler teksten ikke længere om dem.

Den andens fejl er lettere at se

Andre menneskers fejl kan få vores egne til at se mindre ud. Vi kan være nådesløse over for synder, vi aldrig selv har været fristet af, og langt mere forstående over for dem, vi kender indefra. Mine egne handlinger kender jeg sammen med alle forklaringerne. Jeg ved, hvor presset jeg var, hvad jeg havde været igennem, hvad jeg egentlig mente, og hvorfor det gik galt. Hos den anden ser jeg først og fremmest det, han gjorde. Mine egne formildende omstændigheder kender jeg. Hans gør jeg sjældent.

Paulus siger ikke dermed, at forskellen mellem godt og ondt forsvinder. Den katolske tro kræver, at mennesket tager sine handlinger alvorligt. Der er forskel på at sige, at en handling er forkert, og at gøre sig til dommer over det menneske, der begik den. Jeg kan kende handlingen uden at kende hele mennesket. Jeg kan vide, hvad der skete, uden at kende alt det, der gik forud.

Når fromheden bliver en målestok

Den religiøse dom kan være særlig farlig, fordi Gud kan blive taget til indtægt for den. Man kan gå til messe, bede sine bønner, kende Kirkens lære og leve et ordentligt liv og samtidig begynde at betragte alt dette som en målestok for andre.

Jesu lignelse om farisæeren og tolderen ligger tæt på Paulus’ ord. Farisæeren takker Gud for, at han ikke er som andre mennesker. Han faster og giver tiende. Problemet er ikke, at han tager sin tro alvorligt. Det viser sig, da han ser på tolderen og gør den andens synd til bekræftelse på sin egen retfærdighed. Tolderen står på afstand og siger: »Gud, vær mig synder nådig.« Jesus fortæller, at det er ham, der går retfærdig hjem.

Først et spejl

Romerbrevet 2,1 fortæller også noget om, hvordan Bibelens formaninger kan læses. De må først være et spejl, før de bliver en kikkert. Det er let at læse om hovmod og tænke på en bestemt person, høre om grådighed og komme i tanke om en anden eller høre om tilgivelse og ønske, at et bestemt menneske havde hørt det samme.

Paulus lukker den udvej. Ordet kommer først til den, der læser det: Hvem har jeg reduceret til en fejl? Hvem har jeg for længst afsagt dom over? Hvilke undskyldninger accepterer jeg hos mig selv, som jeg ikke ville acceptere hos den anden?

Det er dér, ordene »menneske, hvem du end er« får deres vægt. Paulus skriver ikke til en bestemt slags synder. Han skriver til mennesket, der har fået øje på den andens synd og allerede er begyndt at placere sig selv et andet sted.

Men foran Gud står den, der dømmer, ikke på den ene side og synderen på den anden.

De står begge foran Gud.

-karn