PISA-resultaterne er også et kulturelt nederlag

Vesten har glemt anstrengelsens værdi

De historisk dårlige PISA-resultater i Danmark, Tyskland og andre velstående lande kan ikke forklares med skolens problemer alene. De fortæller også om en kultur, der har svækket fordybelsen, den voksne autoritet og barnets møde med nødvendige krav. Det er en krise, som hele det voksne samfund bærer ansvaret for.

Det er ikke længere et dansk problem

De danske PISA-resultater er de dårligste, der hidtil er målt herhjemme. Det kalder naturligt på en debat om folkeskolen, lærernes arbejdsvilkår, inklusion, fravær, uro og undervisningens faglige niveau. Danmark står imidlertid langt fra alene. Også Tyskland har i PISA 2025 opnået sit dårligste resultat siden målingernes begyndelse. De tyske 15-årige fik 486 point i naturvidenskab, 465 i læsning og 464 i matematik. Tilbagegangen rammer dermed et land med en anden skoletradition, en anden politisk historie og en stærk selvforståelse knyttet til grundighed, uddannelse og faglig kunnen.

Det samme mønster viser sig i mange af de velstående OECD-lande. Gennemsnittet i læsning, matematik og naturvidenskab befinder sig nu på det laveste niveau, der hidtil er registreret. Mellem 2015 og 2025 faldt OECD-landenes gennemsnit i matematik med 22 point, mens læsefærdighederne gennem en længere årrække er blevet stadig svagere. Coronapandemien gjorde skaden større, men tilbagegangen begyndte tidligere og fortsatte efter skolernes genåbning. Når forskellige skolesystemer i forskellige lande bevæger sig i samme retning, rækker forklaringen ud over undervisningsministerier, nationale reformer og lokale besparelser. PISA-resultaterne siger også noget om den tid, børnene vokser op i, og om de vestlige samfund, som har formet deres hverdag.

Danmark og Tyskland kan hver især opstille lange lister over egne forsømmelser. Tyskland kæmper blandt andet med social ulighed og undervisning af børn, der ikke har tysk som deres første sprog. Danmark har sine problemer med inklusion, lærerflugt, skiftende reformer og manglende arbejdsro. Disse forhold skal tages alvorligt, og børn med sproglige eller sociale vanskeligheder skal have reel hjælp. Men de nationale forklaringer kan ikke stå alene, når tilbagegangen viser sig på tværs af landegrænserne. Vi er vidner til en fælles kulturel svækkelse af nogle af de egenskaber, som al læring hviler på.

Et samfund uden stilhed

Et barn, der skal læse en længere tekst, må kunne blive ved den, selv om meningen ikke viser sig med det samme. Matematik kræver, at flere led holdes samlet i bevidstheden, og at arbejdet fortsætter efter den første fejl. Naturvidenskab kræver præcision, nysgerrighed og vilje til at lade virkeligheden korrigere den umiddelbare forestilling. Fagene forudsætter dermed opmærksomhed, tålmodighed, hukommelse, selvbeherskelse og udholdenhed. Skolen skal træne disse evner, men deres grundlag bliver lagt gennem hele barnets liv.

Her befinder skolen sig i en kamp, som den ikke kan vinde alene. Børn og unge lever midt i en industri, der tjener penge på at afbryde dem. Telefonen tilbyder hele tiden en ny besked, en ny video, et nyt spil eller en ny anledning til at undersøge, om nogen har reageret. Stilheden opleves som tom, og ventetiden som noget, der straks skal fyldes ud. Bogen beder læseren om at komme til teksten og blive der. Skærmen kommer løbende efter brugeren med nye tilbud, hver gang opmærksomheden er ved at falde til ro.

Børnene har ikke skabt denne verden. Det har vi voksne. Vi tager selv telefonen frem ved middagsbordet, afbryder samtalen for at læse en besked og søger adspredelse i ethvert ledigt øjeblik. Derefter sender vi børnene i skole og forventer, at læreren kan fastholde deres opmærksomhed gennem en hel time. Der er en dyb uoverensstemmelse mellem det liv, vi viser dem, og de egenskaber, vi forlanger, at skolen skal udvikle.

Kunstig intelligens gør udfordringen større. Teknologien kan være et nyttigt redskab, men den kan også fritage eleven for det arbejde, hvor tanken dannes. Hvis maskinen læser teksten, formulerer svaret og ordner argumenterne, kan eleven aflevere et færdigt produkt uden selv at have gennemgået den proces, der skulle skabe forståelsen. Den, der ikke kan læse grundigt og bedømme et argument, kan heller ikke gennemskue maskinens fejl. Hjælpemidlet bliver da en erstatning for evner, som aldrig blev opøvet.

Den voksne er trådt tilbage

Den vestlige verden har med god grund gjort op med en hård og undertiden ydmygende opdragelse. Børn skal behandles med respekt, lyttes til og beskyttes mod overgreb. Men opgøret med den autoritære voksen har også skabt en usikkerhed over for selve autoriteten. Den voksne skal helst motivere, forklare og forhandle, indtil barnet selv oplever kravet som attraktivt. Kedsomhed bliver et pædagogisk problem, modstand et tegn på mistrivsel og en dårlig karakter noget, som læreren straks må stå til regnskab for.

Et barn kan ikke på forhånd kende værdien af alt det, det skal lære. Det ved endnu ikke, hvorfor det skal læse en vanskelig bog, øve grammatik, lære tabeller eller arbejde videre med en opgave, der ikke lykkes ved første forsøg. Den voksne må bære denne viden på barnets vegne og fastholde kravet, indtil barnet selv kan se meningen. Det er hverken kulde eller magtudøvelse. Det er omsorg i en form, som først forstås fuldt ud senere.

Alt for mange voksne er blevet bange for barnets utilfredshed. Vi vil gerne være forstående, rummelige og nærværende, men omsorgen mister sin retning, hvis den altid søger at fjerne modstanden. Den voksne kærlighed viser sig også ved at sige: Du skal gå i skole. Du skal lægge telefonen væk. Du skal tale ordentligt til din lærer. Du skal gøre arbejdet færdigt. Du skal prøve igen. Det kræver mere mod at fastholde et kærligt krav end at give efter. Barnets øjeblikkelige lettelse må ikke forveksles med barnets langsigtede bedste.

Eleven er blevet kunde

Forældrene har både ret og pligt til at interessere sig for undervisningen og reagere, hvis deres barn behandles urimeligt. Men forholdet mellem hjem og skole har ændret sig. Læreren opleves let som en leverandør, der skal sikre barnets faglige succes og daglige tilfredshed. Hvis barnet ikke lærer nok, keder sig eller får en dårlig karakter, rettes kravet mod skolen. Sjældnere spørges der til barnets egen indsats, søvn, fravær, skærmforbrug eller arbejdsro i hjemmet.

Denne kundetænkning svækker lærerens mulighed for at løse sin opgave. Eleven er ikke skolens kunde. Eleven er et ungt menneske med ret til undervisning, kundskaber og tydelige krav. Læreren skal møde barnet med respekt og tage hensyn til dets forudsætninger, men læreren skal også kunne lede et klasseværelse og forvente, at eleverne lytter, arbejder og tager hensyn til fællesskabet.

Undervisningen kan ikke hele tiden konkurrere med underholdningsindustrien. Nogle kundskaber erhverves gennem gentagelse. Nogle tekster er vanskelige. Nogle opgaver er ensformige. Man lærer at spille et instrument ved at øve skalaer, og man lærer at læse ved at læse. Pædagogisk dygtighed har stor betydning, men ingen metode kan ophæve nødvendigheden af øvelse. Vi har i årevis talt om børnenes motivation. Nu må vi også tale om deres pligt. Et samfund kan ikke bygge sin skole på, at enhver opgave først skal vække lyst. Dannelse begynder ofte med noget, man endnu ikke har lært at holde af.

Velstanden har ikke gjort os klogere

De vestlige lande råder over en rigdom, som tidligere generationer knap kunne forestille sig. Skolerne har adgang til uddannede lærere, moderne bygninger, specialister, hjælpemidler og næsten ubegrænsede mængder information. Alligevel bliver de faglige resultater dårligere. Det bør gøre os varsomme over for forestillingen om, at enhver udfordring kan løses med en ny læringsplatform, endnu et digitalt redskab eller den næste store reform.

Penge og personale har stor betydning, især på skoler med omfattende sociale problemer. Men undervisning kræver også en kulturel jordbund. Hvis der ikke læses i hjemmet, hvis barnet mangler søvn, hvis læreren omtales som en modstander, og hvis enhver grænse udløser en forældreklage, bliver skolens opgave næsten umulig. Staten kan stille en skolebygning til rådighed. Den kan ikke vedtage sig til et hjem med samtale, bøger, faste sengetider og voksne, der viser interesse for barnets arbejde.

Velstanden kan endda skjule tabet af kundskaber. Regnemaskinen foretager udregningen, navigationsanlægget finder vejen, søgemaskinen erstatter hukommelsen, og kunstig intelligens leverer formuleringen. Men et menneske, der overlader stadig mere af sin tænkning til maskiner, risikerer at miste evnen til at bedømme de svar, maskinerne giver. Adgang til information er ikke det samme som viden, og et hurtigt svar er ikke det samme som forståelse.

PISA-resultaterne handler derfor om mere end arbejdsmarked, produktivitet og international konkurrenceevne. Et demokrati behøver borgere, der kan læse længere end en overskrift, følge en sammenhæng og skelne et argument fra en følelsesmæssig påvirkning. Den, der møder verden gennem korte opslag, løsrevne billeder og ophidsede udtalelser, bliver lettere at manipulere. Svækkede læsefærdigheder svækker også demokratiets modstandskraft.

Familien kan ikke skrives ud

Den offentlige debat leder efter løsninger, som politikere og skoler kan gennemføre. Det er forståeligt, fordi staten kan ændre lovgivning, uddanne lærere og tilføre ressourcer. Men en ærlig samtale om PISA-resultaterne må også handle om familien. Forældrene har et ansvar, som ingen skole kan overtage.

Det ansvar kræver ingen læreruddannelse. Det består i at sende barnet udhvilet og til tiden i skole, følge dets fravær, interessere sig for skolearbejdet, begrænse telefonen og tale respektfuldt om lærerne. Det består i at læse med barnet, føre samtaler og lade det opleve, at bøger og kundskaber har værdi i hjemmet. En lærer kan undervise i læsning. Familien viser gennem sit eget liv, om læsning er noget, voksne mennesker gør.

Familiernes vilkår er forskellige. Nogle forældre kæmper med sygdom, fattigdom, sproglige vanskeligheder eller et arbejdsliv, som efterlader meget lidt overskud. Her har samfundet pligt til at hjælpe. Børn skal ikke betale prisen for forhold, de ikke selv har valgt. Social forståelse må dog ikke føre til den opfattelse, at ansvar i sig selv er urimeligt. Omsorg og forventninger hører sammen.

Barnets værdighed kræver noget af os

Et menneskes værdi kan aldrig aflæses af et PISA-resultat. Barnet har sin værdighed, før det kan læse, regne eller bestå en prøve, fordi det er skabt i Guds billede. En international undersøgelse kan måle bestemte faglige evner. Den kan ikke måle samvittighed, trofasthed, barmhjertighed, fantasi eller evnen til at elske.

Barnets værdighed forpligter os samtidig til at tage dets evner alvorligt. Barnet er skabt med fornuft og frihed, og disse gaver skal udvikles. Kristen opdragelse går ikke ud på at fjerne enhver vanskelighed fra barnets vej. Den skal hjælpe barnet til at bruge sin frihed ansvarligt, vælge det gode og holde fast, også når lysten forsvinder.

Kirken kalder forældrene barnets første og vigtigste opdragere. Det gør ikke hjemmet til en skole og forældrene til faglærere. Det betyder, at familien lægger det menneskelige fundament, som undervisningen må bygge videre på: tillid, sprog, arbejdsomhed, selvbeherskelse, respekt og erfaringen af at være elsket uden at være centrum for alting.

Også den kristne tro kræver den opmærksomhed, vores kultur er ved at miste. Man kan ikke forstå en bibelsk tekst, følge en prædiken eller deltage modent i liturgien, hvis enhver stilhed opleves som tomhed. Bønnen lærer mennesket at standse, lytte og blive i noget, som ikke straks leverer en belønning. Tro og undervisning er forskellige, men begge forudsætter et menneske, som kan rette sin opmærksomhed mod noget større end den næste indskydelse.

Det voksne samfund må tage ansvaret tilbage

Skolerne skal handle. Telefonerne bør væk fra undervisningen. Læreren skal have myndighed til at lede klassen. De grundlæggende kundskaber skal have mere tid, og børn med faglige eller sproglige vanskeligheder skal hjælpes tidligt. Ro, læsning, regning, skrivning og gentagelse må igen betragtes som skolens kerne. Politikerne bør samtidig holde op med at bruge hver ny PISA-undersøgelse som anledning til endnu en stor reform. Skolen har været udsat for rigeligt med skiftende mål, dokumentationskrav, projekter og digitale løfter. Den har brug for retning, stabilitet og tillid til den fagligt dygtige lærer.

Den afgørende forandring kan ikke gennemføres ved lov. Den begynder, når voksne igen tør opdrage. Familien må generobre tiden fra skærmene. Forældrene må stå sammen med læreren om rimelige krav. Skolen må fastholde, at kundskaber kræver arbejde. Samfundet må holde op med at bilde børn ind, at ethvert ubehag er farligt, og at enhver modstand bør fjernes.

Børnene er ikke blevet ringere mennesker. De er vokset op i en kultur, som har gjort det vanskeligere at samle opmærksomheden, udholde kedsomheden og fortsætte gennem modstand. Ansvaret tilhører os, der har skabt deres verden. PISA-resultaterne er skolens karakterbog, men de er også vores. De fortæller, at et samfund kan blive rigere på hjælpemidler og fattigere på kundskaber. De viser, at frihed uden opdragelse ikke gør barnet frit, og at omsorg uden krav ikke forbereder det på livet.

Vesten må genopdage, at anstrengelse ikke er en straf. Den er vejen til at mestre noget, forstå noget og blive myndig. Et barn, der lærer at læse en vanskelig bog, løse en krævende opgave og prøve igen efter et nederlag, får mere end gode testresultater. Det opdager, at det kan vokse ud over sin første modvilje og blive i stand til noget, der før syntes umuligt.

Det skylder vi børnene at lære dem.

-karn