Forfatteren, præsten Hubert Messerschmidt, beskriver sin rejse i Egypten i 1951.
Han møder den franske jesuit og generaldirektør for de egyptiske monumenter, som giver ham særlige tilladelser og en personlig rundvisning i museet.
Han besøger pyramiderne, koptiske kirker og museer, men det, der gør størst indtryk, er mødet med det levende Egypten: fattigdom, social uretfærdighed og menneskers hårde vilkår.
Han reflekterer teologisk over synd, syndefald og Guds barmhjertighed, og oplevelserne giver ham en dybere forståelse af troens væsen.
En tur i ørkenen og besøget ved Memfis bliver billeder på troens kamp og Guds grænser mellem liv og død.
Rejsebrevet
Cairo d. 26.5.51
Lørdag den 26 maj opsøgte jeg generaldirektøren for det ægyptiske museum og for alle ægyptiske monumenter i hele landet. Han er fransk Jesuit, men usædvanlig godt camoufleret. Han sad på sit kontor i en kortærmet, hvid skjorte, havde et blåt slips, der var bundet på gammeldags maner og en rød fez på hovedet.
Han modtog mig med usædvanlig elskværdighed, udfærdigede en generaltilladelse til gratis besøg af alle ægyptiske monumenter og tilladelse til at fotografere; og så indbød han mig til at gennemgå det ægyptiske museum sammen med ham. Det gjorde vi næste formiddag i to timer. Man påstår, at det er aldeles uhørt, at generaldirektøren giver sig af med den slags. Nå, det var meget lærerigt. På de to timer fik jeg mere at vide end jeg kunne have læst mig til gennem måneder. Bl.a. gjorde han mig opmærksom på, hvorledes den ægyptiske kunst i en bestemt periode afspejler monotheismens gennembrud indenfor visse kredse.
Han forærede mig en afhandling, som han har skrevet om emnet. Det skal være herfra, at forfatterne til Visdommens bøger har deres menneskelige inspiration.
Siden har jeg besøgt pyramidekomplekset, 8 km udenfor Cairo, og pyramidekomplekset og gravbyen ved oldtidens Memfis c. 35 km. syd for Cairo. Endvidere har jeg besøgt den ældste (koptiske) kirke i Cairo, der er bygget over den hule, hvori den hellige familie skal have boet de tre måneder, den efter legcnden var her. Også en anden ældgammel koptisk kirke har jeg besøgt, og det koptiske museum. Tiden går også med at finde mig til rette i byen. Cairo er usædvanlig snavset og stinkende. Dagen er kort. Fra Kl. 8 til 1 må jeg nå det væsentlige. Kl. 2-4 er alt lukket; og kl. 6 bliver det mørkt. Varmen tager ikke så meget på mig. Derimod er det meget trættende ikke at forstå sproget; og man har ikke ret meget ud af at se på tingene uden at få nogen forklaring. I ethvert tilfælde ikke, når man ønsker at lære noget af det, som man ser. Jeg håber at få en god vejledning de forskellige steder, som jeg skal besøge på rejsen til Øvreægypten.
Jeg kommer hermed til det, som jeg egentlig er ude efter, og også nok skal finde. Til syvende og sidst er det ikke dette eller hint monument i sig selv. Man kan jo i bøger finde alle de oplysninger om monumenter, som man ønsker. Der er også mange fortrinlige reproduktioner. Nej, det er det levende indtryk af landet og folket i fortid og nutid. Når man går gennem Cairos araberkvarter og kigger på håndværkerne ved deres arbejde; eller man tager en tur ud på landet, der er opdyrket, og ser fellaherne ved markarbejde eller på tærskepladsen, så er det nøjagtigt det samme liv, som fremstilledes i de gamle relieffer fra for 4 og 5000 år siden. Livet i dag er derfor en levende illustration til bibelens beretninger. Men det er ikke kun som historiker, at dette interesserer mig og griber mig. Det er fremfor alt som teolog og menneske. For dette liv, der her udfoldes for ens øjne, er en forfærdende illustration til læren om syndefaldet. Synden, som vi kender den i vore civiliserede lande, er umoral, eventuelt liderlighed; men både umoralen og liderligheden er tilsløret af pænt tøj og høflig optræden og rene negle. Her er mennesket utilsløret i sit fald. Det er hjerteskærrende at se børnene: snavsede, fattige, små og magre, uden tegn på åndsliv. Som små dyr ligger de i skyggen af et træ eller en mur og sover på fortovet. De ligger udstrakt som hunde og katte og vidner mod deres medmennesker om, hvad et menneske er værd i menneskers øjne. Fellaherne ude på markerne må slide umenneskeligt med ganske primitive redskaber, og udbyttet tilfalder de rige jorddrotter og bomuldsspekulanter. I kan ikke forestille jer de jordhuse (ler, der er tørret afsolen), som de bor i. Jeg kunne blive ved og opregne hundreder af ting og træk, der viser på hvilket niveau det overvejende flertal af folket lever.
På mig virker alt dette på en ganske bestemt måde. Jeg har set nød og elendighed før, men her virker det anderledes på mig end nogensinde før. Jeg har spurgt mig, hvoraf det kommer. Først nu, hvor jeg sidder og skriver, er begrebet social uretfærdighed dukket op i min hjerne. Det er altså ikke den side af sagen, der går mig så hårdt på, men jo mere frastødende og modbydeligt livet udfolder sig omkring en, desto mere er det, som om man drages ned i afgrunden af disse indtryk. Man, det vil sige jeg, føler mig derfor ikke som udenforstående, men som delagtig i menneskeslægtens frygtelige fald, og jeg føler som aldrig før, at den faldne tilstands alleregentligste væsen er: at være uden ånden; at være udleveret til kødets vilje. Men netop fordi vi er helt gennemtrængt af kødets vilje og derfor af natur ude afstand til noget godt, føler jeg også, at vi ikke har andet at håbe på end Guds uendelige barmhjertighed. Jeg gider næsten ikke skrive dette. Ordene er brugt for tit. De er blevet forslidte. De har mistet deres præg. De siger os ingenting. Men Gud har virkelig måttet overvinde sig til at tage sig af os. Hvem kan få sig til at tage med hænderne på en klud, der stinker af skarn, så man må brække sig? Hvem vil tage den og vaske den i håb om, at den kan blive ren? Hvem vil tage sig af en uforbederlig skurk i håb om, at han trods alt kan gøres til menneske? Hvem vil blive ved og blive ved, selv når han fra morgen til aften opfører sig som et skarn imod en? Hvem vil gøre sig selv til grin ved at adoptere en karltring og gøre ham til sin universalarving? eller adoptere en åndssvag vanskabning for at gøre ham til sin højre hånd?
Jeg er gentagne gange blevet spurgt, om jeg ikke er bange for at blive dybt skuffet, når jeg kommer til det Hellige Land. Dybt skuffet? Gud i himlen! Hvad er mere opbyggeligt end at tænke på, at Gud er blevet menneske og er død for os? jeg siger for os. For også et menneske kunne, når galt skulle være, sætte livet til for sine medmennesker, når det kunne tro, at det ville gavne. Men Gud har vidst, at vi – 2000 år efter – endnu er som på Faraonernes tid! Hvor har jeg mange gange i disse dage måttet gentage ordene: dcscendit de coelis. Jeg er kommet fra det høje nord. Jeg synes ikke, at jeg som europæer kan sætte mig på fortovet og være dus med disse beskidte, stinkende, åndsudslukte og dovne fyre, der ikke bestiller andet end at skræppe op, drikke coca-cola og ryge cigaretter. Qui propter nos homines et propter norlram salutem descendit de coerlis! (2) Nu forstår jeg, hvad der ligger i disse ord! Og dog, forstår jeg det? Forstår en af disse arabere, hvad der rører sig i mig af væmmelse og medlidenhed, når jeg ser ham sidde i animalsk afstumpethed og alligevel indbildsk og stridbar? Er forholdet ikke det samme, bare i en målestok, som overgår al forstand? Fatter jeg, hvad der kræves af medlidenhcd og godhed for at tage sig af mig? – Jeg begynder at få en fornemmelse af troens væsen. Det er at være overbevist om – åh, hvor ordet lyder teologisk og abstrakt! – at en meget fin, og meget rig og meget mægtig mand i sit hjerte har besluttet sig at tage mig forkomne og forsømte araberunge op fra gaden og forvandle mig til noget i retning af det, han selv er. At tro er at ville ære Gud med at kunne se, blot fordi han er så god at sige til mig: du kan se! Jeg vil, at du skal se! At tro er at kunne og ville lade det ske med sig, som han vil. Intet er derfor lettere end at tro og intet er sværere! Intet er sværere.
Jeg var i går 8 km. inde i Saharas ørken. Jeg havde lejet et mulddyr og red derind alene. Solen stod næsten lodret over mit hoved. Så langt øjet rakte, var der ikke andet at se end vældige sandmiler. Ikke et strå kunne vokse der. Solen har udbrændt alt liv med sin glød. I en sådan ørken boede Israel – og det var ved at forgå af tørst. Jeg havde været så forsynlig at tage to feltflasker kold te med, og førend klokken var blevet eet, havde jeg tømt dem begge. Men Israel havde i uger ikke kunnet væde deres læber med en dråbe svalende vand. Jeg sad og tænkte på det. Hvor jeg forstod dets følelser imod Gud og Moses – og forstod Moses’ vantro, at Gud kunne lade kvægende vand springe herude i ørkenens glødende sand. Og dog blev Gud vred. Moses, som havde båret slidet – på Guds vegne og for hans skyld – måtte til straf ikke betræde det forjættede land! Gud blev vred. Fordi mennesket ude i en endeløs ørken, hvor der ikke var andet end sand og sand og en nådeløs sol, ikke troede på, at det var elsket af Gud, elsket så højt, at han ville lade vand springe ud af en klippe, for at det vansmætende folk ikke skulle dø af tørst. Åh, hvor er det svært at tro, når man er – bare – 8 km inde i en ørken! Tro på, at han vil lade livets vande springe til evigt liv for et syndefuldt, af synd gennemslet menneske!
Og dog, – hvor let er det at tro, når man ikke stirrer sig blind på sin egen elendighed. Jeg red ind i ørkenen efter at have besøgt Memfis. For endnu 2500 år siden var Memfis en af verdens store centrer – hvad London eller Washington er idag. Nu er det en affaldshob – hist og her dukker et oldtidsmonument op af sandet; en mur med fine billedrelielfer eller hieroglyffer; eller toppen af en statue osv. Gud har udslettet den. Men kun 500 meter fra dens østligste rand dyrker fellaher idag bomuld – landet er grønt; kamfertræer luver ud over kanaler, der er fyldt med vand fra Nilen. Hertil og ikke et skridt længere! siger Gud og ørkenen hører ligeså pludselig op som havet ved stranden; man kan stå med et ben i vandet og med et ben på stranden, og på samme måde her: man kan med et ben stå i ørkenens sand og med et ben på frodigt græs. Han sætter grænsen mellem liv og død, goldhed og frugtbarhed. Siger han: vær frugtbar! så bliver vi frugtbare; siger han: vær gold! så bliver vi golde. Til alle, der tror på, at han ikke er som vi, siger han: vær frugtbar! At hænge ved ham, fordi han siger det, er liv. Det er hemmeligheden! at sige: jeg vil ikke gøre ham til skamme ved ikke at hænge ved ham i tro, i håb og i
kærlighed, når han har vist os, at han elsker os – og han har elsket os først.
Noter
- Den 17. januar |95I fejrede Hubert Messerschmidt sit 25-års præstejubilæum. Venner og elever gav ham i den anledning en rejse til Ægypten og Palæstina, som han foretog i maj-august samme år. Ovenstående er uddrag af nogle af hans rejsebreve.
- “Som for os mennesker og for vor frelses skyld er nedstegen fra himlen” -jfr. messens trosbekendelse.
