Elsebet Kieler beskriver, hvordan troen mister sin kraft, når den reduceres til moral, fornuft og religiøse præstationer. Vejen tilbage går ikke gennem større anstrengelser, men gennem overgivelse til den Gud, som allerede elsker mennesket.
Hvorfor mister så mange mennesker troen? Elsebet Kieler peger på, at frafaldet sjældent begynder med modstand mod Gud. Det begynder, når Gud bliver et element i livet blandt mange andre. Troens forvandlende kraft genfindes først, når mennesket holder op med at bygge på sig selv og lærer at leve af Kristus.
Sammendrag
I denne tekst beskriver Elsebet Kieler det moderne menneskes vej bort fra troen. Ikke som et bevidst opgør med Gud, men som resultatet af en tro, der gradvist reduceres til moral, religiøse pligter og intellektuel overbevisning. Når Gud bliver et tillæg til livet i stedet for dets centrum, mister evangeliet sin frigørende kraft. Vejen tilbage går gennem en ny fødsel i Kristus, hvor mennesket lærer at leve af Guds kærlighed frem for egne kræfter.
Troens holdning
Af cand.mag. Elsebth Kieler (1918-2006)
Den, der midt i hverdagens gøremål – under opvasken eller på arbejdet – kan sende en stille kærlighedserklæring til Gud og takke Ham, blot fordi Han er den, Han er, lever allerede dybt i det gudsliv, vi her taler om. Troens liv er netop dette: at elske Gud og lade sig elske af Ham. Og lade dette være nok.
Troens liv er i grunden enkelt. Det består i at elske Gud og lade sig elske af Ham. Men ligesom kærligheden mellem mennesker kan forvanskes, misbruges og fordrejes, kan også troen pilles fra hinanden og sammensættes efter menneskers egne forestillinger. Resultatet bliver ofte forkrøblede former for religiøst liv.
Ligesom sand tro er en kilde til sundhed for både sjæl og legeme, lægger falsk religiøsitet fælder for mennesket – ofte på måder, der både er smertefulde og ødelæggende. I det kristne liv er der i sidste ende tale om et enten-eller: Enten tjener man Gud efter Hans vilje, eller også tjener man Ham efter sin egen. Og så tjener man Ham i virkeligheden slet ikke. Ingen kan tjene to herrer, siger Skriften.
Dette er vigtigt at holde sig for øje i en tid præget af rationalisme og en næsten grænseløs tillid til fornuften – også på det religiøse område. Fornuften har sin plads, men kun inden for sit eget område: det naturlige livs sammenhænge, årsager og værdier. Problemet opstår, når mennesket lader fornuften overskride disse grænser.
Man samler forskellige sandheder om Gud op gennem Kirken og placerer dem i samme mentale skuffe som alt andet, der skal håndteres. Gud bliver én faktor blandt mange: arbejde, familie, interesser og sociale relationer. Som en ny bog på reolen bliver Gud et værdifuldt supplement til livet. Noget, der pynter, trøster og lover godt.
Alligevel kan der opstå en uro. En fornemmelse af, at der er mere på spil. Som den rige yngling i evangeliet aner man, at Jesu løfter ikke kan købes gennem en overfladisk opfyldelse af budene. Der må være mere. Og man spørger sig selv, bevidst eller ubevidst, hvad det egentlig kræver at komme ind i Guds rige.
Det moderne menneskes frafald
Denne beretning spejler vores egen historie. Den udspiller sig stadig.
Gud accepteres af fornuften. Livet må jo have et ophav. Man forsøger at indpasse Gud i sit verdensbillede. Præsten siger, at man skal holde de ti bud, og man forsøger. Man går til skrifte, når det mislykkes. Man lærer om Treenigheden, sakramenterne og Kirkens lære, selv om meget forbliver abstrakt og fjernt.
Den glæde, evangeliet taler om, findes ofte kun i udkanten af livet. Man holder afstand til korset. Der kan være tilfredsstillelse i religiøst engagement eller i at påvirke andre, men glæden er sjældent fri for selvoptagethed.
Før eller siden må man erkende, at det liv, evangeliet beskriver, ikke er ens eget. Kravene virker for store. Man føler sig utilstrækkelig. Evangeliet synes at være for særligt fromme mennesker, ikke for almindelige mennesker. Alligevel tør man ikke slippe det helt. Hvad nu hvis det er sandt?
Angsten vokser. Og angsten søger ofte sin udvej i synden. Synden bekendes og tilgives, og hvis man har moralsk styrke nok, kan man opbygge et respektabelt liv. Hovmod, dømmesyge og ambition dukker op undervejs, men de vælter ikke tilværelsen.
En dag bliver Kirken enten en tyran, der stiller krav, man ikke kan leve op til, eller et overflødigt tillæg til et liv, man allerede har lært at klare selv. I begge tilfælde stemmer erfaringen ikke længere overens med evangeliets tale om forløsning og helliggørelse.
Man erklærer sjældent sin vantro åbent. I stedet siger man, at troen kun er for mennesker med særlige religiøse evner. Troen reduceres til et psykologisk fænomen – noget, der fungerer for nogle, men ikke rummer en sandhed, der gælder alle.
Måske holder man stadig søndagspligten, men lysten svinder. Efterhånden får stemmer, der betvivler Bibelens troværdighed og Kirkens autoritet, stadig større plads. I den intellektuelle redeligheds navn bryder man med Gud – og ender som frafalden.
Dette er historien om det moderne menneskes frafald. Det er spillet om enhver.
Sådan kommer vi til troen
Er der en vej tilbage? Ja.
For dem, der vækkes af en længsel efter Gud, sker det samme i dag som på Jesu tid: Evangeliet rammer hjertet og efterlader et sår, som kun Gud selv kan læge. I begyndelsen opleves Guds lys som mørke, fordi mennesket ser sin egen tomhed. Men efterhånden vænner øjnene sig til lyset, og man opdager, at det er selve livet.
Jesus siger det klart: Man må fødes på ny for at komme ind i Guds rige.
Skridt for skridt føres vi til erkendelsen af Jesu guddom. Miraklerne, Skriftens opfyldelse og hans autoritet peger alle mod Faderen. Jesus henviser ikke til sig selv, men til Gud.
Hans liv bekræfter hans ord. Guds ord bliver kød i Ham. Hver handling, hvert møde og hvert øjeblik bliver åbenbaring. Og samtidig opleves det mærkeligt velkendt: Ja, sådan må Gud være.
Forstanden erkender det, og hjertet følger med. Livets tyngdepunkt flyttes fra mig selv til Kristus. Alt sandt og værdifuldt i mit liv viser sig at være genskin af hans liv i mig.
Jeg begynder at leve af hans ord, stole på dem og handle på dem. Gud bliver ikke længere et tillæg til mit liv, men selve kilden til det. Som ægtefæller deler livet med hinanden, sådan deler Gud mit liv – endnu dybere og mere gennemgribende.
Født på ny
At fødes på ny betyder at give slip på sit eget liv for at leve af Guds liv. Ikke for at blive perfekt, ikke for at opnå særlige oplevelser, men for at elske Gud for Hans egen skyld.
Jo mere man giver sig hen, desto mere modtager man. Ikke nødvendigvis løsninger, men kræfter til at elske, glæde sig over Gud og længes efter, at andre også må lære Ham at kende.
Fejl og dyder mister deres magt. Livets centrum er ikke længere mig selv, men Ham.
Den, der midt i hverdagen kan takke Gud, blot fordi Han er, lever allerede dybt i gudslivet. Troens liv er da dette: at elske Gud og lade sig elske af Ham – og lade det være nok.
Jeg vil ikke længere leve for mig selv.
Jeg vil leve for Ham.
Renskrevet til samtidigt dansk af Kuno Arnkilde
Originalværk
Troens holdning
Elsebet Kieler
Sankt Ansgars Forlag 1951
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
