Efter den værste handling

UDVALGT VIDEO

I et kvindefængsel i Iowa, USA møder Stacey Dooley kvinder, som er dømt til at dø bag murene.

De har begået eller er dømt for forbrydelser, som har kostet andre livet. Alligevel fremstår flere af kvinderne som rolige, venlige og afbalancerede mennesker. Dokumentaren handler om straf og skyld, men dens stærkeste temaer er forandring, menneskeværd og håbet om en dag at blive sat fri.

Se dokumentaren

Videoen kan på grund af YouTubes indlejringsindstillinger ikke afspilles direkte på arnkilde.dk. Dokumentaren varer cirka 59 minutter, er på engelsk og kan ses gratis hos Banijay Documentaries på YouTube.

SE DOKUMENTAREN PÅ YOUTUBE

Hvem er Stacey Dooley?

Stacey Dooley er en britisk journalist, dokumentarist og tv-vært, født i 1987 i Luton nord for London. Hun kom på tv første gang i 2008 som deltager i BBC-serien Blood, Sweat and T-shirts, hvor unge briter blev konfronteret med arbejdsforholdene i den asiatiske tøjindustri. Oplevelsen førte til hendes egen dokumentarserie, Stacey Dooley Investigates, og siden har hun lavet mere end 70 film om blandt andet børnearbejde, menneskehandel, vold mod kvinder, ekstremisme, krig, psykisk sygdom og livet i fængsler. I 2018 blev hun udnævnt til medlem af Order of the British Empire, MBE, for sin indsats inden for britisk tv. Curtis Brown

Dooley optræder ikke som den kølige interviewer, der gemmer sig bag en professionel distance. Hun møder mennesker med en ligefrem og undertiden næsten naiv nysgerrighed, som får dem til at tale åbent. Hun lytter og viser medfølelse, samtidig med at hun stiller de spørgsmål, som situationen kræver. Over for de livstidsdømte kvinder undgår hun både den hurtige fordømmelse og den lette frikendelse. Denne blanding af nærhed og direkte tale er en væsentlig grund til, at dokumentaren kommer så tæt på kvinderne og deres forbrydelser.

Et fængsel bygget på en anden tanke

Stacey Dooley: Locked Up with the Lifers foregår på Iowa Correctional Institution for Women i Mitchellville. På optagelsestidspunktet boede der mere end 700 kvinder dømt for meget forskellige forbrydelser, fra spirituskørsel til drab. Omkring hver tiende tilhørte gruppen af lifers – kvinder, der afsoner livsvarigt fængsel og i flere tilfælde er dømt uden mulighed for prøveløsladelse.

Det moderne fængsel kostede omkring 80 millioner dollar at opføre, men det særlige ved stedet er den måde, de indsatte bliver behandlet på. Den daværende fængselsleder Sheryl Dahm ønskede at drive fængslet efter andre principper end dem, man sædvanligvis forbinder med det amerikanske fængselssystem. Kvinderne lever under faste rammer og tydelige krav, men får også ansvar, arbejde, fællesskab og mulighed for at genvinde noget af den selvrespekt, som mange havde mistet længe før fængslingen. Tilgangen har mødt kritik fra mennesker, der mener, at kvinder dømt for alvorlige forbrydelser bliver behandlet for godt. Prime Video

Menneskelige fængselsforhold er imidlertid ikke en belønning for uskyld. De bygger på den overbevisning, at straffen kan fratage et menneske dets frihed, men ikke dets værdighed. Kvinderne er dømt og indespærret, og samfundet er beskyttet mod dem. Alligevel bliver de behandlet som mennesker, der fortsat kan udvikle sig, tage ansvar og blive anderledes end dem, der engang blev ført gennem fængslets port.

De ligner ikke de mennesker, man forventer at møde

Det mest bemærkelsesværdige ved dokumentaren er kvinderne selv. Flere er dømt for nogle af de værste forbrydelser, et menneske kan begå, men fremstår i dag som rolige, venlige og afbalancerede. De taler eftertænksomt, deltager i fællesskabet og viser omsorg for hinanden. Havde man mødt dem et andet sted uden at kende deres fortid, ville man næppe have forestillet sig, hvad de var dømt for.

Det skaber en uro hos seeren. Vi forventer næsten, at en morder skal se ud og opføre sig som en morder. Forbrydelsen skal helst kunne aflæses i ansigtet, stemmen eller bevægelserne. Kvinderne passer ikke ind i dette billede. De virker som mennesker, man kunne føre en almindelig samtale med, og i flere tilfælde også som mennesker, man kunne komme til at holde af. Deres fremtræden gør ikke forbrydelserne mindre alvorlige. Den gør dem snarere vanskeligere at forstå.

Filmen efterlader et stærkt indtryk af, at fængslets menneskelige forhold har været med til at forandre dem. De mødes med grænser og ansvar, men også med tillid og respekt. De lever i et miljø, som forventer noget af dem og regner med, at de stadig kan blive til noget. Over årene synes flere at have opnået en ro og selvindsigt, som de ikke havde, da forbrydelserne blev begået.

En dokumentar kan ikke bevise, at fængslets tilgang alene har skabt denne forandring. Alder, tid, tro, anger og afstanden til det tidligere liv spiller også ind. Men filmen viser, hvad der kan ske, når straf ikke bliver ensbetydende med ydmygelse og håbløshed. Hvis samfundet ønsker, at straffen skal føre til forbedring, må det også være villigt til at se den forbedring, der faktisk finder sted.

Forbrydelsen må ikke forsvinde

Filmens vanskeligste møde er med Cheyanne Harris, der blev idømt livsvarigt fængsel for sin fire måneder gamle søn Sterlings død. Barnet døde efter alvorlig vanrøgt, mens moderen var dybt afhængig af metamfetamin. Dooley spørger hende direkte, om hun dræbte sin søn. Harris fortæller, at hun svigtede ham under sit stofmisbrug, og at der gik flere dage, hvor hun ikke gik ind til ham. Scenen er ubærlig, fordi et forsvarsløst barns lidelse ikke kan forklares bort med afhængighed eller et ødelagt liv. Live 95

Vi møder også Judy White, der på optagelsestidspunktet havde siddet fængslet i mere end 40 år for sin deltagelse i planlægningen af et bestillingsdrab. Hun blev dømt i 1979. Andre med en mere direkte rolle i sagen fik langt kortere straffe, mens White blev idømt livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Hendes historie viser, hvor forskelligt ansvar og skyld kan være fordelt, selv om domstolens endelige ord bliver det samme: resten af livet bag murene. West Branch Times

Ofrene skal fastholdes i fortællingen. En kristen tale om barmhjertighed bliver usand, hvis den dræbte reduceres til baggrund for gerningsmandens historie. Mord er en grov krænkelse af både menneskets værdighed og Guds bud. Den Katolske Kirkes Katekismus kalder forsætligt drab på et uskyldigt menneske en alvorlig synd og fremhæver drabet på en ægtefælle som særlig alvorligt, fordi også det naturlige bånd mellem mennesker brydes.

Kvinden, der taler om, når hun kommer i himlen

Et af filmens mest tankevækkende møder er med Barbara Pasa. Hun var sygeplejerske og blev i 2019 dømt for at have dræbt sin mand, Tim Pasa. Ifølge dommen blev han bedøvet med narkosemidlet propofol, hvorefter der blev sat ild til familiens hjem. Hun blev kendt skyldig i både drab og brandstiftelse og idømt livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Barbara Pasa fastholder sin uskyld. AP

Under samtalen taler Barbara Pasa om, hvad der vil ske, når hun kommer i himlen. Hun siger ikke hvis. Formuleringen falder naturligt og uden synlig tvivl. Stacey Dooley standser op ved hendes sikkerhed og spørger, om hun virkelig tror, at hun kommer i himlen. Det gør hun.

Rækkefølgen er vigtig. Det er ikke Dooley, der fører tanken om himlen ind i samtalen. Den kommer fra Barbara Pasa selv. Hun taler som et menneske, der regner med, at den jordiske dom ikke er det sidste ord om hendes liv. For seeren kan sikkerheden virke både overraskende og anstødelig. Hvordan kan en kvinde, der er dømt for at have dræbt sin mand, tale så selvfølgeligt om sin plads i himlen?

Scenen rører ved noget centralt i den kristne tro, men den må ikke gøres lettere, end den er. Barbara Pasas overbevisning er ikke et bevis på hendes uskyld eller frelse, og et menneske kan ikke tilkende sig selv himlen. Den katolske tro lærer, at hvert menneske efter døden møder Kristus i den personlige dom, hvor hele livet bliver lagt frem i sandhed. Frelsen er Guds gave og modtages i tro, nåde og omvendelse. Katekismen, nr. 1022

Gud ser hele mennesket. Det betyder ikke, at han overser forbrydelsen eller ser mildt på drabet. Han ser også Tim Pasa, hans død og den uret, der blev begået mod ham. Men Gud ser desuden alt det, en domstol ikke kan trænge helt ind i: menneskets samvittighed, frihed, hensigt, selvbedrag, skyld, anger og mulige omvendelse. Intet skjules for ham – hverken det onde eller den bevægelse mod sandhed og forsoning, som andre mennesker aldrig får øje på.

Den kristne kan derfor ikke erklære Barbara Pasa frelst. Men den kristne kan heller ikke erklære hende uden for Guds barmhjertighed. Røveren, der hang på korset ved siden af Jesus, erkendte sin skyld og vidste, at hans straf var fortjent. Han bad blot om at blive husket, og Kristus svarede: »I dag skal du være med mig i Paradis.« Tilgivelsen gjorde ikke forbrydelsen ugjort. Den viste, at selv et menneske ved afslutningen af et skyldbetynget liv kan vende sig mod Gud.

Håbet holder dem oppe

Flere af kvinderne fortæller, at de ikke ville kunne udholde en livstidsdom, hvis de ikke bevarede håbet om en dag at blive sat fri. For nogle er muligheden meget fjern. For andre er den fjernet af selve dommen. Alligevel giver håbet dagene retning. Det får dem til at arbejde, tage ansvar, knytte sig til andre og forsøge at blive anderledes end den kvinde, der engang begik forbrydelsen.

Denne del af dokumentaren viser, hvad håbløshed kan gøre ved et menneske. Hvis intet, den indsatte foretager sig, nogensinde kan få betydning, risikerer straffen at blive en langsom indre død. Hun kan angre, ændre sit liv og bruge årtier på at tage ansvar, mens loven på forhånd har bestemt, at ingen forandring kan føre til en ny vurdering.

Det betyder ikke, at alle livstidsdømte bør løslades. Nogle vil fortsat være farlige, og hensynet til ofrene, de efterladte og samfundets sikkerhed vejer tungt. Muligheden for at få sin sag vurderet er heller ikke det samme som en ret til at blive sat fri. Den betyder, at samfundet ikke på forhånd erklærer enhver senere forandring for uden betydning.

Den Katolske Kirkes Katekismus lærer, at straffen skal beskytte samfundet og genoprette den orden, forbrydelsen har krænket. Den skal samtidig så vidt muligt bidrage til den dømtes forbedring. Straf har dermed også et mål, der rækker ud over gengældelsen. Den dømte skal have mulighed for at erkende sin skyld og ændre sit liv. Katekismen, nr. 2266

De homoseksuelle forhold i fængslet

Dokumentaren viser og omtaler også homoseksuelle forhold mellem nogle af de indsatte. Disse indslag er en del af det fængselsliv, Stacey Dooley skildrer, og filmen ledsager dem ikke med en katolsk moralsk vurdering. Det bør læseren vide på forhånd. At arnkilde.dk bringer dokumentaren, er ikke en tilslutning til alle de livsformer og moralske valg, som optræder i den. En redaktionel anbefaling betyder, at en film er værd at se og tænke over; den betyder ikke, at alt i filmen godkendes.

Den katolske tro skelner mellem mennesket og dets handlinger. Kirken fastholder sin lære om ægteskabet og seksualiteten, samtidig med at Katekismen kræver, at mennesker med homoseksuelle tilbøjeligheder mødes med respekt, medfølelse og hensyn og beskyttes mod uretfærdig forskelsbehandling. Denne værdighed tilkommer også kvinderne i fængslet. De skal hverken reduceres til deres seksuelle relationer eller til de forbrydelser, de er dømt for. Katekismen, nr. 2357–2359

De homoseksuelle indslag ændrer ikke dokumentarens bærende tema. Filmen handler først og fremmest om mennesker, der har mistet deres frihed, og om deres forsøg på at leve videre med skyld, håb og længslen efter at høre til. Det er muligt at være uenig i dele af det viste og samtidig lade sig berøre af kvindernes menneskelighed.

Guds billede udslettes ikke

Her møder dokumentaren et grundlæggende katolsk menneskesyn. Ethvert menneske er skabt i Guds billede, og dette billede udslettes ikke af synden. Det kan vansires og skjules under vold, afhængighed, løgn og skyld, men mennesket ophører ikke med at være Guds skabning. Derfor er det muligt at tale om både virkelig skyld og virkelig forandring.

Kvinderne er stadig ansvarlige for det, de har gjort. Deres rolige fremtræden kan ikke give de døde livet tilbage eller ophæve de efterladtes sorg. Men de viser, at et menneske ikke nødvendigvis forbliver identisk med den person, der engang begik forbrydelsen. Den værste handling kan præge resten af et liv, men den behøver ikke at være det sidste ord om dette menneske.

Troen på omvendelse giver kun mening, hvis mennesket virkelig kan forandre sig. Troen på Guds barmhjertighed giver kun mening, hvis den også omfatter den, hvis handlinger vækker vores afsky. Troen på Guds dom minder os samtidig om, at barmhjertighed aldrig er ligegyldighed over for sandheden.

Gud ser hele mennesket. Han ser mere end forbrydelsen, men også mere end gerningsmandens egen forklaring på den. Han ser offeret, handlingen, ansvaret, angeren og alt det, ingen domstol kan måle. Derfor kan den kristne hverken bortforklare skylden eller opgive håbet.

Hvorfor vi bringer dokumentaren

arnkilde.dk bringer dokumentaren, fordi den viser noget, som let forsvinder i nyheder om drab og lange fængselsstraffe: Den skyldige er stadig et menneske. Kvinderne har begået eller er dømt for forbrydelser, som har kostet andre livet og påført familier en sorg, der aldrig kan gøres ugjort. Alligevel synes flere af dem at være blevet forandret gennem årene. Fængslets menneskelige forhold, det daglige ansvar og oplevelsen af fortsat at have værdi ser ud til at have givet dem mulighed for at udvikle sider af sig selv, som forbrydelsen ellers ville have skjult for omverdenen.

Dokumentaren giver ikke en katolsk fremstilling af alle de emner, den berører. Den er værd at bringe, fordi dens stærkeste vidnesbyrd er foreneligt med det katolske menneskesyn: Ingen forbrydelse gør et menneske værdiløst, ingen jordisk dom kan se hele mennesket, og ingen bør på forhånd fratages muligheden for anger, forandring og håb.

Gud ser offeret og den uret, der blev begået. Han ser også den skyldige, angeren, selvbedraget, kampen og den mulige omvendelse. Han ser hele mennesket. Det er den dybeste grund til, at arnkilde.dk bringer filmen.