Sådan tænker en katolik

Troen, evnerne og opgaven er modtaget. Vi skal forvalte det, der er betroet os, uden at gøre tjenesten til vores ejendom.

Ingen katolik lever fuldt ud sådan, som denne overskrift antyder. Den beskriver et ideal og en retning for samvittigheden. Den katolske tro lærer os, at livet ikke begynder med os selv. Vi har modtaget troen, dåben, evangeliet, sakramenterne og det kirkelige fællesskab. Også vores evner og muligheder er gaver. Derfor kan vi udføre et stort arbejde uden at betragte os selv som store. Vi kan tage ansvar uden at gøre krav på hæder og give en opgave videre uden at føle, at noget er blevet taget fra os.

Vi har modtaget mere, end vi har skabt

Et menneske kan bruge en stor del af sit liv på at tjene Kirken. Det kan undervise børn og voksne, synge i koret, gøre rent, besøge syge, føre regnskab, skrive, fotografere, organisere arrangementer eller tage ansvar, når andre tøver. Nogle opgaver udføres foran en hel menighed, mens andre knap bliver bemærket. Deres værdi afgøres ikke af synligheden eller af antallet af mennesker, som siger tak. Arbejdet har værdi, når det bliver udført trofast og kommer andre til gode.

Ydmyghed kræver ikke, at vi fornægter vores evner. Et menneske må gerne vide, at det kan skrive, tale, lede, undervise eller få et vanskeligt arbejde til at lykkes. Det må også glæde sig over resultatet. Den katolske forståelse føjer blot noget afgørende til: Evnen er modtaget og skal bruges i en større sammenhæng. Vi er forvaltere af det, der er lagt i vores hænder. Vores værdighed afhænger ikke af, hvor meget andre beundrer os, for den er allerede givet af Gud.

Opgaven tilhører ikke os

Kirkeligt arbejde bliver let personligt. Den, som gennem mange år har bygget noget op, kan begynde at tale om »mit kor«, »min gruppe«, »mit udvalg«, »mit blad« eller »mit projekt«. Ordene er ofte uskyldige, men de kan også røbe, at en tjeneste langsomt er blevet til ejendom. Det sker umærkeligt. Vi tager ansvar, bruger tid og kræfter og bliver følelsesmæssigt knyttet til arbejdet. Til sidst kan enhver indblanding føles som et angreb på os selv.

Ingen ejer sin plads i Kirken. En opgave kan være betroet os, og vi kan have et alvorligt ansvar for at passe på den. Det giver os hverken eneret til den eller ret til at beholde den for enhver pris. Vi udfører arbejdet på de troendes vegne og som en del af et fællesskab, der var til før os og fortsætter efter os. Andre skal en dag tage over. De vil sandsynligvis gøre noget anderledes, og måske vil de gøre noget bedre. Det, som voksede frem gennem vores hænder, tilhører stadig Kirken.

Den erkendelse gør det muligt at gå stille med sin opgave. Vi behøver ikke bestandigt fortælle, hvor meget vi gør, hvor vanskeligt arbejdet er, eller hvor afhængige andre er blevet af os. Tjenesten mister noget af sin frihed, hvis den bruges til at sikre vores position. Vi må gerne være synlige, når opgaven kræver det, men synligheden må aldrig blive dens formål.

Uden krav på tak og hæder

Kirken bør takke sine frivillige og medarbejdere. Taknemmelighed er en kristen dyd, og mennesker kan blive trætte, når deres indsats år efter år bliver taget for givet. Det er heller ikke småligt at have brug for opmuntring. Vi er mennesker og har brug for at vide, at vores arbejde bliver set og værdsat.

Alligevel kan kristen tjeneste ikke hvile på et løfte om anerkendelse. Kommer takken, kan vi modtage den med glæde. Udebliver den, er gaven stadig givet. Vi gjorde ikke arbejdet for at få noget tilbage fra dem, vi tjente. Vores målestok er, om opgaven blev udført redeligt, og om den blev til gavn for andre.

Trangen til anerkendelse finder vej ind i selv den frommeste indsats. Vi kan tale om offer og samtidig føre nøje regnskab med, hvem der har husket at takke os. Vi kan kalde en opgave et kald og blive vrede, når andre får indflydelse på den. Vi kan tale varmt om fællesskabet, så længe fællesskabet følger vores ønsker. Det fortæller noget sandt om mennesket. Kærlighed, pligtfølelse, omsorg, forfængelighed og trang til kontrol kan være til stede i den samme handling. Derfor må også den gode gerning prøves i samvittigheden.

Vi handler på fællesskabets vegne

Når en katolik læser ved messen, står han ikke frem for at vise sin stemme eller sine evner. Når han underviser i troen, videregiver han mere end sine personlige tanker. Når han hjælper et menneske i nød, handler han som et lem på Kristi legeme. Selv den praktiske og ubemærkede opgave udføres som en del af Kirkens fælles tjeneste.

Dette ansvar følger os også uden for kirkens bygninger. En katolik taler naturligvis ikke officielt på Kirkens vegne i enhver samtale. Alligevel bærer vi dåben med os overalt. Måden, vi arbejder, bruger vores penge, møder modstandere, omtaler andre og behandler svage mennesker på, bliver en del af Kirkens vidnesbyrd. Troen bliver synlig i det almindelige liv, længe før vi begynder at forklare den med ord.

Der følger en nødvendig tilbageholdenhed med dette ansvar. Ingen har ret til at gøre sin personlige smag, vrede eller politiske overbevisning til hele Kirkens stemme. Vi må kende forskel på det, Kirken lærer, og det, vi selv foretrækker. Ellers risikerer vi at bruge Kirken som baggrund for vores egne holdninger og bagefter give dem en myndighed, de aldrig har haft.

Prøven kommer, når vi bliver modsagt

Ingen bliver ydmyg ved at erklære sig ydmyg. Prøven kommer, når et andet menneske siger os imod. Vi kan være fuldt overbeviste om, at vi handler rigtigt, og alligevel tage fejl. Hensigten kan være god, mens fremgangsmåden sårer andre eller skader den sag, vi ønsker at tjene. Vi kan blive så optagede af vores opgave, at vi mister blikket for, hvad den gør ved mennesker omkring os.

En katolik må kunne tage imod en berettiget korrektion fra sine medkristne. Ikke enhver kritik er berettiget, og et flertal har ikke altid ret. Samvittigheden kan heller ikke erstattes af ønsket om at gøre alle tilfredse. Men samvittigheden er heller ikke en privat domstol, som aldrig kan tage fejl. Den skal dannes gennem Skriften, Kirkens lære, bønnen og mødet med mennesker, der ser noget, vi selv har overset.

At ændre kurs efter en berettiget korrektion er ingen falliterklæring. Det kan kræve større troskab end at fortsætte stædigt. Vi har ikke lovet troskab mod vores egen plan. Vores troskab gælder Kristus og den opgave, han har betroet sin Kirke. Hvis en anden vej tjener sandheden og fællesskabet bedre, må vi have mod til at vælge den.

Her findes nogle enkle og ubehagelige prøver: Kan jeg glæde mig, hvis en anden løser opgaven bedre end mig? Kan jeg give arbejdet videre uden bagefter at forsøge at styre det på afstand? Kan jeg høre kritik uden straks at forsvare mine gode hensigter? Kan jeg fortsætte, når ingen roser mig? Kan jeg standse, hvis min indsats ikke længere gavner? Svarene afslører ofte mere om vores tjeneste end alle de smukke ord, vi kan bruge om den.

Kristus er målestokken

Kristus vaskede disciplenes fødder og lærte dem, at den største skulle være som den, der tjener. Hans tjeneste var hverken svag eller eftergivende. Han talte med myndighed, irettesatte, stillede krav og gik imod både religiøse og verdslige magthavere. Men han brugte aldrig magten til at gøre sig selv større. Alt var rettet mod Faderen og mod menneskets frelse.

Kirken har brug for mennesker, som tager ansvar, træffer beslutninger og tør stå fast. Ydmyghed er ikke passivitet eller frygt for at bruge sine evner. Vi må gerne tale tydeligt og forsvare det arbejde, vi har fået ansvar for. Det vanskelige er at skelne mellem at beskytte opgaven og at beskytte vores egen stolthed. De to ting kan ligne hinanden, især for os selv.

Den kristne tjener ikke for at blive set, selv om tjenesten undertiden må være synlig. Han søger ikke hæderen, men kan tage imod en oprigtig tak. Han ejer ikke opgaven, men passer samvittighedsfuldt på den, så længe den er ham betroet. Han følger ikke enhver mening, men lytter, når andre korrigerer ham. Han ved, at hans arbejde udføres på de troendes vegne, og at det derfor aldrig alene handler om ham.

Kun for en tid

Enhver opgave skal en dag gives videre. Kræfterne svinder, forholdene ændrer sig, andre træder til, eller Kirken kalder os til noget andet. Det kan være sværere at give slip end at begynde. Har vi bundet vores identitet til arbejdet, kan overdragelsen føles som et tab af betydning. Har vi set opgaven som noget betroet, kan vi lettere lægge den fra os.

Andre må fortsætte og gøre det på deres måde. Noget af det, vi begyndte, vil bestå. Noget vil blive ændret, og noget vil forsvinde. Vores navn bliver måske husket, måske glemt. Det afgørende er, om vi var trofaste, mens ansvaret lå hos os.

Sådan tænker en katolik – eller sådan bør han forsøge at tænke. Han ved, at han har modtaget mere, end han selv har skabt. Han bruger sine evner uden at gøre dem til et krav på særstilling. Han arbejder uden at eje, lytter uden straks at forsvare sig og giver opgaven videre, når tiden er kommet.

Vores opgave er ikke at blive uundværlige. Vores opgave er at være trofaste.

-karn