Tre tekster af teolog Lars Messerschmidt – og en kort præsentation af præsten

TRE TEKSTER der kredser om centrale temaer i kristendommen: troen på Jesus Kristus, Bibelen som Guds levende tale og kirkens syn på menneske, fællesskab og samfund. Med udgangspunkt i klassisk kristen og katolsk tænkning udfolder artiklerne spørgsmål om åbenbaring, tro, kirke, menneskeværd og det kristne ansvar i verden. Til sidst bringes også en kort omtale af Lars Messerschmidts virke som præst, bibelforsker og tidligere generalvikar i Den katolske Kirke i Danmark.

Den kristne tro

Artiklen Den kristne tro undersøger, hvad det egentlig vil sige at være kristen. Udgangspunktet er, at kristendom ikke først og fremmest handler om religiøse meninger eller kulturel identitet, men om et personligt forhold til Gud gennem Jesus Kristus.

Teksten forklarer, at troen ifølge kristen forståelse er en gave fra Gud og ikke blot resultatet af menneskelig tænkning eller studier. Gud åbenbarer sig gradvist gennem Det Gamle Testamente og fuldender denne åbenbaring i Jesus Kristus. Særlig vægt lægges der på Guds navn Jahve og på Jesu identitet som både menneske og Gud.

Forfatteren beskriver Jesu forkyndelse som en todelt proces: først evangelisationen, hvor mennesket møder budskabet om Guds rige, og derefter undervisningen i troens dybere sandheder. Troen skaber et personligt bånd mellem mennesket og Gud, og undervisningen skal føre den troende ind i en stadig dybere forståelse af Kristus.

Et centralt tema er kirkens rolle som fællesskab og undervisende familie. Apostlenes undervisning, fællesskabet, bønnen og brødets brydelse beskrives som grundelementerne i den første kirke efter pinsen. Bibelen fremstilles som kirkens egentlige lærebog, hvorigennem Kristus fortsætter med at tale til de troende ved Helligånden.

Teksten afsluttes med en understregning af, at kristendom ikke er individualisme, men deltagelse i Guds familie og kirkens fællesskab. At være kristen betyder at leve i relation til Faderen, Sønnen og Helligånden og at lære at lytte til Guds ord sammen med andre troende. Den korte formulering fra Galaterbrevet sammenfatter ifølge forfatteren hele den kristne tro: »Abba, Far«

---

Gud taler til os i bibelen

Teksten fremstiller Bibelen som Guds levende tale til mennesket gennem historien. Hovedtanken er, at Gud ikke blot har givet mennesket ord og høresans for menneskelig kommunikation, men for at skabe et personligt forhold mellem Gud og menneske. Hele Bibelen forstås derfor som en lang dialog mellem Gud og menneskeheden.

Forfatteren begynder med skabelsesberetningen, hvor Gud skaber verden ved sit ord: “Gud sagde … og det blev til.” Særligt mennesket fremstilles som skabt i Guds billede som mand og kvinde, kaldet til fællesskab, frugtbarhed og ansvar for skaberværket. Menneskets evne til at tale og lytte ses som et spejl af Gud selv. Samtidig beskrives syndefaldet som et brud i denne kommunikation, hvor mennesket ikke længere lytter til Gud, men lader sig forføre af andre stemmer.

Teksten fortsætter med Babelstårnet som billede på menneskehedens splittelse og sproglige forvirring. Gud må derfor begynde på ny gennem Abraham og Israels folk. Gennem Moses, profeterne og hele Israels historie taler Gud til sit folk, men folket lytter ofte ikke. Profeterne beskrives som “Guds mund”, mennesker som Gud bruger til at tale sit ord ind i historien.

En vigtig del af teksten handler om de bibelske salmer. De fremstilles ikke blot som litteratur, men som levende ord, der skal høres og bedes højt. Forfatteren understreger, at Bibelen ikke først og fremmest er beregnet til stille læsning med øjnene, men til oplæsning og liturgisk forkyndelse, hvor mennesket hører Guds stemme.

Kulminationen findes i Johannesevangeliets ord: “Ordet blev kød.” Jesus fremstilles som Guds evige Ord, der bliver menneske for at genoprette forbindelsen mellem Gud og mennesket. I Kristus bliver Guds tale personlig og synlig. Tro beskrives som et personligt forhold til Jesus Kristus, hvor mennesket tager imod Guds Ord og får del i Guds liv.

Til sidst understreges Helligåndens rolle som “sandhedens Ånd”, der fortsætter Jesu undervisning i kirken. Helligånden taler ikke noget nyt, men gør Jesu ord levende og nærværende for de troende gennem tiden. Hele kirkens liv beskrives derfor som en fortsat dialog mellem Gud og mennesket.

Samlet set er tekstens hovedbudskab, at Bibelen ikke blot er religiøs litteratur eller historiske skrifter, men Guds levende tale til mennesket — en tale, som skal høres, modtages og leves.

---

Det kristne samfundssyn

Teksten argumenterer for, at der findes et særligt kristent samfundssyn, som adskiller sig både fra liberalisme og socialisme. Forfatteren beskriver, hvordan industrialiseringen i 1800-tallet førte til to dominerende ideologier: liberalismen, hvor marked og personlig ejendomsret blev det centrale, og socialismen/kommunismen, hvor fællesskabet og staten skulle eje og styre alt.

Som svar på disse ideologier udviklede den katolske kirke et tredje samfundssyn, især formuleret af pave Leo XIII i encyklikaen Rerum Novarum. Her understreges, at samfundet skal bygges nedefra med familien som grundcelle. To centrale principper fremhæves: subsidiaritetsprincippet, hvor større fællesskaber ikke må overtage mindre fællesskabers ansvar, og solidaritetsprincippet, hvor samfundet samtidig har pligt til at hjælpe, når mennesker eller familier ikke kan klare sig selv.

Teksten hævder videre, at det kristne menneskesyn er uforeneligt med både liberalisme og socialisme, fordi mennesket i begge systemer reduceres til enten arbejdskraft eller en del af kollektivet. I kristendommen har hvert menneske derimod en iboende værdi, fordi det er skabt af Gud.

Forfatteren beskriver også, hvordan kristne partier opstod i Europa i det 20. århundrede som et alternativ til både kommunisme og liberalisme. Særligt nævnes katolske tænkere og jesuitter i Frankrig samt teologen Oswald von Nell-Breuning som centrale inspirationskilder.

I anden del af teksten udfoldes det kristne menneskesyn mere konkret. Her fremhæves blandt andet:

• at mennesket har værdi fra undfangelsen,
• at familien med far, mor og børn er samfundets grundcelle,
• at moderne kultur og seksualmoral har fjernet sig fra dette syn,
• og at samtidens individualisme og feminisme ifølge forfatteren har bidraget til opløsning af familien og faldende fødselstal.

Afslutningsvis opfordres kristne til at engagere sig politisk og samfundsmæssigt ud fra kirkens menneskesyn. Forfatteren mener, at kristne har et ansvar for at arbejde for et menneskeværdigt samfund, og henviser blandt andet til Second Vatican Council og dokumentet Gaudium et Spes som støtte for dette synspunkt.

---

Hvem er Lars Messerschmidt?

LARS MESSERSCHMIDT er en markant skikkelse i Den katolske Kirke i Danmark og har gennem flere årtier haft stor betydning for dansk katolsk kirkeliv. Han blev født i Hellerup i 1937 og kom fra en familie med tæt tilknytning til kirken — blandt andet var han nevø til pastor Hubert Messerschmidt. Efter studier i filosofi og teologi i Paris blev han præsteviet i Sankt Ansgars Domkirke i 1961.

Efter præstevielsen videreuddannede han sig ved Det pavelige Bibelinstitut i Rom og Jerusalem, hvor han opnåede en omfattende uddannelse i bibelvidenskab. Denne bibelske indsigt kom senere til at præge hans arbejde i kirken og blev blandt andet anvendt i forbindelse med den danske bibeloversættelse fra 1992.

Gennem årene har Lars Messerschmidt haft en lang række centrale opgaver i det katolske bispedømme. Han har virket som sognepræst flere steder i landet og fungeret ad flere omgange som generalvikar — biskoppens nærmeste medarbejder og stedfortræder. Han har blandt andet arbejdet i Hillerød, Ordrup, Søborg, Esbjerg og Tønder samt senere som konstitueret præst i flere danske byer og på Færøerne.

Han er desuden officiel eksorcist for bispedømmet og virker som åndelig rådgiver for forskellige katolske bevægelser og fællesskaber. I en årrække har han også engageret sig i helbredelses- og forsoningsmesser rettet mod mennesker med psykiske og åndelige belastninger.

Lars Messerschmidt fremstår som en lærd præst med stor bibelsk indsigt, betydelig organisatorisk erfaring og en stærk interesse for sjælesorg og menneskers åndelige liv. Han har desuden fået den kirkelige æresbetegnelse monsignore, men foretrækker selv ganske enkelt at blive omtalt som præst.

-karn