Lysets engel går med glans

På denne 15. søndag i det almindelige kirkeår lød Ingemann og Weyses salme “Lysets engel går med glans” i Sankt Knud Lavard Kirke i Kongens Lyngby. Her kan du synge med og nederst læse søndagens evangelium.

Lysets engel går med glans er en af de mest elskede danske morgensalmer. B.S. Ingemann skrev teksten i 1837, og C.E.F. Weyse gav den den melodi, som siden har gjort salmen til en fast del af dansk kirke- og salmetradition.

Salmen skildrer solopgangen som et billede på Guds nærvær. Lyset driver mørket bort, og Guds engel går gennem verden som tegn på håb, fred og omsorg. Solens stråler når både rige og fattige, store og små, og minder om, at ingen er glemt i Guds kærlighed.

Samtidig peger morgensolen videre end naturens egen skønhed. Den bliver et billede på Kristus, verdens lys, som overvinder mørket og kalder mennesker til tro, håb og tillid. Derfor er salmen både en lovsang til skaberværket og en bekendelse af den kristne tro.

Hør melodien – syng salmen (tryk på pilen)

Lysets engel går med glans
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.

Sol går over verden ud
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.

Englen spreder over jord
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.

Sol ser ind i slot og vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.

Os han også favne vil,
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.

Os har og vor Herre kær:
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.

Tekst B.S. Ingemann 1837
Melodi C.E.F. Weyse

Lignelsen om sædemanden

Dagens evangelium fortæller lignelsen om sædemanden. Ligesom morgensolen spreder sit lys over hele jorden, bliver Guds ord sået hos alle mennesker. Gud lader sit ord lyde til alle. Det afgørende er, om vores hjerter er åbne for at tage imod det og lade det bære frugt.

Evangeliet efter Matthæus:

SAMME DAG gik Jesus ud af huset og satte sig ved søen. Og store skarer flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd, mens hele skaren stod på bredden. Og han talte meget til dem i lignelser og sagde:

»Se, en sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. Den, der har ører, skal høre!«

Disciplene kom hen til ham og spurgte: »Hvorfor taler du til dem i lignelser?« Han svarede dem: »Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder, men de andre er det ikke givet. For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter. På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger:

I skal høre og høre, men intet fatte,
I skal se og se, men intet forstå.
For dette folks hjerte er dækket med fedt,

og med ørerne hører de tungt,
og deres øjne har de lukket til,
for at de ikke skal se med øjnene,

høre med ørerne og fatte med hjertet
og vende om, så jeg må helbrede dem.

Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører. For sandelig siger jeg jer: Mange profeter og retfærdige har længtes efter at se det, I ser, og fik det ikke at se, og høre det, I hører, og fik det ikke at høre.

Så hør I da lignelsen om sædemanden. Når et menneske hører ordet om Riget og ikke fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans hjerte; det er det, som blev sået på vejen. Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra. Det, som blev sået mellem tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, der hører ordet og fatter det og så bærer frugt og giver hundrede eller tres eller tredive fold.«

Matthæus 13,1-23