To hyrder, der holdt Kirkens dør åben

Cornelius og Cyprian forsvarede både sandheden og tilgivelsen

Den 16. september fejrer den katolske kirke pave Cornelius og biskop Cyprian. De stod sammen i en bitter strid om de kristne, der havde fornægtet troen under forfølgelse. Skulle de have lov til at vende tilbage til Kirken?

Kort fortalt: Cornelius var pave i Rom, mens Cyprian var biskop i Karthago. De modsatte sig Novatian, som mente, at kristne, der havde fornægtet Kristus, ikke igen kunne optages i Kirkens fulde fællesskab. Cornelius og Cyprian krævede anger og bod, men fastholdt, at Kirkens dør ikke måtte lukkes for den, der oprigtigt ønskede at vende tilbage. Begge døde som martyrer.

Et valg mellem Kristus og livet

Forfølgelserne i Romerriget var ikke kun en kamp mellem den romerske stat og de kristne. De skabte også dybe sår blandt de kristne selv. Under kejser Decius blev rigets indbyggere pålagt at ofre til de romerske guder og få et skriftligt bevis på, at ofringen havde fundet sted. Nogle kristne nægtede og blev fængslet, tortureret eller dræbt. Andre gav efter. Nogle ofrede, mens andre skaffede sig et offerbevis uden selv at deltage. Da forfølgelsen aftog, ønskede mange af dem at vende tilbage til Kirken.

Det stillede Kirken over for et spørgsmål, som ikke kunne løses med en let formulering. Hvad skulle man stille op med mennesker, der havde fornægtet Kristus for at redde deres liv? Var frafaldet så alvorligt, at de aldrig igen kunne optages i Kirkens fulde fællesskab? Eller kunne de efter anger og bod få adgang til sakramenterne igen? De kristne, som havde holdt fast og måske mistet deres nærmeste under forfølgelsen, kunne med rette have svært ved at forstå, at andre nu ønskede at vende tilbage efter at have reddet sig selv.

Cornelius blev pave i en splittet Kirke

Cornelius blev valgt til pave i 251. Kort efter lod den romerske præst Novatian sig indvie som rivaliserende biskop af Rom og blev dermed modpave. Novatian mente, at kristne, der havde fornægtet troen under forfølgelsen, ikke igen kunne optages i Kirkens fulde fællesskab. De kunne angre og gøre bod, men Kirken kunne efter hans opfattelse ikke give dem den sakramentale tilgivelse, de søgte. Deres endelige skæbne måtte overlades til Gud.

Cornelius valgte en anden vej. Frafaldet var en alvorlig synd, og ingen kunne blot vende tilbage, som om intet var sket. Men den, der oprigtigt angrede og tog sin bod på sig, kunne genoptages i Kirken. Cornelius gjorde ikke troskab under forfølgelse mindre vigtig. Han nægtede blot at tro, at menneskets fald var stærkere end Guds nåde.

Det var ikke en bekvem løsning. Cornelius blev beskyldt for at være for eftergivende, mens Kirken endnu bar de åbne sår efter forfølgelsen. Men for ham var Kirken ikke kun fællesskabet for dem, der havde vist sig stærke. Den var også det sted, hvor den faldne kunne rejse sig og begynde igen.

Cyprian forsvarede Cornelius

Cyprian var biskop i Karthago i Nordafrika og en af oldkirkens betydeligste teologer. Også hans kirke var blevet ramt af forfølgelse og frafald, og han kendte derfor konflikten indefra. Han støttede Cornelius som den retmæssige pave og forsvarede hans syn på de frafaldnes mulighed for at vende tilbage.

De to mænd levede langt fra hinanden, men deres breve viser et stærkt fællesskab. For Cyprian handlede striden ikke kun om behandlingen af enkelte kristne. Den truede Kirkens enhed. Novatian hævdede at forsvare dens renhed, men oprettede samtidig et konkurrerende kirkeligt fællesskab. Cyprian kunne ikke acceptere, at man forsvarede Kirken ved at bryde dens enhed.

Cyprian talte om Kirken som en mor, der samler sine børn. Det betød ikke, at synden skulle bortforklares. En mor kan stille krav, irettesætte og kalde til omvendelse, men hun holder ikke op med at længes efter det barn, der er gået bort. Kirken svigter både sandheden og mennesket, hvis den enten kalder synden betydningsløs eller erklærer synderen fortabt.

Tilgivelse kræver omvendelse

Cornelius og Cyprian minder os om, at kristen barmhjertighed ikke er det samme som ligegyldighed. De frafaldne kunne ikke blot fortsætte, som om intet var hændt. De måtte bekende deres svigt og gøre bod. Tilgivelsen genoprettede fællesskabet, men fjernede ikke nødvendigheden af omvendelse.

Samtidig afviste de tanken om en Kirke, som kun havde plads til de stærke. Nogle kristne havde under forfølgelsen vist et mod, der stadig kalder på beundring. Andre var bukket under for frygten. Cornelius og Cyprian forsvarede ikke fejheden, men de vidste, at Kristus ikke havde overladt Kirken til mennesker, som aldrig behøvede tilgivelse. Peter havde selv fornægtet Herren og var alligevel blevet betroet opgaven som hyrde.

Den samme fare findes i Kirken til alle tider. Ønsket om en ren og tydelig Kirke kan blive så hårdt, at der ikke længere er plads til det menneske, som har svigtet. Ønsket om åbenhed kan omvendt føre til, at ingen længere tør tale om synd, ansvar og bod. Cornelius og Cyprian nægtede at vælge mellem sandheden og barmhjertigheden. Kirken måtte fastholde begge dele.

Sammen i martyriet

Cornelius blev under kejser Gallus forvist fra Rom til Centumcellae, det nuværende Civitavecchia, og døde dér i 253. De nærmere omstændigheder ved hans død er usikre, men Kirken ærer ham som martyr. Cyprian fortsatte sit virke i Karthago, indtil han under kejser Valerians forfølgelse blev arresteret. Han nægtede at ofre til de romerske guder og blev halshugget den 14. september 258. Beretningen om hans død fortæller, at han modtog dommen med ordene: »Gud ske tak.«

Cornelius og Cyprian forbindes begge med den 14. september. Cornelius døde ifølge traditionen denne dag i 253, og Cyprian blev henrettet på samme dato fem år senere. Da Kirken den 14. september fejrer Korsets ophøjelse, mindes de to martyrer sammen den 16. september.

Deres fælles mindedag fortæller, hvad de kæmpede for. De forsvarede Kirkens enhed, da den blev truet af splittelse. De tog synden alvorligt, fordi troskab mod Kristus ikke er ligegyldig. Men de holdt samtidig Kirkens dør åben for den angrende, fordi ingen synd er større end den nåde, Kristus har betroet sin Kirke.

Cornelius og Cyprian viser, at en hyrde ikke kun skal beskytte flokken mod det, der kommer udefra. Han skal også forhindre, at de sårede bliver stødt bort. Kirken er ikke hellig, fordi den består af mennesker, som aldrig falder. Den er hellig, fordi Kristus bliver ved med at kalde syndere hjem, tilgive dem og føre dem tilbage til fællesskabet.

00-karn