Hvor blev den fælles dåb af?

Dåben forener – men hvad betyder det i praksis?

Kirkerne er ikke længere så langt fra hinanden som tidligere. Årtiers samtaler har ført til fælles bøn, samarbejde og gensidig anerkendelse af dåben. Men dåbsfællesskabet bør også kunne mærkes i menighedernes almindelige liv.

Kort fortalt: En katolik, en lutheraner og en ortodoks tilhører gennem dåben den samme Kristus. Det ophæver ikke forskellene mellem kirkerne, men betyder, at deres medlemmer ikke kan betragte hinanden som fremmede. Den fælles dåb forpligter til bøn, samarbejde, respekt og fortsat arbejde for Kirkens synlige enhed.

Anerkendt – men ikke altid synlig

De store historiske kirkesamfund anerkender som hovedregel en dåb, der er foretaget med vand i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. En lutheraner, som optages i Den Katolske Kirke, bliver derfor ikke døbt igen. Dåben anses ikke blot for at have været korrekt udført. Den anses for virkelig at have forenet mennesket med Kristus.

Det burde have vidtrækkende følger. Alligevel fylder den fælles dåb forholdsvis lidt i mange kristnes bevidsthed. Mange ved næppe, at deres dåb skaber et virkeligt bånd til døbte i andre kirkesamfund. Der består en afstand mellem det, kirkerne officielt anerkender, og den måde, mange kristne møder hinanden på.

Økumenien har båret frugt

Det ville være forkert at hævde, at de økumeniske bestræbelser ikke har ført til noget. Forholdet mellem de kristne kirker er blevet grundlæggende forandret gennem det seneste århundrede. Gamle fordømmelser er blevet undersøgt på ny, karikaturer af hinandens tro er blevet korrigeret, og kirker, der tidligere betragtede hinanden med mistro, mødes nu i officielle samtaler, fælles bøn og praktisk samarbejde.

Den fælles anerkendelse af dåben er selv et af de vigtigste resultater. Hertil kommer de teologiske samtaler om Eukaristien, embedet, Kirken og retfærdiggørelsen. Den katolsk-lutherske fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren fra 1999 fastslog, at Reformationstidens gensidige fordømmelser på dette område ikke rammer den lære, som fremlægges i fælleserklæringen. Også mødet mellem katolikker og ortodokse har skabt en nærhed, som tidligere generationer vanskeligt kunne have forestillet sig.

Lokalt beder kristne sammen, arrangerer bibelsamtaler og hjælper mennesker i nød. Blandede ægteskaber har samtidig gjort mødet mellem kirketraditionerne til en del af mange familiers dagligdag. Det er reelle fremskridt. Netop derfor bliver spørgsmålet mere påtrængende: Hvis kirkerne anerkender, at mennesker i andre kirkesamfund er døbt til den samme Kristus, hvilke følger bør det da have i menighedernes almindelige liv?

Hvad betyder den fælles dåb?

Dåben ophæver ikke forskellene mellem kirkesamfundene. Katolikker og protestanter er fortsat uenige om blandt andet embedet, Eukaristien, Kirkens myndighed og sakramenternes betydning. Den fælles dåb kan ikke bruges til at lade, som om disse forskelle ikke findes.

Men den betyder, at den anden kristne ikke står uden for Kristus. Den døbte er ikke blot en person med en anden religiøs opfattelse, men en kristen bror eller søster. Der findes allerede et fællesskab, selv om det endnu ikke er fuldkomment. Splittelsen er virkelig, men den går ikke helt til bunden.

Økumeni begynder derfor ikke med, at fremmede forsøger at nærme sig hinanden. Den begynder med, at mennesker, som allerede er forbundet gennem Kristus, søger at overvinde den splittelse, der hindrer deres fulde og synlige fællesskab.

Hvad betyder det rent praktisk?

Den fælles dåb bør først kunne mærkes i sproget. Kristne fra andre kirkesamfund er ikke modstandere, konkurrenter eller fremmede. Uenigheder må omtales åbent, men uden den mistænkeliggørelse og karikering, som alt for ofte har præget forholdet mellem kristne.

Den bør også føre til mere fælles bøn. Kirkerne har endnu ikke fuldt sakramentalt fællesskab, og der findes fortsat begrænsninger for deltagelsen i hinandens nadver og Eukaristi. Men døbte kristne kan læse Bibelen, bede Fadervor og synge salmer sammen. De kan også i fællesskab bede for menneskene i deres lokalsamfund. Fælles bøn behøver ikke vente på, at alle teologiske spørgsmål er løst.

Dåbsfællesskabet bør desuden kunne ses i det lokale kirkeliv. Katolske, lutherske, ortodokse og andre kristne menigheder kan hjælpe ensomme, fattige, flygtninge og familier i vanskeligheder. De kan sammen forsvare menneskelivets værdighed og religionsfriheden og mødes om bibellæsning, foredrag og samtaler uden at skjule deres forskelle.

Ved blandede ægteskaber burde dåbsfællesskabet også stå tydeligere frem. Ægtefællerne tilhører ikke to helt adskilte religiøse verdener. Begge er døbt til Kristus. Det løser ikke alle spørgsmål om gudstjeneste, børnenes opdragelse og deltagelsen i Eukaristien, men det giver familien et fælles kristent udgangspunkt.

Dåben bør endelig få betydning for den måde, en konversion omtales på. Når en døbt protestant optages i Den Katolske Kirkes fulde fællesskab, bliver vedkommende ikke kristen for første gang. Personen tilhørte allerede Kristus. Optagelsen er betydningsfuld, men den udsletter ikke det kristne liv, der gik forud.

Mere end fælles arrangementer

Økumeni kan let blive reduceret til en årlig gudstjeneste, et møde mellem præster eller en høflig samtale mellem kirkelige ledere. Sådanne initiativer har værdi, men dåben stiller et mere krævende spørgsmål: Lever de kristne, som om de faktisk er forbundet med hinanden i Kristus? Kender menighederne hinanden, beder de for hinanden og hjælper de hinanden? Kan de tale sandt om deres uenigheder uden at gøre hinanden mindre kristne?

Den fælles dåb gør ikke læren ligegyldig og ophæver ikke kirkernes synlige splittelse. Tværtimod gør den splittelsen mere alvorlig. Hvis kristne virkelig er døbt til den samme Kristus, kan adskillelsen ikke accepteres som en permanent normaltilstand.

En gave, der forpligter

Den fælles dåb er ikke et økumenisk høflighedsudtryk. Den er et sakramentalt bånd mellem mennesker, som tilhører den samme Herre. Enheden er derfor ikke alene noget, kirkerne engang skal forhandle sig frem til. Noget er allerede givet, før samtalerne begynder.

Hvor blev den fælles dåb af i de økumeniske bestræbelser? Den er ikke blevet glemt. Tværtimod er anerkendelsen af dåben et af økumeniens vigtigste resultater. Netop dette resultat stiller nu kirkerne over for spørgsmålet: Har de draget de praktiske følger af den enhed, som de allerede anerkender?

-karn