Hvad er Kirken – egentlig? (2:2)

Kirken på vandring

Fra apostlenes første stridigheder til Andet Vatikankoncil har Kirken igen og igen måttet finde sin vej gennem historien uden at miste det, den har modtaget.

Kirken har fra sin første tid måttet finde sin vej gennem historien. Fra striden mellem jødekristne og hedningekristne over Augustins kamp med donatisterne og middelalderens opgør mellem pave og kejser til reformationen og de to Vatikankonciler har Kirken måttet skelne mellem det, der kan forandres, og det, der skal bevares. Kirkens historie er også historien om et folk på vandring.

Indledning

I første del af »Hvad er Kirken – egentlig?« tog vi udgangspunkt i Skriften og de to store billeder af Kirken som Guds folk og Kristi legeme. Guds folk peger tilbage mod Abraham, Israel og pagten og frem mod det folk, Kristus samler af alle folkeslag. Kristi legeme beskriver den endnu dybere forbindelse mellem Kristus og dem, der tilhører ham: Han er hovedet, og de døbte er lemmerne. Pius XII gav denne forståelse en central plads i encyklikaen Mystici Corporis Christi fra 1943, og tyve år senere udfoldede Andet Vatikankoncil Kirkens mysterium i Lumen Gentium. Her træder endnu et afgørende billede frem: Kirken som et folk på vandring gennem historien.

Et pilgrimfolk står ikke stille. Det bevæger sig gennem tiden, bærer sin historie med sig og møder situationer, som tidligere generationer ikke kendte. Det betyder ikke, at Kirken frit kan opfinde sig selv på ny. Tværtimod er dens vandring kun kristen, hvis den forbliver tro mod ham, der har kaldt den. Derfor rummer Kirkens historie en vedvarende spænding mellem kontinuitet og reform. Troen er modtaget; dens bekendelse kan ikke blot omskrives efter tidens smag. Samtidig har Kirkens institutioner, disciplin, liturgiske former og forhold til samfundet gennemgået store forandringer. Det er denne bevægelse, Andet Vatikankoncil har i tankerne, når det taler om pilgrimskirken: et folk, der allerede tilhører Kristus, men endnu ikke er nået frem.

Den første store strid begyndte blandt apostlene

Det er fristende at forestille sig den første kristne menighed som en næsten konfliktfri urkirke, hvor apostlene var enige om alt. Apostlenes Gerninger og Paulus’ breve fortæller noget andet. Allerede den første generation stod over for et spørgsmål, der truede med at splitte det nye fællesskab: Skulle en hedning blive jøde for at kunne blive kristen? Skulle mænd omskæres? Skulle Moselovens forskrifter overholdes? Kunne jøder og hedninger overhovedet sidde ved samme bord og fejre den samme eukaristi?

Det var ikke et mindre spørgsmål om praktiske regler. Hele forståelsen af Guds folk stod på spil. Hvis hedninger først skulle indlemmes i Israel gennem omskærelse og lovoverholdelse, ville den kristne bevægelse i praksis forblive en jødisk bevægelse. Paulus insisterede på noget langt mere vidtrækkende: I Kristus var hedningerne blevet indlemmet i Guds folk gennem troen, dåben og Helligånden. Derfor kunne han skrive til galaterne, at der i Kristus ikke længere er jøde eller græker, slave eller fri, mand og kvinde; alle er ét i Kristus.

Omkring år 50 blev konflikten behandlet ved apostelmødet i Jerusalem. Beslutningen blev afgørende for hele Kirkens historie. Hedninger skulle ikke omskæres og gøres til jøder for at følge Kristus. Her ser vi allerede et mønster, som siden skulle gentage sig: Kirken møder en ny historisk situation, diskuterer voldsomt, søger tilbage til det, den har modtaget, lytter efter Helligåndens ledelse og træffer en beslutning, som får konsekvenser langt ud over den konkrete konflikt. Apostlenes Gerninger udtrykker det med den bemærkelsesværdige formulering: »Helligånden og vi har besluttet …« Kirkelig reform fremstilles dermed ikke som menneskelig opfindsomhed, men som en skelnen inden for det fællesskab, Kristus har grundlagt.

Augustin og en Kirke af både syndere og hellige

Flere århundreder senere stod Kirken over for en helt anden konflikt. Under kejser Diocletians forfølgelser i begyndelsen af 300-tallet havde nogle kristne stået fast, mens andre var bukket under. Enkelte gejstlige havde udleveret hellige skrifter eller samarbejdet med myndighederne. Da forfølgelserne ophørte, opstod det vanskelige spørgsmål: Kunne de vende tilbage? Og endnu alvorligere: Var sakramenter meddelt af præster eller biskopper, der havde svigtet, overhovedet gyldige?

I Nordafrika voksede donatismen frem omkring kravet om en ren Kirke. Donatisterne mente, at Kirkens hellighed blev kompromitteret, hvis den accepterede præster og biskopper, der havde svigtet under forfølgelserne. Striden blev en af oldkirkens mest alvorlige kirkelige konflikter. Her fik Augustin af Hippo afgørende betydning. Han afviste tanken om, at sakramenternes virkning afhænger af præstens personlige hellighed. Dåben er Kristi dåb. Guds nåde bliver ikke ugyldig, fordi den præst, der forvalter sakramentet, selv er en synder.

Dermed blev der formuleret noget fundamentalt om Kirken. Dens hellighed kommer fra Kristus og Guds nåde, ikke fra medlemmernes moralske fuldkommenhed. Kirken er derfor ikke en klub for de åndeligt fejlfri. Augustin kunne tale om totus Christus – »den hele Kristus« – Kristus som hoved og Kirken som hans lemmer. Kirken kan rumme menneskelig synd uden at ophøre med at være hellig, fordi dens hellighed først og fremmest er Guds gave. Det blev siden en afgørende del af den katolske forståelse af både Kirken og sakramenterne.

Augustins løsning havde imidlertid også en mørkere historisk side. Han accepterede efterhånden anvendelsen af statslig tvang mod donatisterne for at føre dem tilbage til kirkelig enhed. Det minder om, at Kirkens historie ikke kan fortælles som en ubrudt række af rigtige beslutninger. Teologiske erkendelser kan stå side om side med handlinger, som senere generationer må bedømme kritisk. Pilgrimskirken lærer også gennem sin egen historie.

Paven, kejseren og Kirkens frihed

I middelalderen kom en anden konflikt til at forme Kirken: Hvem havde retten til at udnævne biskopper? Biskopper var ikke alene åndelige hyrder. De kunne besidde jord, rigdom og betydelig politisk magt. Derfor havde konger og kejsere en stærk interesse i, hvem der fik bispeembederne. Den såkaldte læginvestitur betød, at verdslige herskere i praksis kunne indsætte biskopper og abbeder og overdrage dem deres embedes tegn.

Problemet var åbenlyst. Hvis en konge kunne afgøre, hvem der blev biskop, kunne kirkelige embeder blive belønninger til politiske allierede. I 1000-tallet blev kravet om libertas Ecclesiae – Kirkens frihed – derfor centralt for den gregorianske reform. Pave Gregor VII forbød læginvestitur og kom i voldsom konflikt med den tysk-romerske kejser Henrik IV. Konflikten kulminerede i 1077 ved Canossa, hvor Henrik efter sin ekskommunikation opsøgte paven og bad om at blive genoptaget i Kirken. Den dramatiske scene med kejseren uden for borgen blev siden et symbol på middelalderens kamp mellem åndelig og verdslig magt.

Striden sluttede ikke ved Canossa. Først med Wormskonkordatet i 1122 blev der fundet et kompromis, der tydeligere adskilte den kirkelige overdragelse af det åndelige embede fra den verdslige overdragelse af jord og rettigheder. Konflikten ændrede samtidig pavedømmet. Den latinske Kirke blev stærkere centraliseret omkring Rom, kardinalkollegiet fik større betydning for pavevalget, og kirkeretten blev efterhånden samlet og systematiseret. Reform løste altså nogle problemer og skabte samtidig nye strukturer, som selv senere skulle blive genstand for reform.

Reformationen blev også en katolsk reform

Det samme gælder 1500-tallet. Reformationen bliver ofte fortalt som historien om Luther over for den katolske Kirke. Virkeligheden var mere sammensat. Der fandtes alvorlige misbrug i Kirken, og ønsket om reform var allerede stærkt blandt katolikker før Luther. De første reformatorer forestillede sig heller ikke nødvendigvis, at deres kritik skulle ende med varigt adskilte kirker. Men konflikten voksede, og efter Luthers ekskommunikation i 1521 blev bruddet stadig vanskeligere at overvinde.

Den protestantiske reformation frembragte nye kirkelige fællesskaber og nye forståelser af autoritet, sakramenter og forholdet mellem Skrift og tradition. Samtidig gennemgik den katolske Kirke sin egen omfattende reform. Tridentinerkoncilet, der mødtes i perioder mellem 1545 og 1563, præciserede den katolske lære om blandt andet retfærdiggørelse, sakramenterne, Skriften og traditionen. Men Trient handlede langt fra kun om at svare protestanterne. Koncilet krævede også reform af biskopper og præster, styrkede præsteuddannelsen gennem seminarier og forsøgte at bekæmpe misbrug og forsømmelser i Kirkens eget liv.

Det er vigtigt, fordi katolsk reform dermed ikke blot kan forstås som et forsvar mod Luther. Kirken måtte også rette blikket mod sig selv. Trient blev begyndelsen på en omfattende fornyelse af præstedannelse, ordensliv, mission, liturgisk disciplin og kateketisk undervisning. Konflikten splittede den vestlige kristenhed, men den tvang samtidig Kirken til med større præcision at formulere, hvad den troede, og til at tage alvorligt, hvor dens eget liv ikke svarede til denne tro.

Vaticanum I og spørgsmålet om pavens myndighed

I 1800-tallet stod Kirken over for en verden, der forandrede sig med voldsom hast. Oplysningstid, revolutioner, nationalisme, industrialisering og sekularisering udfordrede den gamle europæiske orden. Kirken kunne ikke længere regne med den politiske og kulturelle position, den havde haft gennem århundreder. Spørgsmålet om kirkelig autoritet blev derfor stadig mere påtrængende.

Første Vatikankoncil blev indkaldt af Pius IX og åbnede i 1869. Koncilet vedtog Dei Filius om forholdet mellem tro og fornuft og Pastor Aeternus om pavedømmet. Her blev pavens universelle jurisdiktion og læren om pavelig ufejlbarlighed defineret. Men ufejlbarligheden blev samtidig nøje afgrænset. Den gælder, når paven som Peters efterfølger ex cathedra definitivt definerer en lære om tro eller moral, som skal fastholdes af hele Kirken. Den betyder ikke, at enhver pavelig udtalelse er ufejlbarlig, eller at paven som menneske ikke kan tage fejl.

Koncilet blev imidlertid afbrudt i 1870, efter at italienske tropper indtog Rom. Den planlagte bredere behandling af Kirken blev aldrig gennemført. Resultatet blev en vis ubalance: Vaticanum I havde sagt meget om paven, men nåede ikke tilsvarende langt i behandlingen af biskopperne, lægfolket og Kirken som helhed. Den opgave skulle først for alvor tages op næsten hundrede år senere.

Fra Mystici Corporis Christi til Lumen Gentium

Mellem de to Vatikankonciler udviklede den katolske ekklesiologi sig betydeligt. En vigtig milepæl var Pius XII’s encyklika Mystici Corporis Christi fra 1943. Her beskrev paven Kirken som Kristi mystiske legeme og understregede forbindelsen mellem Kristus som hoved og de troende som lemmer. Kirken kunne ikke reduceres til en organisation eller institution. Den var et levende fællesskab forenet med Kristus gennem Helligånden og sakramenterne.

Dermed blev en bibelsk og patristisk forståelse, som havde dybe rødder i Paulus og Augustin, igen placeret centralt. Samtidig voksede interessen for Skriften, kirkefædrene, liturgien og oldkirkens teologi. Denne bevægelse blev ofte betegnet med det franske ord ressourcement – en tilbagevenden til kilderne. Den skulle få enorm betydning for Andet Vatikankoncil.

Da Johannes XXIII i 1959 overraskende bekendtgjorde, at han ville indkalde et nyt økumenisk koncil, var det derfor ikke begyndelsen på en bevægelse, der var opstået ud af ingenting. Meget var allerede undervejs. Spørgsmålet var, hvordan Kirken kunne forblive tro mod sin overleverede tro og samtidig forkynde den forståeligt i en verden, der havde forandret sig dramatisk.

Vaticanum II: tilbage til kilderne og ud i verden

Andet Vatikankoncil samledes fra 1962 til 1965 og blev det mest omfattende møde mellem katolske biskopper i Kirkens historie. Omkring 3.000 biskopper deltog sammen med teologiske rådgivere og observatører fra andre kristne kirker og kirkesamfund. Koncilet skulle ikke ophæve Vaticanum I, men fuldføre dets uafsluttede behandling af Kirken.

Det ses tydeligt i den dogmatiske konstitution Lumen Gentium. Dokumentet begynder ikke med paven eller den kirkelige administration, men med Kirkens mysterium. Derefter følger kapitlet om Guds folk. Først senere behandles hierarkiet, biskopperne og paven. Rækkefølgen er teologisk vigtig. Før man spørger, hvem der har hvilket embede i Kirken, må man spørge, hvad Kirken overhovedet er. Alle døbte tilhører Guds folk. Alle er kaldet til hellighed. Biskopperne forstås samtidig som et kollegium i fællesskab med biskoppen af Rom. Dermed blev Vaticanum I’s lære om pavens primat ikke afskaffet, men placeret i en bredere forståelse af hele bispekollegiet og hele Guds folk.

Koncilet arbejdede med to bevægelser, som ikke bør stilles op som modsætninger. Den ene var ressourcement: tilbage til Skriften, kirkefædrene og den tidlige kristne liturgi. Den anden var aggiornamento: at gøre Kirken i stand til at tale og handle i den samtid, den faktisk befinder sig i. Det ene rettede blikket bagud mod kilderne, det andet udad mod verden. Begge havde samme mål: at Kirken skulle kunne udføre sin mission.

Dette ses i koncilets store dokumenter. Sacrosanctum Concilium behandlede liturgien, Dei Verbum den guddommelige åbenbaring, Lumen Gentium Kirken og Gaudium et Spes Kirkens forhold til den moderne verden. Hertil kom tekster om religionsfrihed, økumeni, andre religioner, præster, biskopper, lægfolk og mission. Det var ikke én enkelt reform, men et forsøg på at se hele Kirkens liv i lyset af dens mission.

Striden om Vaticanum II begyndte næsten med det samme

Koncilet løste ikke alle konflikter. Tværtimod blev fortolkningen af det hurtigt genstand for nye stridigheder. Nogle mente, at reformerne var gået for langt, at kontinuiteten med traditionen var blevet svækket, og at liturgiske og pastorale forandringer havde bidraget til faldende messedeltagelse og færre præste- og ordenskald i dele af den vestlige verden. Andre mente, at koncilet ikke var gået langt nok, og at gamle kirkelige strukturer havde bremset den fornyelse, som koncilet havde åbnet mulighed for.

Tallene alene afgør ikke spørgsmålet. Tilbagegangen i dele af Europa var allerede begyndt før koncilet, mens Kirken efter Vaticanum II samtidig voksede kraftigt i store dele af Afrika og Asien. Det viser, hvor vanskeligt det er at forklare Kirkens udvikling ud fra én begivenhed. Sekularisering, demografi, kultur, økonomi, politik og ændrede familiemønstre spiller sammen med kirkelige forhold. Vaticanum II står imidlertid fortsat som det vigtigste nyere koncil, som den katolske Kirke orienterer sig efter.

Benedikt XVI gav senere en vigtig nøgle til denne diskussion, da han modsatte sig en fortolkning af koncilet som et brud med hele den tidligere Kirke. Han talte i stedet om en »reformens hermeneutik«: sand reform rummer både kontinuitet og fornyelse. Kirken er den samme Kirke før og efter et koncil, men det betyder ikke, at alt i dens historiske form skal forblive uændret.

Reform betyder ikke at begynde forfra

Det lange historiske forløb fra Jerusalem til Vaticanum II viser derfor noget afgørende. Reform er ikke et moderne indslag i katolicismen. Kirken har fra begyndelsen måttet træffe beslutninger i situationer, apostlene ikke på forhånd havde givet detaljerede svar på. Hedningernes optagelse, donatismen, forholdet mellem kirkelig og verdslig magt, reformationen, moderniteten og koncilerne rejste vidt forskellige spørgsmål. Hver gang måtte Kirken søge svaret i det, den allerede havde modtaget: Skriften, den apostolske tro, traditionen, sakramenterne og det kirkelige fællesskab.

Derfor betyder katolsk tradition heller ikke, at intet må ændres. Tradition betyder overlevering. Noget bliver givet videre fra generation til generation, og det skal gives videre som det, det er. Men netop fordi evangeliet skal gives videre til mennesker, der lever på andre steder, taler andre sprog og møder andre problemer, kan Kirkens historiske former ikke alle være uforanderlige.

Her giver billedet af pilgrimskirken sin dybeste mening. En pilgrim ved, hvorfra han kommer, og hvorhen han er på vej. Han kan ændre rute undervejs uden at ændre målet.

Kirken kan reformeres, fordi den vandrer gennem historien. Den kan ikke opfindes på ny, fordi den tilhører Kristus.

-karn

Første del del af “Hvad er Kirken egentlig

Hvad er Kirken egentlig?