Når børn og børnebørn ikke vil med i kirke

Troen kan gives videre, men den kan ikke påtvinges

For katolske forældre og bedsteforældre kan det gøre ondt, når børn eller børnebørn ikke længere vil med i kirke. Hvor langt rækker ansvaret for deres tro – og hvornår må man give slip uden at blive ligeglad?

Der ligger en særlig sorg i at se et barn vende sig bort fra noget, man selv betragter som en af livets største gaver. Man har båret sit barn til dåben, lært det at folde hænderne, taget det med til messe og set det modtage sin første kommunion. Troen var en naturlig del af familiens liv, og man forestillede sig let, at sådan ville det fortsætte. Så kommer der en dag, hvor barnet eller barnebarnet siger: Jeg vil ikke med i kirke. Eller ordene bliver aldrig sagt. Søndagen kommer, og de bliver hjemme. For den, der selv tror, er det svært at betragte dette som et spørgsmål om personlig smag. Hvis troen virkelig handler om Gud, menneskets liv og dets endelige bestemmelse, er bekymringen forståelig. Samtidig kender enhver forælder og bedsteforælder den grænse, som troen sætter for deres indflydelse. Man kan føre et barn ind ad kirkedøren. Man kan undervise, forklare og vise vejen. Man kan ikke tvinge troen ind i et andet menneskes hjerte.

Forældrene har et virkeligt ansvar

Den Katolske Kirke lægger et betydeligt ansvar på forældrene. Ved barnets dåb påtager de sig opgaven med at opdrage barnet i troen. Det er mere end en højtidelig formulering ved døbefonten. Forældrene skal lære barnet at bede, føre det ind i Kirkens liv og hjælpe det til at forstå, hvad troen betyder. Det gælder også deltagelsen i søndagsmessen. Så længe børnene er mindreårige og lever hjemme, er det rimeligt, at forældrene bestemmer, at familien går i kirke. Vi overlader heller ikke alle andre væsentlige valg til børnene selv. De skal i skole, lære at tage hensyn til andre og leve med de regler, som hører familien til. Forældre opdrager deres børn ud fra det, de mener er sandt og godt. Katolske forældre behøver derfor ikke opføre sig, som om troen blot var én fritidsinteresse blandt mange, som barnet frit kan vælge til og fra fra sine første år.

Alderen betyder imidlertid noget. En fireårig, en tolvårig og en syttenårig kan ikke behandles ens. Jo ældre barnet bliver, desto mere må opdragelsen ledsages af samtale og respekt for den unges begyndende selvstændighed. En teenager kan have spørgsmål, tvivl og modstand, som ikke forsvinder ved at få besked på at tie stille og tage jakken på. Hvis en næsten voksen ung hver søndag bliver slæbt med til messe under vrede og trusler, risikerer familien, at kirken forbindes med den konflikt, som udspiller sig hjemme. Forældrenes autoritet har stadig en plads, men den må følges af dømmekraft. Der kommer et tidspunkt, hvor man må spørge, hvad barnet egentlig gør oprør imod. Er det Gud? Kirken? Messen? Forældrene? Eller er modstanden blot en del af den løsrivelse, som hører ungdommen til? Det finder man sjældent ud af gennem tvang.

Det voksne barn tilhører ikke længere forældrene

Situationen ændrer sig afgørende, når barnet bliver voksent. Forældrenes kærlighed og bekymring ophører ikke, men deres myndighed gør. Et voksent menneske må selv tage ansvar for sit forhold til Gud, og det kan være en af de vanskeligste erkendelser for troende forældre. En mor kan være 75 år og stadig se sin 50-årige søn som den dreng, hun fulgte til første kommunion. En far kan betragte sin voksne datters afstand til Kirken og spørge sig selv, hvor han fejlede. Den slags tanker er forståelige, men voksne børn er ikke religiøse projekter, som forældrene skal gøre færdige.

Her bliver forskellen mellem ansvar og skyld vigtig. Forældre kan med god grund se tilbage og spørge, hvordan troen blev givet videre. Var der bøn i hjemmet? Blev messen prioriteret? Talte man om Gud uden for kirken? Kunne børnene mærke, at troen havde betydning for den måde, deres forældre levede på? Var der plads til vanskelige spørgsmål, vrede og tvivl? Ingen forældre kan svare fuldkomment på alt dette. Der vil altid være noget, man kunne have gjort anderledes. Et voksent barns afstand til Kirken betyder imidlertid ikke i sig selv, at forældrene har svigtet. Mennesket har en fri vilje, og den frihed tager Gud selv alvorligt. Hvis Gud ikke tvinger et menneske til tro, kan forældrene heller ikke gøre det.

Bedsteforældrenes særlige mulighed

Bedsteforældre befinder sig i en anden situation. De kan få stor betydning for børnebørnenes tro, men de er normalt ikke børnenes primære opdragere. Hvis ens voksne søn eller datter ikke længere går i kirke og heller ikke tager børnene med, kan fristelsen være stor til at overtage den religiøse opdragelse. I nogle familier kan bedsteforældrene faktisk blive den forbindelse til Kirken, som ellers ville være forsvundet. Et barnebarn kan komme med bedstemor til messe, tænde et lys i kirken, lære Fadervor, høre fortællingerne om Jesus eller opleve jul og påske som mere end familiefester. Det kan få betydning langt senere i livet. Men bedsteforældrene bør samtidig respektere barnets forældre og undgå at gøre barnebarnet til deltager i en religiøs konflikt mellem generationerne.

Bedsteforældrenes stærkeste mulighed ligger ofte i noget langt mere stilfærdigt. De kan være mennesker, hos hvem troen har fået et ansigt. Et barnebarn husker næppe bedstefars forklaring på trosbekendelsen ord for ord, men det kan huske, at han gik i kirke hver søndag. Det kan huske rosenkransen på bordet, korsets tegn før måltidet, et billede af Maria på væggen eller den ro, der fandtes hos bedstemor i en vanskelig periode. Børn registrerer langt mere, end voksne undertiden forestiller sig. Ting, som de tilsyneladende ikke interesserer sig for som ti- eller femtenårige, kan ligge i erindringen i årtier. Ingen ved, hvad der senere bliver kaldt frem, hvis livet pludselig åbner spørgsmål, som ungdommen ikke havde brug for at stille.

Pas på den religiøse belejring

Bekymringen for børnene kan let føre til, at enhver familiesammenkomst bliver en anledning til at tale om kirken. Hvorfor går du ikke til messe? Hvornår var du sidst til skrifte? Hvorfor får børnene ikke undervisning? Har du overhovedet tænkt på Gud? Sådanne spørgsmål kan være udsprunget af kærlighed, men gentages de ofte nok, kan de lukke den samtale, man ønskede at åbne. Et voksent barn ved som regel udmærket, at mor går i kirke og gerne så ham sidde ved siden af. Det behøver sjældent at blive meddelt på ny hver søndag. På et tidspunkt kan den kristne opgave bestå i at lade døren stå åben og sørge for, at barnet ved, at det altid kan komme ind.

Det betyder ikke, at forældre og bedsteforældre skal skjule deres tro for at bevare husfreden. Hvis familien spørger, hvorfor man går til messe, skal man kunne svare. Hvis barnebarnet spørger, hvorfor der hænger et krucifiks på væggen, er der ingen grund til at tale udenom. Hvis ens voksne datter siger, at hun ikke tror på Gud, kan man spørge hvorfor og lytte til svaret. At lytte er ikke det samme som at være enig. Nogle mennesker har forladt Kirken af ligegyldighed, andre på grund af vrede, dårlige erfaringer, intellektuelle vanskeligheder eller en oplevelse af aldrig rigtigt at have forstået, hvad kristendommen gik ud på. Nogle bærer på konkrete oplevelser fra deres barndom, som forældrene knap nok husker. Den slags kommer kun frem, hvis samtalen får lov til at være en samtale og ikke bliver til en afhøring med et på forhånd fastlagt facit.

Gud har ikke opgivet dem

Noget af det vanskeligste for troende forældre og bedsteforældre er følelsen af magtesløshed. Mens børnene var små, kunne man gøre noget. Man kunne tage dem i hånden og gå til kirke. Over for det voksne barn opdager man grænsen for sin egen indflydelse, og denne grænse kan blive en åndelig erkendelse. Barnet tilhører ikke forældrene. Barnebarnet tilhører ikke bedsteforældrene. Det menneske, man bekymrer sig for, har sit eget forhold til Gud, også hvis det selv hævder ikke at have noget forhold til ham. Forældrene ser måske kun afstand og tavshed. Gud ser hele mennesket.

Fortællingen om den fortabte søn siger noget afgørende om dette. Faderen løber ikke efter sønnen ud i det fremmede land og tvinger ham hjem. Han lader ham gå, selv om det må koste ham dyrt. Men hjemmet ophører ikke med at være hans hjem, og faderen ophører ikke med at være hans far. Da sønnen vender tilbage, står døren åben. Det er en smertefuld fortælling for enhver forælder, fordi faderen må leve gennem en periode, hvor han ikke kan bestemme udfaldet. Sådan kan det også være med troen. Et menneske kan vende tilbage efter fem, tyve eller halvtreds år. Nogle vender tilbage gennem en ægtefælle, et barns dåb, et dødsfald, en tilfældig messe, en bog eller en samtale, ingen havde planlagt. Andre vender, så vidt vi kan se, aldrig tilbage. Kirken giver ingen garanti for, at vores børn kommer til at tro, fordi vi selv gør det. Den kristne håb siger derimod, at intet menneskes historie med Gud kan reduceres til det øjebliksbillede, familien ser i dag.

Bønnen begynder, hvor kontrollen slutter

Forældre og bedsteforældre kan fortsat gøre noget, efter at deres mulighed for at opdrage er ophørt: De kan bede. Det kan lyde som den besked, man giver et menneske, efter at alle praktiske muligheder er udtømt, men kristen bøn er noget andet. At bede for sit barn er at overlade et menneske til Gud og erkende, at Gud kan nå steder i det menneskes liv, hvor forældrene ikke længere har adgang. Man kan nævne børn og børnebørn ved navn i sin morgenbøn, bede for dem under messen, tænde et lys eller bede rosenkransen for dem. Samtidig kan man sørge for, at den kristendom, de møder hos os, er en kristendom, de kan holde ud at komme i nærheden af. Det ville være tragisk, hvis ønsket om at føre et menneske tilbage til Kirken endte med at skubbe det længere væk.

Den katolske forælder skal således hverken være ligeglad med det voksne barns tro eller forsøge at kontrollere den. Mens børnene er små, skal forældrene opdrage dem katolsk og tage dette ansvar alvorligt. Efterhånden som de vokser, må opdragelsen i stigende grad ledsages af samtale, og hos det voksne barn må forældrenes myndighed give plads for vidnesbyrdet, kærligheden og bønnen. Bedsteforældrene kan vise børnebørnene en tro, der har båret et menneske gennem et langt liv. De kan invitere uden at presse, fortælle uden at prædike og svare, hvis der bliver spurgt. Frem for alt må både forældre og bedsteforældre huske, at de ikke er deres børns frelsere. Det er Kristus. Deres opgave er at gøre, hvad de kan, mens de kan, holde døren åben og siden betro det menneske, de elsker, til Gud.

-karn