Kristne i verden – fra oldkirken til i dag

Hvordan lever kristne i verden uden helt at høre til i den? Det spørgsmål formulerede Brevet til Diognet allerede i oldkirken med en klarhed, der stadig virker overraskende nutidig. arnkilde.dk bringer her det berømte afsnit Kristne i verden både i oversættelsen fra 1991 og i en bearbejdet udgave i moderne dansk sprogdragt.

DIOGNET er en noget gådefuld skikkelse fra oldkirken. Vi ved ikke med sikkerhed, hvem han var. Hans navn er knyttet til det tidlige kristne skrift Brevet til Diognet (Epistula ad Diognetum), som sandsynligvis er skrevet i slutningen af 100-tallet eller begyndelsen af 200-tallet. Teksten regnes som et af oldkirkens vigtigste apologetiske skrifter – altså et forsvar for den kristne tro over for den omgivende verden.

Teksten har gennem århundreder fået en særlig betydning, fordi den med stor klarhed beskriver et grundvilkår i kristendommen: at troen ikke leves uden for samfundet, men midt i det. Kristne arbejder, gifter sig, deltager i kulturen og deler hverdagsliv med alle andre – og alligevel bæres deres liv af et dybere tilhørsforhold.

Hvem Diognet selv var, er uklart. Nogle historikere mener, at han kan have været en romersk embedsmand eller en filosofisk interesseret hedning, som forfatteren ønskede at forklare kristendommen for. Selve forfatteren er anonym.

Det mest kendte afsnit i Brevet til Diognet findes i kapitel 5–6 og er senere blevet kendt under overskriften Kristne i verden. Her beskrives de kristne som mennesker, der lever midt i samfundet og samtidig bærer et andet tilhørsforhold end det rent jordiske. Teksten fremstiller kristendommen ikke som en flugt fra verden, men som en måde at være til stede i den på — med ansvar, trofasthed og et håb, der rækker ud over samtidens værdier og magtforhold.

Netop derfor er afsnittet blevet en af oldkirkens mest citerede beskrivelser af kristent liv i verden. Billedet af de kristne som “sjælen i legemet” har gennem århundreder stået som et koncentreret udtryk for forholdet mellem kirken og samfundet.

Det katolsk emedie og samfundsmagasin – arnkilde.dk – bringer her teksten i to udgaver: først oversættelsen fra Læsningernes Tidebøn fra 1991 og derefter en bearbejdet udgave i nutidig sprogdragt. Ikke for at erstatte den oprindelige oversættelse, men for at lade oldkirkens tekst tale ind i et moderne dansk sprog uden at miste sit indhold eller sin tone.

Kristne i verden (oversættelse 1991)

Forskellen mellem kristne og alle andre mennesker er ikke et spørgsmål om nationalitet, sprog eller skikke. Kristne lever ikke afsondrede i særlige byer, taler ikke noget særligt sprog, har ikke nogen særlig måde at leve på. Deres lære er ikke udtænkt af nogen menneskehjerner, og de er ikke tilhængere af den ene eller anden menneskelige livsanskuelse. De lever deres liv både i grækeres og barbarers byer, hvor det nu er blevet enhvers lod at bo. De klæder sig som alle andre på stedet, spiser det samme og lever iøvrigt på samme måde. Ikke desto mindre vækker deres livsførelse forundring og er efter alles mening helt utrolig. Skønt de bor i deres eget fædreland, lever de ligesom på gennemrejse. De opfylder alle deres pligter som borgere, men de finder sig i alting, som om de var udlændinge. For dem er ethvert fremmed land et hjemland og ethvert hjemland et fremmed land. Som andre mennesker gifter de sig og får børn, men de sætter ikke de nyfødte ud. Enhver kristen er indbudt til at dele hans bord, men ikke hans ægteseng.

De er i kødet, men lever ikke efter kødet. De lever på jorden, men deres borgerskab er i himlen. De adlyder de forordnede love, men i deres privatliv gør de mere end lovene. De har kærlighed til alle mennesker – og alle mennesker forfølger dem. Man kender dem ikke, men fordømmer dem. De lider døden, men får dog livet. De er fattige, men gør mange rige. De mangler alt, men har dog alt i overflod. De mødes med vanære, men forherliges i deres vanære. De bliver bagtalte, men retfærdiggøres. De gengælder bagvaskelse med velsignelse, onde ord med høflighed. Det gode, de gør, straffes med slag. Og under slagene glæder de sig som mennesker, der får nyt liv. Jøderne angriber dem som fremmede og fjender, hedningerne forfølger dem. Og dog kan alle, der hader dem, ikke finde nogen god grund til dette fjendskab.

Kort sagt, de kristne forholder sig til verden som sjælen til legemet. Som sjælen er til stede overalt i legemet, således er kristne til stede overalt i verden. Sjælen bor i legemet, men er ikke en del af det. På samme måde bor de kristne i verden, men er ikke af verden. Sjælen er usynligt nærværende i et synligt legeme. På samme måde er de kristne nærværende i verden, men deres fromhed er usynlig. Kødet hader sjælen og angriber den uden gyldig grund, blot fordi den er en hindring for vellevned. På samme måde hader verden de kristne, uden at de gør noget ondt, fordi de er imod udskejelser. Men alligevel elsker sjælen kødet og alle lemmerne, skønt kødet hader sjælen. Således elsker kristne dem, der hader dem. Sjælen er inde i legemet, men holder det sammen. På samme måde er det de kristne, der holder verden sammen, skønt de er indespærrede i verden som i et fængsel. Den udødelige sjæl bor i det dødelige legeme som i et telt. De kristne bor for en stund midt i denne verdens forgængelighed, men har øjnene vendt mod den himmelske uforgængelighed. Endelig, ligesom sjælen udvikler sig ved mådehold med mad og drikke, på samme måde vokser de kristne i antal for hver dag der går, når de bliver udsat for forfølgelse. Det er den post, Gud har sat dem på, og det er deres pligt ikke at flygte derfra.

Kristne i verden (bearbejdet 2026-udgave)

Kristne adskiller sig ikke fra andre mennesker gennem nationalitet, sprog eller særlige ydre skikke. De lever ikke isoleret fra verden, men midt i den. De bor i de samme byer, klæder sig som andre, spiser den samme mad og deltager i samfundets almindelige liv. Alligevel er der noget ved deres måde at leve på, som vækker undren. De lever i deres eget land, men samtidig som mennesker på gennemrejse. De tager ansvar for samfundet og opfylder deres pligter som borgere, men deres håb og loyalitet rækker længere end til det jordiske alene. Derfor kan ethvert land blive et hjem for dem, samtidig med at de aldrig helt slår sig til ro i denne verden.

De lever i verden uden at lade sig forme fuldstændigt af den. De følger lovene, men søger samtidig at leve med en kærlighed og trofasthed, der går længere end det, loven kræver. De møder ofte mistro, hån og modstand, selv om de ikke gør andre ondt. De bliver misforstået, bagtalt og forfulgt, men svarer ikke igen med had. Tværtimod møder de onde ord med mildhed og gengælder fjendskab med velsignelse. De kan være fattige i verdens øjne og alligevel eje en indre rigdom, som ikke afhænger af magt, anerkendelse eller materielle goder.

Brevet til Diognet beskriver forholdet mellem de kristne og verden gennem billedet af sjælen og legemet. Som sjælen er skjult i kroppen og alligevel holder den levende, sådan lever de kristne skjult midt i verden og er med til at holde den sammen. De er til stede overalt, men deres tro kan ikke måles eller ses på samme måde som ydre magt og indflydelse. Verden vender sig imod dem, fordi de udfordrer menneskets selvoptagethed og begær, men de fortsætter med at elske også dem, der hader dem.

De kristne lever derfor i spændingen mellem det forgængelige og det evige. De bor for en tid i denne verden, men med blikket rettet mod det, der ikke forgår. Og netop når troen møder modstand, vokser den. Forfølgelse og lidelse bliver ikke afslutningen på deres liv, men noget der kan rense, styrke og uddybe det. Derfor flygter de ikke fra deres plads i verden, men bliver stående dér, hvor Gud har sat dem.

Faktaboks: Brevet til Diognet

• Brevet til Diognet (Epistula ad Diognetum) er et tidligt kristent skrift fra slutningen af 100-tallet eller begyndelsen af 200-tallet.
• Teksten blev oprindeligt skrevet på græsk og regnes som et af oldkirkens vigtigste apologetiske skrifter — altså et forsvar for den kristne tro over for den omgivende verden.
• Forfatteren er ukendt, og man ved heller ikke med sikkerhed, hvem Diognet var. Han nævnes som modtager af brevet og kan have været en romersk embedsmand eller en filosofisk interesseret hedning.
• Det mest kendte afsnit findes i kapitel 5–6 og beskriver de kristne som mennesker, der lever midt i verden uden helt at høre til i den.
• Den berømte formulering
  “Hvad sjælen er i legemet, dét er de kristne i verden”
  lyder på latin:

Quod est anima in corpore, hoc sunt christiani in mundo.

• Teksten blev genopdaget i moderne tid i et middelalderligt manuskript i Konstantinopel. Selve manuskriptet gik senere tabt i en brand, men teksten var heldigvis allerede blevet kopieret og udgivet.