KOMMENTAR: Under fastens åndelige øvelser i Vatikanet satte biskop Erik Varden ord på en smertefuld sandhed: Kirkens dybeste kriser er ikke kommet udefra, men indefra.

Med støtte i Bernhard af Clairvaux pegede han på den sårbarhed, der kan opstå netop dér, hvor det åndelige liv tages alvorligt. Åndelig søgen fritager ikke mennesket for svaghed. Tværtimod kan længsel, behov for bekræftelse og uforløst modenhed forvrænge det, der begyndte oprigtigt.

Problemet opstår, når det åndelige løsriver sig fra karakter, ansvar og selvindsigt. Kristendommen kender ingen flugt fra det menneskelige: Ordet blev kød. Derfor må kirkelig integritet måles på helhed – ikke kun på forkyndelse, men på liv.

Fastetiden kalder til selvransagelse. Sandhed og retfærdighed er nødvendige. Men faldet har ikke det sidste ord.

-karn

Du kan læse mere om biskop Varden på katolsk.dk

Biskop Erik Varden, OCSO – reflektion gengivet på dansk:

De tusindes fald

Af biskop Erik Varden, OCSO

Fald kan ydmyge os, når vi er hovmodige, og vise Guds frelsende kraft. De kan blive milepæle på en personlig frelsesvej, som senere kan mindes med taknemmelighed.

Men vi har ikke råd til at være godtroende. Ikke ethvert fald ender i ophøjet glæde. Der findes fald, der lugter af helvede, som bringer ødelæggelse over de skyldige og efterlader ruin i deres spor. Disse spor er ofte brede og langvarige og inddrager mange uskyldige. Vi behøver styrke for sammen med Bernhard at nærme os verset fra Salme 90, der begynder: “Tusind skal falde ved din side, ti tusind ved din højre hånd.”

Intet har gjort Kirken større tragisk skade og kompromitteret vores vidnesbyrd mere end korruption, der er opstået i vores eget hus. Kirkens værste krise er ikke fremkaldt af sekulær modstand, men af kirkelig korruption. De sår, der er påført, vil tage tid at læge. De råber på retfærdighed og på tårer.

Når vi står ansigt til ansigt med korruption – især når vi konfronteres med overgreb – er det fristende at lede efter en syg rod. Vi forventer at finde tidlige advarselstegn, der blev ignoreret: svigt i udvælgelsen, et oprindeligt mønster af afvigelse. Nogle gange findes sådanne spor, og vi har ret til at bebrejde os selv, at vi ikke opdagede dem i tide. Men vi finder dem ikke altid.

Vi kan ofte genkende det store og glædesfyldte gode, som viste sig i begyndelsen af fællesskaber, der nu forbindes med skandale. Vi kan ikke på forhånd antage, at der fra starten var strukturel hykleri, eller at grundlæggere bevidst fremstod som kalkede grave. Nogle gange finder vi tegn på inspiration, endog spor af hellighed. Hvordan kan vi samtidig tage højde for dette og for de forvredne udviklinger, der senere fulgte?

En sekulær tankegang vil forenkle: Når den møder katastrofe, udpeger den monstre og ofre.

Heldigvis råder Kirken – når hun husker at bruge dem – over mere fintfølende og mere virksomme redskaber.

Bernhard minder os om, at dér, hvor mennesker forfølger ædle mål, vil fjendens angreb være hårde. Han bemærker, “at Kirkens åndelige mennesker angribes langt mere frygteligt end de kødelige”. Han mener, at det er dette, Salmen Qui habitat antyder med sit sprog om “venstre” og “højre”: Venstre står for vores kødelige natur, højre for vores åndelige. Tabene er større på højre side, for det er dér, på den åndelige slagmark, at de mest dødelige våben bruges.

Selv om han tog den dæmoniske virkelighed alvorligt, betyder det ikke, at han tilskriver al åndelig sygdom skurke med horn og høtyve. Han holder mænd og kvinder ansvarlige for den måde, de bruger deres suveræne frihed på. Hans pointe er, at menneskets natur er én. Når vi begynder at gå i dybden med vores åndelige natur, blotlægges nødvendigvis også andre dybder. Vi konfronteres med eksistentiel sult, sårbarhed og længsel efter trøst. Sådanne erfaringer kan opstå som følge af angreb.

Fremskridt i det åndelige liv kræver, at vores fysiske og følelsesmæssige selv formes i overensstemmelse med den kontemplative modning. Ellers er der fare for, at åndelig eksponering søger fysisk eller følelsesmæssig afladning; og at sådanne afladninger rationaliseres, som om de på en eller anden måde selv var “åndelige” – hævet over almindelige menneskers forseelser. En åndelig lærers integritet viser sig i hans samtale – men ikke kun dér; den viser sig lige så meget i hans online-vaner, hans opførsel ved bordet eller i baren, hans frihed i forhold til andres beundring.

Det åndelige liv er ikke et vedhæng til resten af tilværelsen. Det er dens sjæl. Vi må vogte os for al dualisme og altid huske, at Ordet blev kød, for at vores kød kunne gennemtrænges af Logos. Vi må holde øje både til venstre og til højre – og, insisterer Bernhard, passe på ikke at forveksle venstre med højre eller højre med venstre. Vi må lære at være lige hjemme i vores kødelige og åndelige natur, så Kristus, vores Herre, kan herske fredeligt i begge.

25. februar 2026,

Biskop Erik Varden, biskop af Trondheim i Norge, blev bedt om at prædike de åndelige øvelser 2026 for pave Leo XIV, kardinalerne bosat i Rom og lederne af dikasterierne i den romerske kurie, som finder sted fra søndag den 22. februar til fredag den 27. februar.