Når præster tier om abort, aktiv dødshjælp og menneskelivets ukrænkelighed, efterlades mange kristne uden vejledning i samtidens store etiske spørgsmål.
Mange kristne hører sjældent længere prædikener om abort, aktiv dødshjælp og menneskelivets ukrænkelighed. Frygten for konflikt og splittelse kan gøre tavsheden lettere end konfrontationen — men hvis Kirken tier om det ufødte barns, den syges og den ældres værdighed, hvor skal troende så hente deres moralske retning og overbevisning fra?
Der findes emner, som præster sjældent taler om fra prædikestolen længere. Ikke fordi Kirken har ændret sin tro. Ikke fordi menneskelivets værdighed er blevet mindre vigtig. Men fordi nogle temaer er blevet så konfliktfyldte i den moderne kultur, at tavsheden ofte virker lettere end konfrontationen. Abort. Aktiv dødshjælp. Menneskets værdighed i sygdom, alderdom og svaghed.
Mange almindelige kristne oplever i dag et mærkeligt tomrum. De hører prædikener om fællesskab, håb og næstekærlighed — men langt sjældnere om de områder, hvor samtidens menneskesyn for alvor bliver sat på prøve. Hvor mennesket risikerer at blive vurderet efter nytteværdi, selvbestemmelse eller livskvalitet frem for efter sin iboende værdighed.
Spørgsmålet trænger sig derfor på: Svigter præsterne deres kald, når de tier? Og svigter vi samtidig de mest forsvarsløse mennesker — det ufødte barn, den syge og medlidenhedsdrabs-truede ældre — når ingen længere tydeligt forsvarer deres værdighed?
Menneskets værdi afhænger ikke af styrke
Kristendommens menneskesyn har fra begyndelsen været radikalt. Ikke fordi kristendommen hyldede de stærke, men fordi den insisterede på værdigheden hos dem, verden ofte overså. De fattige, de syge, de uønskede børn, de handicappede og de døende.
I oldkirken vakte det opsigt, at kristne tog imod børn, som var blevet efterladt for at dø, plejede syge under epidemier og begravede mennesker, ingen andre ville røre ved. Netop derfor bliver abort og aktiv dødshjælp ikke blot politiske emner for Kirken. De handler om civilisationens grundlæggende menneskesyn: Har et menneske værdi, fordi det er stærkt, ønsket og selvstændigt — eller fordi det er menneske?
Når et barn i moderens skød bliver betragtet som et problem, der kan fjernes, eller når et menneske i livets afslutning begynder at føle sig som en byrde, er det ikke kun enkelte etiske dilemmaer. Det er tegn på et samfund, hvor værdighed gradvist bliver betinget.
Tavsheden fra prædikestolen
Mange præster befinder sig i et vanskeligt spændingsfelt. De ved, at emner som abort og dødshjælp kan skabe stærke reaktioner. Nogle frygter at splitte menigheden. Andre ønsker ikke at blive opfattet som politiske. Nogle er ganske enkelt trætte af konflikt.
Men kristendommen voksede ikke frem gennem konfliktundgåelse. Jesus blev ikke korsfæstet, fordi han sagde det, alle gerne ville høre. Apostlene ændrede ikke verden ved at tilpasse sig samtidens forventninger. De talte netop dér, hvor menneskesynet stod på spil.
Det betyder ikke, at prædikenen skal blive til partipolitik eller vrede kulturkampe. Mange mennesker bærer på dybe sår omkring abort, sygdom og tab, og ingen prædiken må blive hård eller fordømmende. Kristendommen begynder med menneskets værdi og Guds barmhjertighed. Men der findes en forskel mellem barmhjertighed og tavshed.
Hvis Kirken kun tør tale om de dele af evangeliet, som ikke skaber modstand, risikerer den langsomt at miste sin stemme. Så bliver prædikenen ufarlig — men også betydningsløs.
Hvem skal forme de kristnes menneskesyn?
Hvis unge kristne aldrig hører tydeligt fra prædikestolen, hvorfor menneskelivet er helligt fra undfangelse til naturlig død, hvor skal deres overbevisning så komme fra? Sociale medier? Streamingserier? Tidens politiske strømninger?
Mange formes i dag langt mere af populærkulturens menneskesyn end af Kirkens. Derfor handler spørgsmålet ikke kun om enkelte prædikener, men om hvorvidt Kirken fortsat tør være en moralsk stemme i samfundet.
Paradoksalt nok længes mange mennesker netop efter klarhed. Midt i relativisme, identitetsforvirring og teknologisk effektivisering søger mange et menneskesyn, som ikke hele tiden flytter sig. De søger nogen, der tør sige, at et menneske har værdi, også når det er svagt. Også når det er sygt. Også når det er gammelt. Også når det endnu ikke er født.
Kirken behøver ikke opfinde et nyt menneskesyn. Den behøver først og fremmest modet til igen at forkynde det, den allerede tror.
-karn
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
