Hvorfor Bibelen er vigtig

Bibelens mange skrifter fortæller én historie om Gud og mennesket

Bibelen fortæller, hvem Gud er, hvorfor mennesket har fjernet sig fra ham, og hvordan det ødelagte fællesskab bliver genoprettet gennem Jesus Kristus. Dens mange skrifter er blevet til gennem århundreder, men hører sammen i én fortælling, der begynder med skabelsen og ender med, at Gud gør alting nyt.

Man kan åbne Bibelen næsten hvor som helst og finde ord, der griber, udfordrer eller trøster. Det kan være en salme om Guds nærhed, en profets vrede over uretfærdighed, en lignelse fortalt af Jesus eller et råd fra Paulus til en af de første kristne menigheder. Hvert sted har sin egen betydning, men det enkelte bibelord står aldrig alene. Det hører hjemme i et skrift, skriftet hører hjemme i Bibelen, og Bibelen fortæller den lange historie om Guds forhold til mennesket. Når denne sammenhæng glemmes, kan et vers hurtigt blive forvandlet til et slagord, en regel eller et våben i en diskussion. Når helheden får lov til at tale, bliver det tydeligt, hvor teksten kommer fra, og hvor den fører hen.

Mange skrifter – én fortælling

Bibelen er ikke én bog i almindelig forstand. Den består af mange skrifter, skrevet af forskellige forfattere i forskellige lande, kulturer og historiske perioder. Den rummer fortællinger om konger og hyrder, slaver og profeter, krige og folkeforflyttelser, kærlighed og forræderi, troskab og oprør. Her findes poesi, lovgivning, slægtstavler, breve, visdomsord, klagesange og åbenbaringer. De enkelte forfattere har deres egen stemme, og skrifterne skal læses med respekt for deres litterære form og historiske baggrund.

Alligevel har Kirken modtaget Bibelen som ét samlet vidnesbyrd. Fra skabelsen i Første Mosebog til den nye himmel og den nye jord i Johannes’ Åbenbaring løber en sammenhængende bevægelse. Gud skaber verden god og mennesket i sit billede. Mennesket vender sig bort fra ham, og synden bringer skyld, frygt, splittelse og død ind i tilværelsen. Gud opgiver ikke sit skaberværk. Han kalder Abraham, slutter pagt med Israel, fører folket ud af slaveriet i Egypten, giver det loven og sender profeterne. Da tiden er inde, bliver Guds søn menneske. Gennem Jesu liv, død og opstandelse åbnes vejen til tilgivelse, forsoning og et genoprettet fællesskab med Gud. Bibelens sidste billeder viser skaberværket fornyet og Gud boende blandt menneskene.

Den samme Gud gennem hele Bibelen

Det Gamle og Det Nye Testamente kan undertiden fremstå meget forskellige. I Det Gamle Testamente møder læseren krige, strenge domme og love, der kan virke fremmede. I evangelierne møder man Jesus, der forkynder Guds barmhjertighed, tilgiver syndere og befaler disciplene at elske deres fjender. Denne forskel har gennem historien fået nogle til at forestille sig, at Bibelen skulle fortælle om to forskellige guder. Kirken har altid afvist den tanke.

Den Gud, der skaber verden, kalder Abraham, hører slavernes råb i Egypten og taler gennem profeterne, er den samme Gud, der kommer mennesket i møde i Jesus Kristus. Guds åbenbaring udfolder sig gennem historien, og folket føres gradvist frem mod en dybere forståelse af hans vilje. Jesus kommer ikke til en verden uden forhistorie. Han træder ind i Israels tro, beder dets salmer, fejrer dets højtider og taler med ord og billeder hentet fra dets skrifter. Hans liv opfylder de løfter, der er blevet givet gennem generationer.

Det Gamle Testamente må læses i lyset af Kristus, og Det Nye Testamente kan ikke forstås uden Det Gamle. De to testamenter belyser hinanden. Det Gamle bærer forventningen, og Det Nye viser, hvordan løfterne får deres opfyldelse i Jesus. Sammen vidner de om den ene Gud, der gennem historien fører mennesket fra brudt fællesskab til forsoning med sig.

Kristus samler de mange tråde

Når Johannes Døberen ser Jesus og siger: »Se, dér er Guds lam«, ligger der en hel bibelsk historie bag disse få ord. De leder tilbage til påskelammet, hvis blod blev strøget på israelitternes døre før udfrielsen fra Egypten. De minder om ofrene i templet og om profeten Esajas’ lidende tjener, der føres bort som et lam og bærer folkets skyld. Hvis ordene alene opfattes som et smukt billede på Jesu mildhed, forsvinder meget af deres betydning. Johannes peger på den, som vil give sit liv for at bryde syndens og dødens magt og føre mennesket tilbage til Gud.

Det samme gælder, når Jesus taler om en ny pagt. Ordet »pagt« bærer erindringen om Noa, Abraham, Moses og David. Da Jesus ved den sidste nadver tager brødet og vinen og siger, at bægeret er den nye pagt i hans blod, samler han århundreders bibelsk historie i én handling. Israels påskemåltid, mannaen i ørkenen, Melkisedeks brød og vin, templets ofre og profeternes løfter kaster lys over det, der sker ved bordet. Den sidste nadver peger samtidig frem mod korset og videre mod Kirkens fejring af eukaristien.

Jesus er ikke kun hovedpersonen i Bibelens sidste del. Han er det centrum, som hele Skriften bevæger sig hen imod, og det lys, hvori dens tidligere begivenheder får deres fulde betydning. Skabelsen sker ved ham. Profeternes løfter samles i ham. Evangelierne fortæller om hans liv, død og opstandelse. Apostlene forkynder ham, og Johannes’ Åbenbaring viser ham som historiens herre og mål.

Fra den første have til den hellige by

Bibelens begyndelse og afslutning viser tydeligt, at dens mange skrifter hører sammen. Første Mosebog fortæller om en have, livets træ og menneskets nære fællesskab med Gud. Mennesket bryder dette fællesskab ved at sætte sin egen vilje over Guds. Det begynder at skjule sig for Gud, skyde skylden på andre og frygte døden. Synden skader forholdet til Gud, til næsten, til skaberværket og til mennesket selv. Resten af Bibelen fortæller, hvordan Gud søger det menneske, der har gemt sig for ham.

I Johannes’ Åbenbaring vender mange af begyndelsens billeder tilbage. Livets træ står igen fremme. Forbandelsen er ophævet. Gud bor hos menneskene, og døden, sorgen og smerten har mistet deres magt. Bibelen bevæger sig fra den første skabelse til den nye skabelse, fra det tabte fællesskab til det genoprettede. Midt i denne historie står korset. Her træder Kristus ind i menneskets skyld, lidelse og død. Han bærer følgerne af det brud, mennesket selv har skabt, og med hans opstandelse begynder den nye skabelse allerede i den gamle verden.

Det, Gud gør for mennesket, handler således om langt mere end håbet om et liv efter døden. Han tilgiver synden, befrier mennesket fra det, der binder og ødelægger, og genopretter dets forhold til sig. Han samler et folk, giver det del i sit eget liv og lover, at også skaberværket skal befries fra forgængeligheden. Det kristne håb hviler på, at Gud vil fuldføre det værk, han begyndte ved verdens skabelse.

Det enkelte vers er ikke hele Bibelen

Løsrevne bibelord har været brugt til at forsvare vold, undertrykkelse, slaveri og religiøs selvretfærdighed. Det er muligt at finde en sætning, der tilsyneladende støtter næsten enhver holdning, hvis man ser bort fra, hvem der taler, hvem ordene er rettet til, og hvilken plads de har i den bibelske historie. En klagesalme skal ikke læses som lovgivning. En historisk beretning er ikke nødvendigvis en befaling. Et råd til en bestemt menighed kan ikke uden videre gøres til en tidløs regel, før man har forstået den situation, Paulus skrev ind i.

En ansvarlig læsning spørger, hvilken slags tekst man står over for, hvad forfatteren ønskede at sige, og hvordan teksten hænger sammen med resten af Skriften. Også Bibelens vanskelige steder skal have lov til at stå. Den skjuler ikke menneskets brutalitet, begær, fejhed og magtmisbrug. Den fortæller om verden, som den faktisk er, når mennesket vender sig bort fra Gud. De mørke beretninger er samtidig indskrevet i en historie, der føres frem mod Kristus. På korset møder Gud selv volden og hadet og besvarer dem med selvhengivelse, tilgivelse og opstandelse.

At læse Bibelen som én bog beskytter os mod at gøre vores egne holdninger til Guds ord. Det enkelte vers må prøves på helheden, og helheden har Kristus som centrum. Han er målestokken for den kristne læsning af Skriften.

Bibelen er Kirkens bog

Bibelen faldt ikke færdig ned fra himlen. Skrifterne blev til i Guds folk, overleveret fra generation til generation og læst højt i de troendes forsamlinger. De første kristne modtog Det Gamle Testamente fra Israel, og evangelierne og de apostoliske skrifter blev siden samlet og anerkendt som en del af den bibelske kanon. Kirken måtte skelne mellem de skrifter, der troværdigt bar apostlenes vidnesbyrd, og andre religiøse tekster, som ikke gjorde.

Bibelen er betroet et levende fællesskab. Kirken står under Guds ord og skal bestandig lade sig belære, korrigere og forny af det. Samtidig læser den Skriften i det trosfællesskab, hvor den blev modtaget, bevaret og givet videre. Den katolske forståelse holder Skriften, Traditionen og Kirkens læreembede sammen. De er tre sider af Kirkens ansvar for at bevare og overlevere den tro, som apostlene modtog fra Kristus.

Denne sammenhæng bliver synlig i messen. Der læses fra Det Gamle Testamente, Salmernes Bog, apostlenes breve og evangelierne. Teksterne belyser hinanden og samles omkring Kristus, der taler til sit folk gennem evangeliet og giver sig selv i eukaristien. Bibelen fortæller ikke kun, hvad Gud gjorde engang. Dens ord lyder i Kirken som et levende ord til mennesker her og nu.

Vi er selv en del af fortællingen

Bibelen er vigtig, fordi den fortæller os, hvem Gud er, hvem mennesket er, og hvad verden er skabt til. Den viser syndens alvor uden at lade synden få det sidste ord. Den fortæller om et folk, der igen og igen svigter, og om en Gud, der forbliver trofast. Den fører læseren frem til Kristus, hvor menneskets brud med Gud bliver mødt af tilgivelse, forsoning og løftet om et nyt liv.

Vi står heller ikke uden for denne historie som tilskuere til fjerne begivenheder. Gennem dåben bliver mennesket indlemmet i Kristus og hans folk. Når Kirken hører Skriften og fejrer eukaristien, bliver Guds gerning nærværende i dens liv. Abrahams kald, udfrielsen fra Egypten, profeternes håb, disciplenes møde med den opstandne og Kirkens forventning om Kristi genkomst hører til den historie, den kristne selv lever i.

Bibelen er mange bøger og mange menneskelige stemmer, men gennem dem lyder ét samlet vidnesbyrd. Gud har skabt mennesket til fællesskab med sig. Da mennesket vendte sig bort, begyndte Gud den lange vej for at føre det hjem. I Jesus Kristus træder Gud selv ind i menneskets liv, bærer dets skyld og åbner vejen til et genoprettet fællesskab. Når Bibelen læses som én samlet bog, ser vi forbindelsen mellem dens forskellige skrifter. Vi opdager også, at dens fortælling fortsætter i Kirken – og at vi selv har fået en plads i den..

-karn