Nordens apostel

Nyt festskrift puster støvet af Sankt Ansgar.

Et nyt festskrift markerer 1.200-året for Ansgars missionsvirksomhed i Danmark og tegner et nuanceret billede af Nordens apostel – historisk, kirkeligt og åndeligt. Bogen følger Ansgar gennem missionens modgang, kirkernes mange tolkninger og den benediktinske spiritualitet, som formede ham, og viser, hvorfor hans skikkelse fortsat udfordrer og inspirerer på tværs af kirkelige traditioner.

Anmeldelse af Lisbeth Rütz

Sankt Ansgar – Nordens apostel hedder Katolsk Forlags nyeste udgivelse – et festskrift om benediktineren, der for 1.200 år kom til Danmark sammen med den nydøbte kong Harald Klak.

Ansgar skulle vinde danerne for kristendommen. Det var som bekendt ingen stor succeshistorie; men da han døde i 865 i den for datiden høje alder af 64 efter mange års trofast og udholdende arbejde, kunne han dog se de første frugter af mange års slid. Der var grundlagt nye kristne menigheder i Birka (830), Hedeby (ca. 850) og Ribe (ca. 860).

Kirkeligt fælleseje

På bogens forside ser en alvorlig Ansgar med rolig myndighed på læseren. Han bærer pallium og bispestav, og på armen har han en dansk landsbykirke. Billedet er malet i moderne, traditionalistisk ikonstil af den polske kunstner Katarzyna Bieniasz. Det hænger i den katolske Sankt Ansgars Kirke i Aabenraa og sender indirekte et signal om, hvor meget der er sket i det kirkelige landskab siden den katolske biskop Brems ved Ledreborgstævnet i 1926 sagde: “Han er og bliver VOR Ansgar”.

For i dag er den hellige Ansgar i den grad blevet kirkelig fælleseje.

Han stammer jo fra den udelte kirkes tid, så derfor har også ortodokse i Danmark kunnet tage ham til sig som en af deres helgener. Anderledes var det for Folkekirken. Ved1000-året for Ansgars komme til Danmark i 1826 stod man med lidt af et dilemma, for kunne man fejre en katolsk helgen? Teologen Jens Møller løste problemet ved at erklære, at Ansgar i virkeligheden var en slags protestant i svøb.

Grundtvig – Ansgarelskeren over dem alle – i flg. bogens redaktør – Sebastian Olden-Jørgensen – arbejdede med Ansgar både i digte og teologiske skrifter. Både grundtvigianerne og Indre Mission holdt af Ansgar – IM for hans brændende missionærånd, mens grundtvigianerne dyrkede hans jævne og trofaste sindelag i salmen “Han var ingen mægtig Ånd”. Stort set alle retninger inden for Folkekirken – undtaget Tidehverv – har ladet sig inspirere af ham, konstaterer Olden-Jørgensen..

Drømmen om en dansk katolsk kirke

I årene efter religionsfrihedens indførelse i 1849 blev Den katolske Kirke genetableret i Danmark. Ansgar og andre danske helgener fra dansk katolsk middelalder blev vigtige for de få tusinde katolikker, for de repræsenterede jo en storhedstid i Danmarks historie og beviste, at Den katolske Kirke havde solide rødder i Danmark og hørte til her trods en parentes på lidt over 300 år.

Den fortælling holdt i mange år og styrkede danske katolikkers identitet; men tiden gik og glansen omkring de danske middelalderhelgener blegnede. Det var som om, man efter koncilet ikke rigtig havde noget at bruge Ansgar til. Katolsk selvbevidsthed blev afløst af trangen til økumenisk dialog, og Ansgar-jubilæet i 1965 var en mat omgang, konstaterer Olden-Jørgensen, der sætter spørgsmålstegn ved, om nogen kirkelige retninger i dag kan tage patent på Ansgar (s.90)

Men hvem var egentlig Ansgar, og hvor meget ved vi om hans liv? Her kommer vi ikke udenom at kikke på de historiske kilder. Festskriftet byder på en spritny oversættelse af Rimberts Vita Anscharii (Ansgars liv), mundret fordansket af Olden-Jørgensen. Næsten alt hvad vi ved om Nordens apostel stammer fra Rimbert – Ansgars efterfølger som biskop.

Men kan vi så stole på, hvad Rimbert skriver? Ja, konkluderes der – bl.a. fordi Rimbert ikke giver os et glansbillede, men tværtimod udførligt beskriver Ansgars modgang i missionen – ja selv hans mirakler var ikke noget at prale af!

Kunstens Ansgarbilleder

Bredgade kunne passende omdøbes til Ansgarsgade. Her møder man mange forskellige fortolkninger af Nordens apostel. I den ene ende op mod Esplanaden ligger Sankt Ansgars Kirke, der startede som det østrigske gesandtskabskapel men senere tog navn efter Ansgar, og det præger kirkens indre.

Domkirkens afbildninger er ikke stor kunst, men de har stor affektionsværdi for kirkens menighed, ja for alle danske katolikker, fortæller Andreas Rude i kapitlet “ Tre gange Sankt Ansgar plus det løse – om afbildninger og relikvier af domkirkens værnehelgen”.

Johannes Jensens billede viser Ansgar som en usikker ung mand. Det er naivt og glansbilledagtigt og lægger sig op ad stilen i Leopold Kupelwiesers Mariabillede. Johan Settegasts Ansgarbillede i apsis viser derimod en skægget, myndig og rolig Ansgar (s.41).

Den ellers ukendte M.S. Elos statue af den unge Ansgar er nok det, der gør stærkest indtryk af kirkens Ansgarafbildninger. Rude beskriver sit indtryk af statuens Ansgar som en “udefrakommende munk blandt de hedenske danskere, og han kommer for at gøre deres verden større. Han er der for at fortælle om kristendommens Gud og forbinde dem med den kristne civilisation ude i Europa”.

For at forstå Ansgars verden opholdt Elo sig i længere tid på benediktinerklostret Maria Laach, hvor den hollandske munk Jan Verkade – kendt for sin tilknytning til tidsskriftet Taarnet – stod model til forstudierne.

Går vi lidt længere op mod Kongens Nytorv, troner Ansgar til højre ved indgangen til Marmorkirken. over for Grundtvig, ganske vist historisk ukorrekt i franciskansk ordensdragt. Ved Marmorkirkens åbning i 1894 var statuerne af Ansgar og Grundtvig de eneste, der stod færdige.

I den russisk-ortodokse Alexander Nevskij Kirke møder vi en ikon med Ansgar som motiv.

Og nu til kilderne!

Som det ses, møder vi i de kirkelige traditioner mange forskellige Ansgar-billeder – både i billed- og digtekunsten. Men vil vi forstå, hvad der var Ansgars åndelige bagland, må vi til hans åndelige kilder – dvs. Benedikts Regel og tidebønnerne.

To benediktinere – br. Michael Jensen fra Clervaux-klostret i Luxemburg og sr. Maria Lioba fra Sankt Lioba Klostret på Frederiksberg – fortæller om benediktinsk spiritualitet og bønstraditioner.

Som br. Michael påpeger, stiler klosterlivet efter at “leve i fuldkommen overensstemmelse og harmoni med evangeliet” (s.23) – et mål, der selvfølgelig er fælles for alle kristne, men som blot realiseres på en helt speciel måde i klostret. Selv om Ansgar måtte forlade sit kloster, forblev han med Adam af Bremens ord udadtil apostel, indadtil munk – verden blev hans kloster.

Nogle ting i den klosterlige tradition vil givetvis være nærmest uforståelige for nutidsdanskeren. Ansgar fik den nådegave, at han i slutningen af sit liv opnåede at få “tårernes gave”. Og hvad skal vi dog stille op med det? Er det ikke noget føleri?

Nej, skriver br. Michael – tårerne er tegn på, at man angrer sine synder og på at man går på den radikale omvendelsens vej, der fører til forsoning med Gud.

Sr. Maria Lioba skriver om tidebønnen som det, der danner rammen om det benediktinske klosterliv og indgår i en tæt vekselvirkning med arbejdet. I tidebønnen beder vi sammen med hele Kirken – ikke bare for egne anliggender, men for verden. Takket være digitaliseringen kan alle interesserede være med gennem app´en Universalis, der kan downloades for et symbolsk beløb.

Meget mere end en mindebog

Læseren møder i Sankt Ansgar – Nordens Apostel en række af de billeder, som traditionen har dannet sig af Ansgar. Fremlægningen af stoffet sker ofte humoristisk og med sans for den gode historie, men også gennem kritiske historikerbriller. Se f.eks. den kølige konstatering af, at Ansgarkilder blev forfalsket af ambitiøse kirkepolitikere (s. 70-71).

Læs ikke bare festskriftet som en museal mindebog, for det har potentiale til meget mere. Gå en tur ned ad Bredgade og kik på Ansgarbilleder, eller fortæl dit (barne)barn om Ansgar og de vilde vikinger. Opdag den levende tradition, som Ansgar var en del af, og besøg et af de benediktinske klostre i Øresundsregionen.

Ja, her har vi en vitaminsprøjte til katolikker i Danmark! Tag og læs!

Sankt Ansgar – Nordens apostel. I anledning af Ansgar-jubilæet 2026. Redigeret af Sebastian Olden-Jørgensen. Katolsk Forlag. København 2026. 143 sider, 150 kroner.