Menneske, hvor er du?

Bibelen fortæller om mennesket som skabt i Guds billede, mærket af syndefaldet og kaldet til et nyt liv i Kristus. Gennem hele fortællingen lyder Guds stemme: Hvor er du?

Da Adam og Eva har spist af træet til kundskab om godt og ondt, skjuler de sig mellem havens træer. Gud kalder på Adam: »Hvor er du?« Han ved, hvor Adam befinder sig, men Adam har mistet sin plads i forholdet til Gud, til Eva og til sig selv. Dette kald følger mennesket gennem Bibelen og frem til Kristus, som kommer for at opsøge det fortabte og føre mennesket hjem.

Dette essay er skrevet med inspiration fra Elsebet Kielers bog Syndere og helgener i Bibelen.

Menneske, hvor er du?

»Hvor er du?« er det første, Gud siger til mennesket efter syndefaldet (1 Mos 3,9). Adam og Eva har hørt Gud gå i haven ved den kølige aftentid, men i stedet for at gå Ham i møde har de skjult sig. Tilliden er blevet afløst af frygt, og den nøgenhed, som før ikke skilte dem fra hinanden, er blevet forbundet med skam. Den frihed, som skulle føre dem nærmere Gud, er blevet brugt til at vende sig bort fra Ham.

Gud spørger ikke, fordi Han har mistet Adam af syne. Han kalder på det menneske, der ikke længere ved, hvor det selv befinder sig. Hvor står du i forhold til din Skaber? Hvad er der blevet af den frihed, du modtog? Hvad har du gjort med det liv og den verden, du fik betroet? Adam svarer, at han blev bange og derfor gemte sig. Da Gud konfronterer ham med det, der er sket, skyder Adam skylden på Eva, og Eva skyder skylden på slangen. Ingen af dem træder frem og tager ansvaret på sig.

Kort efter lyder Guds stemme igen. Kain har dræbt sin bror Abel, og Gud spørger: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarer: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« (1 Mos 4,9). Guds kald til Adam og Guds ord til Kain hører sammen. Mennesket kan ikke svare på, hvor det selv er, uden også at svare på, hvor dets bror er. Forholdet til Gud kan ikke skilles fra ansvaret for næsten. Når mennesket vender sig bort fra Gud, bliver den anden let en rival, en byrde eller en fjende.

Bibelen giver ikke en kort og afsluttet definition af mennesket. Den fortæller menneskets historie i mødet med Gud. Abraham bliver kaldet til at forlade sit land. Moses står barfodet foran den brændende tornebusk. David konfronteres med sin synd, efter at han har misbrugt sin kongemagt. Peter fornægter Jesus, men får igen betroet en opgave. Paulus forfølger Kirken og bliver selv apostel. Det bibelske menneske kaldes, går vild, skjuler sig, bliver fundet, tilgives og sendes ud. Guds kald ophører ikke, selv når mennesket forsøger at undgå det.

Skabt i Guds billede

Før fortællingen om faldet står beretningen om skabelsen. Gud siger: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os« (1 Mos 1,26). Menneskets værdighed begynder ikke med det, mennesket kan gøre, forstå eller frembringe. Den begynder hos Gud. Mennesket er villet og skabt af Ham. Det gælder den stærke og den svage, den raske og den syge, barnet og den gamle, den begavede og den, som hele sit liv må modtage hjælp fra andre.

Værdigheden tildeles ikke af staten, familien eller samfundet. Den afhænger heller ikke af, om et menneske kan arbejde, forsørge sig selv, gøre sig forståeligt eller leve op til andres forventninger. Et menneske har værdi, før det har ydet noget, og det beholder sin værdi, når kræfterne svigter. Her ligger grunden til, at den kristne tro beskytter det liv, som let bliver overset: det ufødte barn, den syge, den handicappede, den fattige, den fremmede, den fængslede og den døende. Menneskets værdi vokser ikke med evnerne og forsvinder ikke, når de mistes.

At være skabt i Guds billede betyder ikke, at mennesket selv er guddommeligt. Det betyder, at det kan høre Guds ord og svare på Hans kald. Mennesket kan elske, søge sandheden, vælge, tage ansvar og indgå i et forpligtende fællesskab. Det er sat til at dyrke og vogte jorden som den, der har fået noget værdifuldt betroet. Skaberværket er ikke menneskets ejendom, som det frit kan forbruge, men Guds værk, som mennesket skal tage vare på.

Guds billede kan vansires, men ikke udslettes. Et menneske kan handle ondt, ødelægge andres liv og forråde det gode, det selv har kendt. Det ophører alligevel ikke med at være et menneske, som Gud kalder på. Bibelen pynter ikke på de mennesker, den fortæller om. Noah adlyder Gud og redder sin familie, men senere ser vi ham beruset og blottet. Abraham viser en stærk tro, men gribes også af frygt og forsøger at sikre sig gennem halve sandheder. Jakob modtager velsignelsen, men gør det gennem bedrag. David er konge, salmedigter og manden efter Guds hjerte, men bliver også ægteskabsbryder og medansvarlig for et mord. Peter bekender Jesus som Kristus og fornægter Ham senere tre gange.

Heraf kommer bogtitlen Syndere og helgener i Bibelen. De to betegnelser beskriver ikke altid hver sin gruppe. De løber gennem de samme liv. Helgenen er ikke den, der aldrig har syndet, men den, der lader sig finde, kalde og forandre af Gud. Synderen kan være den fromme, der ikke længere kan se sin egen skyld, eller den magtfulde, der har vænnet sig til at give sine handlinger et pænere navn.

Friheden og faldet

Uden frihed findes ingen kærlighed. Der findes kun nødvendighed, instinkt eller tvang. Mennesket er skabt med evnen til at vælge det gode og dermed også med muligheden for at afvise det. Adam og Eva vil selv afgøre, hvad der er godt og ondt. Synden består ikke alene i, at de overtræder et forbud. Den vokser ud af mistilliden til Gud og forestillingen om, at mennesket kan vinde sit sande liv ved at løsrive sig fra Ham.

Slangen begynder med at så tvivl om Guds ord og hensigt. Har Gud virkelig sagt det? Holder Han noget tilbage? Ville mennesket ikke blive større, hvis det selv tog den frugt, Gud har forbudt? Fristelsen fremstiller lydigheden som trældom og grænsen som en fornærmelse. Mennesket griber efter muligheden for selv at indtage Guds plads, men resultatet bliver ikke den lovede frihed. Adam og Eva opdager deres nøgenhed, skjuler sig og bliver bange for den Gud, som før var deres glæde.

Syndefaldets mønster gentages gennem Bibelen og menneskets historie. Det, der først fremstilles som frigørelse, kan ende i en ny form for trældom. Den, der vil beherske alt, bliver let behersket af sit begær, sin frygt eller sin magt. Den, der ikke vil stå til ansvar for nogen, får stadig vanskeligere ved at tage ansvar for andre. Mennesket mister ikke sin frihed fuldstændigt, men friheden bliver såret. Vi kan fortsat erkende det gode og vælge det, men vi mærker også en tilbøjelighed til at vælge det, som skader os selv og andre.

Bibelen benægter ikke det gode i mennesket, for mennesket bærer fortsat Skaberens billede. Den undervurderer heller ikke syndens magt. Mennesket kan ikke ved egen kraft føre sig selv tilbage til den oprindelige enhed med Gud. Det har brug for tilgivelse, helbredelse og et nyt hjerte. Frelsen kan ikke fremstilles af mennesket selv. Den må modtages.

Af jordens støv og Guds livsånde

Skabelsesberetningen fortæller, at Gud former mennesket af jordens støv og blæser livsånde i dets næsebor (1 Mos 2,7). Mennesket hører til på jorden og bærer samtidig Guds livsånde i sig. Bibelen betragter ikke kroppen som et fængsel, sjælen skal befries fra. Mennesket er en levende helhed. Gennem kroppen møder vi verden og hinanden. Vi arbejder, spiser, hviler, lider, elsker og tager imod omsorg som mennesker af kød og blod.

Kroppen fortæller os, at vi er skabninger. Vi har ikke givet os selv livet og kan ikke opretholde det alene. Vi er afhængige af føde, søvn, varme og andre menneskers omsorg. Vi bliver syge, ældes og skal dø. Afhængigheden er ikke en fejl ved mennesket. Den minder os om, at livet er modtaget, og at ingen kan være sin egen begyndelse.

Det får afgørende betydning i den kristne tro, fordi Guds Søn selv bliver menneske. Han fødes af Maria, oplever sult og træthed, rører ved de syge, spiser med sine disciple, græder ved Lazarus’ grav, lider og dør. Efter opstandelsen viser Han disciplene sine sår. Det kristne håb handler ikke om, at sjælen til sidst slipper fri af kroppen, men om de dødes opstandelse og hele menneskets liv hos Gud. Kroppen har del i vores identitet og kald. Den kan ikke reduceres til en ting, et redskab for begæret eller et stykke materiale, som kun får betydning gennem vores egen vilje.

Mennesket står heller aldrig helt alene. Det fødes ind i en familie, et folk og en historie. Gud kalder Abraham, og gennem ham skal alle jordens slægter velsignes. Han fører Israel ud af Egypten og slutter pagt med folket. Loven lærer israelitterne at tilbede Gud og leve ret med hinanden. Profeterne minder dem om, at bøn og ofre mister deres sandhed, hvis den fattige undertrykkes, den fremmede afvises, og retten bøjes for den mægtige.

Det enkelte menneskes handlinger får følger for andre. Synden kan brede sig gennem en familie, en institution eller et helt samfund. Det samme kan troskab, retfærdighed og barmhjertighed. Ingen bliver til alene. Vi modtager sproget, historien, troen og livet gennem andre. Bibelsk frihed er ikke friheden til at leve uden forbindelser og forpligtelser. Den udfolder sig, når mennesket kan vælge det gode, tale sandt, holde sit ord og tage ansvar for sin næste.

Se, hvilket menneske

Det bibelske menneskesyn når sit centrum i Jesus Kristus. Da Pontius Pilatus fører den piskede og tornekronede Jesus frem for folket, siger han: »Se, hvilket menneske!« (Joh 19,5). Pilatus forstår næppe selv rækkevidden af sine ord. Foran menneskemængden står Han, som er sand Gud og sandt menneske. I Ham ser vi ikke alene, hvem Gud er. Vi ser også mennesket, som det var tænkt fra begyndelsen.

Jesus viser menneskets storhed gennem lydighed, tjeneste og kærlighed. Han bruger ikke sin frihed til at beskytte sig selv, men giver sit liv for andre. Han opsøger syndere uden at kalde synden god. Han møder de udstødte uden at gøre deres sår og fortid til hele sandheden om dem. Han siger sandheden, tilgiver og kalder mennesker til et nyt liv. På korset bærer Han følgerne af menneskets oprør og åbner vejen tilbage til Faderen.

I evangelierne møder Kristus mennesker, som andre allerede har fældet dom over. Zakæus er tolderen, der har gjort sig rig på andres bekostning. Kvinden, der gribes i ægteskabsbrud, er reduceret til sin synd. Den blinde bliver behandlet som et teologisk problem, og den spedalske er blevet uren i andres øjne. Jesus ser deres virkelighed uden at benægte den, men Han ser mere end den. Han kalder dem frem som mennesker. Zakæus stiger ned fra træet og ændrer sit liv. Kvinden får at vide, at hun ikke er fordømt, men heller ikke skal fortsætte i synden. Den blinde får sit syn, og den spedalske bliver rørt af en hånd, før han bliver helbredt.

Frelsen er ikke blot en dom, hvor skylden slettes i et himmelsk regnskab. Den er menneskets genoprettelse. I dåben forenes vi med Kristus, begraves med Ham og oprejses til et nyt liv (Rom 6,3–4). Guds billede, som synden har vansiret, fornyes ved nåden. Det kristne liv bliver en lang omvendelse, hvor mennesket lærer at modtage livet som en gave og lader Kristus forme sin vilje, sine handlinger og sit forhold til andre.

Kristus udsletter ikke den enkelte, men kalder ham eller hende ved navn. Peter skal ikke blive Johannes, og Paulus skal ikke blive Peter. Hvert menneske har sin historie, sine evner og sit kald. Ingen finder dog sit sande jeg ved at lukke sig om sig selv. Jesus siger: »Den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det« (Matt 16,25). Mennesket bliver sig selv, når det modtager sit liv af Gud og giver det videre i kærlighed.

»Hvor er du?« lyder ikke kun ved Bibelens begyndelse. Ordene klinger med, hver gang Gud kalder et menneske frem fra det sted, hvor det har gemt sig. Adam skjuler sig mellem træerne. Kain skjuler sig bag et trodsigt svar. David skjuler sin synd bag kongelig magt. Jonas flygter over havet for at undgå Guds kald. Peter skjuler sin frygt bag ordene: »Jeg kender ikke det menneske.« Paulus skjuler sin vold bag sin overbevisning om, at han forsvarer Gud.

Gud kalder dem frem for at føre dem ind i sandheden. David må høre profeten Natans ord: »Du er manden!« Jonas må opdage, at Guds barmhjertighed også gælder de mennesker, han selv foragter. Peter møder efter opstandelsen ikke en lang anklage, men Jesu tredobbelte ord: »Elsker du mig?« Paulus bliver standset på vejen til Damaskus og hører Kristi stemme: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Guds kald afslører synden og åbner vejen videre.

Bibelens syndere bliver ikke helgener ved at omskrive deres fortid eller kalde deres fejl ubetydelige. De bliver det ved at lade Gud møde dem dér, hvor de står. De træder frem fra skjulestedet og opdager, at Guds sandhed ikke er adskilt fra Hans barmhjertighed. Den samme Gud, der spørger Adam, hvor han er, klæder ham og Eva, da deres selvfremstillede figenblade ikke længere rækker. Han sætter et mærke på Kain for at beskytte hans liv. Han sender profeter til det folk, der igen og igen bryder pagten. Til sidst sender Han sin Søn.

Vi har ikke selv valgt vores begyndelse. Vi har ikke bestemt vores fødsel, vores forældre, vores krop eller det sted, hvor livet begyndte. Meget af det, der former os, er modtaget længe før, vi selv kunne vælge. Livet er først en gave og siden en opgave. Vi skaber ikke vores egen værdighed, men modtager den. Vi står ikke alene med byrden af at skulle opfinde os selv, for vi er allerede kendt og villet af Gud.

Guds stemme i haven lyder stadig: »Hvor er du?« Det er ikke en vred vogters råb efter en flygtning. Det er Skaberens kald til den skabning, som har gemt sig. Gud bliver ikke stående på afstand og afventer et svar. Han træder selv ind i menneskets historie. I Kristus opsøger Han det fortabte, bærer det sårede og fører mennesket hjem.

I mødet med Gud bliver mennesket ikke udslettet. Det bliver genoprettet. Det finder den frihed, som ikke består i at stå alene, men i at leve som Guds elskede skabning – forsonet med Ham, forpligtet på sin næste og kaldet til et liv, som døden ikke får det sidste ord over.

-karn