Det katolske præsteskab

Om kald, cølibat, ordination og præsteembedets grænser

Det katolske præsteskab er ikke et erhverv, som enhver frit kan vælge. Det er en sakramental tjeneste, der modtages gennem Kirkens kald og biskoppens ordination. Det forklarer både kravene til præstekandidaten, cølibatet, muligheden for gifte præster, Kirkens afvisning af kvindelig præstevielse og den særlige forbindelse mellem præst, biskop og pave.

Præsten står ved alteret, forkynder evangeliet, døber, hører skriftemål, salver de syge og ledsager mennesker gennem livets store overgange. Han møder den nyfødte ved døbefonten, brudeparret foran alteret, den syge ved sengen og familien omkring den afdødes kiste. Hans tjeneste er synlig i sognets hverdag, men den kan ikke forstås alene ud fra de opgaver, han udfører. En katolsk præst er ikke blot ansat til at lede en menighed eller udføre religiøse handlinger. Han er viet gennem et sakramente og indsat i en tjeneste, som Kirken mener at have modtaget fra Kristus og apostlene.

Det er udgangspunktet for at forstå, hvem der kan blive præst. Uddannelse, menneskelige evner og ønsket om at gøre en indsats er nødvendige, men de er ikke tilstrækkelige. Kirken undersøger, om kandidaten har et kald, om han er menneskeligt og åndeligt egnet, og om biskoppen eller ordenssamfundets foresatte vil modtage ham. Ingen kan kræve at blive ordineret. Præstevielsen er ikke en rettighed, der følger af dåben, en teologisk eksamen eller mange års arbejde i en menighed.

Et kald, som prøves af Kirken

Ordinationens sakramente har tre grader: biskop, præst og diakon. Biskoppen modtager ordinationens fylde og står som apostlenes efterfølger med ansvar for at undervise, helliggøre og lede den del af Kirken, der er betroet ham. Præsterne er biskoppens medarbejdere og udøver deres tjeneste i fællesskab med ham. Diakonerne vies til tjeneste for liturgien, ordet og næstekærligheden. De kan blandt andet døbe, prædike, forrette vielser og lede begravelser, mens de ikke kan fejre messen, høre skriftemål eller meddele de syges salvelse.

En kommende præst ordineres først til diakon. Det kaldes overgangsdiakonatet, fordi diakonvielsen fører frem mod præstevielsen. En permanent diakon ordineres derimod med henblik på at forblive diakon. Han kan være ugift eller gift og har ofte arbejde og familie ved siden af sin kirkelige tjeneste.

En præstekandidat skal være døbt og konfirmeret katolik. Han skal frit ønske ordinationen og have den nødvendige tro, menneskelige modenhed, moralske karakter og psykiske og fysiske egnethed. Han skal kunne leve efter Kirkens lære og disciplin og være villig til at lade sit liv forme af bøn, lydighed og tjeneste. Uddannelsen varer normalt flere år og omfatter filosofi, teologi, bibelkundskab, kirkehistorie, liturgi og pastoral praksis. Dertil kommer den åndelige og menneskelige dannelse, som skal hjælpe kandidaten til at kende sig selv, leve med andre og bære det ansvar, præstegerningen fører med sig.

Seminariet er ikke en garanti for ordination. Kandidaten prøver sit kald, og Kirken prøver det sammen med ham. Undervejs kan han selv erkende, at præstelivet ikke er hans vej. Seminariets ledelse eller biskoppen kan også vurdere, at han ikke bør fortsætte. En mand kan være oprigtigt troende, dygtig og vellidt uden at være egnet til præstegerningen.

Den kirkelige lov understreger, at kandidaten skal være fri. Ingen må presses til at modtage ordinationen, og ingen må ordineres alene på grund af præstemangel eller forventninger fra familie og menighed. Før præstevielsen foretages en samlet vurdering af kandidatens tro, dømmekraft, livsførelse, uddannelse og evne til at leve i tjeneste for andre. Som hovedregel skal han være fyldt 25 år og have været diakon i mindst seks måneder. Kirkeretten, kann. 1024–1052

Nogle bliver præster for et bispedømme og knyttes til dette gennem ordinationen. Andre tilhører et ordenssamfund som jesuitterne, franciskanerne eller dominikanerne. En ordensbroder behøver ikke være præst, og en præst behøver ikke være munk. Ordensliv og præstevielse er to forskellige kald, selv om de kan forenes i samme person.

Cølibatet og de gifte præster

En gift mand kan under bestemte omstændigheder blive katolsk præst. Det overrasker mange, fordi det katolske præsteskab i Danmark og resten af den vestlige verden forbindes med cølibatet. I den latinske del af Kirken vælges præstekandidater normalt blandt ugifte mænd, der frivilligt lover at leve ugift og i seksuel afholdenhed. Cølibatet er en kirkelig disciplin og ikke en ufravigelig betingelse for, at en ordination kan være gyldig.

Kirken ser cølibatet som et tegn på, at præsten stiller hele sit liv til rådighed for Gud og den menighed, han skal tjene. Det peger samtidig frem mod det evige liv, hvor mennesket ifølge Kristi ord hverken gifter sig eller bortgiftes. Cølibatet er dermed mere end en praktisk ordning, der skal sikre, at præsten har tid til sit arbejde. Det er en livsform, som skal udtrykke præstens hengivelse til Kristus og Kirken. Den kan kun leves sandt, hvis den modtages frit og bæres af et modent åndeligt liv.

Der findes gifte præster i den latinske Kirke. Gifte præster fra den anglikanske kirke og visse andre kristne kirkesamfund, som bliver optaget i den katolske Kirke, kan efter en individuel vurdering og med særlig tilladelse ordineres som katolske præster. De fortsætter deres ægteskab og familieliv efter ordinationen. Der er tale om undtagelser fra den almindelige latinske disciplin og ikke om en ophævelse af cølibatet.

De katolske østkirker har gennem århundreder bevaret en anden disciplin. Her kan gifte mænd ordineres til diakoner og præster. Biskopper vælges blandt ugifte præster, ofte munke. En østkatolsk præst kan således være gift og have børn, uden at hans præsteskab af den grund er mindre katolsk eller mindre gyldigt. Den katolske Kirke rummer begge traditioner og anerkender dem som legitime.

Fælles for øst og vest er, at ægteskabet skal være indgået før ordinationen. En mand, der allerede er ordineret, kan ikke senere gifte sig. En ugift præst kan altså ikke beslutte at indgå ægteskab, mens han fortsætter sin præstetjeneste. En gift præst kan som hovedregel heller ikke gifte sig igen, hvis hans hustru dør. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 1579–1580

En gift mand kan også ordineres til permanent diakon i den latinske Kirke. Her kræves hustruens samtykke, fordi ordinationen får betydning for hele familiens liv. Er manden ugift ved diakonvielsen, forpligter han sig til at forblive ugift. Det samme gælder som hovedregel en gift diakon, der senere bliver enkemand.

Hvorfor præstevielsen er forbeholdt mænd

Kirkeretten fastslår, at kun en døbt mand gyldigt kan modtage ordinationens sakramente. Det gælder ordination til diakon, præst og biskop. Begrundelsen er ikke, at kvinder skulle være mindre værd, mindre troende eller ude af stand til at undervise og lede. Kvinder og mænd har samme menneskelige værdighed og den samme grundlæggende værdighed gennem dåben. Kvinder har fra Kirkens første tid haft afgørende betydning som trosvidner, martyrer, teologer, ordensstiftere, missionærer og lærere.

Den katolske begrundelse er forankret i forståelsen af sakramentet og den apostolske tradition. Kristus kaldte mænd til kredsen af de tolv apostle, og Kirken har gennem sin historie ordineret mænd som biskopper og præster i apostlenes efterfølgelse. Samtidig handlede Kristus på flere områder friere over for tidens skikke, end det var almindeligt. Han talte offentligt med kvinder, modtog dem blandt sine disciple og lod kvinder være de første vidner til opstandelsen. Maria Magdalene blev sendt til apostlene med budskabet om, at Herren var opstanden. Alligevel blev hun og de øvrige kvinder omkring Jesus ikke optaget blandt de tolv.

Når præsten fejrer sakramenterne, handler han ikke alene på egne vegne eller på menighedens vegne. I messen og ved meddelelsen af syndsforladelsen handler han in persona Christi – i Kristi person. Præsten er i den sakramentale handling et synligt tegn på Kristus, der giver sig selv til Kirken. Kirkens tradition omtaler her Kristus som brudgommen og Kirken som hans brud. Dette billede udgør en del af begrundelsen, men står ikke alene. Det indgår i en samlet forståelse af Kristi valg af apostlene, den ubrudte kirkelige praksis og præsteembedets sakramentale karakter.

Pave Johannes Paul II fastslog i 1994, at Kirken ikke har myndighed til at meddele præstevielse til kvinder, og at denne lære skal fastholdes endeligt af alle troende. Ordene var valgt med omhu. Paven fremstillede ikke afvisningen som en tidsbestemt kirkelig regel, der frit kan ændres. Han erklærede, at Kirken ikke anser sig for bemyndiget til at ændre den ordning, den har modtaget fra Kristus. Ordinatio sacerdotalis

Denne lære er vanskelig at forstå for mennesker, der betragter præsteembedet som en ledende stilling, hvor adgangen bør være den samme for begge køn. Kirken opfatter ordinationen som noget andet end en karriere eller adgang til kirkelig magt. Forskellige tjenester er ikke udtryk for forskellig menneskelig værdi. Maria, Jesu mor, står højere i Kirkens tro og fromhed end enhver præst og biskop, selv om hun aldrig modtog ordinationens sakramente.

Afvisningen af kvindelig præstevielse betyder heller ikke, at alle kirkelige lederposter er forbeholdt præster. Kvinder kan være teologer, dommere ved kirkelige domstole, kanslere, undervisere, økonomiske og administrative ledere samt medlemmer af kirkelige råd. Kvinder kan også varetage ledende stillinger i den romerske kurie. Ordination og kirkelig ledelse er ikke i alle tilfælde knyttet sammen.

Kvindelige diakoner må behandles særskilt. I oldkirken fandtes kvinder, som blev kaldt diakonisser. De bistod blandt andet ved dåb af voksne kvinder, underviste kvindelige dåbskandidater og besøgte syge. Historikere og teologer drøfter fortsat, om de modtog en sakramental ordination svarende til de mandlige diakoners, eller om der var tale om en særlig kirkelig velsignelse og tjeneste.

Kirken har nedsat flere kommissioner til at undersøge de historiske og teologiske forhold. Undersøgelserne har ikke ført til indførelsen af et sakramentalt kvindeligt diakonat. Efter den gældende kirkeret kan kun en døbt mand modtage ordinationen, og det omfatter også diakonvielsen. Samtidig er læren om kvindelig præstevielse afgjort med en anden og langt mere endelig formulering end den fortsatte teologiske undersøgelse af oldkirkens diakonisser. De to emner bør derfor ikke uden videre behandles som fuldstændig identiske. Vatikanet oplyste i 2024, at arbejdet med kvindediakonatets historiske og teologiske sider fortsætter, selv om tiden ikke blev anset for moden til at indføre et kvindeligt diakonat. Vatikanets meddelelse om kvindediakonatet

Kvinder kan allerede varetage en række liturgiske og pastorale tjenester som lektor, akolyt, kateket, ekstraordinær kommunionsuddeler og pastoral medarbejder. Disse tjenester er ikke grader af ordinationens sakramente.

Fra præst til pave – og tilbage til lægstanden

Paven er biskop af Rom og apostlen Peters efterfølger. Det er kardinalerne under 80 år, der vælger ham, men den valgte behøver ikke selv at være kardinal. Valgreglerne siger heller ikke, at han på forhånd skal være præst eller biskop. Da paven nødvendigvis er biskop af Rom, skal den valgte være en mand, der kan modtage en gyldig bispevielse. I praksis betyder det, at han skal være en døbt katolsk mand, som ikke er forhindret i at modtage ordinationen.

Hvis den valgte allerede er biskop, bliver han pave, når han frit accepterer et gyldigt valg. Hvis han endnu ikke er biskop, skal han bispevies straks. En lægmand, der blev valgt og accepterede valget, måtte derfor først modtage de ordinationer, der fører frem til bispeembedet. Muligheden findes i den kirkelige ordning, men den er i nutiden yderst usandsynlig. Gennem mange århundreder er paven blevet valgt blandt kardinalerne, som i dag næsten alle er biskopper. Kirkeretten, kan. 332

Mens en mand i princippet kan bevæge sig fra lægstanden til Kirkens højeste embede, kan en gyldigt ordineret præst aldrig få selve ordinationen slettet. Han kan miste den gejstlige stand og retten til at virke som præst, men ordinationens sakramentale præg består. Kirken lærer, at ordinationen sætter et uudsletteligt åndeligt mærke. Den kan ikke gentages, udløbe eller trækkes tilbage, som man opsiger en ansættelse.

En præst kan selv anmode om at blive løst fra den gejstlige stands rettigheder og forpligtelser. Han kan også afskediges som straf efter alvorlige forbrydelser eller grove brud på sine præstelige forpligtelser. I daglig tale bruges ofte udtrykket, at præsten bliver »laiceret«. Mere præcist mister han den gejstlige stand.

Efter tabet af den gejstlige stand må han ikke længere fungere offentligt som præst, fejre messe for en menighed, høre skriftemål eller varetage et kirkeligt embede. Han ophører samtidig med at have de rettigheder og pligter, der følger af den gejstlige stand. Forpligtelsen til cølibat ophører dog ikke automatisk. En særskilt pavelig dispensation er nødvendig, hvis han skal kunne indgå et gyldigt katolsk ægteskab.

Der findes en særlig undtagelse, som tydeligt viser forskellen mellem ordinationen og tilladelsen til at udøve den. Hvis et menneske befinder sig i dødsfare, kan en tidligere præst gyldigt og lovligt høre den døendes skriftemål og meddele syndsforladelse. Det gælder, selv om præsten ellers er frataget enhver ret til at udøve sin tjeneste. I dødsøjeblikket vejer omsorgen for menneskets frelse tungere end de kirkeretlige begrænsninger.

Hvis en kirkelig domstol erklærer en ordination ugyldig, er forholdet et andet. Her fastslår Kirken, at en gyldig ordination aldrig fandt sted, eksempelvis fordi en afgørende forudsætning manglede ved ordinationen. Det svarer ikke til at fjerne eller ophæve en ordination, der engang var gyldig. Kirkeretten, kann. 290–293

En tjeneste, der ikke tilhører præsten selv

Præstegerningen rummer myndighed, men denne myndighed er givet med henblik på tjeneste. Præsten forvalter sakramenterne og forkynder Kirkens tro; han ejer dem ikke. Han står under sin biskop, og biskoppen udøver sit embede i fællesskab med de øvrige biskopper og med paven. Ordinationen giver ikke præsten ret til at optræde som en uafhængig religiøs leder eller forme Kirkens lære efter sin egen overbevisning.

Det forklarer de omfattende krav til den, der ønsker at blive præst. Teologisk viden er nødvendig, men kan ikke stå alene. Et levende trosliv er afgørende, men må ledsages af menneskelig modenhed, selvindsigt og evnen til at tage imod vejledning. Præstekandidaten skal kunne leve med lydighed, ansvar og perioder med ensomhed. Han skal være i stand til at bære, at andre menneskers sorg, skyld, tro og håb bliver betroet ham.

Præsten er ikke mere døbt end lægmanden og heller ikke mere værdifuld som menneske. Dåben er grundlaget for alle kristnes værdighed, og hele Kirken er kaldet til hellighed. Ordinationen giver en bestemt og nødvendig tjeneste i Kirkens fællesskab. Den placerer ikke præsten i en højere menneskelig klasse.

Når Kirken fastholder, at præstevielsen er forbeholdt mænd, når den almindeligvis kræver cølibat i den latinske Kirke, og når den lærer, at en gyldig ordination aldrig kan slettes, udspringer det af dens forståelse af præsteskabet som en modtaget gave. Kirken mener ikke at kunne indrette sakramenterne frit efter skiftende forestillinger om arbejde, status og repræsentation.

En mand kan ønske at blive præst og træde frem med sit ønske. Han kan gennemføre mange års studier og dannelse. Alligevel er det først ved biskoppens kald og håndspålæggelse, at han modtager præsteskabet. Ordinationen er dermed både personlig og større end den enkelte. Præsten giver sit ja, Kirken bekræfter kaldet, og gennem sakramentet bindes hans liv til en tjeneste, som ikke længere tilhører ham alene.

-karn