Hvad er woke og hvor står den katolske tro?

Woke begyndte som opmærksomhed på racisme og uretfærdighed. I dag handler striden også om køn, identitet, sprog og menneskesyn.

Woke er blevet et af de ord, der bruges så forskelligt, at betydningen let forsvinder. Nogle forbinder det med hensynet til mennesker, der er blevet diskrimineret eller holdt udenfor. Andre bruger ordet om en ideologi, der opdeler mennesker efter race, køn og seksualitet og gør identitet og sprog til politiske spørgsmål. Bag striden ligger noget større: forskellige opfattelser af, hvad et menneske er. Her har den katolske tro sit eget udgangspunkt.

Det begyndte med en virkelig uretfærdighed

Ordet woke stammer fra afroamerikansk sprogbrug i USA. At være woke betød oprindeligt at være vågen over for racisme og social uretfærdighed. Udtrykket fik stor udbredelse i forbindelse med Black Lives Matter og protesterne mod racediskrimination og politivold. Det er værd at huske, for den senere kulturkamp kan få begyndelsen til at forsvinde. Racisme var ikke et opdigtet problem. USA havde inden for levende menneskers erindring love, der adskilte sorte og hvide, og følgerne af slaveri og racediskrimination forsvandt ikke med ophævelsen af disse love. At gøre opmærksom på den historie er ikke i sig selv udtryk for en ideologi. Det kan ganske enkelt være et krav om retfærdighed.

Efterhånden blev kredsen af emner større. Det handlede ikke længere alene om racisme, men også om køn, seksualitet, kolonialisme, privilegier, repræsentation, handicap, sprog og identitet. Ord som intersektionalitet, strukturel diskrimination, kønsidentitet, normkritik og privilegier bevægede sig fra universiteterne ud i medier, virksomheder, kulturinstitutioner, organisationer og dele af skoleverdenen. Samtidig ændrede selve ordet woke karakter. Det blev efterhånden brugt mere af kritikere end af dem, kritikken var rettet imod. Derfor bør man være præcis. En virksomhed er ikke nødvendigvis woke, fordi den ønsker flere kvinder i ledelsen. Et museum er ikke woke, fordi det fortæller om dansk slavehandel. Og undervisning om homoseksualitet er ikke i sig selv woke. Ordet giver først rigtig mening, hvis det betegner en bestemt forståelse af mennesket, identiteten og samfundet.

Hvem er jeg – og hvilken gruppe tilhører jeg?

En vigtig del af den tænkning, der forbindes med woke, handler om magt og gruppetilhørsforhold. Et menneske betragtes ikke alene som individ, men også som medlem af forskellige grupper: mand eller kvinde, hvid eller sort, heteroseksuel eller homoseksuel, majoritet eller minoritet, privilegeret eller marginaliseret. Flere forhold kan virke sammen. En sort kvinde kan eksempelvis møde andre vilkår end en hvid mand. Det er denne form for overlap, der beskrives med ordet intersektionalitet.

Der er ikke noget fremmed for kristendommen i erkendelsen af, at menneskers livsvilkår er forskellige. Vores muligheder bestemmes ikke alene af vores egne valg. Familie, økonomi, historie, kultur og samfund betyder noget, og Kirken har gennem sin sociallære fastholdt, at også institutioner og samfundsforhold kan være uretfærdige. Vanskeligheden opstår, hvis gruppen bliver vigtigere end personen. Et menneske er mere end sin hudfarve, sit køn, sin seksualitet, sin sociale klasse eller sin historie. Den kristne forståelse begynder med, at mennesket er skabt i Guds billede. Dets værdi kommer før dets politiske og sociale identitet og kan hverken tildeles af staten eller fratages af flertallet.

Hvis næsten alle menneskelige forhold fortolkes gennem magt, privilegier og undertrykkelse, kan personen forsvinde bag kategorierne. Et menneske kan ende med at blive betragtet som privilegeret eller undertrykt, før man overhovedet har mødt det. Kristendommen kender både magtmisbrug, uretfærdighed og synd, men mennesket kan aldrig reduceres til offer eller undertrykker. Det enkelte menneske står selv over for Gud med sin frihed, sit ansvar og sin historie.

Kroppen er ikke et hylster

En af de dybeste konflikter mellem moderne identitetstænkning og den katolske tro findes i spørgsmålet om køn. Kristendommen betragter ikke kroppen som et tilfældigt hylster omkring et egentligt indre jeg. Kroppen tilhører personen. At være menneske er også at være et legemligt menneske, og derfor har det betydning, at mennesket er skabt som mand og kvinde. Kroppen fortæller noget om os, som vi ikke selv har bestemt.

Det betyder ikke, at alle oplever deres køn ukompliceret. Et menneske, der oplever en alvorlig konflikt mellem sin krop og sin kønsidentitet, mister intet af sin menneskelige værdi. Det må ikke hånes eller reduceres til et eksempel i en politisk diskussion. Men respekt for et menneske og enighed om menneskets natur er to forskellige ting. Hvis køn i sidste ende bestemmes af den enkeltes oplevelse af sig selv, får kroppen en anden betydning. Her kan den katolske tro ikke følge med. Kroppen er ikke råmateriale, som et indre jeg frit kan give betydning. Den er en del af den person, Gud har skabt.

Derfor handler striden om køn dybere set heller ikke om toiletter, pronominer eller formularer. Disse konflikter er følger af en mere grundlæggende uenighed: Er kroppen en del af sandheden om mennesket, eller ligger den afgørende sandhed om menneskets identitet i dets egen oplevelse af sig selv? Begge sider kan tale om respekt og menneskeværd og alligevel nå vidt forskellige konklusioner, fordi de begynder forskellige steder.

Kan ord være forkerte?

Sproget har fået en central plads i striden. Ord kan såre, ydmyge og ødelægge. Det er ingen ny erkendelse for kristendommen. Bagvaskelse, løgn og hån er moralske handlinger, selv om de kun består af ord. Der er heller ingen kristen dyd i bevidst at bruge betegnelser om andre mennesker, som har til formål at såre dem. Høflighed, hensyn og respekt er ikke politisk kapitulation.

Konflikten opstår, hvis respekt samtidig indebærer, at man skal tilslutte sig en bestemt opfattelse af virkeligheden. Hvis bestemte ord ikke alene betragtes som uhøflige, men som moralsk uacceptable, fordi de udtrykker et andet syn på køn eller identitet, bliver sproget en del af selve uenigheden. En katolik kan have pligt til at tale nænsomt og samtidig mene, at sandheden ikke afgøres af, om et udsagn opleves som krænkende. Vi skylder hinanden respekt, men respekt kan ikke kræve, at vi siger noget, vi mener er usandt.

Hvor meget har woke egentlig fat i Vesten?

Det kan se ud, som om hele Vesten på få år har overtaget den nye identitetstænkning. Virkeligheden er mere ujævn. Idéerne har haft betydelig indflydelse på universiteter, i medier, kulturinstitutioner, store virksomheder og dele af den offentlige sektor. Ord og forestillinger, som for få årtier siden tilhørte forholdsvis små akademiske miljøer, bruges nu i almindelig offentlig debat. I den forstand har bevægelsen sat tydelige spor.

Det betyder ikke, at befolkningerne i de vestlige lande har overtaget hele tankegangen. Tværtimod er der kommet betydelig modstand, især omkring kønsidentitet, sport, undervisning, migration, ytringsfrihed og universiteternes politiske kultur. I USA er flere DEI-programmer blevet reduceret eller afviklet, og også i Europa bliver identitetspolitikken mødt med skepsis. Den periode, hvor udviklingen syntes kun at gå én vej, er forbi.

Alligevel vil det være forkert at afskrive woke som en kortvarig mode. Flere af de forandringer, der fulgte med, er blevet en del af samfundet: større opmærksomhed på diskrimination, minoriteters vilkår, kolonihistorie, repræsentation, kønsidentitet og sprog. Noget af dette kan en katolik uden vanskelighed støtte. Andet bygger på forestillinger om mennesket, som ikke kan forenes med den katolske tro. Derfor kommer man ikke langt ved blot at være for eller imod woke.

Men hvor var de kristne?

Her bliver kritikken ubehagelig, også for kristne. Det er let at kritisere woke, efter at bevægelsen er blevet stærk. Det er vanskeligere at spørge, hvorfor nogle af de problemer, den reagerede imod, fik lov til at bestå så længe. Hvis kristne altid havde stået forrest i kampen mod racediskrimination, havde andre ikke så let kunnet gøre denne kamp til deres særlige område. Hvis homoseksuelle altid var blevet mødt af kristne med den værdighed, som ethvert menneske har krav på, havde kampen for deres menneskeværd vanskeligere kunnet fremstilles som en kamp mod kristendommen. Hvis den fremmede, den fattige og den socialt udstødte altid havde mødt Kirken som det første sted, hvor deres værdighed blev forsvaret, havde kristendommens stemme stået stærkere i de senere års kulturkamp.

Det ville være historisk urimeligt at fremstille Kirken som en institution, der gennem århundreder konsekvent stod på den stærkes side. Den kristne historie rummer en omfattende tradition for omsorg for mennesker, som ellers havde få til at tage sig af dem. Kristne grundlagde hospitaler, skoler, børnehjem og institutioner for fattige og syge, tog sig af forældreløse og udstødte og spillede en væsentlig rolle i den lange kamp mod slaveriet. Samtidig findes der kapitler, hvor kristne og kirkelige institutioner accepterede forhold, som stod i modsætning til den menneskelige værdighed, Kirken selv forkyndte. Den historie skal hverken bortforklares eller gøres til hele fortællingen om kristendommen. Kirken må kunne erkende sine egne svigt uden dermed at overse den enorme indsats for syge, fattige og marginaliserede, som også hører til dens historie.

Woke kan derfor også minde Kirken om noget, den allerede vidste. Den fremmede, den fattige, den foragtede og den udstødte tilhører ikke en moderne politisk dagsorden. De findes overalt i evangelierne. Menneskets værdi afhænger ikke af hudfarve, social position, seksualitet eller nytteværdi. Hvis kristne glemmer dette, efterlader de et tomrum, som andre ideologier vil udfylde. Kirken behøver ikke overtage disse ideologier for at erkende, at nogle af de sår, de pegede på, var virkelige.

Anti-woke er heller ikke et kristent program

Fordi dele af woke-tænkningen kolliderer med kristendommens menneskesyn, kan det være fristende ganske enkelt at søge over i den modsatte lejr. Men heller ikke anti-woke er et kristent program. Den katolske tro kan afvise moderne teorier om køn og samtidig fastholde værdigheden hos det menneske, der oplever sin kønsidentitet anderledes. Den kan stå fast på sin lære om seksualitet og møde homoseksuelle med den respekt, ethvert menneske har krav på. Den kan kritisere teorier om strukturel racisme og samtidig tage virkelig racediskrimination alvorligt. Og den kan afvise ensidige fortolkninger af kolonialismen uden at forskønne de mørke kapitler i Vestens historie. Det afgørende er, at kritikken af en ideologi aldrig må få det menneske, kritikken handler om, til at forsvinde.

Den katolske tro passer derfor dårligt ind i de to lejre. Den kan stå sammen med progressive kræfter om at bekæmpe racisme, fattigdom, udstødelse og menneskelig ydmygelse og samtidig afvise forestillingen om, at mennesket selv skaber sin grundlæggende identitet. Den kan være enig med konservative kritikere i, at biologisk køn har betydning, at ytringsfriheden skal forsvares, og at historien ikke alene består af undertrykkere og ofre, samtidig med at den må afvise en kulturkamp, hvor modstanderen bliver et menneske, man ikke længere behøver behandle ordentligt.

Kirken har allerede et svar

Den katolske tro behøver ikke opfinde et særligt svar på woke. Den har allerede et menneskesyn. Mennesket er skabt og har ikke skabt sig selv. Det er frit, men friheden eksisterer inden for en virkelighed, mennesket har modtaget. Det er legeme og sjæl. Mennesket er skabt som mand og kvinde. Det lever sammen med andre og påvirkes af historie og samfund, men kan aldrig reduceres til sin gruppe. Det kan være offer for uretfærdighed og samtidig være ansvarligt for sine egne handlinger. Det har pligt til at søge sandheden og til at elske det menneske, det er uenig med.

Den værdighed gælder den sorte og den hvide, manden og kvinden, den homoseksuelle og den heteroseksuelle, den transkønnede og den, der afviser moderne kønsteori, migranten og den indfødte, den progressive og den konservative. Den samme værdighed tilkommer dem alle. Deres opfattelser kan være indbyrdes modstridende og deres handlinger moralsk forskellige; intet af dette gør mennesket til en politisk kategori.

De er mennesker.

Den katolske tro kan derfor forstå noget af det oprør, der lå bag woke, uden at overtage det menneskesyn, som siden er blevet knyttet til dele af bevægelsen. Den kan kritisere woke uden at gøre anti-woke til en kristen identitet. Kirkens opgave er mere krævende: at være blandt de første til at forsvare mennesket uden at opgive sandheden – og at fastholde sandheden uden at miste kærligheden til det menneske, den står overfor.

-karn