Samvittigheden først – præsten der nægtede at sværge troskab til Hitler

I 1942 stod den østrigske præst Franz Reinisch over for et krav, som mange allerede havde accepteret: at erklære ubetinget troskab til Adolf Hitler. De fleste skrev under. Reinisch sagde nej – og betalte med sit liv.

I dag er Franz Reinisch anerkendt af den katolske kirke som salig – et vidnesbyrd om samvittighedens mod i en mørk tid. Da han i 1942 blev bedt om at sværge troskab til Adolf Hitler, nægtede han. Hans historie tilhører nazismens Europa, men spørgsmålet den rejser er stadig aktuelt: hvor let er det i dag at stå ved sin overbevisning, hvis man risikerer kritik eller sociale konsekvenser?

Nogle gange viser historien sig ikke først og fremmest i store slag eller dramatiske begivenheder, men i stille øjeblikke, hvor et enkelt menneske står over for et valg. Et sådant øjeblik indtraf i april 1942 for den østrigske præst Franz Reinisch. På dette tidspunkt blev han stillet over for kravet om at sværge ubetinget troskab til Adolf Hitler – et krav, som mange andre allerede havde accepteret.

Under Anden Verdenskrig blev en række præster indkaldt til militærtjeneste, og i den forbindelse skulle de afgive en troskabserklæring til rigets leder. For de fleste blev dette betragtet som en juridisk formalitet. Man kunne skrive under uden nødvendigvis at tillægge ordene en dybere betydning, og samtidig var konsekvenserne ved at nægte alvorlige. Derfor valgte mange at tilpasse sig, så de kunne fortsætte deres arbejde og undgå konflikt med myndighederne.

For Franz Reinisch var situationen imidlertid anderledes. Han oplevede, at hans samvittighed satte en grænse, som han ikke kunne overskride.

Samvittigheden i kristen tradition

I katolsk teologi spiller samvittigheden en afgørende rolle i menneskets moralske liv. Samvittigheden er ikke blot en personlig følelse eller en privat mening, men det sted hvor mennesket møder spørgsmålet om sandhed og ansvar. Her må mennesket afgøre, hvad der i sidste ende er rigtigt at gøre. Derfor lærer Kirken også, at et menneske i sidste ende må handle efter sin samvittighed – selv når det kan få alvorlige konsekvenser.

Det betyder dog ikke, at samvittigheden står over Kirkens lære. Tværtimod understreger den katolske tradition, at samvittigheden skal formes gennem troen, gennem bøn, gennem Skriften og gennem Kirkens undervisning. Samvittigheden er ikke en isoleret størrelse, men noget der udvikles i mødet med sandheden.

Denne tanke går langt tilbage i den kristne tradition. Allerede middelalderteologen Thomas Aquinas beskrev samvittigheden som det sted, hvor mennesket anvender sin moralske indsigt i konkrete situationer. Mange århundreder senere blev den samme tanke formuleret med særlig klarhed af den engelske kardinal John Henry Newman. Han skrev engang, at hvis han skulle skåle for religionen, ville han først skåle for samvittigheden – og derefter for paven. Med dette ville han ikke sætte samvittigheden op imod Kirken, men understrege at mennesket i sidste ende må handle i overensstemmelse med det, det erkender som sandt.

Den eneste præst der sagde nej

Da Franz Reinisch i 1942 blev stillet over for kravet om at erklære troskab til Hitler, stod han derfor i princippet i samme situation som mange andre præster.

Alligevel viste hans beslutning sig at være helt usædvanlig.

Reinisch blev nemlig den eneste katolske præst i Det Tredje Rige, der nægtede at sværge troskab til Adolf Hitler. For ham handlede spørgsmålet ikke om loyalitet mod sit land. Han havde ingen problemer med tanken om at tjene Tyskland. Problemet var derimod, at troskabserklæringen var rettet mod én bestemt politisk leder. En personlig troskab til Hitler mente Reinisch var uforenelig med den kristne tro og med hans egen samvittighed.

Derfor nægtede han.

Retssagen

Afslaget førte straks til arrestation, og kort efter stod Reinisch for en militærdomstol. Under retssagen forsøgte dommerne gentagne gange at få ham til at ændre sin beslutning.

De forklarede, at troskabserklæringen i praksis blot var en formalitet. Mange underskrev uden at tillægge ordene nogen dybere betydning, og derfor mente de, at Reinisch kunne gøre det samme. Hvis han blot sagde ordene, ville sagen være afsluttet, og han kunne vende tilbage til sit præsteembede.

Men Reinisch fastholdt, at problemet netop var samvittigheden. Selv hvis andre betragtede erklæringen som en formalitet, vidste han, at han selv ville have sagt ordene – og netop derfor kunne han ikke gøre det.

Fængslet

Efter dommen blev han sendt til fængslet i Berlin-Tegel og senere til det strengere Brandenburg-Görden.

Fra sin celle skrev han breve til familie og venner. I dem mærker man, at beslutningen ikke var uden smerte. Han overvejede igen og igen, om han havde handlet rigtigt, og han var fuldt klar over, hvilke konsekvenser hans valg kunne få.

Myndighederne gav ham flere gange mulighed for at ændre beslutning. Hvis han blot ville underskrive troskabserklæringen, kunne han undgå dødsdommen og vende tilbage til sit arbejde som præst.

Valget stod derfor i sidste ende mellem livet og trofastheden mod hans samvittighed. Hver gang fastholdt han sit nej.

Henrettelsen

Den 21. august 1942 blev Franz Reinisch henrettet i Brandenburg-Görden ved guillotine. Han var 47 år gammel.

Nazisterne forsøgte efterfølgende at lade hans historie forsvinde. Hans krop blev kremeret, og myndighederne ønskede, at ingen skulle huske ham. Alligevel begyndte fortællingen om hans beslutning langsomt at sprede sig.

Et mod der gav andre mod

En af dem, der hørte historien om Reinisch, var den østrigske landmand Franz Jägerstätter. Da hans egen tur kom til at erklære troskab til Hitler, vidste han, at en katolsk præst allerede havde nægtet før ham. Den viden gav ham mod til at følge sin egen samvittighed.

Jägerstätter nægtede også at sværge troskab til Hitler og blev henrettet i Brandenburg-Görden i 1943 – næsten præcis et år efter Reinisch.

Senere blev begge mænds vidnesbyrd anerkendt af Kirken. Franz Jägerstätter blev saligkåret i 2007, og Franz Reinisch blev saligkåret i 2013.

Samvittighedens grænse

Historien om Franz Reinisch minder os om, at nogle beslutninger ikke først og fremmest handler om politik eller strategi, men om den indre grænse et menneske sætter for sig selv.

I dag lever vi heldigvis ikke under et totalitært regime som det nazistiske. Alligevel kan samvittigheden også i vores tid komme under pres – ofte i form af sociale forventninger eller frygten for at blive mødt med kritik.

Det kan for eksempel være vanskeligt åbent at give udtryk for religiøse overbevisninger eller for klassiske etiske standpunkter om spørgsmål som abort, aktiv dødshjælp eller troens plads i samfundet, hvis man frygter at miste anerkendelse eller sociale relationer.

Derfor kan historien om Franz Reinisch stadig tale til nutiden. Ikke fordi vores situation er den samme, men fordi den minder os om, at samvittigheden nogle gange kræver mod.

Nogle gange begynder det med noget så enkelt som ét ord.

Nej.

Epilog

Historien husker sjældent de mange, der tilpassede sig. Men den husker dem, der satte en grænse.

Ikke fordi de ønskede at blive helte – men fordi deres samvittighed ikke tillod dem at gøre andet.

Samvittigheden først.

-karn