Pave Leo fremhæver lægfolks og ordensfolks betydning

De har været med til at forme Kirkens sociallære

Troen skal leves i samfundet. Pave Leo XIV opfordrer katolikker til at betragte politisk og offentligt engagement som en tjeneste for det fælles gode.

Kort fortalt: Pave Leo XIV opfordrer katolikker til at engagere sig i samfundslivet og opbygge relationer præget af solidaritet, retfærdighed og fred. Kirken har brug for lægfolk, som forbinder troen med tidens sociale, økonomiske og politiske spørgsmål.

Pave Leo XIV rettede fredag den 18. september en tydelig opfordring til katolikker om ikke at trække sig tilbage fra samfundslivet. Under en audiens i Vatikanet fremhævede han de lægfolk og ordensfolk, som gennem historien har været med til at føre Kirken ad nye veje og give den katolske sociallære konkret form.

Paven talte til omkring 50 medlemmer af det internationale studiecenter, der bærer hans navn. Centret blev grundlagt inden for augustinerordenen i oktober 2025 og beskæftiger sig med studiet af pave Leo XIVs liv og lære. Paven satte centrets arbejde ind i en større sammenhæng: Hvordan kan den kristne tro være med til at forme en verden præget af krig, politisk mistillid og voksende resignation?

Sociallæren voksede frem midt i samfundet

Kirkens sociallære blev ikke alene til bag skriveborde eller inden for Kirkens institutioner. Den voksede frem gennem mødet med arbejdernes vilkår, økonomisk ulighed, kulturelle forandringer og nye politiske spørgsmål.

Pave Leo pegede på, at denne udvikling ikke havde været mulig uden lægfolk – både mænd og kvinder – som tog deres tids store udfordringer op. De kendte virkeligheden indefra, fordi de arbejdede, stiftede familie, deltog i politik og oplevede de sociale og økonomiske konflikter på egen krop.

Ved deres side stod ordensfolk, som med pavens ord legemliggjorde en Kirke, der bevægede sig fremad ad nye veje. Nogle grundlagde skoler og hospitaler, andre arbejdede blandt fattige, syge, arbejdere og mennesker på kanten af samfundet. Dermed blev Kirkens lære ikke blot ord, men fik hænder, fødder og ansigter.

Lægfolk er ikke tilskuere i Kirken

Pavens ord er samtidig en påmindelse om lægfolkets egentlige opgave. Lægfolk er ikke kun modtagere af Kirkens lære eller praktiske hjælpere i sognet. De har et selvstændigt ansvar for at bringe troen ind i familielivet, kulturen, arbejdslivet, økonomien og politikken.

På disse områder møder Kirken spørgsmål, som ikke altid kan besvares med en enkelt regel. Der er brug for mennesker, som både kender den katolske tro og den virkelighed, de lever i. Paven efterlyser derfor en vedvarende samtale mellem de troende og Kirkens læreembede, mellem almindelige borgere og fagfolk og mellem enkeltpersoner og institutioner.

De store forandringer, verden gennemgår, gør denne samtale endnu mere nødvendig. Kirken må lytte til menneskers erfaringer, samtidig med at den fastholder sit syn på menneskets værdighed og sit ansvar for de svageste.

Politik som tjeneste

Pave Leo XIV opfordrede studiecentret til at arbejde for en dannelse, som forbereder mennesker til offentligt og politisk engagement. Politik må ikke reduceres til kampen om magt, poster og personlige interesser. Den skal forstås som en tjeneste for det fælles gode.

Det kan kræve, at kristne går imod strømmen. I en offentlighed, hvor modsætninger ofte skærpes, og hvor mistilliden til politikere og institutioner vokser, skal katolikker være med til at skabe relationer bygget på solidaritet, retfærdighed og fred.

Pavens opfordring betyder ikke, at alle katolikker skal tilslutte sig det samme politiske parti eller nå frem til de samme løsninger. Men den betyder, at den kristne tro ikke kan adskilles fra ansvaret for næsten. Et politisk engagement, der alene søger egen fordel eller behandler mennesker som midler, står i modsætning til den katolske forståelse af politik som tjeneste.

Fred skaber civilisation

Studiecentret har hjemsted i Firenze, renæssancens by, og det gav paven anledning til at tale om en kristen humanisme, der er åben mod Skaberen. Ses mennesket som skabt af Gud, bliver ethvert menneske også en næste, hvis værdighed ikke afhænger af nationalitet, økonomi, evner eller politisk tilhørsforhold.

Civilisation skabes ikke gennem krig, fastslog paven, men gennem arbejdet for fred og retfærdige forhold. Det kræver, at alle dele af samfundet får mulighed for at deltage. Fred er således mere end fraværet af våben; den vokser frem gennem de relationer og institutioner, der gør det muligt for mennesker at leve sammen uden at undertrykke eller udelukke hinanden.

Pave Leo fremhævede derfor betydningen af dialog med universiteter, offentlige institutioner, kirkelige organisationer og det øvrige civilsamfund. Nøglen er at gå sammen og ikke lukke døren for mennesker, der tænker, taler eller handler anderledes.

Det modsatte af resignation

Mange mennesker har mistet tilliden til, at deres deltagelse gør nogen forskel. Krig, økonomisk usikkerhed og politisk polarisering kan efterlade en oplevelse af, at udviklingen allerede er fastlagt, og at den enkelte ikke kan ændre noget.

Pave Leo beskrev studiecentrets opgave som det modsatte af resignation. Kirken skal uddanne og opmuntre mennesker, der tør påtage sig et offentligt ansvar. Der er brug for nye generationer, som ikke kun kritiserer udviklingen på afstand, men er villige til at træde ind i den og arbejde for en bedre retning.

Det er også en opgave for de katolske menigheder. Dannelse i troen bør ikke standse ved kendskab til bønner, liturgi og troslære. Den må også hjælpe mennesker til at forstå arbejdsliv, økonomi, medier, demokrati og sociale forhold i lyset af evangeliet.

Kærligheden kan forandre samfundet

Som augustiner knyttede pave Leo sin tale til den hellige Augustins tænkning. Kærligheden er ikke alene en privat følelse, men en kraft, der kan forny både det personlige liv, økonomien og politikken. Den binder mennesker sammen uden at gøre dem ufri og forpligter dem på noget større end deres egne interesser.

Den kristne ser derfor ikke nutiden som en uafvendelig skæbne. Historien ligger ikke fast. Den kan forandres gennem personlig og fælles omvendelse – ofte ikke ved store og opsigtsvækkende handlinger, men gennem en stille og vedholdende tjeneste.

Pave Leo XIV opfordrede sine tilhørere til at være vidner om netop denne fornyelse. Guds nye veje er ikke nødvendigvis dem, der imponerer gennem fart og effektivitet. De åbnes ofte uden megen opmærksomhed, når mennesker forlader gamle blindgyder og begynder at vandre sammen.

Lægfolkets opgave er derfor ikke at vente på, at andre handler. Den ligger allerede midt i det liv, der leves: på arbejdspladsen, i familien, i foreningerne, i medierne og i politikken. Her kan den katolske tro blive til tjeneste, medansvar og håb.

-karn