Dansk synode

Kirkelig fornyelse begynder ikke i Rom, men lokalt. Med afsæt i den tidlige kirkes struktur argumenterer teksten for, at synodalitet er kirkens oprindelige livsform: et fælles ansvar, hvor Guds folk sammen lytter til Helligånden, og hvor reform vokser nedefra i konkrete lokalkirker.

Teksten argumenterer for, at kirkens fornyelse må ske synodalt og nedefra – med udgangspunkt i den lokale kirke. Med afsæt i erfaringerne fra Dansk Synode 1967–69 og Det Nye Testamente beskrives den apostolske grundmodel for kirken: apostlenes undervisning, fællesskab (koinonia), brødets brydelse og bønnerne (ApG 2,42). Kirken forstås som en konkret forsamling – ofte organiseret i huskirker – der tilsammen udgør en lokal kirke med et ledende ældsteråd.

Synodalitet ses ikke som et organisatorisk supplement, men som kirkens normale livsform, hvor Guds folk sammen lytter til Helligånden. Reform forstås som et katolsk grundprincip (ecclesia semper reformanda), som først blev genoptaget med 2. Vatikankoncil. Fornyelse kan ikke påtvinges ovenfra, men må vokse frem i lokalkirkerne.

Teksten foreslår en ny synodal proces i Danmark med bred inddragelse af menighederne og rejser centrale spørgsmål:

• hvor mange lokalkirker der bør være, og hvor store de skal være
• hvordan ledelsen skal være sakramentalt forankret (biskop, præster, diakoner) med fokus på kirken frem for embedet
• behovet for bibelsk forankring og et genoprettet lokalt læreembede
• en teologisk nyvurdering af dåb og firmelse, herunder rækkefølgen af de første sakramenter
• hvordan kirken i Danmark bliver reelt katolsk i mødet mellem mange kulturer
• styrket fællesskab mellem lokalkirkerne nationalt og nordisk

Afslutningsvis understreges, at kirken ikke primært er universel, men lokal i sin grundform. Katolicitet betyder åbenhed for alle folkeslag – ikke centralisering. Synodalitet har derfor sin teologiske basis i den lokale kirke, der i fællesskab søger Kristi vilje: “Helligånden og vi har besluttet …” (ApG 15,28).