Gud kalder også de unge

Bibelen giver ungdommen både frihed, ansvar og betydning

Vores tid dyrker ungdommen, men har ikke altid tillid til de unge. Bibelen går en anden vej. Her bliver unge mennesker kaldet, betroet ansvar og mindet om, at deres liv allerede har retning og betydning.

Kort fortalt: Samuel, David, Jeremias og Timotheus måtte ikke vente med at tjene Gud, til de var blevet ældre. Bibelen ser ungdommen som en tid med glæde og styrke, men også med ansvar, valg og kald.

Vi dyrker ungdommen, men lytter vi til de unge?

Aldrig har ungdommen været så eftertragtet som i vores tid. Mennesker bruger store summer på at se yngre ud, bevare kroppens styrke og skjule alderens spor. Reklamer, film og sociale medier fremstiller ungdommen som livets frieste tid: årene med de mange muligheder, den åbne fremtid og retten til at prøve sig frem. Samtidig tøver vi ofte med at betro unge mennesker et virkeligt ansvar. Vi dyrker deres ungdom, men er ikke altid villige til at lytte til dem. Vi fortæller dem, at de kan blive alt, hvad de ønsker, men sjældnere, at deres liv allerede har en betydning, som ikke afhænger af uddannelse, udseende, præstationer eller antallet af følgere.

Bibelen ser anderledes på ungdommen. Den ophøjer ikke unge mennesker, blot fordi de er unge, men den betragter heller ikke ungdommen som et venteværelse før det egentlige liv. Et ungt menneske er ikke kun en kommende voksen. Det er allerede et menneske, som står over for Gud, næsten og verden. Det kan høre Guds kald, træffe valg og bære et ansvar, der får betydning langt ud over dets egen tilværelse.

Glæd dig – og husk din skaber

Prædikerens Bog rummer en af Bibelens smukkeste og mest krævende henvendelser til den unge: »Glæd dig, du unge, mens du er ung, vær glad i din ungdoms dage.« Bibelen er ikke fjendtlig over for ungdommens glæde. Den unge må glæde sig over livet, venskabet, kærligheden, kroppen og den fremtid, der endnu ligger åben. Troen kræver ikke, at ungdommen skal leves som en tidlig alderdom, hvor ethvert ønske mødes med mistanke, og enhver glæde dæmpes.

Men glæden står ikke alene. Prædikeren minder også den unge om, at mennesket skal stå til ansvar for sit liv, og fortsætter kort efter: »Husk din skaber i din ungdoms dage.« Det er ikke en trussel, men en påmindelse om, at livet har en retning. Gud hører ikke kun alderdommen til. Troen er ikke noget, man kan udskyde, til kræfterne svinder, børnene er flyttet hjemmefra, og arbejdslivet er afsluttet.

Det er let at sige til et ungt menneske, at det skal nyde livet, mens det kan. Langt vanskeligere er det at fortælle, at livet også er en gave, der skal forvaltes. Frihed er ikke blot at kunne vælge mellem mange muligheder. Frihed er også at kunne binde sig til det gode, tage ansvar for et andet menneske og sige nej til det, som nedbryder. Hvis alle muligheder skal holdes åbne, bliver der til sidst ingen vej at gå.

Gud venter ikke, til vi bliver voksne

Bibelen er fuld af unge mennesker, som bliver kaldet, før de selv mener, at de er parate. Samuel er endnu en dreng, da han om natten hører en stemme kalde på sig. Først tror han, at præsten Eli har kaldt. Tre gange går han ind til den gamle mand, og først derefter forstår Eli, at det er Gud, som taler til drengen.

Fortællingen siger noget vigtigt om forholdet mellem generationerne. Samuel kan høre noget, som Eli ikke længere hører, men han har brug for den gamles erfaring for at forstå, hvad stemmen betyder. Den unge og den gamle stilles ikke op som modstandere. Den unge har brug for den gamle, og den gamle må være villig til at se, at Gud kan begynde noget nyt i den unge. Eli kan ikke høre stemmen for Samuel, men han kan hjælpe ham med at svare: »Tal, Herre, din tjener hører.«

David er den yngste blandt sine brødre og regnes ikke engang for en mulig konge. Han bliver ude ved fårene, mens de ældre brødre præsenteres for Samuel. Men Gud vælger ikke efter menneskers målestok: »Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.« David bliver ikke valgt, fordi ungdommen gør ham bedre end de andre, men hans unge alder gør ham heller ikke uegnet.

Profeten Jeremias forsøger at undslå sig sit kald med ordene: »Jeg er ung.« Guds svar er klart: »Sig ikke: Jeg er ung! Men gå hen, hvor jeg sender dig.« Gud lover ikke Jeremias, at opgaven bliver let. Han lover at være med ham. På samme måde skriver Paulus til Timotheus: »Ingen skal ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, adfærd, kærlighed, troskab og renhed.« Timotheus skal ikke blot have lov til at være med. Han skal være et forbillede – også for mennesker, der er ældre end ham.

Den unge behøver ikke være stærk hele tiden

Bibelen kender også ungdommens overmod. Den ved, at fysisk styrke, skønhed og følelsen af at have hele livet foran sig kan få mennesket til at tro, at det ikke behøver nogen. Profeten Esajas skriver, at selv unge bliver trætte, snubler og falder, mens de, der håber på Herren, får nye kræfter. Ungdommen beskytter ikke mod nederlag, sorg, sygdom, ensomhed eller tvivl.

Det kan lyde mørkt i en kultur, som helst holder svaghed og død uden for synsfeltet. Men der ligger en befrielse i det. Den unge behøver ikke være stærk hele tiden. Menneskets værdighed forsvinder ikke, når livet gør ondt, eksamen mislykkes, kærligheden brister, eller fremtiden bliver uklar. Værdien ligger ikke i ungdommen eller i de mange muligheder, men i, at mennesket er skabt og elsket af Gud.

Derfor er det ikke nok at sige til unge mennesker, at de blot skal tro på sig selv. Nogle dage kan mennesket ikke finde noget i sig selv, som er stærkt nok til at bære. Den kristne tro siger, at mennesket ikke først skal bevise sin værdi. Det har modtaget den. Livet hviler ikke alene på vores evne til altid at vælge rigtigt, holde os stærke og skabe en vellykket fremtid.

Kirken må give de unge noget at leve for

Hvis Kirken tager Bibelens syn på ungdommen alvorligt, kan den ikke nøjes med at betragte unge som en målgruppe, der skal fastholdes. Fællesskab, musik, rejser og gode arrangementer har deres naturlige plads, men de kan ikke stå alene. Unge mennesker har også brug for stilhed, undervisning, sakramenter og voksne, som tør tale med dem om skyld, tilgivelse, kærlighed, tro, tvivl og død.

De unge skal ikke kun høre, at de er Kirkens fremtid. De er allerede en del af Kirken. De må have mulighed for at læse ved messen, synge, hjælpe mennesker i nød, stille vanskelige spørgsmål og påtage sig opgaver, som faktisk betyder noget. Ansvar kan ikke læres, hvis man aldrig får noget betroet.

Samtidig har unge brug for voksne, som tør være voksne. Ikke mennesker, der febrilsk forsøger at efterligne deres sprog og musik, men mennesker, der kan lytte uden straks at dømme, videregive troen uden at tale ned og vise, at et langt liv med Gud er muligt. Ingen forælder, præst eller lærer kan tro på den unges vegne. Men de kan, ligesom Eli, skabe den tillid og stilhed, hvor Guds stemme kan blive hørt.

Et liv, der allerede er begyndt

Ungdommen er en begyndelse, men ikke en ventetid. Den skal ikke blot bruges på at forberede uddannelse, karriere, bolig og familie. Den unges forhold til Gud og næsten er allerede virkeligt. Dets valg har allerede betydning, og dets tro kan allerede bære frugt.

Bibelen lover ikke unge mennesker et liv uden fejltagelser. David faldt alvorligt, Jeremias blev modløs, og Timotheus havde brug for opmuntring. At være kaldet er ikke det samme som at være færdig eller fejlfri. Kaldet betyder, at Gud kan virke gennem et menneske, som endnu ikke føler sig sikkert, stærkt eller parat.

Måske er det netop det, unge mennesker mest behøver at høre: Du behøver ikke kende hele din fremtid, og du behøver ikke vente med at have betydning. Dit liv er ikke tilfældigt, og din frihed er ikke tom. Gud kan kalde dig nu – midt i glæden, uroen, tvivlen og alle de muligheder, der ligger foran dig.

-karn