Bingen og Bellarmin

To kirkelærere med hver sin stemme

Sankt Hildegard af Bingen udtrykte troen gennem syner, musik og skaberværkets skønhed. Sankt Robert Bellarmin forsvarede den med teologisk klarhed. Trods deres forskellighed var de fælles om at stille deres evner i Kirkens tjeneste.

Kort fortalt: Den 17. september mindes Den Katolske Kirke Sankt Hildegard af Bingen og Sankt Robert Bellarmin. Hun var benediktinernonne, mystiker og komponist. Han var jesuit, kardinal og en af modreformationens store teologer. Begge er kirkelærere og viser, at troen må favne både forstand, skønhed, bøn og handling.

De to helgener synes ved første blik at stå langt fra hinanden. Sankt Hildegard af Bingen var middelalderens benediktinernonne, mystiker, komponist og klosterleder. Sankt Robert Bellarmin var jesuit, kardinal og en af modreformationens betydeligste teologer. Hun skrev om sine syner, komponerede musik og betragtede skaberværket som gennemstrømmet af Guds liv. Han forsvarede den katolske tro med lærdom, præcision og en sjælden evne til at forklare vanskelige spørgsmål.

De levede med mere end fire hundrede års mellemrum, men de var fælles om noget afgørende. Ingen af dem ville skille troen fra resten af livet. Hos Hildegard måtte teologi, musik, natur og menneskets legeme ses i lyset af Skaberen. Hos Bellarmin måtte Kirkens lære forbindes med bøn, personlig omvendelse og omsorg for de fattige. For dem var troen ikke et område ved siden af verden. Den var det lys, verden skulle betragtes i.

Hildegard så skaberværket som en helhed

Hildegard blev født omkring 1098 i det nuværende Tyskland og kom som ung til et benediktinsk klostermiljø. Senere blev hun abbedisse og grundlagde klostre ved Rupertsberg og Eibingen. Hun døde den 17. september 1179. Gennem det meste af sit liv oplevede hun syner, men hun tøvede længe med at skrive om dem. Hun vidste, at åndelige oplevelser kan misforstås, og hun ønskede ikke at gøre sig selv til centrum. Først efter kirkelig prøvelse begyndte hun arbejdet med sit store værk Scivias – »Kend vejene«.

Hildegards verden var ikke opdelt i det åndelige og det jordiske. Hun betragtede mennesket, naturen og hele kosmos som dele af Guds skaberværk. Planter, dyr, legeme og sjæl havde deres plads i en orden, som mennesket ikke selv havde skabt. Hun interesserede sig for sygdomme og lægeplanter, men hendes naturopfattelse var båret af troen på, at skaberværket har en mening, fordi det kommer fra Gud.

I hendes skrifter møder man tanken om en livskraft og grøn frodighed, ofte udtrykt med det latinske ord viriditas. Synden udtørrer mennesket, mens Guds nåde igen kan gøre livet frugtbart. Det billede taler også til en tid, hvor mange mennesker lever med en følelse af indre udmattelse. Troen lægger ikke endnu en byrde på det overbelastede menneske. Den fører tilbage til den kilde, som livet kommer fra.

Musikken bar troen

Hildegard skrev også musik. Hendes hymner og antifoner har en løftet tone, som kan virke fremmed for moderne ører. Musikken skulle ikke pynte på ordene, men udtrykke det, almindeligt sprog ikke kunne rumme. Menneskets stemme kunne blive en svag genklang af den himmelske lovsang.

Her udfordrer Hildegard også nutidens Kirke. Troen kan ikke reduceres til regler, holdninger og kirkelige debatter. Den skal bedes, synges og fejres. Hvis troen alene bliver forklaring, mister den sin varme. Hvis den alene bliver følelse, mister den sin retning. Hos Hildegard mødes læren, skønheden og tilbedelsen.

Hun var ikke en verdensfjern mystiker. Hun skrev til paver, biskopper, kejsere og præster og kunne tale skarpt, når hun mente, at Kirkens ledere svigtede deres ansvar. Hendes lydighed mod Kirken gjorde hende ikke tavs, men gav hende mod til at kalde Kirken tilbage til evangeliet. Pave Benedikt XVI udnævnte hende i 2012 til kirkelærer som anerkendelse af hendes hellige liv og hendes betydning for Kirkens lære.

Bellarmin i stridens århundrede

Robert Bellarmin blev født i Montepulciano i Italien i 1542, få årtier efter reformationens begyndelse. Han indtrådte i jesuiterordenen og blev en af sin tids mest lærde teologer. Han underviste i Leuven og Rom og skrev et omfattende værk om de stridsspørgsmål, som skilte katolikker og protestanter. Han behandlede blandt andet spørgsmål om Kirken, sakramenterne, pavens embede, nåden og forholdet mellem Skriften og Traditionen.

Bellarmin levede i en tid, hvor religiøse uenigheder splittede familier, byer og hele lande. Hans opgave blev at forklare og forsvare den katolske tro over for reformatorernes indvendinger. Han gjorde det med en grundighed, som også hans modstandere måtte respektere. Han gengav deres argumenter alvorligt, før han svarede på dem. Sandheden havde ikke brug for, at modstanderen blev gjort dummere eller dårligere, end han var.

Han blev kardinal og senere ærkebiskop af Capua, men de høje embeder blev ikke en anledning til et bekvemt liv. Bellarmin levede enkelt og gav meget af det, han ejede, til fattige. Han skrev store teologiske værker for lærde, men også katekismer for almindelige troende. Kirkens lære skulle ikke gemmes i bibliotekerne. Den skulle kunne forstås af børn, familier og mennesker uden lang uddannelse.

Klarhed uden hårdhed

Robert Bellarmins navn forbindes ofte med Galileo Galilei og striden om Jordens bevægelse omkring Solen. Bellarmin mente, at man måtte skelne mellem en teori og noget, der var sikkert bevist. Samtidig erkendte han, at en sikker naturvidenskabelig påvisning ville kræve en ny overvejelse af fortolkningen af de bibelske tekster, som umiddelbart syntes at sige noget andet. Hans synspunkter tilhørte hans tid, men de var mere nuancerede end den enkle fortælling om tro mod videnskab.

Bellarmins vigtigste arv ligger et andet sted. Han var overbevist om, at troen tåler at blive undersøgt, forklaret og forsvaret. Den katolske tro kræver ikke, at mennesket lægger forstanden fra sig. Forstanden skal bruges redeligt, men den skal også kende sin grænse. Teologisk lærdom bliver farlig, hvis den fører til hovmod, og kirkelig magt mister sin berettigelse, hvis den ikke bliver til tjeneste.

Bellarmin døde den 17. september 1621. Han blev helgenkåret i 1930 og året efter udnævnt til kirkelærer. Hans liv minder Kirken om, at klarhed ikke behøver at blive til hårdhed. Troen kan forsvares uden at blive brugt som et våben mod andre mennesker.

Kirken har brug for begge stemmer

Hildegard og Bellarmin udtrykte troen på vidt forskellige måder. Hos Hildegard møder man billeder, musik, syner og en stærk sans for skaberværkets sammenhæng. Hos Bellarmin møder man argumenter, definitioner og en omhyggelig skelnen mellem sandt og falsk. Kirken har brug for begge stemmer.

Uden Bellarmins klarhed kan troen opløses i personlige følelser, hvor enhver skaber sin egen sandhed. Uden Hildegards blik for skønheden kan troen blive tør og reduceret til korrekte formuleringer. Læren giver troen fasthed. Musikken, poesien og liturgien åbner mennesket for det, som ikke kan rummes fuldstændigt i ord.

De to helgener peger samtidig på en svaghed i vor egen tid. Vi bliver ofte stillet over for et valg mellem tanke og følelse, mellem sandhed og skønhed, mellem tro og viden. Hildegard og Bellarmin afviste dette valg. Sandheden skal søges med hele mennesket. Den skal studeres, bedes, leves og synges.

Gaverne skulle tjene Gud

Hildegards syner og Bellarmins lærdom gjorde dem ikke i sig selv til helgener. Det afgørende var, hvad de lod deres evner tjene. Hun brugte sine gaver til at kalde mennesker tilbage til Skaberen. Han brugte sin lærdom til at tjene Kirken og forklare dens tro. Begge forstod, at selv store evner bliver fordrejet, hvis mennesket bruger dem til at gøre sig selv større.

Den 17. september stiller Kirken to meget forskellige skikkelser foran os. Hildegard minder os om, at verden endnu bærer spor af sin Skaber, og at mennesket må lære at se og lytte. Bellarmin minder os om, at troen har et indhold, som skal læres, beskyttes og gives videre. Sammen viser de, at den katolske tro hverken er blind følelse eller kold teori. Den er et liv vendt mod Gud – med forstand, sanser, samvittighed og hjerte.

-karn