Den kristne tro blev presset ud af kalenderen

Det hurtige liv levner stadig mindre plads til Gud

Kristendommens tilbagegang skyldes ikke kun teologisk tvivl eller et bevidst opgør med Kirken. Den kristne tro er også blevet svækket af et hverdagsliv, hvor arbejde, forbrug, aktiviteter og skærme optager næsten al tid og opmærksomhed.

Kort fortalt: Det hurtige liv er ikke hele forklaringen på kristendommens tilbagegang, men det har hjulpet den på vej. Den kristne tro er ikke altid blevet valgt fra efter lange overvejelser. Den er blevet presset ud af kalenderen. Samtidig har troens tilbagegang fjernet søndagen og hvilen som grænser for arbejdets og forbrugets krav.

Troen forsvandt ikke på én gang

Kristendommen blev ikke afviklet ved én stor beslutning. De fleste mennesker satte sig ikke ned og undersøgte den kristne tros påstande, før de forkastede dem. Der blev ikke nødvendigvis gjort op med Gud, Bibelen eller Kirkens lære. Troen gled snarere ud af hverdagen, lidt efter lidt, mens noget andet overtog tiden og opmærksomheden.

Søndagsmessen eller gudstjenesten blev sprunget over, fordi familien havde en anden aftale. Aftenbønnen forsvandt, fordi alle var trætte. Bordbønnen blev opgivet, fordi den føltes fremmed. Børnene lærte ikke Fadervor, fordi deres forældre heller ikke længere brugte det. Bibelen blev stående i reolen, mens telefonen lå inden for rækkevidde. Ingen traf nødvendigvis en afgørende beslutning om at forlade den kristne tro. Den blev blot ikke længere levet.

Kristendommens tilbagegang har mange årsager. Oplysningstidens kritik, videnskabelige og kulturelle forandringer, individualiseringen og kirkernes egne svigt har spillet en væsentlig rolle. Seksuelle overgreb, magtmisbrug og manglende troværdighed har kostet dyrt. Det ville være for enkelt at forklare udviklingen alene med forbrug og travlhed. Men det ville være lige så forkert at overse den livsform, som gradvist har gjort troen fremmed for mange mennesker.

En hverdag uden ophold

Det moderne familieliv kræver meget. Der skal tjenes penge, betales for bolig og købes ind. Børnene skal afleveres, hentes, opdrages og beskyttes. Arbejdet skal passes, beskeder besvares og aftaler huskes. Der skal laves mad, vaskes tøj og køres til skole, sport, musik og fødselsdage. Samtidig forventes der overskud til venner, motion, nyheder, ferie og et familieliv, der er mere end praktisk planlægning.

Usikkerheden om freden i verden, økonomien og fremtiden lægger sig oven på hverdagens krav. Krig og politisk uro trænger ind i hjemmet gennem medierne. Boligpriser, renter og stigende udgifter mærkes direkte. Den store uro føjer sig til bekymringen for arbejdet, børnene og alt det, der også skal fungere i morgen.

Hertil kommer skærmene. Telefonen ligger på bordet som en lille klokke, der når som helst kan kræve opmærksomhed. Der er altid endnu en besked, endnu en nyhed og endnu et billede, som skal ses. Selv de stille øjeblikke bliver fyldt ud. Ventetid, togture og pauser, der tidligere kunne give tankerne plads, bliver straks optaget af noget andet.

Troen behøver tid og opmærksomhed. Bønnen kræver ikke nødvendigvis mange minutter, men den kræver, at mennesket standser. Messen kræver, at søndagen ikke er fyldt helt op. Bibelen kræver ro nok til, at ordene kan blive læst og hørt. Hvis alle ophold i hverdagen forsvinder, bliver det vanskeligere at fastholde et levende forhold til Gud.

Vi vælger selv – men gør vi egentlig det?

Det siges ofte, at det enkelte menneske selv vælger sit liv. Arbejde, bolig, familie, forbrug, ferie og fritid bliver fremstillet som personlige beslutninger. Men de fleste vælger ikke selv transporttiden til arbejdet, boligpriserne, renten, arbejdstempoet eller institutionernes åbningstider. De vælger heller ikke, at arbejdspladsen, banken, kommunen, skolen og lægen forventer digital tilgængelighed.

Mange kan ikke uden videre gå ned i arbejdstid, flytte tættere på arbejdet eller finde en billigere bolig. Valgfriheden er heller ikke ens for alle. En familie med høj indkomst og opsparing har andre muligheder end en enlig forsørger eller en familie, der allerede vender hver krone. Det ville være urimeligt at gøre det enkle liv til endnu et krav, som pressede mennesker også skal leve op til.

Alligevel er mennesket ikke uden muligheder. En familie kan vælge færre fritidsaktiviteter, et lavere forbrug eller en enklere ferie. Måske kan en aften om ugen friholdes for aftaler og skærme. Måske kan søndagsmessen få førstepladsen i kalenderen i stedet for den plads, der eventuelt er tilbage, når alt andet er planlagt.

Sådanne valg har en pris. Færre arbejdstimer betyder lavere indkomst. Mindre forbrug betyder, at familien må undvære noget, som andre tager for givet. Fravalget af aktiviteter kan vække frygt for, at børnene går glip af muligheder. Det frie valg findes, men det foretages aldrig i et tomrum.

Forbruget overtog længslen

Forbrugssamfundet lever af, at mennesket ikke bliver tilfreds. Noget skal hele tiden forbedres, udskiftes eller opleves. Boligen kan blive større, bilen nyere, ferien længere og kroppen bedre. Sociale medier gør det muligt at sammenligne hverdagen med andres højdepunkter fra morgen til aften. Livet kommer let til at se lidt mindre vellykket ud, end det burde være.

Kristendommen taler et andet sprog. Den siger ikke, at materielle goder er onde, eller at glæden ved et godt måltid, et hjem eller en rejse er forkert. Men den fastholder, at menneskets dybeste længsel ikke kan mættes af det, der kan købes. Den taler om taknemmelighed, mådehold, tjeneste, offer og afhængighed af Gud.

Det er en vanskelig tale i en kultur, der lever af at skabe nye behov. Forbruget lover en tilfredshed, som hele tiden ligger i den næste anskaffelse eller oplevelse. Troen peger derimod på en gave, som allerede er givet. Mennesket har værdi, før det har udrettet noget, og dets liv får ikke større værdi af en højere indkomst, en nyere bil eller en mere imponerende ferie.

Forbruget optager ikke alene pengene, men også tiden. Hvis forbruget skal vokse, må arbejdet fortsætte, og hvis arbejdet fylder mere, bliver der mindre tid til børnene, ægtefællen, vennerne, bønnen og stilheden. Tiden bliver den knappeste ressource, mens tingene bliver flere.

Søndagen mistede sin betydning

Sammenhængen mellem det hurtige liv og kristendommens tilbagegang går begge veje. Travlheden og forbruget har svækket den kristne tros plads i hverdagen, men troens tilbagegang har også fjernet nogle af de grænser, der tidligere beskyttede mennesket mod arbejdets og markedets krav.

Søndagen var ikke blot en fridag. Den var Herrens dag. Arbejdet skulle standse, butikkerne lukke, og familien samles. Mennesket skulle hvile, ikke kun fordi kroppen havde brug for det, men fordi tiden ikke alene tilhørte arbejdet, markedet eller den enkelte. Søndagen mindede om, at mennesket er skabt til mere end produktion og forbrug.

Der var naturligvis også tidligere mennesker, som arbejdede hårdt, var udmattede og havde ringe mulighed for hvile. Fortiden skal ikke gøres bedre, end den var. Men den fælles søndag satte en grænse. Da den mistede sin religiøse betydning, blev den lettere til endnu en dag for handel, sport, rengøring, havearbejde og praktiske gøremål.

Messen skal nu konkurrere med alt det andet, familien kan foretage sig. Den bliver ét tilbud blandt mange og ofte det tilbud, der må vige. Ikke fordi familien nødvendigvis har forkastet Gud, men fordi sportskampen, indkøbene, udflugten eller søvnbehovet opleves mere presserende. Det, der ikke får en fast plads, bliver til sidst borte.

Børn arver den tro, de møder

Børn kan ikke forventes at bevare en tro, som de aldrig ser blive levet. Hvis kristendommen kun optræder ved dåb, firmelse, bryllup og begravelse, lærer børnene, at troen hører til livets højtidelige undtagelser. Hvis bønnen aldrig høres i hjemmet, og søndagsmessen altid må vige for andre planer, bliver budskabet tydeligt: Den kristne tro er mindre vigtig end det øvrige liv.

Forældrene ønsker deres børn det bedste og fylder derfor ofte deres liv med muligheder. Men et godt barndomsliv kan ikke måles i antallet af aktiviteter. Børn har også brug for langsom tid, gentagelser og voksne, som ikke hele tiden er på vej videre. De har brug for måltider, hvor telefonerne ikke ligger på bordet, og aftener, hvor der ikke skal nås noget bestemt.

Troen kan få plads i netop denne langsomme tid. En kort bøn ved måltidet, et korsets tegn ved sengetid, deltagelsen i søndagsmessen og fortællingerne fra Bibelen kan blive en naturlig del af barnets verden. Det kræver ikke et perfekt katolsk hjem. Det kræver voksne, som viser, at Gud ikke er en tilføjelse til livet, men en del af det.

Hvor hentes styrken?

Det er én ting at se, at livet bør indrettes anderledes. Det er noget andet at stå fast, mens omgivelserne fortsætter i samme retning. Hvor hentes styrken til at vælge mindre forbrug, færre aktiviteter og mere tid sammen, hvis familien dermed skiller sig ud?

Den kristne tro giver ikke en færdig opskrift på arbejdstid, boligstørrelse eller familiens økonomi. Men den giver et andet mål for menneskelivet. Mennesket er skabt i Guds billede og har en værdi, som ikke vokser med indkomsten og ikke falder, fordi karrieren sættes på pause. Børnene har ikke først og fremmest brug for et perfekt hjem og kostbare oplevelser, men for voksne, der er til stede.

Styrken til at vælge anderledes kommer ikke nødvendigvis fra større selvdisciplin. Den kan vokse i bønnen, søndagsmessen og menighedens fællesskab. Her mødes mennesker uden at skulle bevise deres nytte. Rosenkransen kan med sine gentagne bønner sænke tempoet og samle opmærksomheden. Ikke som en flugt fra hverdagen, men som et sted, hvor det bliver muligt at skelne mellem det nødvendige og det, der blot har fået lov til at ligne en nødvendighed.

Den kristne tro kræver plads

Kristendommens tilbagegang kan ikke forklares alene med det hurtige liv og det store forbrug. Men en tro, der aldrig får tid, vaner og opmærksomhed, vil langsomt svækkes. Det gælder både den enkelte, familien og samfundet.

Der er brug for samfundsmæssige ændringer, som giver familier mere tid og beskytter hvilen. Arbejdspladser må tage ansvar for tempo og tilgængelighed. Den digitale udvikling må indrettes efter mennesker og ikke omvendt. Søndagen bør igen forsvares som andet og mere end en handels- og aktivitetsdag.

Men ansvaret kan ikke alene placeres hos samfundet. Den enkelte familie må også spørge, hvad der skal have førstepladsen. Hvad er nødvendigt, og hvad har blot fået lov til at ligne en nødvendighed? Hvad skal børnene arve: en kalender fyldt med muligheder eller en tro, som kan bære dem, når mulighederne ikke længere slår til?

Den kristne tro er ikke altid blevet forkastet. Den er blevet presset ud af kalenderen. Skal den igen få betydning, må den have tid, plads og vaner. Gud kan ikke reduceres til det, der eventuelt bliver tid til, når alt andet er nået.

-karn

Læs flere “arnkilde.dk mener”

arnkilde.dk mener