Den dårlige samvittighed er ikke altid en fjende

Et katolsk blik på skyld, frihed og den stille stemme, der kalder mennesket hjem

Mange mennesker går gennem livet med en uforklarlig uro. De føler sig utilstrækkelige, rastløse eller har svært ved at finde indre fred, selv om tilværelsen på overfladen ser ud til at fungere. Der kan være mange forklaringer på den slags. Men den kristne tro peger også på en anden mulighed: Den dårlige samvittighed kan være et tegn på, at Gud kalder mennesket tilbage til det liv, det er skabt til. Derfor har Kirken gennem århundreder brugt De Ti Bud og skriftespejlet – ikke for at dømme, men for at hjælpe mennesket til at leve i sandheden.

Der findes en forestilling i vores tid om, at skyldfølelse altid er noget negativt. Hvis et menneske har det dårligt med sig selv, leder vi hurtigt efter forklaringer i stress, opvækst, arbejdsliv eller psykiske belastninger. Det er ofte både rigtigt og nødvendigt. Ingen bør bagatellisere menneskers lidelse eller tro, at alle problemer kan forklares med religion. Men billedet er heller ikke fuldstændigt. For et menneske kan også have det dårligt, fordi samvittigheden forsøger at fortælle noget, som det ikke længere ønsker at høre.

Det er en tanke, som næsten er blevet fremmed i den vestlige verden. Vi taler meget om trivsel, men langt mindre om sandhed. Vi søger fred i sindet, men glemmer at spørge, om der er noget i vores liv, som faktisk burde forandres. Hvis samvittigheden kun opfattes som en fejl i psyken, risikerer vi at gøre tavshed til løsningen, når det i virkeligheden er et menneskes vilje til at vende om, der mangler.

Samvittigheden er en gave

I den katolske tradition er samvittigheden ikke en indre fjende. Den er en gave fra Gud. Den minder os om forskellen mellem godt og ondt og hjælper os til at skelne, om vores liv bevæger sig mod Gud eller væk fra Ham.

Den kan tage fejl og skal derfor formes af evangeliet og Kirkens lære. Men når den er velordnet, er den en trofast ledsager. Den lader os ikke slå os til ro med halve sandheder eller bekvemme undskyldninger. Den bliver ved med at kalde os tilbage til det, vi inderst inde allerede ved.

Netop derfor gør samvittigheden nogle gange ondt. Ikke fordi Gud ønsker at knuse mennesket, men fordi kærligheden aldrig kan være ligeglad med sandheden.

Paulus beskriver den kamp, vi alle kender

Apostlen Paulus sætter ord på en erfaring, som næsten alle mennesker før eller siden gør. Han skriver:

“Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Det er en bemærkelsesværdig ærlig bekendelse. Paulus beskriver ikke kun sit eget liv. Han beskriver menneskets vilkår.

• Vi ved ofte godt, hvad kærligheden kræver af os.
• Vi ved, at vi burde besøge den ensomme.
• Vi ved, at vi burde bede.
• Vi ved, at vi burde bruge mere tid med familien og mindre tid foran skærmen.
• Vi ved, at vi burde sige undskyld.
• Vi ved, at vi burde tilgive.

Alligevel bliver det ikke gjort.

Det er ikke altid de store synder, der tynger samvittigheden mest. Ofte er det de mange små svigt, som langsomt former hjertet. Ikke fordi de hver især virker dramatiske, men fordi de gentager sig dag efter dag.

Skriftespejlet viser mere end vores handlinger

Derfor har katolikker i århundreder brugt skriftespejlet som forberedelse til skriftemålet. Ordet kan lyde gammeldags, men billedet er smukt. Et spejl viser ikke et andet menneske. Det viser os selv.

Skriftespejlet spørger først til vores forhold til Gud. Lever Han virkelig i centrum af vores liv, eller er troen blevet en hobby blandt mange andre? Tager vi tid til bøn, til messen og til at lade evangeliet forme vores valg?

Derefter vender blikket mod næsten. Har vi behandlet vores ægtefælle, børn, forældre og kolleger med kærlighed og respekt? Har vi talt sandt, holdt vores løfter og været ærlige i vores arbejde? Har vi båret nag eller næret misundelse?

Det spørger også til den måde, vi lever vores seksualitet på. Den katolske Kirke lærer, at seksualiteten er en gave fra Gud, som hører hjemme i det livslange ægteskab mellem mand og kvinde. Derfor må samvittigheden også undersøge, om pornografi har fået plads i livet, om der har været utroskab, eller om andre mennesker er blevet gjort til genstand for begær frem for mødt med den værdighed, de har som Guds skabninger.

Det er ikke tilfældigt, at disse spørgsmål kan gøre ondt. De berører de områder, hvor vi lettest bedrager os selv.

Det gode, vi aldrig fik gjort

For mange mennesker ligger den største byrde ikke i det onde, de gjorde, men i det gode, de aldrig fik gjort.

• De fik aldrig ringet.
• De fik aldrig besøgt.
• De fik aldrig sagt tak.
• De fik aldrig bedt.
• De fik aldrig hjulpet.

Den kristne tro kalder dette undladelsessynder. De efterlader ingen overskrifter i aviserne, men de sætter spor i hjertet. Kærlighed handler ikke kun om at undgå det onde. Kærlighed handler også om at gøre det gode, når muligheden er der.

Her bliver Paulus’ ord igen aktuelle. Vi ved ofte godt, hvad vi burde gøre. Alligevel udsætter vi det. Ikke én gang, men igen og igen.

Sandheden er begyndelsen på friheden

Det er derfor, skriftemålet har været en del af Kirkens liv siden apostlenes tid. Gud har ikke brug for en rapport over vores synder. Han kender dem allerede. Det er mennesket, der har brug for at sige sandheden højt for der findes ingen virkelig frihed uden sandhed.

Den, der hele tiden bortforklarer sine handlinger, bliver langsomt fanget i sine egne forklaringer. Den, der tør erkende, at han er kommet på afstand af Faderen, tager det første skridt hjem. Ikke fordi bekendelsen i sig selv forandrer et menneske, men fordi den åbner hjertet for Guds nåde.

Vores egne handlinger kan føre os på afstand af Faderen. Men Faderen holder aldrig op med at kalde os hjem.

Den dårlige samvittighed kan blive begyndelsen på håbet

Den dårlige samvittighed er derfor ikke kristendommens mål. Den er et vejskilt. Den peger ikke mod fortvivlelse, men mod Kristus.

Da den fortabte søn vender hjem, mødes han ikke af en far, der fører regnskab over hans fejl. Han mødes af Faderen, som løber ham i møde. Tilgivelsen ændrer ikke fortiden, men den åbner en ny fremtid.

Den, der bærer på en tung samvittighed, behøver derfor ikke først og fremmest at få den til at tie. Samvittigheden kan være den stille stemme, som kalder os til at standse op, erkende sandheden om os selv og vende os mod Faderen.

Vi kan gå bort fra Faderen. Men Faderen holder aldrig op med at kalde os hjem. Først når vi tør se os selv, som vi virkelig er, kan vi også begynde at forstå, hvem Gud er. Og netop dér fødes den fred, som ingen psykologisk teknik og ingen selvhjælpsbog kan give – den fred, der vokser frem, når sandhed og barmhjertighed mødes i Kristus.

-karn