Hvorfor er Jesu mor blevet et skel mellem kristne?

Katolikker og protestanter bekender den samme Kristus – men hans mor har fået vidt forskellig plads i de to traditioner

For en katolik kan protestanters tilbageholdenhed over for Jomfru Maria være vanskelig at forstå. Hun står centralt i evangelierne og kaldes velsignet blandt kvinder. Alligevel har Jesu mor fået en langt mere tilbagetrukket plads i store dele af protestantismen.

Der er noget mærkeligt ved den kristne uenighed om Maria. Katolikker og protestanter læser de samme evangelier. De bekender Jesus Kristus som Guds søn, sand Gud og sandt menneske. De fejrer hans fødsel og hører juleevangeliet om Maria, der føder sit barn i Betlehem. De læser om bebudelsen, om besøget hos Elisabeth, om brylluppet i Kana og om Maria ved korsets fod. Alligevel kan man bevæge sig fra en katolsk kirke til en protestantisk og opleve, at Jesu mor næsten forsvinder. For en katolik er det svært helt at forstå. Maria konkurrerer ikke med Kristus; hun hører sammen med mysteriet om Kristus. Hun er ikke et senere kirkeligt ornament, som fromme katolikker har føjet til evangeliet. Hun står allerede dér, hvor evangeliets afgørende begivenhed tager sin begyndelse: Gud bliver menneske. Hun modtager englens budskab, svarer ja, bærer Kristus, føder ham, følger ham og står til sidst ved hans kors. Hvordan blev denne kvinde et af de tydeligste skel mellem kristne?

Bibelen selv taler usædvanligt stærkt om Maria

Den katolske forståelse af Maria begynder ikke med rosenkransen, Lourdes, Fatima, processioner eller marianske statuer. Den begynder med Skriften. Ved bebudelsen hilser englen Gabriel Maria som den benådede og siger, at Herren er med hende. Da Maria besøger Elisabeth, udbryder Elisabeth: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt.« Kort efter siger Maria selv i Magnificat: »Fra nu af skal alle slægter prise mig salig.« Det sidste er værd at standse ved. Maria forudsiger ikke, at enkelte særligt mariansk interesserede kristne skal prise hende salig. Hun siger: alle slægter. Ordene står ikke i en middelalderlig bønnebog eller i et senere paveligt dokument. De står i Lukasevangeliet.

Her findes en spænding, som sjældent får tilstrækkelig opmærksomhed. Protestantismen har siden reformationen lagt stor vægt på Skriftens autoritet. Men hvordan kan en kristen tradition, der ønsker at være særlig bibelsk, samtidig blive så tilbageholdende med at ære den kvinde, som Bibelen selv kalder velsignet blandt kvinder, og som ifølge hendes egne bibelske ord skal prises salig af alle slægter? Hele den katolske mariologi kan naturligvis ikke udledes af disse få vers. Men de gør det vanskeligt at hævde, at en særlig ære for Maria i sig selv skulle være fremmed for Bibelen. Allerede Det Nye Testamente placerer hende et sted, hvor intet andet menneske står.

Maria fortæller noget om Kristus

Kristendommen lærer, at Gud virkelig blev menneske. Ikke tilsyneladende menneske og ikke et guddommeligt væsen, der blot antog en menneskelig skikkelse. Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske. Hans menneskelige liv begyndte i Marias livmoder. Han blev født af hende, båret af hende og voksede op som hendes søn. Den krop, der senere blev korsfæstet, døde og opstod, var den menneskelige krop, han havde modtaget gennem sin mor. Det var baggrunden for, at oldkirken forsvarede betegnelsen Theotokos – Gudføderske eller Guds Moder – om Maria. På koncilet i Efesos i 431 var den afgørende sag ikke ønsket om at give Maria en finere titel. Det handlede om Kristus. Hvis Jesus Kristus virkelig er én person, sand Gud og sandt menneske, og Maria fødte Jesus Kristus, kan hun med rette kaldes Guds Moder. Hun er selvfølgelig ikke ophav til Guddommen. Gud eksisterede før Maria. Men den, hun fødte, er Gud.

Kirkens lære om Maria voksede således frem i nær forbindelse med læren om Kristus. Mariologien var ikke et sidekapitel, som efterhånden voksede sig for stort. Når oldkirken talte om Maria, beskyttede den samtidig noget afgørende i bekendelsen til Kristus. Det er også en af grundene til, at den katolske kirke aldrig helt kan gøre Maria til en perifer skikkelse. Hendes betydning kommer ikke først fra hende selv. Den kommer fra den søn, hun fødte.

Reformationen ændrede forholdet til Maria

Det er let at få det indtryk, at protestanter altid har haft samme reserverede forhold til Maria, som man møder i dele af protestantismen i dag. Historien er mere sammensat. Martin Luther havde eksempelvis en langt stærkere mariansk fromhed, end mange nutidige lutheranere forestiller sig. Han fastholdt betegnelsen Guds Moder og skrev med stor respekt om Maria, blandt andet i sin omfattende udlægning af Magnificat. Reformationen begyndte således ikke med et ønske om at slette Maria ud af kristendommen. Men reformatorernes kritik af helgenkult, relikvier, valfarter og forskellige former for folkelig fromhed ændrede det landskab, Maria befandt sig i. Samtidig førte princippet om sola Scriptura til en stigende skepsis over for læresætninger og fromhedsformer, som reformatorerne ikke mente havde tilstrækkeligt grundlag i Skriften.

Påkaldelsen af Maria og helgenerne blev særligt problematisk, fordi man frygtede, at den kunne skygge for Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker. Det er en bekymring, katolikker bør forstå. Hvis Maria blev gjort til en alternativ vej til Gud uafhængigt af Kristus, ville protestanternes kritik ramme noget afgørende. Men det er heller ikke, hvad den katolske kirke lærer. Efter reformationen udviklede de kristne traditioner sig længere fra hinanden. Det, der begyndte som kritik af bestemte former for mariansk fromhed, blev i dele af protestantismen efterhånden til en mere generel mistænksomhed over for næsten enhver særlig ære for Maria. Resultatet blev, at reformatorernes efterkommere nogle steder endte med at være mere tilbageholdende over for Maria end reformatorerne selv.

At tilbede og at ære er ikke det samme

Her findes en misforståelse, som stadig præger samtalen mellem katolikker og protestanter. Den katolske kirke tilbeder ikke Maria. Tilbedelse tilkommer Gud alene – Faderen, Sønnen og Helligånden. Maria er et menneske. Hun er skabt af Gud, afhængig af Gud og frelst af Gud. Hun er ikke en gudinde, og hun besidder ingen guddommelig magt ved siden af Kristus. Katolikker ærer Maria, og denne forskel er afgørende. Når en katolik beder Maria om forbøn, ligger der heller ikke den tanke bag, at Kristus skulle være utilgængelig, streng eller uvillig til at høre menneskets bøn, så man må gå gennem hans mildere mor. En sådan forestilling ville forvride kristendommen. Bønnen til Maria hviler på troen på de helliges samfund: at de mennesker, der er døde i Kristus, fortsat lever i ham, og at døden derfor ikke har ophævet Kirkens fællesskab.

Når katolikken siger: »Hellige Maria, Guds Moder, bed for os syndere«, er meningen grundlæggende den samme som ved ordene til en kristen ven: Bed for mig. Forskellen er, at Maria allerede befinder sig hos Gud. Man kan afvise denne forståelse teologisk. Det gør mange protestanter. Men man bør skelne mellem at afvise katolsk lære og at beskrive den som noget, den ikke er. Katolikker tilbeder ikke Maria, og Maria træder ikke ind mellem mennesket og Kristus som en konkurrerende mellemmand. Hendes forbøn forstås inden for det fællesskab, som Kristus selv har skabt.

»Gør, hvad som helst han siger til jer«

Brylluppet i Kana rummer den smukkeste nøgle til katolsk mariansk fromhed. Vinen slipper op. Maria opdager det og siger til Jesus: »De har ikke mere vin.« Derefter vender hun sig mod tjenerne og siger: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Maria ser menneskets nød, bringer den til Kristus og peger derefter væk fra sig selv og hen på ham. Det er den bevægelse, al sund mariansk fromhed må følge. Hvis Maria bliver slutpunktet, er noget gået galt. Hvis hun fører mennesket til Kristus, står hun præcis dér, hvor evangeliet placerer hende.

Rosenkransen er et godt eksempel. Udefra kan den ligne en lang række gentagelser af Ave Maria, og for en protestant kan det være vanskeligt at forstå, hvorfor denne bøn har fået så stor betydning. Men rosenkransens mysterier er en meditation over Kristi liv: hans undfangelse og fødsel, hans offentlige virke, hans lidelse, død og opstandelse. Den bedende betragter Kristus sammen med Maria. Hendes egne ord ved Kana kunne derfor stå som overskrift over hele den katolske marianske fromhed: Gør, hvad han siger til jer.

Maria ved korset

Johannesevangeliet fører Maria helt frem til Golgata. Mens mange er flygtet, står hun ved sin søns kors. Jesus ser hende og den discipel, han elsker. Til Maria siger han: »Kvinde, dér er din søn«, og til disciplen: »Dér er din mor.« Teksten har en konkret betydning: Jesus betror sin mor til disciplen. Men Kirken har fra gammel tid også set en dybere betydning i scenen. Den elskede discipel står som billede på Kristi disciple, og Maria gives som mor til det fællesskab, der samles omkring hendes søn. Herfra udspringer forståelsen af Maria som Kirkens Moder.

Hun står ikke ved korset som en triumferende dronning, men som en mor, der ser sit barn dø. Simeons ord fra Jesu barndom – at et sværd skal gennemtrænge hendes sjæl – får her deres frygtelige alvor. Mariansk fromhed er derfor heller ikke kun mildhed, blomster og smukke hymner. Den rummer lidelsen. Maria kender sorgen, afmagten og mørket ved at stå ved siden af et menneske, man elsker, uden at kunne fjerne lidelsen. Hun flygter ikke fra Golgata. Hun bliver stående. Også dér bliver hun et billede på troen: ikke en tro, der altid forstår, men en tro, der forbliver hos Kristus.

Frygten for at tage noget fra Kristus

Bag megen protestantisk reservation ligger et forståeligt ønske om at beskytte Kristi enestående plads. Hvis Kristus er frelseren, hvorfor behøver vi så Maria? Hvis vi kan bede direkte til Gud, hvorfor bede hende om forbøn? Hvis Kristus er den eneste mellemmand, hvorfor overhovedet tale om andre? Det er alvorlige teologiske indvendinger og ikke blot udtryk for protestantisk modvilje mod katolsk fromhed. Men katolsk tro ser ikke forholdet mellem Kristus og Maria som et regnestykke, hvor det, der gives til den ene, nødvendigvis tages fra den anden. Guds storhed bliver ikke mindre af, at hans værk i et menneske anerkendes.

Maria siger det selv i Magnificat: »Min sjæl ophøjer Herren.« Hendes blik er rettet mod Gud. Det store ved Maria er ikke, hvad hun har gjort uafhængigt af Gud, men hvad Gud har gjort i hende og gennem hende. Når Kirken ærer Maria, er det derfor også Guds nåde i hende, den ærer. Katolikken oplever ikke kærligheden til Maria som noget, der skal trækkes fra kærligheden til Kristus. Maria har sin betydning, fordi hun tilhører Kristus. Uden ham ville den marianske fromhed ikke give nogen mening.

Katolikker bør også lytte til kritikken

Det betyder ikke, at enhver form for mariansk fromhed automatisk er sund. Katolikker bør tage protestanters reservation alvorligt, især hvis vores eget sprog bliver uklart. Mariansk fromhed kan antage former, hvor følelserne løber foran teologien, eller hvor en udenforstående med god grund får svært ved at forstå, hvilken plads Maria egentlig har. Kirken har selv måttet korrigere overdrivelser gennem historien. Den sikreste prøve er Kristus: Fører fromheden til ham, til evangeliet, messen, sakramenterne, bønnen, omvendelsen og kærligheden til næsten? Hvis Maria bliver en religiøs verden ved siden af Kristus, har den mistet sin retning.

Men den modsatte fare findes også. Man kan være så bange for at give Maria for meget, at man ender med at give hende mindre plads, end evangeliet selv gør. Og dér bliver den protestantiske tilbageholdenhed vanskelig for en katolik at forstå. For hvis Skriften selv kalder hende velsignet blandt kvinder, hvis alle slægter skal prise hende salig, hvis hun står ved begyndelsen af inkarnationen, ved Kristi første tegn og ved hans kors, kan fuldstændig tavshed om hende næppe være den eneste bibelske mulighed.

Hun bliver ved med at være der

Maria kan ikke uden videre fjernes fra den kristne fortælling. Hun står ved begyndelsen af Jesu jordiske liv. Hun er ved hans første tegn i Kana. Hun står ved korset. Og efter opstandelsen finder vi hende igen sammen med apostlene i bøn, mens Kirken venter på Helligånden. Hun bliver ved med at være der. Maria burde derfor heller ikke være katolikkernes ejendom. Hun tilhører hele kristendommen. Katolikker og protestanter vil fortsat være uenige om hendes ubesmittede undfangelse, hendes optagelse i himlen, helgenernes forbøn og en række andre spørgsmål. Det er reelle teologiske forskelle, som ikke forsvinder ved at tale pænt om dem.

Men før alle disse uenigheder står evangeliets Maria: den unge kvinde i Nazaret, som hører englens ord og svarer ja; moderen, der føder sit barn i Betlehem; kvinden, der opdager manglen ved brylluppet i Kana; moderen, der står ved korset; den troende, der efter påsken sidder sammen med apostlene og beder. For en katolik vil det fortsat virke fremmed, at en kristen tradition kan være så tilbageholdende over for hende. Kristendommen har ikke brug for endnu et centrum. Den har allerede sit centrum: Jesus Kristus. Det er ham, Maria peger på.

Hun er ikke frelseren.

Hun er den første, der tog imod ham.

-karn