Husk din skaber, før sølvsnoren brister

Livet er en gave, som ikke kan gemmes til senere.

Prædikerens Bog slutter med et stærkt og poetisk billede af alderdommen. Kroppen svækkes, sanserne sløves, og mennesket går mod sit evige hjem. Men teksten er ikke skrevet for at gøre os bange. Den kalder os til at huske vores skaber, mens livet endnu er vores.

Kort fortalt: Prædikerens Bog kapitel 12 beskriver alderdommen som et hus, der langsomt bliver stille. Mennesket kan ikke standse tiden eller besejre døden. Derfor lyder opfordringen: Husk din skaber. Livet får sin rette vægt, når det modtages som en gave fra Gud og leves med ansvar over for ham.

En bog, der ikke pynter på livet

Prædikerens Bog er en af Bibelens mest ærlige bøger. Den taler om arbejde, rigdom, nydelse, visdom, uretfærdighed og død uden at give lette svar. Mennesket bygger, samler, planlægger og slider, men kan ikke fastholde det, som tiden tager. Slægter kommer og går. Den kloge og den tåbelige ender begge i graven, og den, der har samlet sig store rigdomme, må en dag overlade dem til andre.

Bogens kendte ord om tomhed betyder ikke, at intet har værdi. De afslører, at det skabte ikke kan bære den vægt, vi så ofte lægger på det. Penge, anseelse, ungdom, arbejde og menneskelig dygtighed kan være gode gaver, men ingen af dem kan frelse os fra døden eller give livet dets endelige mening.

I kapitel 12 samles denne erkendelse i én indtrængende opfordring: »Husk din skaber i ungdommens dage.«

Det er ikke kun et ord til unge mennesker. Det er et ord til enhver, der endnu har en dag at leve i. At huske Gud er i Bibelen mere end at tænke på, at han findes. Det er at leve vendt mod ham, modtage livet som hans gave og indrette sine valg efter, at vi tilhører ham. Prædikeren siger: Vent ikke med Gud, til kræfterne er borte, og mulighederne er blevet færre. Gør ikke troen til det sidste punkt på en lang liste over alt det, der først skal nås.

Huset, der langsomt bliver stille

Beskrivelsen af alderdommen er blandt de smukkeste og mest sørgmodige passager i Det Gamle Testamente. Prædikeren skriver om de onde dage, hvor solen, lyset, månen og stjernerne formørkes, og skyerne vender tilbage efter regnen. Livets himmel klarer ikke længere op på samme måde som før. Den ene plage kan blive afløst af den næste, og kroppen kommer sig langsommere.

Husets vogtere skælver, de stærke mænd krummer sig, kvinderne ved kværnen holder op, fordi de er blevet få, og de, der ser ud gennem vinduerne, får mørke øjne. Huset er menneskets krop. Hænderne ryster, benene bøjes, tænderne bliver færre, og synet svækkes. Dørene mod gaden lukkes, kværnens lyd bliver svag, og sangens døtre bliver lavmælte. Hørelsen svigter, søvnen bliver lettere, og verden kan føles længere væk.

Det er en beskrivelse uden foragt. Den gamle krop fremstilles ikke som værdiløs, men som skrøbelig. Prædikeren ser med nøgternhed, hvad tiden gør ved os. Han fjerner forestillingen om, at mennesket kan bevare kontrollen over sit liv, hvis blot det anstrenger sig tilstrækkeligt.

Også frygten får plads. Man bliver bange for højder og for farerne på vejen. Mandeltræet blomstrer, græshoppen slæber sig af sted, og lysten svinder. Det blomstrende mandeltræ kan minde om det hvide hår, mens græshoppen bliver et billede på en krop, der ikke længere bevæger sig let. De poetiske billeder giver værdighed til en erfaring, som mange kender, men som et samfund optaget af ungdom helst gemmer væk.

Mennesket går til sit evige hjem

Så kommer den sætning, som hele billedrækken har bevæget sig imod: Mennesket går til sit evige hjem, og de sørgende går omkring i gaden. Døden er ikke længere en fjern mulighed. Begravelsesfølget er på vej.

Sølvsnoren brister, guldskålen slås i stykker, krukken knuses ved kilden, og hjulet falder ned i brønden. Det, der bar livet og lod det strømme, går i stykker. Intet menneske kan binde sølvsnoren sammen igen.

Prædikeren vender tilbage til skabelsesberetningens sprog: Støvet vender tilbage til jorden, hvorfra det kom, og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den. Mennesket ejer ikke livet. Vi har modtaget det. Hvert åndedrag er givet os, og en dag må vi give slip.

Her ligger både ydmygelsen og trøsten. Ydmygelsen består i, at vi ikke er vores egen begyndelse og heller ikke herrer over vores afslutning. Trøsten består i, at mennesket også ved livets grænse står over for Gud.

Prædikerens Bog giver os ikke Det Nye Testamentes tydelige forkyndelse af opstandelsen. Den beskriver døden med en alvor og gådefuldhed, som ikke skal forklares væk. Men for den kristne læser får ordene en større sammenhæng. Kristus gik selv ind i døden og opstod fra graven. Det kristne håb benægter ikke støvet, sorgen eller kroppens opløsning. Ved den kristne begravelse står vi netop ved et menneskes jordiske afslutning. Samtidig bekender vi kødets opstandelse og det evige liv.

Det væsentlige må ikke udsættes

Kapitel 12 er ikke først og fremmest en tekst om at blive gammel. Det er en tekst om ikke at udsætte det væsentlige. Det er muligt at bruge et helt liv på det, der haster, og alligevel forsømme det, der betyder mest.

Arbejdet skal passes, regningerne betales, huset vedligeholdes, og hverdagens mange opgaver kræver deres. Intet af dette er forkert. Men hvis Gud bestandig skubbes til senere, bliver det midlertidige langsomt behandlet, som om det var evigt, mens det evige bliver behandlet som en sag, der kan vente.

At huske sin skaber betyder ikke at vende ryggen til verden. Prædikerens Bog opfordrer også mennesket til at spise sit brød med glæde, nyde livet med den, man elsker, og tage imod frugten af sit arbejde. Troen gør ikke glæden mindre. Den befrier glæden fra kravet om, at den skal udfylde hele menneskets længsel.

Et måltid kan være et godt måltid uden at være livets mening. Et arbejde kan være værdifuldt uden at være vores identitet. Et andet menneske kan elskes dybt uden at skulle være vores Gud. Den, der husker sin skaber, kan tage imod det skabte med taknemmelighed uden at gøre det til en afgud.

Et menneske på vej mod Gud

Ordene taler også ind i et samfund, der ofte omtaler alderdommen som et praktisk og økonomisk problem. Den gamle kan måles efter funktionsniveau, plejebehov og udgifter, men Prædikeren ser fortsat et menneske på vej mod Gud.

Værdigheden forsvinder ikke med tænderne, synet, hørelsen eller evnen til at gå. Den syge og svækkede er ikke et mindre menneske. Kroppen kan blive et hus, hvor dørene lukkes og lydene dæmpes, men den, der bor i huset, er fortsat skabt, elsket og kendt af Gud.

Et menneskes værdi afhænger ikke af, hvor meget det kan producere, forbruge eller klare uden hjælp. Hvis værdigheden alene knyttes til selvstændighed og nytte, bliver alderdommen let opfattet som et nederlag. Prædikeren peger på en anden målestok. Mennesket har værdi, fordi det har modtaget livet af Gud og skal vende tilbage til ham.

Gudsfrygt er ikke angst for Gud

Bogens sidste ord giver nøglen til det hele: Frygt Gud, og hold hans bud, for det skal alle mennesker. Gud skal føre enhver gerning for dommen, også det skjulte, hvad enten det er godt eller ondt.

Efter alle undersøgelserne af livets modsætninger ender Prædikeren ikke i ligegyldighed. Han ender i ansvar. Vores handlinger står for Gud. Også det, ingen andre så, og det, vi selv forsøger at glemme.

Gudsfrygt er ikke en lammende angst for en lunefuld magt. Det er ærefrygt for den Gud, som har skabt os, opretholder os og har ret til at spørge, hvad vi gjorde med hans gave. Gudsfrygten sætter mennesket på dets rette plads. Vi er elskede, men vi er ikke verdens centrum. Vi er frie, men friheden er ikke uden retning. Vi kan modtage tilgivelse, men tilgivelsen gør ikke godt og ondt ligegyldigt.

For den kristne kan dommen ikke skilles fra Kristus. Den, der skal dømme, er også den, der bar menneskets synd og gav sit liv for verden. Det ophæver ikke ansvaret, men det gør håbet muligt. Vi skal ikke frelse os selv ved at fremvise et fejlfrit liv. Vi kaldes til omvendelse, trofasthed og barmhjertighed og til at lægge vores liv i hans hænder. At huske sin skaber er også at huske, at vi har brug for nåden.

Før sølvsnoren brister

Prædikerens sidste kapitel vil vække os, mens der endnu er tid. Ikke til panik, men til sandhed. Der findes samtaler, som ikke bør udsættes, mennesker, som bør tilgives, skyld, som bør bekendes, og kærlighed, som bør vises. Der findes en bøn, som kan bedes i dag, en messe, man kan deltage i, et menneske, man kan besøge, og en uret, man kan forsøge at gøre god igen.

Ingen ved, hvor lang sølvsnoren er.

Livet bliver ikke mindre værdifuldt, fordi det ender. Det bliver mere kostbart. Prædikeren river vores falske sikkerhed bort, men efterlader os ikke uden retning: Husk din skaber. Tag imod dagen som en gave. Glæd dig over det gode uden at gøre det til en gud. Se alderdommen uden foragt og døden uden løgn. Lev sådan, at også det skjulte kan lægges frem for Gud.

Støvet skal vende tilbage til jorden, og livsånden til Gud, som gav den. For den kristne lyder samtidig løftet om, at døden ikke får det sidste ord.

Det får Kristus.

-karn