Sankt Januarius – biskoppen, der blev hos sit folk

Martyren er stadig en del af Napolis liv

Den 19. september fejrer Kirken Sankt Januarius, biskop og martyr. I Napoli æres han som byens beskytter og som vidne om en tro, der ikke kunne bringes til tavshed.

Kort fortalt: Sankt Januarius led martyrdøden under kejser Diocletians kristenforfølgelser omkring år 305. Hans relikvier opbevares i domkirken i Napoli, hvor en ampul med en substans, der ifølge traditionen er hans størknede blod, ved bestemte lejligheder bliver flydende. Helgenens vigtigste vidnesbyrd er dog hans troskab mod Kristus, da troen kostede ham livet.

Der er helgener, som først og fremmest synes at tilhøre historiebøgerne. Deres navne står i kalenderen, deres billeder findes i gamle kirker, og deres liv fortælles med den afstand, som mange århundreder skaber. Sådan er det ikke med Sankt Januarius – eller San Gennaro, som han kaldes i Italien. I Napoli er han ikke blot et navn fra oldkirken. Han er stadig en del af byens liv, dens frygt, dens håb og dens bøn.

Hvert år den 19. september samles mennesker i Napolis domkirke. De venter på, at en mørk og størknet substans i en forseglet glasampul skal blive flydende. Ifølge traditionen er det Januarius’ blod, opsamlet efter hans martyrdød. Begivenheden tiltrækker stor opmærksomhed, men bag forventningen og det uforklarede fænomen står en mere alvorlig fortælling: historien om en biskop, der ikke forlod sine kristne brødre, da forfølgelsen kom.

En biskop under forfølgelsen

Vi kender kun få sikre oplysninger om Januarius’ liv. Han var sandsynligvis biskop i Benevento i Syditalien og levede under kejser Diocletian, hvis regeringstid blev præget af Romerrigets sidste store og systematiske kristenforfølgelse. Kirker blev ødelagt, hellige skrifter brændt, og kristne blev tvunget til at ofre til de romerske guder. De, der nægtede, risikerede fængsel, tortur og død.

Ifølge den gamle overlevering opsøgte Januarius nogle kristne, der var blevet fængslet på grund af deres tro. Det var en farlig handling. At besøge de fængslede var ikke blot et privat udtryk for medfølelse; det kunne opfattes som åben støtte til mennesker, staten havde dømt som fjender. Januarius vidste sandsynligvis, at besøget kunne føre til hans egen arrestation. Alligevel gik han.

Her bliver hans historie genkendelig, selv om den udspiller sig for mere end 1.700 år siden. Tro viser sig ikke kun i ord, men også i spørgsmålet om, hvem et menneske tør stå ved siden af, når det bliver farligt. Januarius kunne have beskyttet sig selv og forklaret sin tavshed med forsigtighed. I stedet valgte han fællesskabet med de forfulgte.

Han blev arresteret sammen med flere andre kristne og ført til området ved Pozzuoli vest for Napoli. Traditionen fortæller, at de først blev dømt til at blive kastet for de vilde dyr, men at dyrene ikke angreb dem. Til sidst blev Januarius og hans ledsagere halshugget, sandsynligvis omkring år 305.

Blodet i domkirken

Sankt Januarius’ relikvier blev senere ført til Napoli, hvor han blev byens vigtigste værnehelgen. I domkirken opbevares hans kranium og to forseglede ampuller. Den ene rummer en mørk substans, som traditionen identificerer som martyrens blod.

Ved tre årlige højtideligheder – omkring den første lørdag i maj, på festdagen den 19. september og den 16. december – bliver ampullen fremvist. Mange gange ændrer den størknede substans karakter og bliver flydende. Den tidligste sikre skriftlige omtale af fænomenet stammer fra 1389, men traditionen kan være ældre.

Der er fremsat forskellige mulige videnskabelige forklaringer, men ampullen er ikke blevet åbnet, fordi man frygter at beskadige relikviet. Kirken kræver ikke, at en katolik skal betragte begivenheden som et mirakel. Det kristne håb afhænger ikke af, om indholdet i en ampul bliver flydende på en bestemt dag.

Traditionen bør dog heller ikke hastigt affærdiges som overtro. For napolitanerne er blodet blevet et stærkt tegn på forbindelsen mellem helgenen og den by, som gennem århundreder har været ramt af vulkanudbrud, epidemier, jordskælv, krig og fattigdom. Januarius er den, de vender sig til, når jorden ryster under dem – både bogstaveligt og i overført betydning.

Martyrens egentlige tegn

Ordet martyr kommer fra det græske ord for vidne. En martyr er ikke et menneske, der søger døden, men et menneske, der nægter at fornægte sandheden for at redde sig selv. Martyrens blod er ikke værdifuldt, fordi blod i sig selv har en særlig kraft, men fordi det vidner om et liv, der blev givet i kærlighed og troskab.

Det er Sankt Januarius’ egentlige tegn. Hans blod blev udgydt, fordi han tilhørte Kristus og stod ved siden af de fængslede. Han brugte ikke sin stilling som biskop til at holde sig på sikker afstand. Han delte sit folks skæbne.

Ampullen i Napoli peger derfor ud over sig selv. Den peger mod alle de kristne, hvis blod er blevet udgydt gennem historien, og mod Kristus, som gav sit blod for verdens liv. Det er ikke fascinationen af det uforklarlige, der står i centrum, men trofastheden. Januarius kunne miste sit liv, men han ville ikke miste sig selv ved at svigte Kristus og sine brødre.

En helgen midt i en levende by

Napoli er ikke en stille kulisse omkring Januarius. Byen er tæt, larmende og fuld af modsætninger. Liv og død, skønhed og forfald, tro og tvivl findes side om side. Måske står Januarius netop derfor så stærkt. Han er ikke en fjern og uopnåelig skikkelse, men en helgen, som folket taler til med den umiddelbarhed, man ellers møder i en familie.

Den folkelige fromhed kan være voldsom og følelsesladet, men den rummer en vigtig erkendelse: Helgenerne er ikke døde minder. De tilhører Kristi levende legeme. Når Kirken mindes Januarius, er det ikke kun en højtidelig erindring om en henrettelse i det fjerde århundrede. Det er også en bekendelse af, at døden ikke fik det sidste ord.

Martyren blev dræbt, men hans vidnesbyrd lever. Den romerske magt, som krævede hans tilbedelse, er for længst borte. Januarius’ navn bliver stadig nævnt ved alteret, i hjemmene og på gaderne i Napoli.

Trofasthedens stille spørgsmål

De fleste kristne kommer aldrig til at stå over for det valg, Januarius stod overfor. Alligevel rummer hans liv et spørgsmål, som ikke kan begrænses til oldkirken: Hvem står vi ved siden af, når det har en pris?

Trofasthed begynder sjældent med store ord. Den begynder med besøget, der kunne være undgået, med hånden, der rækkes frem, og med den tavshed, man nægter at gemme sig bag. Januarius blev martyr, fordi han først var hyrde. Han ville ikke overlade de fængslede til ensomheden.

Den 19. september kan opmærksomheden let samle sig om, hvorvidt blodet i domkirken bliver flydende. Men det vigtigste spørgsmål ligger et andet sted: Er troen stadig levende i os? Kan den bevæge et menneske ud af trygheden og hen til den, der er blevet forladt?

Sankt Januarius’ blod er bevaret i en ampul. Hans vidnesbyrd kan ikke indesluttes. Det fortsætter med at stille det samme enkle og krævende spørgsmål til Kirken: Vil vi blive hos Kristus og hos hinanden, også når det koster noget?

-karn