Bøgerne bag munkenes daglige bøn

Breviaret og antifonalet giver tidebønnen ord og sang

I Kloster Nütschau bliver dagen brudt op af faste tider til bøn. På bordet foran munkene ligger de bøger, som fører dem gennem salmer, hymner og læsninger. De er ikke blot praktiske hjælpemidler, men bærere af en gammel kirkelig rytme.

Kort fortalt: Det lille Benediktinisches Brevier og de tre bind af Benediktinisches Antiphonale er udarbejdet til den benediktinske tidebøn. Breviaret er den håndterlige udgave, mens antifonalet er den store sangbog til klosterets fælles bøn. Bøgerne følger dagens timer og kirkeårets skiftende tider.

Bønnen begynder ikke med munken selv

Når munkene i Kloster Nütschau samles til tidebøn, begynder de ikke med at spørge, hvad de har lyst til at bede om den pågældende dag. De åbner en bog. Her står de salmer, hymner, læsninger og svar, som hører til dagens bøn. Ordene er i vid udstrækning de samme, som kristne har bedt gennem århundreder, og som andre klosterfællesskaber beder samtidig.

På bordet ligger blandt andet det lille blå Benediktinisches Brevier og de større bind med titlen Benediktinisches Antiphonale. De ligner måske ved første blik almindelige salme- og bønnebøger, men de rummer en hel ordning for dagens bøn. De fører den bedende fra morgenens lovsang gennem middagens korte standsning til aftenens tak og nattens overgivelse.

Breviaret og antifonalet er mere end samlinger af fromme tekster. De hører til Kirkens liturgiske liv. Den enkelte munk låner sin stemme til en bøn, der er større end ham selv. Han kan være oplagt eller træt, glad eller bekymret, men tidebønnen skal ikke først skabes ud af hans øjeblikkelige følelser. Ordene ligger allerede foran ham.

Det lille benediktinske breviar

Benediktinisches Brevier er den mindste af bøgerne på billedet. Det er en håndterlig udgave af det større benediktinske antifonale og er udarbejdet af munkene i Abtei Münsterschwarzach. Bogen indeholder salmer, korte læsninger og hymner til Laudes, middagsbønnen, Vesper og Komplet. Der er også noder til salmerne og hymnerne, så bønnerne kan synges.

Laudes er morgenens lovsang, hvor den nye dag modtages som en gave fra Gud. Middagsbønnen lægger en pause ind midt i arbejdet. Vesper markerer overgangen fra dag til aften, mens Komplet afslutter dagen og overgiver natten til Gud. Breviaret samler dermed de vigtigste daglige tidebønner i én bog, som er lettere at tage med og anvende uden for klosterkoret.

Det lille breviar kan også bruges af mennesker, der ikke selv er munke eller nonner. Man behøver ikke begynde med alle dagens tidebønner. Morgenbønnen, Vesper eller Komplet kan stå alene og give dagen en anden retning. På den måde kan noget af klosterets rytme få plads i et almindeligt hverdagsliv.

Ifølge udgiveren, Vier-Türme-Verlag, er breviaret en håndterlig udgave af benediktinernes tidebog. Det omfatter også særlige tekster til kirkeårets højtider og stærke tider, herunder adventens O-antifoner. Læs mere hos Vier-Türme-Verlag.

Tre store bøger til den fælles sang

Benediktinisches Antiphonale er langt mere omfattende og består af tre bind. Første bind rummer Vigil og Laudes, andet bind middagsbønnen og tredje bind Vesper og Komplet. Hvor breviaret er den kompakte udgave, er antifonalet klosterfællesskabets store sangbog.

Ordet antifonale hænger sammen med antifonerne: korte bibelske eller liturgiske vers, der synges før og efter en salme og hjælper med at tolke den. Den samme salme kan få forskellig betydning alt efter, hvilken antifon der omgiver den. I adventstiden høres salmen med forventningen om Kristi komme. I påsketiden høres den i lyset af opstandelsen. Ordene er de samme, men kirkeåret åbner dem på ny.

Noderne er ikke blot musikalsk udsmykning. Sangen er en del af selve bønnen. Den fører fællesskabet ind i en fælles hastighed. Ingen kan løbe foran eller fastholde sin egen rytme. Stemmerne må lytte til hinanden, og ordene får lov til at klinge længere, end hvis de blot blev læst hurtigt op.

Salmerne vender tilbage

En stor del af tidebønnen består af Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente. Her findes glæde og lovsang, men også frygt, vrede, ensomhed, skyld og fortvivlelse. Salmerne gør ikke menneskelivet pænere, end det er. De giver ord til både troen og tvivlen, taknemmeligheden og nødråbet.

Salmerne fordeles efter en fast ordning og vender tilbage. Gentagelsen kan virke fremmed i en tid, hvor vi hele tiden søger noget nyt. I klosterets bøn betyder gentagelsen imidlertid, at teksten får tid til at trænge ind. En salme, der én dag opleves fjern, kan en anden dag ramme præcist. Mennesket forandrer sig, selv om ordene står de samme steder i bogen.

Munken beder heller ikke alene salmen som sin egen private tekst. Han beder den på Kirkens vegne og sammen med mennesker, han aldrig har mødt. En lovsang kan bedes for den, som har mistet evnen til at glæde sig. Et råb fra dybet kan bæres frem for den, der ikke længere selv kan finde ord. Tidebønnen hindrer dermed bønnen i kun at kredse om den enkeltes egne behov.

En dag, der får en anden rytme

Klosterets klokker fortæller, at arbejdet ikke ejer hele dagen. På bestemte tidspunkter lægges redskaber, bøger og andre opgaver til side, og munkene går til bøn. Arbejdet kan være vigtigt og nødvendigt, men det er ikke det højeste. Tiden tilhører i sidste ende Gud.

Denne tanke er ikke kun for mennesker bag klostermure. Mange oplever dagen som en ubrudt strøm af opgaver, nyheder og beskeder. Tidebønnen bryder strømmen. Den minder mennesket om, at dagen har en morgen, en middag, en aften og en nat – og at hver del kan modtages og gives tilbage til Gud.

Bøgerne fortæller, at denne rytme ikke behøver at afhænge af et pludseligt religiøst overskud. Man åbner bogen og begynder. Nogle dage bæres ordene af glæde, andre dage af pligt. Begge dele hører med til et trofast bønsliv.

Bønnen fortsætter uden for klosteret

Den, der følger tidebønnen fra Kloster Nütschau gennem en liveudsendelse, bliver ikke blot tilskuer til munkenes liv. Man kan bede med. Selv om man ikke har antifonalets tre store bind foran sig, kan man lytte til salmerne, svare med på de gentagne led og lade stilheden blive en del af sin egen dag.

Det lille Benediktinisches Brevier viser samtidig, at tidebønnen ikke er forbeholdt klostrene. Den kan finde plads ved køkkenbordet, i en lænestol eller på sengekanten. Bogen bringer noget af klosterets rytme ind i det almindelige liv – ikke for at gøre hjemmet til et kloster, men for at give Gud en virkelig plads i dagens timer.

De blå bøger på bordet er således ikke blot liturgiske redskaber. De vidner om en anden måde at leve i tiden på. Dagen bliver ikke alene noget, der skal udnyttes, men noget, der kan helliges. Morgenens lys, middagens arbejde, aftenens stilhed og nattens mørke bliver alle ført ind i bønnen.

-karn

LIVE fra Kloster Nütschau