Sankt Pius X – paven, der ville føre alt tilbage til Kristus

En pave med hyrdens blik

Den 21. august mindes den katolske Kirke Sankt Pius X, paven der åbnede alterets sakramente for børn, fremmede den hyppige kommunion og ville føre Kirkens liv tilbage til Kristus, sakramenterne og liturgien.

Giuseppe Sarto kom ikke fra de romerske paladser. Han voksede op under beskedne forhold i Norditalien og bevarede gennem hele sit liv noget af landsbypræstens enkelhed. Da han i 1903 blev valgt til pave som Pius X, stod Kirken midt i politiske omvæltninger, nye filosofiske strømninger og en voksende afstand mellem tro og samfund. Hans svar var ikke at gøre Kirken mere tidsvarende, men at føre dens liv tilbage til kilden: Kristus, sakramenterne, liturgien og en tro, der skulle leves af almindelige mennesker.

Fra landsbyen til Peters stol

Giuseppe Melchiorre Sarto blev født den 2. juni 1835 i Riese i Veneto, dengang en del af det østrigske kejserrige. Familien havde få midler. Faderen Giovanni Battista var postbud og kommunal embedsmand, moderen Margherita Sanson arbejdede som syerske. Giuseppe var det andet af ti børn. Vejen til præsteseminariet var ikke en selvfølge, men hans evner blev bemærket, og med økonomisk hjælp kunne han gennemføre sin uddannelse. Han blev præsteviet i 1858 og begyndte et kirkeligt liv, der trin for trin førte ham gennem næsten alle de pastorale embeder, en præst kunne have.

Han var kapellan, sognepræst, kannik, åndelig vejleder, biskop af Mantova og siden patriark af Venedig. Sarto blev ikke først og fremmest formet som diplomat eller embedsmand i den romerske kurie. Han kendte sognet, præsterne, undervisningen af børn, de fattige og det almindelige kirkeliv. Da konklavet i 1903 valgte ham til pave efter Leo XIII, kom der derfor en mand til Peters stol, som havde tilbragt størstedelen af sit præsteliv tæt på det liv, Kirken levede uden for Rom.

Hans motto blev Instaurare omnia in Christo – at genoprette alt i Kristus. Ordene sammenfatter hans pontifikat bedre end lange programmer. For Pius X begyndte Kirkens fornyelse med menneskets forhold til Kristus. Kirken skulle være stærk, fordi hendes medlemmer levede af troen. Præster skulle kende deres kald. Børn skulle undervises. Liturgien skulle ikke være noget, menigheden betragtede på afstand. Og eukaristien skulle igen indtage sin naturlige plads som næring for det kristne liv.

Kommunionen tilbage til de troende

Det er især her, Pius X stadig mærkes i den katolske hverdag. I begyndelsen af det 20. århundrede var hyppig kommunion langt fra en selvfølge for mange katolikker. En stærk bevidsthed om menneskets uværdighed over for sakramentet havde gennem århundreder fået mange troende til kun at gå til kommunion få gange om året. Ærbødigheden var virkelig, men den kunne udvikle sig til en afstand, hvor alterets sakramente næsten blev betragtet som en belønning for den særligt fromme frem for den åndelige føde, Kristus havde givet sin Kirke.

Pius X ønskede en anden praksis. I 1905 blev den hyppige og daglige kommunion stærkt fremmet for katolikker, der befandt sig i nådens stand og nærmede sig sakramentet med den rette hensigt. Nogle år senere kom en reform, som for eftertiden blev endnu mere synlig: Børn skulle ikke vente til teenageårene med deres første kommunion. Når et barn havde nået den alder, hvor det kunne skelne mellem almindeligt brød og eukaristien og på sin egen måde forstå, hvem det modtog, skulle vejen til alteret være åben.

Her møder man en side af Pius X, som let forsvinder bag billedet af den strenge forsvarer af Kirkens lære. Den pave, der satte hårdt ind mod teologiske strømninger, han mente truede troen, var også paven, der ønskede børn ved alteret og almindelige katolikker ved kommunionsskranken. Han ønskede ikke en Kirke for en åndelig elite. Troen skulle kendes, sakramenterne modtages og Kristus mødes i Kirkens konkrete liv.

Liturgien tilhører hele Kirken

Pius X forbindes også med den liturgiske fornyelse. Han arbejdede for en reform af kirkemusikken og ønskede den gregorianske sang tilbage på en mere fremtrædende plads. Det kan i dag lyde som et snævert musikalsk spørgsmål, men for ham handlede det om selve gudstjenestens karakter. Musikken skulle tjene liturgien og hjælpe menigheden ind i Kirkens bøn, ikke forvandle messen til en koncert eller gøre de troende til tilskuere.

Hans pontifikat blev dermed en vigtig forløber for den liturgiske bevægelse, der senere fik stor betydning i det 20. århundrede. Pius X talte om de troendes aktive deltagelse i Kirkens hellige mysterier længe før Det Andet Vatikankoncil. Hos ham betød deltagelse ikke først og fremmest, at flest muligt skulle udføre synlige funktioner. Det handlede om at træde ind i liturgiens bøn med sind, stemme og hjerte. Messen var Kirkens fælles tilbedelse af Gud.

Kommunionen, undervisningen, kirkemusikken og liturgien var således ikke fire adskilte reformprojekter. De udsprang af den samme forståelse af Kirken. Det kristne folk skulle ikke leve på afstand af sin egen tro. Troen skulle kendes, bedes og modtages sakramentalt. Pius X ønskede ikke blot at bevare en katolsk kultur. Han ville føre de troende længere ind i det liv, som Kirken allerede havde fået betroet.

Kampen mod modernismen

Et portræt af Pius X bliver ufuldstændigt, hvis man kun fortæller om børnenes første kommunion og den gregorianske sang. Hans pontifikat var også præget af en voldsom konflikt om modernismen. Med encyklikaen Pascendi dominici gregis fra 1907 fordømte han det, han betegnede som modernismens teologiske system. Han frygtede, at kristendommen blev omfortolket på en måde, hvor åbenbaringen, dogmerne og Kirkens lære ikke længere blev forstået som udtryk for en objektiv sandhed, men i stigende grad som produkter af menneskelig religiøs erfaring og historisk udvikling.

Kampen blev hård. Teologer blev undersøgt, bøger blev fordømt, og i 1910 blev den såkaldte antimodernist-ed indført for en lang række præster og kirkelige lærere. Eftertiden har diskuteret både nødvendigheden og metoderne. Også blandt katolikker er der grund til at skelne mellem Pius X’s teologiske bekymring og alle de praktiske følger af den antimodernistiske kamp. Mistanken kunne brede sig for vidt, og teologisk forskning kunne blive mødt med en frygt, der ikke altid gjorde retfærdighed mod den enkelte.

Pius X bliver dog let misforstået, hvis konflikten alene fremstilles som en gammel paves modstand mod nye tanker. Han så en reel teologisk fare. Hvis dogmet til sidst kun bliver et historisk udtryk for menneskets religiøse følelse, mister bekendelsen af, at Gud virkelig har åbenbaret sig, sin faste betydning. Hvis Kristus først og fremmest bliver genstand for skiftende fortolkninger, berøres selve Kirkens bekendelse af ham som sand Gud og sandt menneske. Den diskussion er ikke forsvundet. Dens former har ændret sig, men spændingen mellem åbenbaringens givne indhold og ønsket om stadig ny fortolkning følger fortsat Kirken.

En pave uden smag for storhed

Der findes en stærk kontrast i Pius X’s liv. Han sad på en af Europas ældste troner, men havde ingen naturlig forkærlighed for hoflivet omkring pavedømmet. Han kom fra fattige forhold og glemte aldrig sin baggrund. Fortællingerne om hans enkelhed blev allerede udbredt i hans egen levetid. Han kunne være kompromisløs i lærespørgsmål og samtidig varm og ligefrem i mødet med mennesker. Bag den pavelige myndighed stod stadig Giuseppe Sarto, præsten fra Veneto.

Det er en vigtig side af hans helgenkåring. Kirken mindes ikke Pius X, fordi enhver beslutning under hans pontifikat skal gøres til en tidløs model. En helgen er ikke et menneske, hvis historiske dømmekraft dermed erklæres ufejlbarlig. Kirken peger på helligheden i et menneskes liv, dets trofasthed mod Gud og den måde, hvorpå nåden fik lov at præge dets kald. Hos Pius X finder man en usædvanlig forening af myndighed og personlig enkelhed. Han søgte ikke først og fremmest at blive en betydningsfuld historisk skikkelse. Han ønskede at være præst.

De sidste år blev mørke. Europa bevægede sig mod den katastrofe, der blev Første Verdenskrig. Pius X fulgte udviklingen med dyb sorg. Krigen brød ud i sommeren 1914, og den 20. august samme år døde han i Rom, 79 år gammel. Det Europa, han havde kendt, var allerede begyndt at ødelægge sig selv.

Hellighed midt i Kirkens hverdag

Pius X blev saligkåret i 1951 og helgenkåret af Pius XII i 1954. Det var første gang siden Pius V blev helgenkåret i 1712, at en pave blev ophøjet til helgen. Hans liturgiske mindedag fejres den 21. august, dagen efter hans dødsdag.

Mere end hundrede år efter hans død findes hans aftryk stadig i helt almindelige katolske kirker. Hver gang et barn forbereder sig til sin første kommunion, står noget af Pius X’s pastorale arv i baggrunden. Når katolikker betragter regelmæssig modtagelse af eukaristien som en naturlig del af deres trosliv, befinder de sig i en praksis, han var med til at genoplive. Når gregoriansk sang lyder i en kirke, eller når der tales om menighedens egentlige deltagelse i liturgien, møder man igen spørgsmål, der optog ham.

Hans pontifikat hører samtidig til en anden historisk verden. Noget af hans sprog og nogle af hans metoder bærer tydeligt præg af tiden. Det gør ham ikke mindre interessant. Helgenen bliver mere menneskelig, når han får lov at stå i sin egen historie og ikke omformes til et symbol for nutidens kirkelige lejre.

Tilbage står hans motto: Instaurare omnia in Christo. At genoprette alt i Kristus. Pius X mente det ikke som en from overskrift. Det var hans forståelse af, hvad Kirken er til for. Hun eksisterer ikke for sin egen institutionelle overlevelse, og hun kan heller ikke leve af konstant at spejle den verden, der omgiver hende. Hendes centrum er Kristus.

Det var den overbevisning, landsbypræsten fra Riese tog med sig hele vejen til Peters stol. Og det er den, Kirken mindes den 21. august.

-karn