På få generationer er den kristne tro gledet ud af mange vestlige familiers hverdag. Kirkegang, kirkeskat og aftenbøn blev ikke afskaffet. De mistede langsomt deres selvfølgelige plads.
Kirken mistede ikke sin betydning på én bestemt dag. Forandringen begyndte i tusindvis af hjem, hvor børn holdt op med at se deres forældre bede. Samtidig voksede kristendommen videre i store dele af verden. Kontrasten fortæller noget vigtigt om den tid, vi lever i.
Et hjem for tres år siden
En ganske almindelig dansk familie sidder omkring spisebordet. Faderen læser højt, moderen rydder af bordet, og børnene ved, at dagen slutter med aftenbøn. Søndag morgen tager familien det pæne tøj på og går til kirke. Ingen taler om, hvorvidt troen skal fylde i hjemmet. Den gør det ganske enkelt. Gud er ikke et emne, der diskuteres. Han hører til familiens liv på samme måde som højtiderne, måltiderne og omsorgen for hinanden.
Det betyder ikke, at alle var dybt troende. Dengang fandtes der også mennesker, som tvivlede, levede langt fra Kirken eller aldrig bad. Forskellen var en anden. Børn voksede op med en naturlig erfaring af, at Gud havde en plads i hjemmet. Troen blev ikke kun undervist. Den blev levet.
Det billede er mange steder blevet erstattet af et andet.
Der bliver stadig dækket bord. Familien holder ferie, fejrer fødselsdage og følger børnenes fritidsinteresser. Uger og måneder kan gå, uden at Gud nævnes med ét eneste ord. Ikke fordi nogen har besluttet, at han ikke findes. Livet fyldes ganske enkelt af alt det andet.
Mere end tomme kirkebænke
Det er let at pege på faldende kirkegang og vigende kirkeskat. Tallene findes i statistikkerne. De fortæller imidlertid kun, hvad der allerede er sket. De forklarer ikke hvorfor.
Den virkelige forandring begyndte, da troen ophørte med at blive givet videre fra forældre til børn.
Ingen ville lade et barn vokse op uden sprog og bagefter sige, at det selv måtte vælge, om det ville lære at tale. Ingen ville undlade at lære sine børn høflighed, ærlighed eller ansvar med den begrundelse, at de selv måtte finde ud af det senere i livet.
Troen blev mange steder den eneste del af opdragelsen, som forældrene trak sig tilbage fra. Hensigten var ofte god. Man ville respektere barnets frihed. Følgen blev, at mange børn aldrig lærte kristendommen godt nok at kende til overhovedet at kunne tage stilling til den.
Et valg forudsætter, at man ved, hvad man vælger imellem.
Vesten er ikke hele verden
Ser man ud over Europas grænser, opdager man hurtigt, at udviklingen ikke er universel.
Under verdensmesterskabet i fodbold så millioner af tv-seere spillere gøre korsets tegn, knæle i bøn eller vende blikket mod himlen før kampene og efter scoringer. Ingen virkede forlegne. Ingen forsøgte at skjule deres tro. For mange var det lige så naturligt som at trække fodboldtrøjen over hovedet.
En stor del af disse spillere kom fra Latinamerika, Afrika og Østeuropa. I mange af deres hjem er aftenbøn, kirkegang og kristne højtider fortsat en levende del af familielivet. Troen bæres videre mellem generationerne, og børn vokser op med en erfaring af, at Gud hører til virkeligheden.
Det gør den vestlige udvikling til en undtagelse snarere end en regel. Kristendommen er ikke ved at forsvinde fra verden. Det er især Europa, der har flyttet den ud i udkanten af hverdagen.
Det, børn ser, former dem
Kirken kan bygge nye sognehuse, udvikle hjemmesider og arrangere foredrag. Alt dette kan være godt og nødvendigt. Ingen af delene kan erstatte det, som sker, når et barn ser sin far folde hænderne, eller hører sin mor bede Fadervor ved sengekanten.
Kristendommen har gennem to årtusinder levet videre, fordi troen blev båret af familier. Den voksede fra hjem til hjem, længe før den blev skrevet i bøger eller forklaret fra en prædikestol. Den blev en del af menneskers liv, fordi børn oplevede, at Gud ikke blot var en tanke, men en virkelighed, deres forældre levede i.
Kirken begynder derfor ikke ved kirkedøren.
- Den begynder ved køkkenbordet.
- Den begynder i stuen.
- Den begynder dér, hvor et barn for første gang ser, at mor og far ikke kun taler til hinanden, men også til Gud.
-karn
Faktaboks: Troens udvikling i Vesten
- I de fleste vesteuropæiske lande er kirkegang, dåb og kirkelige vielser faldet markant gennem de seneste 50-60 år.
- Samtidig viser internationale undersøgelser, at kristendommen fortsat vokser i store dele af Afrika, Asien og Latinamerika. Tyngdepunktet i verdens kristendom er i løbet af det seneste århundrede flyttet mod syd.
- Den Katolske Kirke er med omkring 1,4 milliarder troende verdens største kristne kirkesamfund og er repræsenteret i næsten alle verdens lande.
- I mange vestlige familier er fælles bøn og regelmæssig kirkegang blevet mindre udbredt. Forskning peger på, at forældres egen trospraksis har stor betydning for, om børn senere bevarer en religiøs tilknytning.
- Kristendommen blev fra begyndelsen givet videre i familierne. I Det Nye Testamente omtales flere steder hele husstande, som tog imod troen og blev døbt sammen (bl.a. ApG 10, ApG 16 og 1 Kor 1,16).
- Den Katolske Kirke beskriver familien som “huskirken” (ecclesia domestica), fordi troen først og fremmest leves og gives videre i hjemmet. Denne tanke går tilbage til oldkirken og er blevet gentaget af både Det Andet Vatikankoncil og senere paver.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få refleksioner, artikler og nyt fra siden – sendt direkte til dig. Du kan altid afmelde dig igen, og dine oplysninger bliver behandlet fortroligt. Læs evt vores privatlivspolitik.
Når du har sendt din tilmelding, vil du modtag en email, hvor du skal bekræftige dit valg.
