Richard Dawkins og det kulturkristne paradoks

Verdens måske mest kendte ateist tror ikke på Gud. Alligevel forsvarer han den kristne kultur, han er vokset op i. Det afslører et paradoks, som rækker langt ud over Richard Dawkins selv.

Richard Dawkins har brugt store dele af sit liv på at argumentere imod religion og kristen tro. Derfor vakte det opsigt, da han beskrev sig selv som kulturkristen. Ikke fordi han er blevet troende, men fordi han åbent erkender værdien af den civilisation, som kristendommen har skabt. Spørgsmålet er, om man kan bevare kristendommens frugter, hvis man samtidig afviser dens rødder.

Richard Dawkins er ikke blot endnu en ateistisk debattør. Han er en af de mest indflydelsesrige religionskritikere i vor tid. Hans bog The God Delusion blev en international bestseller og gjorde ham til en central skikkelse i den bevægelse, der blev kendt som den nye ateisme. For millioner af læsere stod han som beviset på, at videnskab havde gjort Gud overflødig.

Derfor lyttede mange ekstra opmærksomt, da han for nylig igen beskrev sig selv som kulturkristen. Ikke fordi Dawkins har ændret mening om Gud. Han afviser fortsat kristendommens trosindhold og betragter sig selv som ateist. Men samtidig fortæller han, at han holder af kirkernes skønhed, salmernes melodier, de kristne højtider og den kultur, som kristendommen har formet gennem århundreder. Ved første øjekast kan det lyde som en mindre personlig betragtning. I virkeligheden peger den på et af de mest interessante spørgsmål i samtidens Europa.

At elske resultatet

Dawkins’ udsagn rummer et paradoks. Han tror ikke på kristendommen, men han sætter pris på mange af dens konsekvenser. Han er ikke alene. Mange europæere føler på samme måde. De tror måske ikke længere på Gud, men de ønsker at bevare kirkebygningerne. De går til julegudstjeneste, selv om de sjældent kommer i kirken resten af året. De værdsætter kristne højtider og traditioner og ser kristendommen som en vigtig del af Europas historie og identitet.

Man kunne sige, at de elsker resultatet, men ikke årsagen. Det er en forståelig holdning. Ingen behøver være troende for at glæde sig over en gotisk katedral eller en smuk salme. Ingen behøver bekende sig til kristendommen for at anerkende dens betydning for Europas kunst, musik og historie. Men kultur er sjældent noget, der opstår af sig selv.

Hvor kommer værdierne fra?

Det moderne Europa tager mange ting for givet: menneskets ukrænkelige værdighed, omsorgen for syge og svage, tanken om at alle mennesker har samme værdi, og forestillingen om, at magthavere også er underlagt en højere moralsk orden. Disse idéer virker så selvfølgelige, at mange antager, at de altid har eksisteret. Men historisk er det ikke tilfældet.

De voksede frem i et Europa, som var præget af kristen tro. Ikke fordi kristne mennesker altid levede op til deres egne idealer, men fordi kristendommen insisterede på noget radikalt: at hvert menneske er skabt i Guds billede og derfor har en værdi, som ikke afhænger af rigdom, magt eller nytte. Når Dawkins forsvarer den kristne kultur, forsvarer han derfor mere end bygninger og traditioner. Han forsvarer også mange af de værdier, som denne kultur har båret med sig.

Træet og frugterne

Det er her, kulturkristendommen møder sin udfordring. Et samfund kan bevare traditioner gennem lang tid. Kirker kan stå i århundreder. Salmer kan synges længe efter, at troen er blevet svagere. Men spørgsmålet er, om frugterne kan overleve ubegrænset, hvis forbindelsen til rødderne forsvinder.

Hvis mennesket ikke længere er skabt i Guds billede, hvorfor har det så en ukrænkelig værdighed? Hvis menneskelivet ikke har en gudgiven værdi, hvorfor skal de svage så beskyttes? Hvis moral alene er et menneskeligt produkt, hvad forhindrer så fremtidige generationer i at omskrive den? Disse spørgsmål bliver stadig mere aktuelle i en tid præget af individualisme, teknologisk udvikling og voksende kulturel usikkerhed.

Dawkins’ uventede vidnesbyrd

Richard Dawkins har ikke fundet troen. Det er heller ikke det interessante. Det interessante er, at en af den moderne ateismes mest kendte stemmer er kommet til den erkendelse, at den kristne civilisation rummer værdier, traditioner og institutioner, som er værd at bevare. Han ønsker ikke kristendommen som tro, men han ønsker meget af det samfund, som kristendommen har været med til at skabe.

Derfor vækker hans ord genklang langt ud over de kirkelige kredse. For de afspejler en voksende erkendelse i Vesten: Det er lettere at rive rødder op end at skabe nye. Og måske er det netop her, kulturkristendommen bliver mest interessant. Ikke som et endeligt svar, men som begyndelsen på et spørgsmål: Hvis kristendommen har skabt noget, vi ikke ønsker at miste, er det så ikke værd at undersøge, om den også kan have haft ret i noget af det, der skabte den?

-karn