Kronen, skolebogen og stilheden

Tre helgener viser hver sin vej til tjeneste

Den 25. august fører helgenkalenderen tre meget forskellige mennesker sammen. Sankt Ludvig var konge af Frankrig, Sankt Josef af Calasanz grundlagde skoler for fattige børn, og den palæstinensiske karmeliternonne Maria af den korsfæstede Jesus levede et skjult liv præget af bøn og mystik. Deres historie handler om kongelig myndighed, undervisningens kraft og den indre overgivelse til Gud.

Tre liv fra hver sin verden

En fransk konge fra middelalderen, en spansk præst i 1600-tallets Rom og en ung palæstinensisk ordenssøster fra det 19. århundrede synes at have meget lidt tilfælles. Deres liv blev formet af forskellige samfund, sprog og kirkelige traditioner. Sankt Ludvig IX kendte hoffets ceremonier, krigens brutalitet og det ansvar, der fulgte med kronen. Sankt Josef af Calasanz kendte klasseværelset, de fattige familier og kampen for at skaffe børn adgang til undervisning. Maria af den korsfæstede Jesus kendte forældreløshed, tjenestepigens udsatte liv, klostrets stilhed og en intens erfaring af Guds nærvær.

De mødes i helgenkalenderen omkring den 25. august, selv om Marias liturgiske placering kræver en forklaring. Sankt Ludvig og Sankt Josef af Calasanz står som valgfrie mindelser i den almindelige romerske kalender den 25. august. Maria af den korsfæstede Jesus fejres denne dag i Karmelordenen, mens hun i den almindelige kirkelige kalender er knyttet til den 26. august, som er hendes dødsdag. De tre kan alligevel læses sammen. De fortæller om mennesket, der modtager noget fra Gud og må afgøre, hvordan det skal bruges: en krone, en begavelse for undervisning eller et åndeligt liv, som kun få omkring én forstår.

Kongen under egetræet

Ludvig IX blev født i 1214 og var tolv år gammel, da han i 1226 blev konge af Frankrig. Hans mor, Blanka af Kastilien, regerede under hans mindreårighed og gav ham en streng kristen opdragelse. Da Ludvig selv overtog styret, blev troen en bærende del af hans forståelse af kongedømmet. Han mente, at kongens myndighed kom fra Gud, og at denne myndighed forpligtede ham til at værne om retfærdigheden og beskytte den svage mod den stærke.

Eftertiden har bevaret fortællingen om Ludvig, der sad under et egetræ i Vincennes og lyttede til mennesker, som ønskede deres sag prøvet. Fortællingens enkeltheder er blevet formet gennem århundreder, men billedet svarer til hans samtidiges opfattelse af ham. Han forbedrede retsplejen, begrænsede private fejder og lod kongelige udsendinge rejse gennem landet for at undersøge embedsmisbrug. Undersåtter kunne klage over kongens egne repræsentanter, og hvor en uret var begået, kunne der ydes erstatning. Hans ry for retfærdighed nåede ud over Frankrig, og andre herskere søgte hans mægling i deres stridigheder.

Ludvig lod fattige spise ved hoffet og kunne selv servere for dem. Han støttede hospitaler, klostre og religiøse ordener og førte et personligt liv præget af bøn, faste og deltagelse i Kirkens gudstjeneste. I Paris lod han Sainte-Chapelle opføre som helligdom for Kristi tornekrone og andre relikvier fra Jesu lidelse. Kapellets høje glasmosaikker står stadig som et synligt udtryk for den plads, Kristus havde i kongens liv og forestillingsverden.

En helgen med mørke sider

Ludvigs regering havde også sider, der må omtales åbent. Han støttede indgreb mod jøder og bar ansvar for den offentlige afbrænding af store samlinger af jødiske Talmud-håndskrifter i Paris i 1242. Jøder blev udsat for økonomisk pres og religiøs tvang. Handlingerne udsprang af middelalderens forestilling om et kristent enhedssamfund, men de var stadig overgreb mod mennesker og deres tro.

Han drog to gange på korstog. Det første førte i 1248 til Egypten, hvor den franske hær blev slået og kongen taget til fange. Efter sin løsladelse opholdt Ludvig sig flere år i Det Hellige Land, inden han vendte tilbage til Frankrig. I 1270 drog han endnu en gang ud, denne gang mod Tunis. En alvorlig sygdom bredte sig i korsfarernes lejr, og Ludvig døde den 25. august, 56 år gammel. Han blev helgenkåret af pave Bonifatius VIII i 1297.

Kirken ærer hans tro, hans omsorg for fattige og hans bestræbelse på at lade retfærdigheden præge kongedømmet. Helgenkåringen gør ikke hans korstog eller overgrebene mod jøder til kristne forbilleder. Ludvigs liv minder om, at et menneske kan have en oprigtig tro og samtidig være præget af alvorlige begrænsninger og fejltagelser. Hans helgenportræt bliver først troværdigt, når både lyset og mørket får plads.

Skolen i Trastevere

Josef af Calasanz blev født i Aragonien i Spanien og uddannet til præst. Han rejste til Rom med håb om at opnå et kirkeligt embede, men mødet med byens fattige ændrede hans liv. I Trasteveres gader så han børn, der voksede op uden undervisning og uden udsigt til at forlade den fattigdom, deres familier levede i. Skolegang kostede penge, og de fattigste børn blev derfor overladt til gaden eller sendt tidligt ud for at arbejde.

I 1597 begyndte Josef at undervise fattige børn gratis ved kirken Santa Dorotea. Den beskedne skole regnes som en af Europas første gratis folkeskoler. Børnene lærte at læse, skrive og regne og modtog samtidig undervisning i den kristne tro. Josef sammenfattede sit pædagogiske ideal med ordene »fromhed og kundskab«. Tro og lærdom skulle følges ad, fordi undervisningen skulle danne hele mennesket.

For Josef var uddannelse en del af Kirkens omsorg for de fattige. Et måltid kunne stille sulten for en dag, mens skolegang kunne ændre et barns fremtid. Barnet fra den fattige familie havde samme værdighed og samme evne til at lære som barnet fra et velstående hjem. Læsning, skrivning og regning gav adgang til arbejdslivet, samfundet og kulturen. Skolen kunne bryde den arv af fattigdom, som ellers blev givet videre fra forældre til børn.

Et livsværk i opløsning

Josefs arbejde voksede til De Fromme Skolers Orden, hvis medlemmer kaldes piarister. Ordenen blev godkendt som kongregation i 1617 og ophøjet til orden i 1621. Dens præster og brødre viede deres liv til undervisning af børn og unge med særlig opmærksomhed på de fattigste. Skolerne bredte sig hurtigt fra Rom til andre dele af Italien og videre til flere europæiske lande.

Den hurtige vækst førte også problemer med sig. Ordenen blev ramt af økonomiske vanskeligheder, indre stridigheder og alvorlige ledelseskriser. Den aldrende Josef mistede sin myndighed og måtte se andre overtage det arbejde, han havde opbygget gennem årtier. I 1646 fratog pave Innocens X piaristerne deres status som orden og reducerede fællesskabet til en løsere sammenslutning. Josef døde den 25. august 1648 uden at vide, om hans livsværk ville overleve.

Piaristerne blev senere genoprettet og fortsatte deres undervisning i en lang række lande. Josef blev helgenkåret i 1767, og pave Pius XII udnævnte ham i 1948 til skytshelgen for kristne folkeskoler. Hans sidste år giver hans kald en særlig dybde. Han måtte overlade skolernes fremtid til Gud og dø uden at se genoprettelsen. Det arbejde, der begyndte i et lille lokale i Trastevere, viste sig at være større end grundlæggeren og stærkere end de konflikter, der truede med at ødelægge det.

Den lille araber fra Galilæa

Mariam Baouardy blev født i Galilæa i 1846 i en fattig melkittisk-katolsk familie. Hun tilhørte dermed en af de østlige katolske kirker, som fejrer liturgien efter byzantinsk tradition og samtidig står i fuldt fællesskab med paven. Hendes forældre mistede en række børn, før Mariam blev født, og hun blev selv forældreløs som ganske lille. En farbror tog hende til sig og flyttede siden med hende til Alexandria i Egypten.

Familien ønskede, at hun skulle giftes, men Mariam afviste ægteskabet, fordi hun ville vie sit liv til Gud. Ifølge den kirkelige biografi blev hun som ung overfaldet og fik halsen skåret over, efter at hun havde afvist at forlade den kristne tro. Hun overlevede og bar resten af livet et tydeligt ar. Hendes ungdom førte hende gennem flere lande, hvor hun arbejdede som tjenestepige, blandt andet i Alexandria, Beirut og Marseille. Hun havde kun lidt skolegang og forblev uden den uddannelse, som Josef af Calasanz havde kæmpet for at give fattige børn.

I Frankrig søgte hun først optagelse hos Sankt Josefs Søstre, men fandt siden sit hjem hos de uskoede karmelitter i Pau. Her fik hun ordensnavnet Maria af den korsfæstede Jesus. Hun omtalte sig selv som »den lille araber« og »Jesu lille intet«. Ordene udtrykte ikke selvforagt. De var hendes måde at beskrive et menneske, der ønskede at stille sig helt til rådighed for Gud.

Et liv præget af mystik

Marias klosterliv var præget af stærke mystiske erfaringer. Hendes medsøstre berettede om ekstaser, profetiske indsigter og sår, som blev tolket som Kristi sårmærker. Den katolske tro kræver ikke, at alle sådanne fænomener forstås eller vurderes på samme måde. Kirkens anerkendelse af hendes hellighed hviler på hendes tro, ydmyghed, lydighed og kærlighed til Gud, frem for på de ekstraordinære hændelser omkring hende.

Hun havde en særlig hengivenhed for Helligånden. Trods sin manglende uddannelse kunne hun ifølge pave Frans tale om troen med stor klarhed og give råd til mennesker, der opsøgte hende. Ved hendes helgenkåring fremhævede paven, at hendes lydhørhed over for Helligånden også gjorde hende til et redskab for møde og fællesskab med muslimer. Hun kom fra en verden, hvor kristne og muslimer levede tæt på hinanden, og hendes arabiske baggrund forblev en del af hendes identitet gennem hele livet.

Maria deltog i grundlæggelsen af et karmeliterkloster i Mangalore i Indien og vendte senere tilbage til Frankrig. I 1875 rejste hun til Betlehem for at medvirke til opførelsen af et nyt karmeliterkloster. Hun fulgte byggeriet tæt og arbejdede med en praktisk sans, som stod i stærk kontrast til forestillingen om mystikeren, der var fjern fra dagliglivet. I august 1878 faldt hun på byggepladsen og brækkede en arm. Der gik koldbrand i såret, og hun døde den 26. august, kun 32 år gammel. Hun blev saligkåret af Johannes Paul II i 1983 og helgenkåret af pave Frans i 2015.

Kronen, skolebogen og stilheden

Ludvig, Josef og Maria fik vidt forskellige opgaver. Ludvig bar en krone og kunne træffe beslutninger, der berørte et helt rige. Josef åbnede en skole og gav fattige børn redskaber til at forme deres egen fremtid. Maria levede uden politisk myndighed, formel uddannelse eller en fremtrædende stilling i Kirken. Hendes liv udfoldede sig gennem tjeneste, bøn og en vedholdende lydhørhed over for Gud.

Deres liv rummer også nederlag. Ludvigs korstog endte katastrofalt, og hans regering omfattede handlinger, som påførte jøder stor uret. Josef så sin orden blive opløst og sit eget lederskab tilsidesat. Maria mistede tidligt sine forældre, blev udsat for vold og døde ung under arbejdet med et kloster, som endnu ikke var fuldført. Ingen af dem efterlod et liv, der kan fortælles som en ubrudt række af synlige sejre.

De tre helgener viser, at kristen tjeneste kan antage mange former. Den kan udfolde sig i regeringskontoret, i klasseværelset og bag klostrets mure. Ludvig minder om magtens ansvar og dens farer. Josef minder om, at kundskab også er barmhjertighed. Maria minder om, at et menneskes betydning ikke afhænger af uddannelse, titel eller synlig indflydelse. Kongen, skolemanden og den unge karmeliternonne blev helgener gennem tre forskellige liv, men alle tre måtte til sidst give afkald på at kontrollere frugten af deres gerning.

-karn