Johannes Døberen – stemmen der banede vejen

Johannes Døberen er den eneste helgen, hvis fødsel fejres som en højtid i Kirkens liturgi. Hans liv peger ikke på ham selv, men på Kristus, som han blev sendt for at forberede verden til.

Den 24. juni fejrer Den Katolske Kirke højtiden for Johannes Døberens fødsel. Seks måneder før jul mindes Kirken den mand, der stod mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, og som med sit liv og sit vidnesbyrd blev broen mellem profeternes håb og Kristi komme.

Johannes Døberen indtager en helt særlig plads i den kristne tradition. Han er den sidste af de store profeter og den første, der offentligt pegede på Jesus som Messias. Derfor fejrer Kirken ikke blot hans martyrdød, men også hans fødsel. Sammen med Jesus og Jomfru Maria er han blandt de få, hvis fødsel markeres i kirkens liturgiske kalender. Hans liv blev fra begyndelsen knyttet til Guds frelsesplan, og allerede før hans fødsel blev det klart, at han havde fået en særlig opgave.

En fødsel fyldt med håb

Evangelisten Lukas fortæller, hvordan Johannes blev født af de aldrende ægtefolk Zakarias og Elisabeth. Begge var trofaste mennesker, men de havde ingen børn, og håbet syntes for længst slukket. Da englen Gabriel viste sig for Zakarias i templet, lød budskabet, at Elisabeth skulle føde en søn, som skulle gå foran Herren og berede vejen for Ham. Barnets fødsel blev derfor ikke blot en glæde for familien, men et tegn på, at Gud igen greb ind i historien. Da Johannes kom til verden, fik han det navn, som Gud selv havde bestemt, og hans far brød ud i lovsang over de løfter, der nu var ved at blive opfyldt.

Stemmen i ørkenen

Som voksen søgte Johannes ud i ørkenen, hvor han levede et enkelt liv præget af bøn, faste og forkyndelse. Her begyndte han at kalde mennesker til omvendelse. Folk strømmede til fra hele landet for at høre ham, fordi hans ord havde en troværdighed og alvor, som mange savnede. Johannes talte uden frygt for hverken religiøse ledere eller politiske magthavere. Han mindede mennesker om, at Gud var nær, og at tiden var kommet til at vende sig mod Ham.

Mange spekulerede på, om Johannes selv var den lovede Messias. Men han afviste konsekvent enhver tanke om at gøre sig selv til centrum. Han så sig selv som en tjener med én opgave: at forberede vejen for den, der skulle komme efter ham.

Se Guds lam

Johannes’ liv nåede sit højdepunkt ved Jordanfloden, da Jesus trådte frem for at blive døbt. Da Johannes så Ham, udtalte han de ord, som stadig lyder i hver eneste katolske messe: »Se Guds lam, som bærer verdens synd.« Med disse ord pegede han ikke på sig selv, men på Kristus. Hele hans liv og hele hans tjeneste havde været en forberedelse til dette øjeblik.

Johannes vidste, at hans betydning ville aftage, efterhånden som Jesus trådte frem. Derfor kunne han sige: »Han skal blive større, jeg skal blive mindre.« Disse få ord rummer noget af det smukkeste i kristen tro. Johannes søgte ikke egen ære eller indflydelse. Han fandt sin glæde i at føre mennesker til Kristus.

Trofast til det sidste

Den samme trofasthed viste Johannes, da han kritiserede kong Herodes for at leve i strid med Guds lov. Han tilpassede ikke budskabet for at beskytte sig selv eller bevare sin popularitet. Sandheden var vigtigere end sikkerheden. Det førte til fængsling og siden til hans død, da han blev halshugget på kongens befaling.

Dermed blev Johannes den første store martyr i Det Nye Testamentes tid. Hans liv sluttede i et fængsel, men hans mission var fuldført. Han havde beredt vejen for Kristus og peget på Ham, som verden ventede på.

Johannes’ budskab til vor tid

Højtiden for Johannes Døberens fødsel minder os om, at kristen tro ikke først og fremmest handler om os selv. Johannes søgte hverken berømmelse, magt eller anerkendelse. Han ønskede blot at være tro mod den opgave, Gud havde givet ham. Derfor står han som et forbillede for kristne til alle tider.

I en kultur, hvor opmærksomhed og selvfremstilling ofte fylder meget, peger Johannes i en anden retning. Han minder os om, at troens opgave er at føre mennesker til Kristus. Derfor fejrer Kirken hans fødsel år efter år. Ikke fordi Johannes selv var centrum, men fordi han med hele sit liv viste vejen til Ham, som er verdens frelser.

-karn