Når USA skal betale for fortidens synder

USA 250 ÅR · ESSAY

Overgrebsskandalerne i den katolske kirke i USA har kostet milliarder af dollars i erstatninger. Men pengene fortæller kun en del af historien. Bag tallene ligger et omfattende opgør med forbrydelser, svigt, konkursbehandlinger og et forsøg på at genopbygge tilliden til Kirken.

Siden 1980’erne har den katolske kirke i USA udbetalt milliarder af dollars til ofre for seksuelle overgreb begået af præster og andre kirkelige medarbejdere. For mange katolikker rejser det et vanskeligt spørgsmål: Hvordan kunne Kirken betale så store beløb, og hvad skete der i praksis med menigheder, skoler og bispedømmer, da regningen skulle gøres op?

En af de største kriser i Kirkens historie

Da de første større sager om seksuelle overgreb begyndte at komme frem i offentligheden, forestillede få sig, hvor omfattende konsekvenserne ville blive. I takt med at flere ofre trådte frem, voksede antallet af retssager, forlig og erstatningskrav. I dag anslås det, at den katolske kirke i USA samlet har udbetalt mere end fem milliarder dollars i erstatninger, advokatsalærer, behandlingstilbud og andre omkostninger knyttet til overgrebssagerne. Nogle vurderinger peger på endnu højere beløb, når alle udgifter medregnes. Dermed er overgrebsskandalerne blevet en af de største økonomiske og moralske kriser i den katolske kirkes moderne historie.

Præster, domme og fængselsstraffe

Mange af de præster, der blev fundet skyldige i seksuelle overgreb mod mindreårige, blev dømt ved de civile domstole og idømt fængselsstraffe. Nogle afsonede mange år i fængsel, mens andre døde, før sagerne nåede retten. Samtidig fandtes der et stort antal sager, hvor forholdene lå så langt tilbage i tiden, at de var juridisk forældede, eller hvor gerningsmændene allerede var døde.

De store erstatningsbeløb skyldtes derfor ikke alene de enkelte gerningsmænd. Mange sager handlede også om spørgsmålet, hvorvidt biskopper og bispedømmer havde reageret hurtigt nok på anklagerne. Kritikken gik især på, at nogle præster blev flyttet mellem sogne i stedet for at blive anmeldt til myndighederne. Derfor kom ansvaret i mange tilfælde til at omfatte hele kirkelige institutioner og ikke blot de enkelte præster.

Hvor kom pengene fra?

Mange forestiller sig, at Vatikanet sendte penge til USA for at dække erstatningerne. Sådan fungerede det ikke. Den katolske kirke er ikke én samlet økonomisk organisation, men består af selvstændige bispedømmer med egne aktiver og budgetter.

Nogle bispedømmer kunne dække dele af erstatningerne gennem forsikringer. Andre måtte bruge opsparing, investeringer eller sælge ejendomme og jord. Flere steder blev administrationsbygninger afhændet, og planlagte byggeprojekter blev udsat eller opgivet. Nogle steder blev skoler lukket eller menigheder sammenlagt for at reducere udgifterne.

For almindelige katolikker blev det tydeligt, at konsekvenserne ikke alene ramte kirkens ledelse. Menigheder og institutioner mærkede også følgerne af fortidens fejl.

Konkurs som redskab

Et af de mest opsigtsvækkende træk ved den amerikanske håndtering var, at mange bispedømmer søgte konkursbeskyttelse. I europæiske ører kan det lyde som et tegn på sammenbrud, men i USA bruges konkurslovgivningen ofte som et juridisk redskab til at samle tusindvis af krav i én samlet proces.

Mere end fyrre katolske bispedømmer har gennem årene benyttet denne mulighed. Formålet har typisk været at sikre en samlet løsning, hvor alle kendte ofre behandles under samme ordning. For mange troende var det smertefuldt at opleve deres bispedømme gå konkurs, men tilhængerne af modellen peger på, at den gjorde det muligt at udbetale erstatning til langt flere ofre, end hvis hver sag skulle føres enkeltvis gennem domstolene.

Mere end et økonomisk opgør

Ingen erstatning kan ophæve det, som er sket. Ingen økonomisk kompensation kan fjerne de traumer, som mange ofre har båret med sig gennem årtier. Derfor har overgrebsskandalerne aldrig kun handlet om penge.

Kirken i USA har som følge af krisen gennemført omfattende reformer. Baggrundstjek af ansatte og frivillige er blevet standard. Uddannelse i forebyggelse af overgreb er blevet obligatorisk mange steder. Mistanker om overgreb anmeldes i dag langt hurtigere til de civile myndigheder end tidligere. Disse tiltag kan ikke ændre fortiden, men de har ændret måden, hvorpå Kirken arbejder med beskyttelse af børn og unge.

Et nødvendigt ansvar

For mange katolikker har overgrebsskandalerne været den største prøvelse i deres levetid. Ikke blot på grund af forbrydelserne, men fordi nogle kirkelige ledere i perioder undlod at handle åbent og beslutsomt. De milliarder af dollars, som er blevet udbetalt, fortæller derfor om mere end økonomi. De fortæller om et forsøg på at tage ansvar for fortidens synder og give ofrene en form for retfærdighed.

Kirken i USA står i dag med dybe sår, men også med en større bevidsthed om nødvendigheden af gennemsigtighed, ansvarlighed og beskyttelse af de mest sårbare. Regningen har været enorm. Men for mange katolikker ville alternativet – at undlade at møde ofrene og deres krav – have været endnu dyrere.

-karn

Læs også